Prøv avisen

Mellem angsten og den ubetingede kærlighed

”Folkekirken er ringen, som holder samfundet sammen, mens buddhismen er en personlig udviklingsvej, som har passet til mig,” siger Helle Merete Brix. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I lørdags kom døden tæt på Lars Vilks Komitéens Helle Merete Brix. Hendes mor var psykisk syg og talte ofte med længsel om døden. Som voksen følte Helle Merete Brix et behov for at lære at indstille sig på sin egen død

Helle Merete Brix undskylder rodet. Et par kufferter står i entreen, og den rensede cocktailkjole er ikke kommet ind i skabet. Man tror hende, når hun siger, at hun har cyklet rundt i følelserne de sidste dage. Den 55-årige journalist og forfatter er medstifter af Lars Vilks Komitéen og var tæt på lørdagens terrorangreb. I de sidste dage har journalister fra ind- og udland bedt hende fortælle, hvad hun tænkte, da hun opholdt sig mellem ølkasserne i Krudttøndens depotrum sammen med den svenske tegner Lars Vilks og dennes sikkerhedsvagt.

”Jeg tror ikke, jeg havde fornemmelsen af, at jeg var i livsfare. Som dagen kommer på afstand, tænker jeg mere på, hvordan det var for de mennesker, som var inde i salen og havde attentatmanden med automatvåbnet lige udenfor. Selvfølgelig var jeg bange, men jeg havde også en fornemmelse af, at der var nogen, som holdt hånden over mig,” siger hun.

Fornemmelsen af, at der er nogen, som holder hånden over hende, er en vigtig erfaring i Helle Merete Brix' livsfortælling, selvom det just ikke har været overskriften for hendes liv. I de mange hilsener og kommentarer, hun har modtaget siden den fatale lørdag, har der været en underliggende undren: Hvordan kan hun fremstå så forholdsvis ukuelig, efter hvad hun har været igennem? Hendes eget svar lyder:

”Meget af min styrke henter jeg i, at jeg har haft en opvækst, hvor jeg har været gearet til katastrofer.”

Som medstifter af Lars Vilks Komitéen er hun kendt for sin kamp for ytringsfriheden. Og frihed er generelt noget, hun stræber efter. Måske fordi hun kender alternativet: Et liv, hvor angsten tager friheden. Hun har arbejdet med sin dødsangst, set døden i øjnene ved at skrive testamente og fået terapeutisk hjælp til at tømme sit sind for, hvad hun oplevede som svovlsøer og dødsangst.

Hun er vokset op i det, der lignede en tryg kernefamilie i et rækkehus i Gladsaxe ved København. Hendes far var jurist, og hendes mor gik hjemme som de fleste andre mødre i kvarteret. Hun kan se af forældrenes bryllupsbillede, at hendes mor var smuk som ung, og at hendes far strålede den dag. Men når hun ser på billedet, bliver hun bedrøvet, så hun har gemt det væk. Helle Merete Brix har kun kendt sin mor som syg.

”Når du vokser op med en forælder, som er alvorligt psykisk syg, vokser du op i et liv fuld af angst og uvished. Min mors sygdom var en hemmelighed, som opslugte min barndom. Det, jeg husker, er, at der var angst alle vegne. Jeg havde tre forældre, som jeg skulle forholde mig til: min far, min mor, når hun var almindelig, og min mor, når hun var utilregnelig. Det var samtidig ikke noget, vi talte om, men jeg kan huske de mareridt, som plagede mig langt op i mit voksne liv,” siger hun.

Hendes mor var maniodepressiv. I de maniske perioder truede hun flere gange med at slå ægtefællen ihjel, og hun ville skilles. Det var også i de maniske perioder, hun troede, at der var gift i potteplanterne. Datteren oplevede, at hendes mor nærmest havde sin egen planet med nazister, jøder og hekse.

Så var der de depressive perioder, hvor hendes mor klamrede sig til hendes far og sov meget.

”Hun lå tit oppe på mit værelse. Jeg husker klart, hvordan hun lå og døsede, mens kirkeklokkerne ringede, og talte om, hvor dejligt det må være at dø. Den dag i dag er der en lille sorg i mig forbundet med at høre kirkeklokkerne, fordi billedet af hendes dødslængsel kommer op i mig,” siger hun.

Der kom sjældent gæster i rækkehuset, og selv tænker Helle Merete Brix tilbage på opvæksten som ensom. Hun fandt et rum inde i sig selv, hvor hun fik luft gennem at tegne og siden skrive sine tanker. Midt i usikkerheden voksede der et håb. Et håb om og en tro på, at verden kunne være på en anden måde.

”Jeg havde meget tidligt en klar tro på, at når man blev voksen, blev man lykkelig. Jeg havde nogle dybe erfaringer af, at det ikke var verden, der var noget galt med. Men at det bare var her ved os, at der var noget galt. Livet kunne blive godt.”

Hun kobler håbspotentialet sammen med nogle få, men vigtige religiøse erfaringer, som hun gjorde sig som barn. Hun er ud af en præsteslægt og havde et nært forhold til sin morfar, som var sognepræst i Vordingborg. Robustheden i morfaderens kristendom stemte ikke overens med den vanartede udgave af religiøsitet, hun så sin mor udleve i sit psykotiske univers, hvor der var øjne på himlen, som stirrede i øst og vest. Men mellem disse poler fik Helle Merete Brix uventet egne erfaringer af tro.

”Det var en oplevelse af at være omsluttet af en ubetinget kærlighed. Der nærmest som dalede et flag ned over mig. Det var noget, jeg kun oplevede et par gange, men jeg kunne holde fast i det som en erfaring, jeg ikke kunne sætte ord på, men det var mødet med den ubetingede kærlighed, som gjorde, at jeg kunne holde fast i troen på, at når man bliver voksen, bliver man lykkelig. I dag kan jeg spørge, om det var mødet med noget guddommeligt. I hvert fald var det forbundet med en oplevelse af, at der var nogen, som holdt hånden over mig.”

Da Helle Merete Brix var 13 år, begik hendes mor selvmord. Inden var gået en tid, hvor hendes far ikke turde lade familien bo under samme tag. Hun husker de frikvarterer, hvor hun stod i skolegården på Stengård Skole i Gladsaxe og kunne se rækkehusets skorsten og hæk, men vidste, at hun ikke måtte besøge sin mor alene.

”Når jeg hører folk tale sammen om, at man skal holde sammen i tykt og tyndt, tænker jeg nogle gange på, at de ikke ved, hvordan det kan være at leve sammen med en mor som min. Min mor kunne have taget os med ind i døden. Sidste gang jeg så min mor var på Glostrup Sygehus, hvor min far forklarede hende, at han ville skilles. Han ville fortsatte støtte hende, men han kunne ikke leve med hende som ægtefælle. Ugen efter tog hun sit eget liv, og min far kom aldrig over det,” siger hun.

Efter moderens død kæmpede Helle Merete Brix med en diffus angst, som oversvømmede hende. Hun var angst hele tiden, men hun vidste ikke, hvad hun var bange for. Hun talte med sin far og blev sat i forbindelse med en psykiater, men husker ikke mødet for noget godt. Hun blev student og blev optaget på jurastudiet på Københavns Universitet, men hun trivedes ikke. Tanker om slet ikke at være til voksede i hende.

”Jeg kontaktede studenterrådgivningen, hvor man hurtigt spottede, at mine problemer ikke handlede om studiet, men var af en anden art. Psykoterapeuten Marianne Davidsen-Nielsen og psykologen Nini Leich havde lavet en gruppe for studerende, som havde det skidt, hvor man mødtes to gange om ugen. Selvom jeg insisterede på, at jeg var kommet gennem mine traumer, så gav jeg det en chance. I dag står det for mig som en af de stærkeste oplevelser i min ungdom. Vi var en mindre gruppe af personer, som havde oplevet selvmord, incest og andre hårde ting. Jeg var fortvivlet, men jeg var ikke fortabt, og jeg blev friere og gladere,” siger hun.

Det var i den periode, hun traf to afgørende valg: Hun ville ikke tage sit eget liv, og hun ville ikke være jurist som sin far. Hun havde altid skrevet og blev i den periode klar over, at hun ville forsøge at blive optaget på Danmarks Journalisthøjskole, hvilket hun blev i første forsøg.

Gode år fulgte, men i hendes indre var der stadig en svovlsø, som hun måtte vende tilbage til. Under en studietur til Budapest væltede hendes verden.

”Når du rejser, oplever du, hvad dit fundament er lavet af. Jeg følte mig ensom og udsat. Jeg kunne ikke sove og mærkede et bragt af angst,” siger hun.

Erfaringen fik hende til at opsøge terapeutisk hjælp. Først en intens periode med samtaler og siden færre besøg over en periode på otte år.

De sidste 15 år har Helle Merete Brix været en del af en kritisk refleksion om islams rolle i Europa. Hun har været medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, og det kan derfor ikke overraske, at Kurt Westergaards tegning af muslimernes profet Muhammed har fået en plads på væggen i karnappen, ligesom Lars Vilks' rondelhund heller ikke overrasker. Overraskende er derimod den store samling af buddhaer, som hun har indrettet sig med i sin centralt beliggende andelsbolig.

”Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet symbol, som giver mig en sådan glæde,” siger hun.

For 25 år siden læste hun et interview med Dalai Lama i en dansk avis. Og med et videbegær, som er kendetegnende for hende, begyndte hun at læse om buddhismen og fandt vej til den danske lama Ole Nydahl og Karma Kadjy Skolen. Siden hun mistede sin mor, havde hun jævnligt haft spekulationer om døden, og i buddhismen fandt hun en nøgtern indstilling til døden, som tiltalte hende.

”Man kan ikke vide, hvornår døden indtræffer, og derfor er det fornuftigt at tage sin forholdsregler og indstille sig på, at man skal dø. I den vestlige verden er døden forbundet med tab og udslettelse. Jeg tror ikke, at døden er en overgang til intet, og jeg tror heller ikke på tilfældigheder. Jeg tror ikke, at livet slutter med den fysiske død. Jeg tror, der er et liv, hvor bevidstheden lever videre,” siger hun.

Efter fem års studier meldte hun sig ud af folkekirken og konverterede til buddhismen, hvilket officielt skete, da hun søgte tilflugt hos Ole Nydahl.

”Det, som plagede mig ved buddhismen, var, at der ikke er et gudsbegreb. Jeg fortalte Ole Nydahl om mine overvejelser, inden jeg tog tilflugt, og han mente, at det var op til mig. Natten efter at jeg havde taget tilflugt, fik jeg igen den fornemmelse af ubetinget kærlighed, men samtidig var jeg det første døgn dybt i tvivl om det valg, jeg havde truffet,” siger hun.

Dagen inden terrorangrebet i sidste uge var hun i Bella Centret og hørte Dalai Lama undervise. Hun vil stå frit og er derfor ikke længere medlem af Karma Kadjy Skolen og har ikke en lama, men buddhismen er fortsat en naturlig del af hendes hverdag. Hun mumler gerne mantraer, men mediterer sjældent, men med omhu gør hun ingenting. Når det regner, åbner hun som et ritual vinduet i sit soveværelse og hviler på sengen, mens hun lader sig fylde af regnens lyde.

”Jeg har aldrig forestillet mig, at der er en religion, som kan have patent på sandheden. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dogmatiske mennesker, så jeg prøver selv at være åben. Det var svært at melde mig ud af folkekirken. Buddhismen kan blive mig for kølig og kristendommen for rørstrømsk. Jeg er et sted midtimellem, men jeg har en dyb respekt for kristendommen, og jeg mener, at det er den eneste religion, som kan skabe samfund. Derfor er jeg også modstander af adskillelse af stat og kirke. Folkekirken er ringen, som holder samfundet sammen, mens buddhismen er en personlig udviklingsvej, som har passet til mig,” siger hun.

I morgen er det en uge siden, hun lå i depotrummet og holdt Lars Vilks i hånden og forsøgte at holde humøret oppe med dårlige vittigheder. Hun er i fuld gang med nye planer. Næste gange komitéen skal holde møde med Lars Vilks som deltager, bliver på Christiansborg, hvor sikkerheden er en anden end i kulturhuset. Og så er der en hverdag, hun skal finde tilbage til.

Hun var med ved mindehøjtidelighed den kolde mandag aften, men da folkehavet begyndte at klappe ad talerne, skete der noget uventet i hende.

”Da folk klappede med vanter på, lød det som skudsmældene. Jeg var sammen med en ven, som også havde været i Krudttønden, og vi blev enige om, at vi havde gjort vores for ytringsfriheden og fandt et sted, hvor vi kunne drikke et glas vin.”