Menneskerettighedsaktivist: ”Jeg har aldrig set noget værre end de syriske lejre”

Letta Tayler fra Human Rights Watch havde læst og hørt om de syriske fangelejre og fængsler, hvor danske mænd, kvinder og børn holdes indespærret, inden hun besøgte området. Men intet havde forberedt hende på det chok og det dilemma, der ventede hende

Al-Hol-lejren i Syrien, hvor krigsfanger fra næsten 60 lande er spærret inde, beskrives af flere som et helvede på jord. I den bor der også danske børn, som er blevet centrum for en politisk strid. Skal de hentes til Danmark, og skal det være med eller uden deres mødre?
Al-Hol-lejren i Syrien, hvor krigsfanger fra næsten 60 lande er spærret inde, beskrives af flere som et helvede på jord. I den bor der også danske børn, som er blevet centrum for en politisk strid. Skal de hentes til Danmark, og skal det være med eller uden deres mødre? Foto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix

Du arbejder for den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch. Hvilket stofområde arbejder du med?

Jeg er tidligere journalist for det amerikanske dagblad Newsday, og arbejder for Human Rights Watch som seniorforsker i terrorisme.

Hvornår besøgte du fangelejrene i Syrien?

Jeg besøgte Syrien i sommeren 2019, for halvandet år siden. Jeg var i den store al-Hol lejr, der huser op mod 70.000 fanger. Men jeg besøgte også den mindre lejr al-Roj (der også huser danske kvinder og børn, red.) og det såkaldte rehabiliteringscenter al-Khouri, hvor halvstore børn fra lejrene anbringes.

Hvad var det du så og oplevede, da du ankom til al-Hol?

Jeg havde læst og hørt meget om de syriske fangelejre, inden min ankomst, men jeg vil sige, at jeg simpelthen ikke kunne tro, hvad jeg så. Og jeg har set min andel af flygtningelejre rundt omkring i verden. Jeg har været i den enorme Dadaab lejr på grænsen mellem Somalia og Kenya. Men jeg var helt og aldeles chokeret ved min ankomst til Syrien og al-Hol.

Hvad chokerede dig?

Omfanget af ødelæggelse. Børnenes blik. Deres blanke traumatiserede øjne. Deres hoste og gråd. Deres opsvulmede maver. Børn, der har fået ben amputeret. Støvet og heden. Jeg så halvnøgne børn sidde i en rundkreds og lege med sten, fordi det er det eneste, de har at lege med i lejren i den syriske ørken.

Hvordan var de sanitære forhold i lejren?

Jeg så med egne øjne, hvordan børn fyldte vanddunke fra en meget beskidt vandtank. Det virkede som om, alle børn og mødre var syge. De hostede konstant, og hele lejren var indhyllet i en stank af affald og ekskrementer. Den stank husker jeg som uudholdelig.

Hvad tænkte du om børnene?

Jeg tænkte, at der intet værdigt er over deres tilværelse. Intet overhovedet. De har ikke selv valgt at stå i denne situation. Mange af dem er født i Syrien eller kom hertil som spædbørn. Nogle af de halvstore børn troede, de skulle herned på ferie, og nu sidder de i møgbeskidte lejre uden adgang til normal skoleundervisning.

Overrasker det dig, at der endnu ikke er fundet en løsning på den situation hele to år efter, at fangerne ankom til lejren?

Jeg frygtede, at situationen ikke ville blive løst, og jeg kan tilføje, at det er blevet værre siden. Men jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket. Jeg er i konstant kontakt med personer i og omkring lejrene, og det chokerer mig dybt, at næsten 60 landes regeringer, inklusive Danmark, bevidst undlader at finde en løsning på disse kvinder og børns lidelser.

Hvad er det, der er så specielt ved al-Hol og de andre fangelejre i Syrien?

Jeg har som sagt oplevet mange flygtningelejre i hele verden og set mange former for lidelser. Men de syriske lejre er unikke på den måde, at de huser statsborgere fra næsten 60 forskellige lande. Beboerne er alle indespærrede, fordi deres hjemlande opfatter dem som en sikkerhedstrussel, da de har levet under Islamisk Stats kalifat. Det har skabt en ny situation.

På hvilken måde en ny situation?

I sidste ende er de syriske lejre et opgør med de normer for menneskerettigheder, vi har kendt hidtil. De er en slags test-case for de love og regler, vi kender. Det siger jeg, fordi lejrene skaber et dilemma. Vil de 60 lande, heraf nogle af verdens førende demokratier, vise, at menneskerettigheder, retten til livet, til ikke at blive tortureret, til et statsborgerskab og rettergang, gælder for alle, inklusive dem, der sidder indespærret i lejren? Eller vil der blive skabt et parallelt system for menneskerettigheder, der gælder for muslimske terrormistænkte?

Hvordan påvirker dette dilemma dig personligt?

Jeg vågner af og til op midt om natten og tænker på, hvad løsningen bliver for de tusinder af kvinder og børn, der sidder i lejrene. I min optik findes der kun en løsning, og det er, at de forskellige lande tager sig af deres borgere og respekterer deres rettigheder.

Men kan du forstå, at landene tøver?

Jeg har stor forståelse for, at der findes en sikkerhedsrisiko, når vi taler om kvinder og mænd, der har tilsluttet sig Islamisk Stat. Men igen – i de syriske lejres tilfælde taler vi om kollektiv afstraffelse af tusindvis af kvinder og børn, der ikke nyder retten til en retfærdig retssag. De bor nu på tredje år i beskidte lejre uden rettigheder.

Ud fra din personlige erfaring med de syriske lejre hvilke spørgsmål vil du mene, er de vigtigste at stille sig selv?

Hvert enkelt land, hver enkelt person, bør stille sig selv det spørgsmål, om man virkelig rent moralsk kan støtte kollektiv afstraffelse af børn og kvinder. Og naturligvis også tænke på de mulige følger, det kan få for menneskerettigheder generelt set. Du skriver for en kristen avis, så jeg spørger dig, er det i overensstemmelse med kristne værdier at fratage børn og kvinder helt basale rettigheder?

62-årige Letta Tayler, der til daglig bor i New York, arbejder for menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch