Kasper Holten: Meningen med livet er de små øjeblikke, hvor lykken pludseligt indtræffer

Engang drømte operainstruktør Kasper Holten om, at der ville blive bygget en statue af ham som verdens største operainstruktør. Men efter at han har fået to døtre, har livet skiftet fokus, og nu handler det mere om at lege med Lego og være nærværende

”Sådan er det vel med livet, at nogle dage er lykken og nærværet til stede, og så er der andre dage, hvor den er sværere at fremkalde,” siger opera­instruktør Kasper Holten om sit livssyn. –
”Sådan er det vel med livet, at nogle dage er lykken og nærværet til stede, og så er der andre dage, hvor den er sværere at fremkalde,” siger opera­instruktør Kasper Holten om sit livssyn. – . Foto: Leif Tuxen.

Havedøren står åben og lader fuglefløjtene komme ind med den kølige forårsluft. Selvom vi er midt i byen, er der fuldstændigt stille, bortset fra fuglene og vandet, der koger til te. Operainstruktør Kasper Holten har boet her på Østerbro et års tid med sin familie, der tæller hans hustru og to små piger, siden han i marts sidste år forlod sin post som operachef ved Royal Opera House i London. Nu freelancer han, og han er lige vendt hjem fra Kina, hvor han skal opsætte en opera. Han taler hurtigt og begejstret, mens han skænker te op i en kop, hvor der med prøvende barnehånd er malet ordet ‘far’.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

”Det er nok lidt skizofrent på den måde, at jeg som udgangspunkt er et ret optimistisk menneske. Folk karakteriserer mig ofte som korkproppen, der popper op igen, og som har en glæde og energi ved tingene. Samtidig slås jeg som ikke-troende med det faktum, at vi skal dø. At tiden løber ud. Jeg er lige blevet 45 år og har to små døtre, og tanken om, at der er en udløbsdato, og at jeg ikke kommer til at opleve hele deres liv, er med til at gøre det meget konkret, at der er ting, jeg vil dø fra. Jeg hører, hvad folk siger, når de siger, at det er det, der gør livet værd at leve, men jeg synes, det er svært.”

Hvad har formet dit livssyn?

”Det har mine forældre. Hvis jeg skal skære det ekstremt groft op, har min mor stået for en form for tryghed, og min far har stået for en eventyrlyst. Den blanding med at føle mig tryg i at høre til og samtidig blive skubbet til at prøve ting af, det har jeg med hjemmefra. Ellers er mit livssyn selvfølgelig blevet formet af de ting, jeg har oplevet i mit liv, og de mennesker, jeg har mødt. Det har været altafgørende, at jeg mødte operaens verden, da jeg var ni år. Mine forældre syntes måske, det var mærkeligt, men de gav mig plads til at dyrke det, og de kørte mig ustandseligt til Det Kongelige Teater, og når vi havde efterårsferie, tog vi for eksempel til Wien og så opera. Den plads til at vælge selv har været med til at forme min grundlæggende optimisme og nysgerrighed.”

Hvad gør dit liv rigere?

”Det gør mine børn, min kone, mit arbejde. For mig ligger det meste i relationerne. Mit arbejde er jo enormt relationelt; det at stå i en prøvesal og iscenesætte mennesker handler om at få andre til at præstere, plante noget i dem og lokke noget frem – i virkeligheden handler det om at have sine antenner langt ude, for som chef og instruktør kan man ikke gøre noget selv. Man er afhængig af at få andre til at blive inspireret og udviklet og få dem til at blive bedre. Det gør mit liv rigere, når jeg kan se, at jeg har bidraget og givet noget til andre mennesker. Og så gør det mit liv rigere, når man en gang imellem oplever dén halve times samtale, som er helt særlig, eller man ser lyset udenfor eller leger med Lego med sin datter. Min livsfilosofi er i vidt omfang at prøve at samle de øjeblikke og sørge for at skabe mulighederne for, at de indtræffer så ofte som muligt.”

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

”Jeg var igennem nogle voldsomme ting for 10 år siden i mit tidligere ægteskab (Kasper Holten var gift med tv-værten Kamilla Gregersen, der døde af kræft i 2008. Parret blev skilt, mens hun var syg, og Kasper Holten blev derefter hængt ud i medierne, red.). Det var et mørkt kapitel i mit liv, som for en vis del blev udlevet i en temmelig stor grad af offentligheden, og det var meget voldsomt. Men jeg synes, der er blevet sagt det om det, der skal siges, og jeg vil lade det være ved dét.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror ikke på noget. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, jeg troede på et eller andet, men jeg har svært ved at tro på, at der skulle være andet ud over det, at vi lever og dør. Meningen for mig er ikke at finde på den anden side af et jævnt og muntert liv, men derimod i den samtale her eller de øjeblikke, hvor jeg leger med mine børn. I vores tid, hvor vi er så distraherede af telefoner og sociale medier, der hele tiden kæmper om vores opmærksomhed, slås jeg med at minde mig selv om at værne om de særlige øjeblikke, der giver livet mening. Der er dage, hvor jeg mærker rastløsheden, hvor jeg hele tiden kigger på min telefon og ikke er nærværende. Og så er der andre dage, hvor jeg går i haven og ordner, og børnene løber rundt og ‘hjælper’, og pludselig er det der bare. Sådan er det vel med livet, at nogle dage er lykken og nærværet til stede, og så er der andre dage, hvor den er sværere at fremkalde.”

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

”I opera er det ofte sådan, at dét er helten, og dét er skurken, og det er så rasende uinteressant. Derfor prøver jeg pr. automatik at finde nogle usympatiske ting ved helten og finde ud af, hvad hans akilleshæl er, hvad han gør forkert, og ved skurken prøver jeg at finde det bløde punkt. Det er ikke så interessant at fremstille helte og skurke, men mere interessant at fremstille mennesker. De har mange farver på paletten og gør vildt irrationelle ting. I vores tid prøver vi med ord og tal at begribe verden og sætte den på formel, fordi den er blevet så uoverskuelig. Men vi mennesker er jo ikke logiske og kan ikke leve op til en sort-hvid forklaring. Når jeg svarer sådan på spørgsmålet, er det, fordi jeg ikke er typen, der tænker, at dét der er et forbillede. Jeg har bestemt mentorer, men også i dem kigger jeg efter svaghederne, og jeg håber også, at jeg i samtaler med andre kan dele ud af mine egne svagheder. Jeg tror ikke, det er sundt at sætte mennesker op på en piedestal. Selv de største helte har jo tynd mave en gang imellem.”

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Jeg kan jo ikke så godt lide at tænke på det. Det er en skræmmende tanke, fordi jeg, når mit navn står på en gravsten, ikke findes i verden længere. Og jeg tror jo ikke, at der er noget andet efter døden. Men det er ikke så vigtigt, hvad der skal stå på gravstenen, mere, at mine to døtre kommer til at besøge den en gang imellem. Det betyder noget, om de vil føle, at jeg har givet dem et fundament af kærlighed, og at de vil huske mig. Tidligere drømte jeg nok om, at der ville blive bygget en statue af mig som verdens største operainstruktør, men det er da godt nok sekundært nu i forhold til, at jeg har fået børn, og at jeg helst vil have, at de skal huske på mig med kærlighed.”