Prøv avisen

For Mary Tesfays datter var brune prinsesser forkerte

Det var først som ung voksen, at Mary Tesfay begyndte at reflektere over den racisme, hun har været udsat for under sin opvækst i Danmark. Hun har blandt andet oplevet at få lavet abelyde efter sig og blevet nægtet adgang til nattelivet. – Foto: Asbjørn Sand.

Sammen med 15.000 andre deltog dansk-eritreiske Mary Tesfay i en Black Lives Matter-demonstration i København i søndags. Hun mener, at tiden er moden til at handle mod den racisme, hun selv har oplevet i løbet af sin opvækst i Aarhus

I 2001 kom den dengang 17-årige Mary Tesfay gående på en sti i Aarhus-forstaden Tilst. Længere nede ad stien spillede tre drenge fodbold. Som hun nærmede sig dem, kunne hun høre, at de lavede nogle mærkelige lyde, der overdøvede musikken i hendes ører. Hun tog de store hørebøffer af og opdagede, at drengene lavede abelyde, mens de grinede af hende. Dansk-eritreiske Mary Tesfay kunne ikke andet end at gå videre.

Da den afroamerikanske mand George Floyd døde den 25. maj i år under en brutal anholdelse i den amerikanske by Minneapolis udløste det voldsomme demonstrationer mod racisme og politibrutalitet i USA. Hændelsen har også fået tusindvis af demonstranter på gaden i en række europæiske lande, hvor diskussioner om racisme og kolonialisme for alvor er kommet på dagsordenen. I København har sammenslutningen Black Lives Matter Danmark afholdt demonstrationer, hvor 15.000 mennesker deltog i søndags.

Mary Tesfay, der i dag er 36 år, tog del i demonstrationen sammen med sin nabo og et par venner, for hun har selv oplevet racisme i Danmark.

Som 19-årig medvirkede hun i et teaterstykke i Aarhus, hvor fem unge fortalte om, hvordan det var at vokse op med minoritetsbaggrund i Danmark. Og for tre år siden startede hun bloggen ”Brun & Dansk”, hvor hun som mor til tre børn særligt gør sig refleksioner om, hvordan man taler om racisme med børn. I dag er hun projektleder i C:NTACT; et socialøkonomisk teater, som laver teaterforestillinger med mennesker, der sjældent bliver hørt i den offentlige debat.

Følelsen af afvisning sidder stadig i hendes krop, efter at hun for nogle år siden i selskab med sin mand, der som hun selv har rødder i Eritrea, og to venner, som har rødder i Eritrea, blev nægtet adgang til en natklub to gange på en aften. Det fik hende til at mindes, hvordan hun og vennerne med minoritetsetnisk baggrund som unge lagde strategier for, hvordan de kunne få adgang til nattelivet. Det var noget med at dele sig op i små grupper og lege kærester, så mændene ikke skulle opfattes truende af dørmanden.

”Alligevel havde jeg ikke regnet med, at et ægtepar og to venner ville blive afvist. Det ene sted var vores ven inviteret, så vi havde regnet med, at vi kunne glide ind. Så stoppede dørmanden os og trak os til side med begrundelsen om, at der ikke var plads på trods af, at alle andre i køen fik lov at gå ind. Ingen af de andre i køen sagde noget. Det regnede og var koldt, og ydmygelsen var komplet.”

Når mange tusinde mennesker gik på gaden i Black Lives Matter-demonstrationen i København, er det ifølge hende, fordi tiden er moden til at handle mod racismen.

”Det kan godt være, at vi ikke ser politimord i Danmark som i USA, men der er nogle andre ting, vi bliver nødt til at arbejde på. I Danmark har vi en ’hyggeracisme’, som jeg egentlig gerne vil kalde for hverdagsracisme, for når vi putter ’hygge’ foran det, virker det, som om det ikke er så slemt. Racisme kan være sagt i kærlighed. Som når pædagogerne sagde, at de gerne ville have et dejligt chokoladebrunt barn som mig. Men det betød ikke, at den intention, det var sagt og gjort med, matchede den effekt, det havde på mig og andre børn. Jeg følte mig anderledes.”

Først som ung begyndte Mary Tesfay at reflektere over racisme. Når hun som barn tålmodigt sad og ventede på, at andre børn var færdige med at rode i hendes hår, tælle hendes fletninger eller pille de fletninger op, som hendes mor havde brugt timer på at lave, havde hun ikke ord for følelsen af fremmedgørelse.

Hun voksede op i boligblokkvarteret Frydenlund i Aarhus, og hendes forældre gjorde alt for, at hun ikke skulle føle sig anderledes. Familien holdt traditionel dansk jul med flæskesteg, også selvom det ikke var sådan, de fejrede jul i Eritrea. Ud over få ting fra Eritrea lignede hjemmet hendes venners hjem.

Det var kun de små detaljer, som viste, at forældrene stadig var i gang med at lære den danske kultur at kende. Som når hendes mor bagte løg ind i de hotdogs, hun havde med på madpakke, i stedet for at putte løgene oven på hotdoggen.

Da Mary Tesfay begyndte at begå sig mere på egen hånd i begyndelsen af 00’erne, begyndte hun også at føle sig mere fremmedgjort. Det var ikke kun oplevelsen med abelydene. Der var også historielæren i gymnasiet, der insisterede på at kigge på hende, hver gang han sagde ”neger” i en undervisningstime om Amerikas slavehistorie.

”Dansk Folkeparti stormede frem. Når jeg fulgte med i debatten i medierne, følte jeg ikke, at sådan nogle som mig var velkomne længere,” siger hun.

Selvom hun selv har racistiske oplevelser med i bagagen, kom det alligevel som et chok for Mary Tesfay, da hendes toårige datter i 2011 konstaterede, at det ikke var flot at være brun. Det var på en togtur på vej til Sverige, hvor hun og datteren sad og tegnede.

”Ræk mig lige den hudfarvede farveblyant,” sagde Mary Tesfay.

Datteren rakte hende farveblyanten.

”Tænk lige over, hvad du sagde,” kommenterede Mary Tesfays mor.

Mary Tesfay skyndte at rette sig selv og sagde til datteren, at der findes mange forskellige hudfarver, så hun kunne også række hende den brune eller sorte farveblyant. Den godtog datteren ikke. Ifølge hende fandtes der kun én hudfarvet farveblyant. Fem år senere insisterede datteren fortsat på, at der kun var én hudfarvet, da hun havde fået til opgave i skolen at farvelægge en nisse med den ”hudfarvede”.

”Det er et privilegium at kunne undlade at tale om hudfarve med sit barn. Den snak er livsnødvendig for mit barns selvforståelse. Min datter ville ikke have, at jeg tegnede brune prinsesser, for så var de ikke rigtige prinsesser, ligesom at hun ikke ville have brune dukker, for så var de ikke pæne. Det er vigtigt, at vi ser os selv spejlet, for det er et udtryk for, at vores farve har værdi. De, der har magten, er majoriteten. Og de skal aktivt kæmpe mod racisme og tænke i repræsentation af alle grupper.”

Som barn var Mary Tesfay vant til, at der ofte blevet rodet i hendes hår, når hun havde fået ny frisure. Foto: Asbjørn Sand.