En sommerdag i 1971 sad Elisabeth Møller Jensen på en bænk i Kongens Lyngby ved København, da hun blev ramt af en uvant følelse. Den i dag tidligere direktør for Kvinfo var dengang i midten af 20’erne, og varmen havde gjort hende træt. Mens hun hvilede benene, holdt hun med sin ene hånd fast i barnevognen, som sønnen Tomas lå i. Den anden lod hun hvile på sin efterhånden ret bulende mave, hvorunder den kommende lillesøster gemte sig.
Hvad der helt præcist skete, har hun svært ved at forklare. Men pludselig var det, som om de normale grænser til verden blev ophævet, og at tilværelsen føltes uendelig. Så begyndte hun at græde. Lige der på Lyngby Hovedgade blev der åbnet for en indgang til evigheden.
”Det hele varede måske et minut eller sådan, men det var længe nok til, at det udløste en meget stærk fysisk og psykisk reaktion hos mig, hvor jeg bare sad og græd midt på gaden. Det var en helt almindelig dag, og der var ikke noget, jeg var oprevet over, som kunne forklare det. Det skete bare. Det var som om, tid og rum blev ophævet, og jeg følte mig lykkelig,” siger den 74-årige forfatter og tidligere kønsforsker.
Elisabeth Møller Jensen har egentlig aldrig været typen, der har kastet om sig med begrebet evighed. Fra sin kristne opdragelse er ordet ikke fremmed for hende, og skulle hun bruge et religiøst sprog, ville hun nok sige, at hun dengang på bænken blev fyldt op med nåde.
Hvis hun skal forsøge at trække følelsen af evighed mere ned på jorden, så handlede den om noget så konkret som det at være mor.
”Jeg har efterfølgende tænkt, at den følelse, jeg fik, var en erkendelse af, jeg både havde et barn indeni mig og uden for mig. Jeg var del af en uendelig slægtsrække, som bare fortsatte. Da jeg skulle føde mit tredje barn, drømte jeg på samme måde, at jeg blev til et stort egetræ, hvis krone gik helt op i himlen og rødderne langt ned i jorden, og at al kraft strømmede igennem mig. Der mærkede jeg også den der følelse af at være forbundet med en form for evighed og at være alting og ingenting på én og samme tid,” siger hun.
Der er gennem tiden mange, der som Elisabeth Møller Jensen har beskrevet oplevelser, hvor de med egne ord fik et glimt af evigheden. For nogle opstod de i naturen, for andre gennem en religiøs eller spirituel praksis, og for andre igen i forbindelse med død eller nyt liv. Fælles for beskrivelserne er dog ofte, at de kun varede ganske kort tid, og at man ikke kan bevise, at de reelt havde noget med evigheden at gøre. For hvad der går forud for livet og er efter døden, findes der ikke noget konkret svar på.
Det har dog ikke afholdt mange gennem tiden fra at søge et. For spørgsmålet om evigheden er for vigtigt til, at mennesket kan lade være. Det siger Carlos Eire, der er professor i historie og religion på Yale University i Connecticut i USA og forfatter til bogen ”En meget kort historie om evigheden”.
”Der er noget i menneskets hjerne, som har svært ved at håndtere det mysterium, det er at være fanget i tiden. Vi søger en større mening, da vi ikke er tilfredse med, at vi kom fra ingenting og skal retur til ingenting,” siger han.
I sin bog gennemgår Carlos Eire de forskellige opfattelser af evigheden, der gennem tiden har været i Vesten. Et af de første skrifter, han har kunnet finde om emnet, er det over 4000 år gamle epos ”Gilgamesh”, der beretter om en konge, som var så bange for døden, at han drog af sted for at finde hemmeligheden bag evigt liv. Det, der ventede efter døden, var generelt ikke noget, man så frem til, og i antikken opstod der flere myter om mennesker, der forsøgte at snyde døden eller rejste ud efter hellige kilder, der kunne gøre dem udødelige.
Der fandtes dog også forestillinger om et evigt efterliv, man skulle gøre sig fortjent til, og særligt i det gamle Egypten gjorde man noget ud af at hjælpe de afdøde godt på vej. I deres grave lagde man blandt andet såkaldte dødebøger med instrukser til processerne i efterlivet samt løg som et symbol på evigheden.
Men med jødedommen og kristendommen opstod der ifølge Carlos Eire noget nyt. Her var der nemlig én gud, som var evigheden selv, og troen på det evige liv blev forbundet med en særlig etik.
”Når jeg valgte at skrive den her bog, var det ikke kun for at blive klogere på opfattelsen af evigheden, men også fordi frygten for døden og det, der kommer efter den, har stor betydning for menneskers måde at leve på. Mange af de større religioner i dag har haft en idé om, at døden er begyndelsen på et nyt liv, og at ens handlinger i livet har betydning for det næste liv. Det var især markant i kristendommen og jødedommen, hvor ens opførsel afgjorde ens efterliv,” siger han.
Særligt i middelalderen dyrkede kristne troen på det evige, og det var også i den periode, at den visuelle forståelse, mange mennesker har af evigheden, for alvor blev skabt. Ifølge Carlos Eire skyldtes det blandt andet ”Den guddommelige komedie”, som den italienske Dante Alighieri skrev i begyndelsen af 1300-tallet, og som følger fortællerens vandring gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. Når man i dag hører mennesker beskrive evigheden ud fra nærdødsoplevelser, bliver det ifølge Carlos Eire ofte en form for karikatur af netop de tre steder, mennesker kunne ende med at tilbringe evigheden.
Middelalderens mange mystikere var omvendt mere forsigtige med at sætte ord på evigheden. Flere beskrev den som et sted, hvor fortid og nutid forsvandt, og den tyske kristne mystiker og teolog Mester Eckhardt beskrev den som det evige nu.
”Den blev også beskrevet som et sammenfald af modsætninger. Som et mørke ud over lyset for eksempel. Det var modsætninger, mennesker havde svært ved at forestille sig sammen, hvilket også var pointen. Mennesket havde hverken sprog eller forstand til at kunne forestille sig noget, der var hinsides deres verden. De måtte vente og se,” siger Carlos Eire.
Den amerikanske historiker tænker sig kort om, da han bliver spurgt, om han selv har haft øjeblikke, hvor han følte, han fik glimt af evigheden. Han har haft flere, tror han. Men det stærkeste var tilbage i 2005, da hans mor lå for døden.
”Jeg vil gerne fortælle om det, men nu må du ikke tænke, at jeg er skør,” siger han.
Før Carlos Eire fortæller sin historie, skal udviklingen i troen på evigheden gøres færdig. Selvom kristendommen stadig er afgørende for forståelse af evigheden i Vesten i dag, står den ikke så stærkt som tidligere.
Efter Reformationen i 1500-tallet forsvandt den stærke forestilling om et helvede og en himmel, og siden oplysningstiden er troen på evigheden røget endnu længere i baggrunden.
For filosoffer blev det et tabu at forholde sig til en mulig evighed. Og det samme gælder efterhånden også teologien, fortæller teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, der er professor i systematisk teologi ved Det Teologiske Fakultet i København og i marts udgav bogen ”Ind i fællesskabet. En samtidsteologi om gudsriget og det evige liv”.
”Evigheden er efterhånden blevet det store ubekendte X, som måske-måske ikke er der. Holdningen er, at hvis den er der, så er det godt – men det er ikke op til mennesket at tage stilling til. Det eneste, vi kan sige, er, at vi skal dø. Resten må Gud sørge for,” siger han.
Et markant eksempel på den udvikling herhjemme var teologen P.G. Lindhardt, som skabte overskrifter og stor debat, da han i 1952 holdt et foredrag på Askov Højskole, hvor han sagde, at kristendommen ikke kunne sige noget om livet efter døden.
”Lindhardt afskaffede ikke det evige liv, som mange ellers siger. Men han var et symptom på en tænkemåde, hvor man satte den individuelle bevidsthed i centrum, og hvor man gjorde det evige liv sprogløst,” siger professoren.
Konsekvensen af dette er ifølge Niels Henrik Gregersen, at der er forsvundet en dimension fra menneskets forståelse af sig selv. Uden evigheden bliver mennesket låst til en horisontal tidslinje.
”Evigheden opfattes som en motor, der går i tomgang, og som man lever udenfor, indtil den – måske – oprinder. Dermed er mennesket ikke andet, end hvad vores livsvej gør os til. Vi bliver en bold, der ruller hen ad en tidslinje med minimal kontakt til andet end det punkt, hvor vi rører linjen,” siger Niels Henrik Gregersen og tilføjer, at det naturligvis ikke er troen eller tvivlen, der afgør, om evigheden findes eller ej.
”De fleste troede heller ikke på tyngdekraften, da Newton opdagede den, men derfor var den der jo stadig. Jeg ser selv ikke evigheden som et modbillede til tiden, men som en uendelighed, der rummer alle tider i sig. Og så må evigheden allerede være her nu. Evigheden forbinder os med hinanden. Vi fødes ligesom i en skål, der er omgivet af evigheden på alle sider. Det er min påstand, at man ikke kan leve uden at forudsætte, at vi er del af noget større. Hvad det større så er, drejer troen sig om.”
Og så tilbage Carlos Eires glimt af evigheden. Den amerikanske historikers mor havde været syg længe og lå i kunstig koma. Lægerne havde sagt, at der var kort tid igen, og der havde været flere besøg på hospitalsstuen i løbet af dagen, inden Carlos Eire sad alene tilbage og holdt hendes hånd. Mens han sad der, mærkede han pludselig et elektrisk stød gå igennem kroppen, som når man stikker fingeren ind i en stikkontakt. Og på det tidspunkt stoppede hans mor med at trække vejret.
”Stødet gik ligesom igennem mig, og i det øjeblik følte jeg, at jeg var der. Det er svært at beskrive med ord. Det var ikke et sted. Det var mere sådan en følelse af, at jeg var der. Det var meget intenst. Jeg ved, at en psykiater vil sige, at det var min måde at håndtere min sorg på. Jeg er ligeglad. Det var en af de bedste følelser, hvis ikke den bedste følelse, jeg nogensinde har haft,” siger han og tilføjer, at han følte, at hans mor tog ham med sig, samtidig med at hun tog afsked.
”Det er jo netop et sammenfald af modsætninger. Jo ældre jeg bliver, jo mere indser jeg, at man virkelig har fat i noget, når man oplever de der øjeblikke, hvor perfekte modsætninger mødes, uden man kan forklare det. Det er det, der holder mig i gang – tanken om, at det, jeg på en eller anden måde ikke kan forestille mig, venter på mig derude.”