Mejdahl og meningen med tilværelsen

Før politikeren Christian Mejdahl (V) lærte at læse, vidste han, at han ville være bonde. Drømmen blev indfriet. Nu er gården solgt, men han har ikke planer om at trække sig fra stalden. Han har haft landets fornemste post som Folketingets formand og har holdt fast ved glæden ved kvæg og kedeldragt

”Som bonde er man sat ind i en helhed, hvor man er i spil med naturens kredsløb med den rytme, som naturen giver. Her oplever vi, at den måde, vi behandler dyrene og jorden på, påvirker, hvordan vi kan bringe det videre til næste generation. Og så går vi jo lige midt i Guds skaberværk, hvis vi da ellers kan få øje på det,” siger Christian Mejdahl. -
”Som bonde er man sat ind i en helhed, hvor man er i spil med naturens kredsløb med den rytme, som naturen giver. Her oplever vi, at den måde, vi behandler dyrene og jorden på, påvirker, hvordan vi kan bringe det videre til næste generation. Og så går vi jo lige midt i Guds skaberværk, hvis vi da ellers kan få øje på det,” siger Christian Mejdahl. - . Foto: Henning Bagger.

Lidt før klokken syv sætter Christian Mejdahl sig på cyklen og kører på arbejde. Køerne venter. At mørket er tæt gør ham intet, og at kunne sove til næsten syv er luksus for den tidligere formand for Folketinget.

Der var engang, hvor det var ham, som gik i stalden klokken fem for at malke. Det job varetages nu af hans yngste søn, Morten Mejdahl, som for 14 år siden overtog gården her ved Vindblæs lidt syd for Løgstør. Nok har Christian Mejdahl gennem sit offentlige virke lært at udbringe en skål i udsøgt vin, men han ved også, at en flaske Barolo er godt for en ko med dårlig mave. Ja, nok er han fortrolig med Christiansborgs bonede gulve, men han ved også, hvor meget af det duftende savsmuld der skal strøs i båsene, hvis kvæget skal trives, og vil man tale med ham om meningen, så er stalden ved Vindblæs i Himmerland et godt sted at gæste.

”Som bonde er man sat ind i en helhed, hvor man er i spil med naturens kredsløb med den rytme, som naturen giver. Her oplever vi, at den måde, vi behandler dyrene og jorden på, påvirker, hvordan vi kan bringe det videre til næste generation. Og så går vi jo lige midt i Guds skaberværk, hvis vi da ellers kan få øje på det,” siger han.

Han var seks eller syv år, da han traf sit erhvervsvalg: Han ville være bonde. Han er ud af en landmandsslægt på begge sider, men hans far brød mønsteret og læste teologi på universitet i København. Men da Erik Mejdahl i 1937 blev cand.theol., var det svært at få et embede, hvilket han talte med Københavns daværende biskop Hans Fuglsang-Dam-gaard om. Biskoppen foreslog Erik Mejdahl, at han søgte et hjælpepræsteembede i Tverå på Færøerne. Og sådan gik det til, at Christian Mejdahl blev født på Færøerne. Da han var spæd, brød krigen ud, og det betød, at han kom til at leve de første godt fem år af sit liv på Færøerne.

Siden blev livet i bygden ved fjorden på Færøerne skiftet ud med landliv nær Limfjorden i Himmerland. Hans far fik embede i Næsborg og Kornum. Når Christian Mejdahl havde mulighed for det, gik han til hånde hos præstegårdsforpagter Edmund Thomsen, og omkring samme tid fik han sin egen bedrift.

”Der var et hønsehus til præstegården, som jeg bemægtigede mig. Her havde jeg høns, kaniner og duer. Jeg var ude at fodre, før jeg gik i skole og igen om eftermiddagen. Det foder, jeg skulle bruge, fik jeg af præstegårdsforpagteren som betaling for det arbejde, jeg lavede for ham. Han var god til at tage sig af sådan en purk som mig. Han var min læremester, og jeg tænkte, at jeg en dag også kunne tænke mig at gå i et par gummistøvler som ham.”

Christian Mejdahl blev tilbudt at komme på mellemskole i Løgstør med udsigt til måske at komme videre på realskole, men takkede nej og blev i landsbyskolen i Næsborg. Han husker, hvordan hans far konstaterede, at den ældste søns hænder var skruet rigtigt på, og at hans hoved heller ikke var ringere end de andres.

”Der var ingen forventning om, at jeg skulle være præst, og det var aldrig inde i mine overvejelser. Men når jeg ser tilbage, har det egentlig undret mig lidt, at mine forældre gik med til det. Min far sagde, at jeg ville kunne blive til det, jeg ville, men siden har jeg da tænkt, at jeg havde været friere stillet, hvis jeg havde lært mig et eller flere fremmedsprog. Men dengang gik jeg målrettet efter at få min egen gård.”

Og målet om egen gård nåede han, da han som 25-årig ungkarl købte ejendommen her på Vildstedvej ikke langt fra præstegården, hvor han voksede op.

”Da jeg begyndte på gården som ungkarl, var jeg indstillet på, at det skulle være min tilværelse. Det første år gik jeg ene, men inden længe gik det op for mig, at det var et problem, at jeg ikke havde nogen kone. Så fik jeg øje på en ung pige, som var organist ved kirken. Hun hed Eva.”

Cirka halvanden time tager morgenjobbet i stalden. Efter det svinger han sig op på cyklen og kører ad markvejen og ud i den gryende dag og hjem til Eva Mejdahl, som har morgenbordet klar hjemme i Vindblæs. Den mælk, han hælder over myslien, er betalingen for hans skånejob. Christian Mejdahl kan smage, om mælk er fra karton, og han nyder den fyldige, friske mælk fra de sortbrogede køer.

Den sidste dag i året fylder han 75 år. En stor fest venter han med til senere på vinteren, hvor han og Eva Mejdahl har inviteret til en fælles fødselsdagsfest. Han kan se tilbage på et liv, som blev meget mere, end hvad han havde forestillet sig. Nok blev han bonde, men han blev også byrådsmedlem og borgmester, og siden kom han i Folketinget, hvor han var formand fra 2003 til 2007.

”Tillidshvervene begyndte at komme med det samme, da jeg købte gården. Ham, jeg købte af, havde været medlem af leverandørudvalget ved mejeriet i Vindblæs. Så sagde mejeriejeren, at jeg lige så godt kunne overtage den post. Så blev jeg formand for leverandørudvalget. Jeg kom i Brugsens bestyrelse og i menighedsrådet, og i 1970 kom jeg i kommunalbestyrelsen. Jeg har været så privilegeret undervejs at have mødt tillid, og derfor har jeg ikke haft brug for rundsave på albuerne, siger Christian Mejdahl.

”Der er nogen, som har skubbet til mig og opfordret mig, og så har jeg taget de opgaver på mig, som er blevet lagt hen til mig. Jeg har forsøgt at løse dem på en så god måde, som jeg kunne. Der, hvor jeg ikke har slået til, har det ikke været viljen, men evnerne, som ikke slog til,” siger han.

Hustruen rydder af bordet, og lidt efter er hun tilbage med Brødremenighedens Husan-dagtskalender. Lige så længe, de husker, har de holdt en kort fælles andagt. I de år, hvor han var meget i København, havde de to eksemplarer af kalenderen og holdt af at vide, at de begge læste den samme tekst. Men nu er det Christian Mejdahl, som læser versene fra Bibelen og den efterfølgende refleksion, inden han beder.

”Vi er begge vokset op med morgenandagt i vores hjem. Det betyder, at vi lægger hver dag i Guds hånd, og ved sengetid siger vi Gud tak for en dag, hvor vi har været beskyttede. Uanset hvad dagen har skullet bringe, så har det været en tryghed at lægge hver dag i Guds hånd. Det giver en vished om, at der er en, som er større end mig, som styrer tingene, og jeg er tryg ved, at det er sådan, det er. Det er ikke sådan noget, jeg har gået og skiltet med, men de, som var tætte på mig, har vidst, at det var det bærende i mit liv. For mig har kristendommen været både naturlig og uden svinkeærinder. Jeg har fået troen som en ballast fra mit hjem, og den er også blevet til en personlig tro for os.”

At hans liv er i Guds hånd, er centralt for Christian Mejdahls kristendomsforståelse. Han citerer sit konfirmationsord, som er fra Salme 31 i Salmernes Bog: ”Men jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i din hånd.”

”Det var min far, som konfirmerede mig og havde valgt versene, som han også brugte som omdrejningspunkt for den tale, han holdt ved vores bryllup. Og når jeg tænker på vort livsløb, så tænker jeg, at de er i Guds hånd,” siger han.

Og troen på Guds beskærmelse bærer han også med sig, når livet bliver svært som den dag sidste efterår, hvor Eva Mejdahl mærkede en knude, som viste sig at være kræft.

”Der har vi lagt hver dag i Guds hånd, som vi plejer, og haft en tro på, at Guds hænder var sygeplejersker og læger i hvide kitler, som gør det så godt, som de kan. Og det tror vi så, at de har gjort. Det går godt, men det er jo ikke sikkert, at det ikke kan komme tilbage, så vi har sagt til hinanden, at det er Guds vilje, og så er vi jo så heldige, at vi ikke længere har forsørgerpligt.”

Hans 75-årsfødselsdag bliver anledning til et temposkift. I parrets rummelige spisekøkken hænger et landkort tæt besat med knappenåle. Nålene i kortet viser, hvor i landet Christian Mejdahl har holdt foredrag, og kun Bornholm er ikke blevet besøgt. Da han sagde farvel til Christiansborg, blev han en efterspurgt foredragsholder, og enkelte år har han på den konto kørt godt 50.000 kilometer i Volvoen. Men nu er den sidste knappenål stukket i kortet.

”Jeg har holdt 994 foredrag i folkeoplysningens tjeneste og haft stor fornøjelse af at komme rundt i landet og møde folk. Men jeg har altid haft det sådan, at man skal holde, mens legen er god. Det har været gældende for mig, da jeg var i Folketinget, og det gælder også som foredragsholder. Jeg vil gå, inden folk begynder at prikke mig på ryggen,” siger han.

Han har det med at tælle. Om det er årets høst i drivhuset: 126 agurker og 350 tomater. Eller møder. Han har holdt 300 bestyrelses- og udvalgsmøder, siden han vendte hjem fra Christiansborg. Men der skal også være færre møder i kalenderen. I takt med at valgperioderne udløber, trækker han sig fra bestyrelsesposterne.

Men så er der alt det andet. Ikke mindst de 13 børnebørn, arbejdet på gården, genbrugsbutikken i Løgstør og livet i sognet og missionshuset i Løgstør. Meget er forandret på egnen, siden han købte gården. Dengang var der over 20 butikker i Vindblæs, som i dag blot tæller en ostehandel med begrænsede åbningstider. Også sammenholdet er et andet. Da han købte ejendommen, var der 50 gårde i sognet, og han husker, hvordan man kendte hinanden og gav en hånd. I dag er der fem gårde tilbage og dem, som er flyttet ind på de nedlagte landbrug, kender han ikke.

”De gårde, som stadig bebos, er beboet af folk, som ikke har den samme tilknytning til driften, jorden og sognet. Men vi skal være opmærksomme på, at vi fortsat er en del af en helhed og skal tage hensyn til de andre i lokalsamfundet. Men det er ikke så naturligt at være lokalsamfund, som det har været. Samfund er ikke statiske, men desto vigtigere er det at bevare det værdifulde og føre det med sig ind i fremtiden. For mig er det så vigtigt, at man får historien med sig.”

Christian Mejdahl oplever, at Danmark er i en brydningstid. Det er ikke indvandringen, han ser som den store udfordring, men ligegyldigheden.

”Det er, som om der er blevet en ligegyldighed over for de kristne værdier, som vi er opdraget med. Ligegyldigheden er måske en større trussel for kirken, end hvis der var modstand og forfølgelse. I mine ører er ligegyldighed et fælt ord, men man kan konstatere, at der tilsyneladende ikke er det samme behov som tidligere. Nu kan alt ikke gøres op i tal, men nedgangen i dåbstallene viser jo en klar tendens. Vores lokale kirke er ikke tom, men der er flere tomme pladser end for år tilbage, og sådan er det desværre mange steder i landet. Der skal gerne noget ekstraordinært til for at samle folk i kirken, hvad enten det er et børnekor eller en juleaften.”

”I mange år har vi her i Nordjylland drøftet, hvad fremtiden skulle være for Mårup Kirke, som var ved at styrte i havet. Men en vigtigere debat havde været, hvordan man billedlig talt kystsikrer den danske folkekirke,” siger Christian Mejdahl.

”Den første forudsætning er, at vi er bevidste om vores ståsted, og det er den første forudsætning for, at muslimer og andre trossamfund vil respektere os som kristne: Vi må stå ved vores trosgrundlag. Hvis det ene kan være lige så godt som det andet, ender vi med ingenting. Velfærdssamfundet har givet os et sikkerhedsnet med en tryghed, som måske har fået en slags overmod til at vokse frem. Vi tænker, at vi kan klare det hele selv, for alt er lagt til rette omkring os. Måske er det ikke tilfældigt, at der traditionelt har været en større tilskyndelse til at gå i kirke i de egne, hvor man var underlagt nogle naturkræfter.”

I morgen er det juleaften, og Christian Mejdahl vil gå i haven og fælde en ædelgran, han har udset sig som årets juletræ. Efter i mange år at have holdt jul på skift hos de fire børn havde parret planlagt at holde en stille juleaften hjemme sammen med Eva Mejdahls søster, som bor lige om hjørnet. Men børnebørnene oppe på gården vil gerne holde jul med farmor og farfar. Og sådan bliver det, og julemorgen klokken syv vil han atter være at finde med Kan-sas og kasket blandt køerne.

”For mig er julen en glædens fest, hvor sorgen over dem, som ikke er blandt os mere, bliver overskygget af glæden over det løfte, julen bringer. Vi skal fejre, at Gud blev menneske for at dele vilkår med os. Jesus har forståelse for det liv, vi lever på godt og ondt. Under julen ligger også et løfte om, at Jesus kommer igen. Vi ved jo alle, at det liv, vi kender her på jorden, får ende, men som kristne har vi håbet om, at Jesus kommer igen, og at de døde skal stå op fra graven. Hvordan ved vi ikke, men når vi har lagt vore kære i graven, så er der et opstandelseslys, som lyser over graven. Det er ikke slut med det liv, vi kender her, er fortrolige med og nødigt vil slippe. Vi skal mødes igen, og det er derfor, man kan gå fra graven, selvom det er med tårer i øjnene.”