Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Jeg står hele tiden i etiske dilemmaer. Siden begyndelsen af epidemien har jeg været bekymret for, hvad de tiltag, vi kommer med, gør for vores mentale sundhed og ikke mindst for mennesker med en psykisk lidelse. Hvad gør vores indsats ved angstniveauet? Vi så tidligt i forløbet et dyk i henvisninger til udredning for både kræft og psykisk sygdom, så mens vi gør alt, hvad vi kan, for at holde smittetrykket nede, kan vi risikere at miste blikket for andre og alvorlige lidelser.
Et andet dilemma er, at vi har fokus på proportionerne i de ting, vi beder befolkningen gøre for at begrænse smitte. Hvordan sikrer vi en hverdag med både trivsel, sundhed og samtidig smitteforebyggelse i alle dele af befolkningen? Senest er vi kommet med råd til efterårsferien, hvor vi bestræber os på at være relativt tydelige. Vi skal ikke forhindre socialt samvær, men vi skal give praktiske anvisninger til nye måder at være sammen på med afstand, for naturligvis kan man holde efterårsferie, men man skal tænke over, hvor man opholder sig, og kan man være ude, er det en rigtig god idé.
Hvad er den største etiske udfordring du selv har mødt?
Det var i begyndelsen af min lægekarriere. Som læge er man drevet af at ville lindre lidelse og rede liv, men i den praktiske virkelighed er det ikke altid så let. Man oplever, at man som læge løser et problem, men samtidig skaber et andet, hvis man eksempelvis lindrer smerte og dermed fremskynder døden. Mit held har været, at jeg har været ansat steder med godt kollegialt fællesskab og med en god drøftelse af de etiske dilemmaer, man står i.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Spørgsmålet om, hvad det er for en verden, som vi efterlader til de unge. I takt med at jeg bliver ældre, synes jeg, klimaspørgsmålet er blevet mere påtrængende, og jeg bliver inspireret af at se, hvordan unge tager stilling. De unges engagement i klimasagen er også blevet en anledning til, at jeg selv har reflekteret over, hvordan vi bruger vores ressourcer som samfund. Vi er et rigt velfærdssamfund, og selv er jeg placeret der i fødekæden, hvor vi bruger mange af velfærdssamfundets værdier. Men jeg ved også, at den økonomiske vækst har en pris. For mig at se er det den største etiske udfordring, vi har som mennesker.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
Det kan jeg ikke sætte fingeren på. Jeg er en meget principfast person. De bærende værdier for min etik er lighed og retfærdighed. De værdier har jeg arvet fra mine forældre, og det er ikke værdier, jeg kan slække på.
Etik er noget, jeg har tænkt over i min karriere som gynækolog og obstetriker og ikke mindst i Sundhedsstyrelsen, hvor de etiske aspekter ofte er en central del af vores overvejelser, hvad enten vi taler om palliation (lindrende pleje af døende, red.), fosterdiagnostik eller kønsmodificerende behandling. Tidligere talte man om transseksualitet, og det stod på listen over mentale sygdomme, men nu taler vi om den uoverensstemmelse, der kan være mellem ens kønsidentitet og det fødselstildelte køn, og vi har haft en række etiske diskussioner, som jeg er ganske stolt af. Selvom man er principfast, må man lave kompromisser for at finde løsninger, hvor vi så prøver at være åbne omkring de etiske overvejelser.