Kære brevkasse
Tak for jeres brevkasse. Når jeg læste om manden, der var utro gennem flere år, så har jeg selv prøvet det – blot den modsatte vej.
Man savner måske noget i sit parforhold og møder en anden. Først som kolleger eller venner, og det udvikler sig så let til mere i en moden alder, hvor ægteskabet er blevet en vane, og hvor der mangler noget energi. Derimod giver forholdet til den, man er utro med, en ny energi, som smitter af på dagligdagen.
I starten er alt godt både hjemme og ude, men på et tidspunkt er man så meget en del af et andet menneskes liv, at man ikke ønsker at slippe dette værdifulde forhold. Men man ønsker heller ikke skilsmisse, da det er hele grundlaget for ens eksistens. Når man erkender det, så er man fanget i et dobbeltliv, som man på den ene side ikke ønsker at gøre forbi og modsat ikke kan holde til i længden. Der er blot ingen løsninger på det, og så fortsætter det i håbet om, at der kommer en løsning, hvis man venter længe nok.
Jeg kan sagtens forstå kvinden, hvor manden har været hende utro, og det svigt, der ligger i det. Når jeg har følt mig fuldstændig svigtet af en partner, så har jeg gerne villet have et svar – hvorfor? Og her tror jeg, uanset hvor hårdt det er, at manden har følt sig totalt presset og har ikke anet nogen udvej – men først og fremmest har han valgt at blive hos sin kone, og det er positivt.
Det vil i den grad kræve dialog og samtaler, og det er en hård proces for begge parter, hvor jeg jo også tænker, at det kan blive så hårdt, at en pause fra hinanden kunne være en god idé, hvor de ligesom starter forfra som kærester, finder hinanden igen og er nysgerrige på den anden part. Det var nogle tanker, som jeg havde lyst til at bidrage med.
Venlig hilsen
Pernille
Kære Pernille
Tak for dit brev. Vi synes, det er godt og modigt, at du skriver om utroskab set fra dit perspektiv. Du fortæller blandt andet, at det at være utro og samtidig have en uvidende ægtefælle derhjemme på en måde kan have en særlig cyklus. I starten kan man være så opslugt af alt det nye og spændende, at dilemmaerne holdes i skak, og man kan også finde praktiske og naturlige forklaringer på, hvorfor man arbejder lidt mere, kommer lidt senere hjem og så videre. Og man tænker måske, at man godt kan have begge forhold kørende på samme tid. Men langsomt indhentes man af realiteterne og dobbeltlivet.
I og for sig er det helt naturligt. De allerfleste mennesker har svært ved at leve et liv med betydelige hemmeligheder i det lange løb. Det gælder også andre former for skjult liv som for eksempel hemmelige økonomiske dispositioner. At leve et dobbeltliv kræver meget både følelsesmæssigt, praktisk og logistisk, og man skal i det lange løb være bedre og bedre til at finde både indre og ydre forklaringer på, at tingene hænger nogenlunde sammen.
De allerfleste mennesker, der lever to slags liv, hvor dele af dagligdagen er hemmelig for deres nærmeste, vil på et eller andet tidspunkt enten blive afsløret eller selv måtte opgive projektet. På et eller andet tidspunkt kommer en afgørelse, hvor der må tages stilling til, hvordan fremtiden skal se ud, for at man kan nærme sig et liv, der hænger sammen – både i forhold til sig selv og andre. Og det er jo disse valg, som mange utro i starten kan holde fra livet, men som langsomt sniger sig ind på en. At være menneske indebærer valg – også til tider meget svære valg.
Dit brev minder også om, at der i forbindelse med utroskab er flere involveret, end man ofte i øjeblikket tænker på, og at det kan være ganske sårbart at være den, som måske i en kortere eller længere periode har et intenst og nært forhold til en gift person for derefter måske at blive ladt alene, fordi den pågældende vælger at gå tilbage til sin ægtefælle.
For nogen kan det sikkert opleves som en særlig tid med gode minder om nærhed og stærke oplevelser. For andre kan det efterfølgende måske opleves som svigt, eller at man på en måde er blevet ”brugt”, for derefter at blive afskediget igen. Man oplever måske, at forelskelsens rus var livgivende, men at man ikke i det lange løb fik nogen ægte kærlighed. Forelskelse er jo ofte pirrende og spændende følelser, og der kan let opstå en tilstand, hvor man på en måde er ”forelsket i at være forelsket”.
Reaktionerne efter et utroskabsforhold kan være mange, alt efter det, som man har oplevet. Og der kan også for den, som var elskeren eller elskerinden, blive tale om en efterfølgende proces, hvor man skal forsone sig med det, som er sket, og måske også forsøge at tilgive. Ikke mindst tror vi, at der er en del, der har brug for at tilgive sig selv, således at de sårede følelser, man kan bære på af savn, sorg, længsel, vrede, bebrejdelse over for sig selv eller den anden, ikke skal fylde for meget i årene fremover.
Du skriver, at der kan være mange grunde til, at mennesker bliver utro. Årsagssammenhængene er nok ikke altid så enkle og er ofte flersidige. Men du nævner, at for nogen er ægteskabet måske blevet en stor vane, og der mangler energi. Det tror vi bestemt er en af årsagerne. Græsset bliver som regel kun grønt der, hvor man vander det. Og har man i årevis ofte taget hinanden som en selvfølge eller glemt at vande og gøde i sin egen ægteskabshave – og det kan handle om begge parter – ja så kan det lægge grund til, at det er nemmere at søge spænding, ny livsgnist og måske forståelse andetsteds.
Fravær af den gode, livgivende kommunikation og fravær af nærhed i det daglige kan også være grund til utroskab. Har man en god samtale og ømhed for hinanden i det daglige med nærvær, nysgerrighed og engagement, så er det langt vanskeligere at få lyst til at være utro, for så vil man jo miste noget meget værdifuldt og noget, der giver mening og energi i det daglige.
Mange, tror vi, er utro, fordi de søger bekræftelse fra et andet menneske. Måske savner de den hos deres ægtefælle, men måske savner de den også hos sig selv. Det kan være en form for skjult mindreværd, som dulmes ved at blive værdsat, savnet – blive sat i centrum og så videre. Der er forskning, der blandt andet påpeger, at utroskab, ikke mindst for mænd, der er kommet lidt op i årene, også kan handle om en form for ”eksistensens panik” over, at man ikke er ung mere, at man opdager, at livet ikke varer evigt, så man søger noget, der kan dulme disse perspektiver og gøre, at man oplever sig ung, vital, tiltrækkende og spændende igen. Et forhold til en meget yngre kvinde kan på den måde i nogen grad også skabe en illusion om at være yngre, end man er.
Som vi har nævnt i de seneste ugers brevkasser, skriver du også, at det at hele et ægteskab efter utroskaben er et krævende og et længerevarende projekt. Der findes ikke hurtige løsninger, og det siger noget om utroskabens dybde og alvor. Det er ofte noget meget grundlæggende, der bliver rystet eller ødelagt. Ønsker man at fortsætte sit ægteskab, skal nyt liv og en ny mening dannes, og tillid skal genopbygges. Et sådant stykke livsarbejde koster af helt naturlige årsager kræfter og tid. Hvis tilgivelse og genoprettelse skal være mulig, forudsætter det, at al kærlighed til den anden ikke døde helt undervejs. Og ud af de små spirer skal nyt liv generobres – sammen.
Mange hilsener
Annette og Jørgen