Prøv avisen

Martin Buber – dialogfilosofiens grundlægger

Tegning: Rasmus Juul.

Den østrigsk-jødiske filosof afdækkede, at vor bare og blotte menneskelighed er knyttet til vort forhold til andre, altså til det med- og mellemmenneskelige

Man kan nok undre sig over, at der skulle gå mere end 2000 år, efter at Platon udformede sin menneskeopfattelse, før filosofien opdagede, at mennesket først og fremmest er til i relationer til andre – er et dialogisk væsen. Det skete i begyndelsen af 1900-tallet, og en af pionererne var her den østrigsk-jødiske filosof Martin Buber.

Bubers vigtigste værk – i øvrigt en ganske lille bog, som allerede er blevet oversat til dansk to gange – hedder ”Jeg og Du”. Det, Buber vil sige med denne titel, er, at et menneske først bliver til et jeg eller en person, i og med at det opfattes og accepteres af andre mennesker som den, det er. For når man fremtræder for den anden som et du, da er man ikke blot et individ ”med en beskaffenhed, der er til at erfare og beskrive som et løst bundt af navngivne egenskaber”. Da er man nemlig en enhed og en helhed, har et bestemt væsen, hvor alle egenskaberne ”lever i dets lys”.

Samtidig møder man kun den anden som et du, der hvor man er til stede ud fra og med hele sit væsen, hvor man er helt til stede, er helt nærværende og selvforglemmende henvendt på og optaget af de andre.

Det er klart, at man møder den anden som et du, der hvor der er opstået en dyb hengivenhed, en kærlighed til den anden. Her ser man netop egenskaberne hos den anden i lyset af dennes væsen eller natur. Man kan sagtens opfatte mangler og uheldige træk hos den anden, men disse gør ikke skår i ens kærlighed til den anden, for det, ens kærlighed gælder, er netop den andens væsen. Den andens egenskaber ligger på et andet plan.

Og det er også tydeligt, at man i kærligheden til en anden er til stede på en totalt involveret måde – ud fra hele sig selv og det inderste i sig selv – altså netop ens natur eller væsen.

Men Bubers store opdagelse er, at det ikke kun er i kærlighedsforholdet, at vi står i et jeg-du-forhold til hinanden. Det er faktisk det oprindelige eller naturlige forhold til andre mennesker. Vi opfatter det jo som det naturlige at møde en anden med venlighed, med en accept, en åbenhed for og modtagelse af den anden.

Og det gør vi, fordi vi går ud fra, at den anden har et væsen eller en natur, som er en umiddelbarhed eller spontanitet, der er formet på en bestemt måde i opvæksten. Dette, at den andens væsen har sit udspring i spontanitet, udgør den andens blotte og bare menneskelighed. Det er, fordi den anden rummer noget virkeligt levende, at vi møder det med en accept af og glæde ved denne livets rigdom i den anden. (I disse formuleringer går jeg ud over, hvad Buber eksplicit siger, men jeg mener, at jeg rammer hans tanke.)

Buber er samtidig klar over, at det er helt nødvendigt og uundgåeligt, at vi også igen og igen indtager et andet forhold til den anden og til de andre. Nemlig et jeg-det-forhold, hvor vi distancerer os fra den anden, iagttager den anden for at klargøre os bestemte egenskaber hos den anden, benytter os af og bruger den anden som et led i vore projekters virkeliggørelse.

Blot er det her afgørende, at vi – med filosoffen Kants ord – ikke kun bruger den anden som middel, men også altid som et mål i sig selv, det vil sige som noget i sig selv værdifuldt.

Buber mener nu videre, at vi også kan have et jeg-du-forhold til andre levende væsener – til dyr og til planter. Og ud fra det allerede sagte er det jo heller ikke så mærkeligt.

Endelig mener han, at vi også kan have et jeg-du-forhold til et værk, hvori en kunstner eller tænker har givet udtryk for sin grebethed af tilværelsen, for i mødet med et kunstværk eller en tankebygning kan vi jo også være totalt involveret.

Foruden denne skelnen mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet skelner Buber mellem det jeg-du-forhold, hvor kun den ene er til ud fra hele sig selv, og det jeg-du-forhold, hvor der er tale om fuld gensidighed, et forhold han kalder det egent- lige møde.

I dette sidste forhold er der noget kraftfuldt, noget opbyggende og nyskabende, hvor det ikke så meget er de to, der skaber, som det fælles tredje, der er forholdet mellem dem.

”Mit du virker på mig, som jeg virker på det. Vore elever former os. Vort arbejde bygger os op. Den ’onde’ åbenbarer, når det hellige grundord berører ham. Hvor bliver vi dog opdraget af børn, ja, af dyr! Uudgrundeligt omsluttet lever vi i den strømmende al-gensidighed.”

Endelig er der den religiøse dimension. Buber mener, at den enkelte i jeg-du-forholdet samtidig møder et du, som aldrig kan forvandle sig til et ”det evige du”, Gud.

Gud er ikke en størrelse for sig, således at jeg i min optagethed af den anden samtidig er optaget af en tredje. Gud er dette, at der er noget, som det ubetinget kommer an på, for det er netop dette, vi erfarer i det virkelige møde. ”Den, der i sandhed går ud til verden, går ud til Gud. Gud omslutter altet og er det ikke; ligesådan omslutter Gud mit selv, og er det ikke.”

Mange kan måske føle en vis usikkerhed over for Bubers tanker om Gud, men jeg tror, de fleste oplever hans beskrivelse af det virkelige møde mellem mennesker som rammende. Derfor har Bubers afdækning af værdien i jeg-du-forholdet da også vist sig at være meget inspirerende for alle, der arbejder med mennesker – altså inden for pædagogik, psykologi, psykiatri, socialt arbejde og sygepleje.

Både her og i vort daglige liv med hinanden gælder det oftest en sag, en opgave, noget afgrænset, men det gælder også altid samtidig om at være åben for den anden i dennes blotte og bare medmenneskelighed.