Kun når han var alene hjemme og satte Johann Sebastian Bachs kantate nummer 82, ”Ich habe genug” på anlægget i dagligstuen, kunne drengen få afløb for sin fortvivlelse.
For musikken gjorde det muligt at græde de tårer, han ellers ikke havde mod til at græde, husker Lars Ole Bonde, der i dag er professor i musikterapi ved Aalborg Universitet i København.
Som teenager gik kantatens bibelske forlæg hen over hovedet på ham. Men instinktivt forstod han musikkens forløsende evne – og titlen kunne han ikke have været mere enig i: Han havde også fået nok!
Lars Ole Bondes far var maniodepressiv, bipolar som det hedder i dag. Et belæst menneske i en god stilling og en energisk dynamo i byens kulturliv – men i de år, hvor den ældste søn gik i gymnasiet, kom sygdommen ud af kontrol.
”Der lå en skygge over mit liv og mit hjem. Min far havde mange indre dæmoner og forpestede tilværelsen for os med sin uberegnelighed, det må jeg desværre sige.”
Lars Ole Bonde kigger ud ad vinduet på forårssolen, der kommer og går på terrassen ved rækkehuset på Amager, mens han fortæller om dengang han som fortvivlet teenager boede i ”Gudekvarteret” i Viborg sammen med mor, lillebror og en syg far, som blandt andet var søvnløs.
”Min mor måtte administrere hans sovemedicin, det var et evigt helvede af forhandlinger, om ikke han lige måtte få en pille mere. Når min mor ikke var hjemme, skulle jeg styre pillerne. Det var helt grotesk at blive vækket mange gange om natten af en fortvivlet mand, som ville have mere at sove på, selvom han i forvejen var helt skæv og langt ude. Det var aldrig til at vide, hvordan dagene forløb; om min far stod op og gik på arbejde, eller om han blev i sengen bag nedrullede gardiner,” siger Lars Ole Bonde, som ikke kunne tage venner med hjem, når faderen havde det dårligt.
Men så var det, han købte en plade med Bachs ”Ich habe genug” på udsalg i Fona.
”Det var et meget heldigt tidspunkt, den ramte mig, for den talte fuldstændig klart og umiddelbart til mig i den mørke og usikre situation, jeg befandt mig i.”
Som teenager var han bange for, hvordan det skulle ende for faderen og for familien, og bekymret for, om han selv havde udsigt til at blive maniodepressiv – sygdommen kan være arvelig.
”Det er frygtelige tanker at gå med uden at have nogen voksne at tale med om det. Psykisk sygdom var tabuiseret, derfor måtte jeg finde løsningerne selv, og den her musik tilbød mig nogle muligheder, som jeg ikke kunne få på anden måde.”
Senere, i 1981, blev Lars Ole Bonde faktisk diagnosticeret som maniodepressiv. Men psykoterapi – og igen musik – var med til at mane forestillingen om genetisk arv i jorden.
”Jeg er tværtimod blevet stærkere af den oplevelse og føler, at jeg i dag har brudt en forbandelse i min familie.”
I sidste måned fortalte den danske musikprofessor i BBC om netop Johann Sebastian Bachs kantate BWV 82 og dens forløsende effekt. Den britiske mediemastodont var blevet opmærksom på hans personlige forhold til værket, som han havde skrevet en videnskabelig artikel om.
Kirkekantaten er komponeret over den fremstilling fra Det Nye Testamente, hvor Simeon i templet holder Jesusbarnet i sine arme. Den gamle, fromme mand erkender, at det er verdens frelser, han har stået med, og kan derfor fortrøstningsfuldt lukke sine øjne (Luk. 2, 29). Værket består af tre store arier, den første er kerneteksten, som også er værkets titel: ”Es ist genug.” Det er nok.
”Jeg var ret god til tysk, men selve referencen til Det Nye Testamente kendte jeg ikke. For mig var det i bredere forstand, at jeg virkelig syntes, det var nok!”, smiler Lars Ole Bonde, som nynnende gennemgår kantatens opbygning og fortællingen, også den inderlige vuggevise ”Schlummert ein, ihr matten Augen”, som er værkets midterakse.
”Man kan ikke undgå at blive påvirket af den fortrøstning, værket afspejler. Der har været meget ondt i verden, men nu er det nok, for Messias er født, nu skal det nok ende godt.”
Herefter glæder den gamle Simeon sig til at dø, ja, han kan næsten ikke kan vente: ”Ich freue mich auf meinen Tot”, lyder teksten.
”Det er jo mærkeligt at stå og synge – i vores kultur længes vi jo ikke efter døden. Men man kan godt forstå det, hvis man skruer bevidstheden tilbage til Bachs tid (1685-1750), hvor pietismen så verden som en jammerdal, og befrielsen lå efter døden,” siger Lars Ole Bonde.
”Instinktivt forstod jeg som dreng, at det smertelige dør, og befrielse træder i stedet, for musikken talte ind i det fortvivlede rum, jeg befandt mig i. Det er den gave, musik giver, hvis du lytter til den i sådanne stunder.”
Og det er den gave, Lars Ole Bonde i dag er med til at give videre. I 10 år har han forsket i musik og sundhed som adjungerede professor ved Norges musikkhøgskole, musikkonservatoriet i Oslo, og som professor ved Aalborg Universitet forsker han i musikterapi. Gennem årene har han blandt andet arbejdet med mennesker med psykiske sygdomme og kræftpatienter.
”Det, musikken først og fremmest kan, er at dæmpe angst og smerter – og at lukke op for det indre univers, for forestillingerne på den indre teaterscene. Typisk lytter vi sammen til klassisk musik, som jeg vælger, mens personen ligger på en briks, er meget afslappet og danner sig indre forestillingsbilleder. Mange kender det sikkert fra sig selv, når man lytter til klassisk musik. Billederne kommer helt af sig selv.”
Billedfortællingen varer en halv timestid, og undervejs fortæller patienten, hvad hun oplever. Lars Ole Bonde er blot ”følgesvend”, siger han, optaget af at lytte, forstå og hjælpe klienten med at få så meget som muligt ud af ”musikrejsen”.
Hvad kan den syge bruge det til?
”Til at finde meningen med livet igen efter et svært sygdomsforløb måske, til at afklare konfliktfyldte forhold, eller til at forsone sig med, at man skal dø,” siger Lars Ole Bonde.
Det kan også handle om at opleve en åndelighed, som ikke har været i ens liv før.
”Det kan være den kristne gud, men også ’blot’ forestillingen om og oplevelsen af, at alt i universet hænger sammen. Jeg er ikke psykoanalytiker, så der er ingen facitliste, men jeg har erfaring i, at bestemte symboler er knyttet til noget bestemt. Og at musik kan spejle og forløse stærke følelser er jo velkendt. Det var det, de gamle grækere kaldte katarsis, altså at man gennem kunstoplevelsen får mulighed for at udtrykke følelser, som ellers er vanskelige at give udtryk for.”
Klassisk musik giver de bedste muligheder for at danne billeder frit.
”Hvis jeg skal prøve at sige noget mere teknisk om det, så er klassisk musik i stand til at udtrykke næsten enhver tænkelig stemning,” siger musikprofessoren, som har et redskab, han kalder stemningshjulet.
”Forestil dig et hjul med grupper af adjektiver. Når det gælder klassisk musik er der otte grupper. En lys halvdel, hvor alle de behagelige stemninger er, fra følelsen af total ro og afspænding og harmoni til boblende glæde. Så er der en mørk halvdel, hvor vi har sorgen i den ene ende, og den dramatiske kraft og det åndelige, hvor musikken taler til os med en helt anden stemme,” siger Lars Ole Bonde, der vælger musikken ud fra, hvad patientens ”dagsorden” er. Dagsordenen kan også godt være spirituel.
”Brahms, Bach og Fauré lukker ofte op for et potentielt religiøst, spirituelt rum. Rent fysisk føler folk, at når de hører et kor synge indenfor denne særlige tradition, ja så oplever de at komme ind i en kirke,” siger han.
At blive ført ind i et religiøst rum, hvis man ikke har noget forhold til religion, kan være ubehageligt.
”Men hvis man er bare en lille smule åben, kan det føre ind til en meget stor forløsning. Jeg husker en af de kræftpatienter, vi arbejdede med, som var gift med en frikirkepræst, men som egentlig ikke brød sig om at gå i kirke. Men i stedet kunne hun bruge denne meget stærke musik til at definere sit eget forhold til døden og til Gud. Hun fandt en fred, hun ikke havde fundet før, simpelthen fordi hun dannede egne billeder, mens hun lyttede til musikken.”
Hvad gør du så med dem, der rejser sig op og siger, at den musik vil de ikke høre?
”Så bruger jeg den reaktion som anledning til en samtale. For hvad er det, der provokerer så voldsomt og fremkalder angst eller vrede? Det kan skyldes uafklarede livsspørgsmål, som begynder at rumstere. Måske kan vi så tale om, hvorvidt der findes en større sammenhæng, der går ud over, hvem man selv er. Om man tror på, at man har en udødelig sjæl. Det kan lukke op for nogle meget stærke erkendelser, som musikken er fantastisk til at formidle.”
Musikkens leg med spænding, forløsning og opklaring kan lede til større ligevægt, og måske accept af en situation, som ikke kan være anderledes. Blandt andet derfor fungerer musik som en effektiv komplementær behandlingsform, fortæller Lars Ole Bonde.
Der arbejdes da også på sygehuse og hospicer i England, Norge og Danmark med musik som lindring af smerte og angst.
”I Norge har mennesker med en psykisk lidelse en lovsikret ret til selv at bestemme hvilken behandling, man vil have, og ønsker man ikke medicinsk behandling, kan man for eksempel få musikterapi i stedet for. Det har vist sig at være meget effektivt blandt andet ved efterbehandling af psykoser.”
Hvilket musikstykke ville Lars Ole Bonde anbefale, man satte på, hvis man er lidt ked af det?
”Flertallet af voksne danskere bruger faktisk allerede musikken til at regulere humøret. Er man i en stemning, man gerne vil forstærke, ved man instinktivt, hvad man lytte til, og hvis man gerne vil ændre stemningen ved man som regel også, hvad man kan sætte på, for at gøre det. Men der findes ikke et musikalsk husapotek, som alle kan have glæde af, det er meget personligt.”
Den musik Lars Ole Bonde bruger i sin musikterapi er en meget bred vifte af klassisk musik.
”Hvad jeg vælger, afhænger af, hvad vi skal fokusere på. Skal vi omstille os fra at være kede af det til at blive glade eller skal vi faktisk blive i den mørke stemning for at komme igennem det sammen,” siger Lars Ole Bonde, der husker en anden situation, hvor klassisk musik hjalp ham med at komme igennem en svær situation.
”Mine forældre døde med 13 dages mellemrum, det var som om min mor ikke kunne forestille sig et liv alene efter min fars død, og hun fik nærmest en hjerneblødning på bestilling. Det var meget mærkeligt. Da jeg kom hjem fra sygehuset, havde en af min mors kolleger og veninder smidt en cd ind af brevsprækken, som hun syntes, min mor skulle lytte til efter min fars død. Det nåede hun ikke, for hun var lige død, og så måtte jeg lytte til den i stedet for,” siger Lars Ole Bonde, der dengang var 39 år.
På cd’en var Fourés Requiem, og hvis musikprofessoren endelig skal anbefale et stykke musik til trøst, er det et godt bud.
”Det er et vidunderligt værk, som vil tale til de fleste. Det spejler både de meget tunge følelser, smerten, ensomheden, forladtheden, angsten, men transformerer også de tunge følelser til håb og en meget smuk og inderlig forløsning i form af en Paradis-sats til allersidst.”
Kan The Beatles bruges på briksen?
”Nej, korte sange med et budskab i form af en tekst forstyrrer i forhold til den billedrejse, man skal begive sig ud på. Men Beatles, Stones, Gasolin og så videre bliver selvfølgelig brugt i aktiv musikterapi, hvor vi spiller og synger med klienterne. Ligesom rytmisk musik vil blive brugt meget i de kommende år, også når vi arbejder med ældre og demente. Jeg tilhører jo snart selv den målgruppe...,” smiler Lars Ole Bonde, der er 66 år, og fortæller om tv-udsendelsen ”Lyden af liv”, som i efteråret blev vist på TV Midtvest.
I den kunne seerne følge ph.d.-stipendiat Jens Anderson-Ingstrup få demensramte Else Larsen til at bryde ud af sin isolation, vise glæde og synge med på ”Oh Marie, jeg vil hjem til dig”.
”Det viser meget tydeligt, hvad musikken kan. At mennesker, som har mistet sproget og som stort set ingen kognitive reserver har tilbage, kan live op, hvis man spiller for dem eller de får lov til at danse, er rørende og livsbekræftende. Der kan musikken noget, som stort set intet andet kan.”