For et par år siden fortalte musikeren Mads Langer om at have angst og forsone sig med en stor følsomhed. Han valgte at være generøs med sig selv, fordi han ville bruge den platform, han har som kendt musiker, til sætte fokus på mental sundhed.
I et årti har den 37-årige kunstners navn rimet på succes. Når han taler om angst, skal man ikke se det som en lidelseshistorie, men som en menneskehistorie. Han mener, at der er en tendens til, at portrætter af succesfulde mennesker bliver polerede på den utroværdige måde. Han efterlyser nuancer og insisterer på plads til eftertanke. Samtalen denne eftermiddag kan ses som en forlængelse af Mads Langers ønske om at være generøs med sig selv. Vi skal tale om, hvad der bærer ham.
De seneste 10 år har der hvert år ligget en Mads Langer-sang på årets radio-topti. En halv million mennesker henter hans musik ned i løbet af en måned, og mens eftermiddagssolen vælter ind i pladeselskabets gang her i det indre København, og Mads Langer må skærme øjnene med solbriller, så vågner amerikanere til hans fløjlsagtige vokal. 1000 gange i løbet af en dag bliver hans nummer ”Lightning” spillet på en radiostation i USA, ligesom han i skrivende stund hitter i både Kina og Tyskland.
Det er godt en måned siden, at han udgav albummet ”Where Oceans Meet”, som er hans sjette album og lavet i samarbejde med Evan Bogart og Eg White. Navnene virker måske ukendte, men det er folk, som også arbejder med kunstnere som Beyoncé, Rihanna, Adele og Celine Dion. Det er en af sangene fra det nye album, der i disse uger hitter på de amerikanske radiostationer. Nok er sangene på albummet på engelsk, men Mads Langer henviser til salmedigteren Kingo, når han skal forklare, hvad albummets essens er:
”Det kan nærmest sammenfattes i Kingos ’Sorrig og glæde’.”
I salmen skriver Kingo om livets kontraster og tilliden til, at hvordan det end går, så har lidelse og sorg kun sin tid. På albummet tager Mads Langer også sit publikum med til håbet, som det er gengivet i Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, vers 4:
”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.”
Hvordan denne håbets portal fra Bibelen blev til en eftertænksom sang på det nye album, vender vi tilbage til. Men hvem er hitmageren, der med stor naturlighed refererer til såvel Kingo som Bibelen?
Hulde engel
Det har egentlig aldrig været en overvejelse, om Mads Langer skulle være musiker. Hans forældre optog kassettebånd, hvor han som knap toårig sang med en klar stemme på sit eget sprog, og han var kun lige fyldt fem år, da han oplevede, at han kunne bevæge sit publikum med sin sang. Hans farfar og hans morfar havde samme yndlingssang: ”Hulde engel, du min barndomsven”. Og når Mads Langer sang Blichers sang om englen og Eden, fik bedstefædrene våde øjne. Mads Langer, som dengang var en buttet dreng med nærmest hvidt, krøllet hår, følte sig forbundet med noget større.
Jeg var 13 år og fik sagt til præsten, at han ikke sang rent, og at jeg gerne ville spille, så han kunne høre, hvor tonerne lå.
”Når jeg optræder, så har jeg stadig en følelse af, at jeg sætter stikket i opadtil, og den følelse har jeg i virkeligheden haft, siden jeg var ganske lille.”
Mads Langer er født i Aabenraa i Sønderjylland, hvor hans lærerforældre var med til at grundlægge byens friskole. Da han var tre år, flyttede de til landsbyen Resen Vest ved Skive, hvor han voksede op som den miderste i en søskendeflok med stor aldersspredning. Hans søstre er henholdsvis 10 år ældre og 7 år yngre end ham. En af fordelene ved at bo i Skive var, at der ikke var langt til bedsteforældrene ved Farsø og i Lemvig.
Han tilbragte en del tid hos sin mormor og morfar i Lemvig. Nogle søndage tog de til Langerhuse ved Harboøre få meter fra klitterne ud mod Vesterhavet, hvor hans morfar kom fra, og hvor Mads Langer har navnet Langer fra. Hans mormor og morfar var rundet af Indre Mission, og når han var hos dem, blev der sunget til bords, og bedsteforældrene tog gerne barnebarnet med til højmesse enten i Lemvig eller i Harboøre.
”Jeg havde en meget stærk barnetro med en meget direkte adgang til livets mirakel. Jeg vil beskrive det som en ren tro og en ren følelse af forbindelse til noget, som er større end os selv.”
Han har stadig kontakt med præsten, Gunner Lund-Sørensen, som konfirmerede ham. Præsten, som i dag er emeritus, viede ham for to år siden, og ved den lejlighed genopfriskede de minderne om, hvordan Mads Langer som konfirmand spillede klaver til salmerne i præstegårdens konfirmandstue.
”Jeg var 13 år og fik sagt til præsten, at han ikke sang rent, og at jeg gerne ville spille, så han kunne høre, hvor tonerne lå.”
Da Mads Langer gik i gymnasiet, var han samtidig kirkesanger i Resen Kirke. Det var præsten i Resen, der som en af de første introducerede Mads Langer for Kierkegaards forfatterskab. I gymnasietiden deltog han sammen med nogle jævnaldrende venner i en studiekreds hos Gunner Lund-Sørensen.
”Det var en slags mesterlære, hvor vi talte om eksistens, og han gav os lektier for. Meget af det fløj nok hen over hovedet på os, men der var også noget, der sad fast. Jeg har altid været sulten på at lære noget, og i dag ser jeg det som en gave, jeg fik med studiekredsen.”
Han legede med tanken om at læse filosofi eller statskundskab, men var aldrig i tvivl om, at musikken var hans vej. Men selv om han som 22-årig fik en pladekontrakt, var det svært at ernære sig af musikken. Han turnerede som musiker på efterskoler og højskoler og fik tilbudt et job på kunsthøjskolen Engelsholm ved Vejle, hvor han skulle undervise i musik. Han kom til at stå for en sangskriverlinje. Han var yngre eller jævnaldrende med højskolens elever, og nok var han deres lærer, men tiden på Engelsholm blev også en slags uddannelse og langstrakt højskoleophold for Mads Langer. Når han er blevet interviewet til udenlandske medier, har han flere gange talt om den danske sangskat, og her tænker han også på, hvad han fik med fra højskolen.
”Når man dyrker den danske sangskat fra helt lille, får man givet et stort musikalsk ordforråd og en melodiforståelse. Tag en melodi som ’Sorrig og glæde’. Det er en ret avanceret melodi, uden at man er bevidst om det, og det er der flere eksempler på.”
Sved og sjæleføde
Når Mads Langer ser tilbage, kan han se, at der har været perioder, hvor det var, som om livet var en kamp. Det er i de perioder, hvor fortvivlelsen og angsten har sneget sig ind, men han har fundet ud af, at han har nogle døre, han kan vælge at gå ind ad for at modarbejde fortvivlelsen. Sangskrivningen er en af dem.
”At skrive sange er for mig en ven i livet og et sted, hvor jeg føler, at jeg kommer hjem.”
Sådan var det også den dag, hvor han sad i Los Angeles med sin guitar. Før coronaen havde han en lejlighed i den amerikanske millionby, hvor han har opholdt sig en del. Han spillede og lod ord og toner komme til sig, som han gør, når nye sange bliver til.
”Jeg sad og sang ’21.4’, men det var ikke den 21. april, og jeg slog det op og læste verset fra Johannes’ Åbenbaring, der rørte mig dybt og peger på et håb, som jeg gerne vil formidle med min musik.”
Nogle af hans sange har været år undervejs, men ”21:4” var skrevet ned og indspillet tre timer senere.
Mads Langer har tænkt over, hvad der skal til, for at hans liv er i vater. Foruden tiden med datteren og ægtefællen så har han opregnet, at der er fire ting, han ikke skal forsømme, hvis han skal have det godt. Der skal være plads til at grine og tid til at dyrke masser af motion. De to første ting kombinerer han, når han dyrker padeltennis.
”Det er en sport, som ikke har andet formål end at være hyggelig, sjov og social, og samtidig får jeg god motion.”
Han fortsætter sin opremsning. Kosten skal være sund, og han har brug for sjæleføde. Det sidste finder han i litteraturen, i bøn og i meditation.
”Jeg er helt klart kristen og føler mig meget forbundet med Jesus og den energi, jeg kan mærke fra ham. Jeg har tætte venner, som er jøder og muslimer, og jeg synes altid, det er berigende at mærke forbundetheden på tværs af religioner.”
Behovet for sjæleføde er årsagen til, at han regelmæssigt går i kirke. Kirkegangen beskriver han som en del af en selvomsorg.
”Jeg har brug for pauser og for at meditere, og jeg har også brug for at være i et åndeligt rum og et åndeligt fællesskab, og det finder jeg i kirken. Jeg holder af at sidde på bænken og synge salmerne sammen med andre. Tit er det jo mig, som står og synger, men det er skønt at få lov at deltage i menighedens sang.”
Han siger, at det er privilegeret at bo i en by som København, hvor der er så mange forskellige præster, man kan høre. Han har boet tæt ved Jesuskirken i Valby og jævnligt fundet en plads på kirkebænken, når præst og debattør Sørine Gotfredsen har haft gudstjeneste. Selvom hans lille familie nu har købt hus i Hellerup, tror han, at han gerne vil fortsætte med at komme i Jesuskirken.
”Det er en gave, at man kan stå op søndag morgen, tage sit tøj på og gå ind i et rum, hvor nogen har gjort sig umage og vil beskæftige sig med livets store spørgsmål. Jeg har været glad for at høre Sørine Gotfredsen prædike. Det er dejligt at komme i en kirke, hvor der er en præst, som brænder for det, hun gør. Jeg er ikke altid enig i, hvad hun siger, men jeg kan godt lide, at jeg kan gå fra kirke og føle, mærke og mene noget.”