Med cirkeldansen fandt Eli modet til at være sig selv

Det meste af sit liv har Eli Lykke været stille og genert, men da hun lærte at cirkeldanse, ændrede det sig. Efter et omskifteligt arbejdsliv sprang hun midt i 60’erne ud som cirkeldanseinstruktør

"Master Fatman sagde engang, at der skal mere krop ind i kirken. Jeg tror, han havde ret. Siddende på kirkebænken med bøjet nakke og hænderne foldet i skødet hører jeg bønnen, men føler den ikke. Men når jeg danser den, kan jeg mærke den,” fortæller Eli Lykke (i den røde kjole).
"Master Fatman sagde engang, at der skal mere krop ind i kirken. Jeg tror, han havde ret. Siddende på kirkebænken med bøjet nakke og hænderne foldet i skødet hører jeg bønnen, men føler den ikke. Men når jeg danser den, kan jeg mærke den,” fortæller Eli Lykke (i den røde kjole). Foto: Leif Tuxen.

Fødderne i de bordeaux-farvede kondisko vipper utålmodigt mod det grå kampestensgulv, mens de indledende takter til den musikalske bøn fylder det tomme kirkeskib i den nedlagte kirke Skt. Ibs i Roskilde. Ikke så snart har musikken sat i gang, før fødderne bevæger sig hen over gulvet. Et chassé frem, to tilbage, så en blid vuggen fra den ene fod til den anden. Trinene er uendeligt simple, alligevel står koncentrationen malet på de seks fremmødtes ansigter, mens de hånd i hånd forsøger at eftergøre kondiskoenes bevægelser hen over gulvet.

Det er lørdag eftermiddag, og føddernes ejermand, 77-årige Eli Lykke, er i fuld gang med dagens undervisning i cirkeldans.

”Kan vi ikke lige gennemgå trinene en gang til?”, spørger en af deltagerne, da musikken ebber ud.

”Selvfølgelig. Nu tager vi den lige så stille og langsomt forfra,” lyder svaret fra Eli Lykke, inden hun tager dem igennem dansen trin for trin.

Mellem hver dans fortæller Eli Lykke (tv.) om Frans af Assisis liv og tekster, der denne dag har inspireret cirkeldansen.
Mellem hver dans fortæller Eli Lykke (tv.) om Frans af Assisis liv og tekster, der denne dag har inspireret cirkeldansen. Foto: Leif Tuxen

Blomsterbinder, bedemandsassistent, kandidat fra Roskilde Universitet, aftenskoleleder og massageterapeut. Uddannelser og jobs har der været mange af i Eli Lykkes liv – de færreste særligt længerevarende. Gennem livet har hun søgt og forsøgt sig med forskellige ting. Men det var først i 60’erne, at det hele faldt i hak. Det var, som hun siger med glimt i øjet, det indtil videre bedste årti.

I hendes generation er det med at vise sig frem og bruge kroppen i dansen ikke noget, som falder naturligt. Men fra første gang Eli Lykke oplevede cirkeldansen under et besøg hos Økosamfundet Dyssekilde ved Hundested, har hun været bjergtaget. På det tidspunkt var hun i 60’erne og netop gået på pension. Og med hud og hår kastede hun sig ud i en diplomuddannelse som cirkeldanseinstruktør. Siden har hun danset så ofte som muligt, og dansen har bragt hende rundt i store dele af Europa. Og så underviser hun fast hver anden lørdag her i Skt. Ibs Kirke, og når der er bud efter hende rundt omkring i ind- og udland.

Med sit hennarøde hår og den matchende kjole lyser hun op i kirkerummets afdæmpede indre. Der er en stille selvsikkerhed over hende, mens hun forklarer cirkeldansene og de historier, som ligger bag. Engang imellem laver hun eller en deltager en fejl, men det udløser kun stille latter og smil. Det er jo egentligt ikke så vigtigt, om man sætter foden helt rigtigt eller i takt.

Trinene i cirkeldansen virker simple, men koncentrationen står malet i dansernes ansigter, da de bevæger sig rundt i cirklen. –
Trinene i cirkeldansen virker simple, men koncentrationen står malet i dansernes ansigter, da de bevæger sig rundt i cirklen. – Foto: Leif Tuxen

”Jeg har været stille og genert det meste af mit liv og altid ladet de andre komme foran i køen, så jeg lige kunne holde øje med, hvordan de gjorde. Den følelse fortsatte langt ind i mit voksne liv. Men pludselig kunne jeg give slip på alt det, da jeg fandt modet til at danse,” siger hun bagefter, da den sidste danser har drukket kaffen ud og forladt kirken.

Opvæksten i det sjællandske var præget af hendes fars konservative og til tider strenge livssyn. Piger skulle giftes og få børn, ikke spilde tid på uddannelse, mente han. Og sådan blev det. Efter 7. klasse gik Eli Lykke ud af skolen og fik arbejde på det lokale gartneri – hvorfra hun senere blev uddannet blomsterbinder.

Gift blev hun også i en ganske ung alder, og da hun fyldte 20 år kom det første af fire børn til verden. Præcis, som det var forventet og foreskrevet. Et par år senere brød studenteroprøret ud på Københavns Universitet. Hun husker endnu tydeligt de følelser, som det bragte med sig.

”Der sad jeg som ung pige og tænkte: ’Hold da op, hvor skulle de skamme sig over, at de strejkede og demonstrerede’. Jeg ville så gerne have været i deres sko og gå på universitetet,” siger hun.

Den nedlagte kirke understreger, det meditative i cirkeldansen. I et stille øjeblik lukker flere af danserne øjnene, mens de svajer fra ben til ben.
Den nedlagte kirke understreger, det meditative i cirkeldansen. I et stille øjeblik lukker flere af danserne øjnene, mens de svajer fra ben til ben. Foto: Leif Tuxen

I stedet fik hun arbejde i faderens blomstergartneri, og det ene år tog det andet, mens børnene voksede sig større. Hun var ikke utilfreds med sit liv, men under den pæne overflade ulmede lysten til andet og mere. Da hun fyldte 30 år, tog hun springet. Sammen med sit ældste barn gik hun i gang med at forberede sig til og tage folkeskolens afsluttende prøver. Det gav blod på tanden. Ikke så snart var hun færdig, inden hun lod sig indskrive på HF og senere på det nystartede Roskilde Universitetscenter (RUC), hvor hun læste offentlig forvaltning.

I slutningen af 1970’erne levede hippiebevægelsen med sine idealer om frigørelse, oprør og ligestilling i bedste velgående på det sjællandske universitet. Eli Lykke lod sig rive med og afsøgte og afprøvede sine grænser. Da 300 rødstrømper i 1979 besatte Dannerhuset i København, tog hun med.

”Det var så grænseoverskridende for mig, og i virkeligheden turde jeg slet ikke. Men jeg gjorde det og senere mange andre ting,” siger hun.

”På RUC fik jeg lov til at prøve alt det, som min far ville have hadet. Jeg mødte en masse nye mennesker og min verden voksede. Det samme gjorde min bevidsthed.”

Livet på RUC åbnede hendes øjne for en anden måde at leve på, og det smittede af på hjemmelivet. Hun begyndte at tage på ølejr, og snart efter gjorde hendes mand det samme – dog altid hver for sig.

Eli Lykke er oprindeligt uddannet blomsterbinder, og de evner bruger hun, når dansecirklens midte skal sættes sammen. –
Eli Lykke er oprindeligt uddannet blomsterbinder, og de evner bruger hun, når dansecirklens midte skal sættes sammen. – Foto: Leif Tuxen

De besluttede at bygge deres villa om til kollektiv, og da det stod færdigt, flyttede de ind i hver deres ende af huset. Ægteskabet var langsomt gået i opløsning, men venskabet mellem dem bestod og gør det stadig.

Færdiguddannet pakkede hun sin rygsæk og tog på arbejdslejr i England. Her mødte hun ghanesiske Thomas, blev stormende forelsket og tog ham med tilbage i kollektivet. De fulgtes ad gennem 17 år, inden forholdet sluttede.

Mens mange fra hendes generation vendte kollektiverne og fredsbevægelsen ryggen og i stedet rykkede ind i parcelhuskvartererne, har Eli Lykke holdt fast. Selvom kollektivet er skrumpet fra 10 til 3 og nok mere er et bofællesskab, bor hun der stadig, og det bliver hun ved med.

”Mange har nok en idé om, at når de bliver gamle, så skal de finde et sted med brede dørkamme og uden trapper. Et sted de også kan bo, når de bliver sådan rigtigt gamle. Men jeg har altid tænkt, at så længe jeg ikke gør det, så bliver jeg heller ikke gammel,” siger hun.

Dagene går med at passe haven. Med at læse tykke bøger, hvor hun altid har gang i mindst et par stykker ad gangen – for der er slet ikke tid til at læse alle de nyudgivelser, hun gerne vil. Og med cirkeldansen, som er det faste omdrejningspunkt i hendes liv.

Efter en dag som i dag, hvor hun har undervist, bruger hun en uge på at restituere. Når den er gået, finder hun sin tykke dansebog frem og udvælger nøje dansene til næste gang. Så lukker hun døren til værelset bag sig, sætter musikken på og øver trinene igen og igen, indtil de sidder på rygraden.

Denne uge har alle dansene været centreret omkring Frans af Assisis liv og tekster. En historie, hun kender til hudløshed og elsker. Som så mange andre i sin generation kan hun både salmebog og bibel nærmest udenad. Men ordene har altid virket fjerne. For selvom hun er kristen, har hun altid haft svært ved at tro.

”Det lyder så hårdt, for jeg tror jo på et eller andet. Men det bliver så abstrakt for mig, når jeg hører præsten tale. Master Fatman sagde engang, at der skal mere krop ind i kirken. Jeg tror, han havde ret. Siddende på kirkebænken med bøjet nakke og hænderne foldet i skødet hører jeg bønnen, men føler den ikke. Men når jeg danser den, kan jeg mærke den,” siger hun.

Mens hun har talt, har hendes nuværende kæreste, Ib, gået rundt i baggrunden og ryddet op efter dagens danselektion, og nu mangler kun de sidste småting. Et øjeblik bliver hendes talestrøm afbrudt. Han vil vide, hvor han skal stille det lille klapbord, hvor den bærbare højttaler har stået. Hun svarer ham kærligt og sender ham ud af døren med et smil og en aftale om at mødes senere. De har været sammen i 10 år, men bor hver for sig.

”Det giver stor frihed at have voksne børn, og vi kan gøre, hvad vi vil. I hverdagen lever vi hver vores liv, og så er vi sammen, når det passer. Det er helt perfekt,” siger hun. ”På mange måder er jeg sent modnet. Men nu er livet endelig der, hvor jeg synes, det skal være. Jeg tænker ofte: ’Bare jeg kunne få 20 år mere sådan her’.”