Prøv avisen

Hendes søn blev dræbt af sin far: "Mere end noget andet skal man lytte til sin mavefornemmelse"

Lisa Petersen nærede et stort ønske om at blive gravid med sin ekskæreste. Efter fire fertilitetsbehandlinger lykkedes det. Hun fik ikke flere børn end Valdemar, der blev dræbt i 2014. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

I 2014 blev Lisa Petersens knap toårige søn dræbt af sin far. Hun havde længe frygtet, hvad ekskæresten kunne finde på. I dag vil hun forhindre, at andre børn lider samme skæbne som hendes søn

Om formiddagen søndag den 24. september 2014 sad Lisa Petersen i bilen med kurs mod Randers. Hun havde selskab af en god kammerat fra roklubben hjemme i Næstved og sin mor. Lisa Petersen kendte godt turen fra sit hjem på Sydsjælland til Randers Station. Hun tog den hver anden uge for at hente sin knap toårige søn, Valdemar, når han havde været på weekendsamvær hos sin far. Men selvom hun kendte ruten, tog hun aldrig alene af sted, når hun skulle møde ekskæresten.

På vej til Randers havde hun en underlig følelse i kroppen.

”Man kan kalde det en mavefornemmelse eller en sjette sans. Jeg kan ikke sætte en finger på, hvad der udløste den, men jeg følte, at noget ikke var, som det skulle være,” siger Lisa Petersen i dag.

Da de nærmede sig Randers, luftede hun sine bange anelser.

”Bare han ikke har gjort Valdemar fortræd,” sagde hun i bilen.

Hun havde aftalt med sin ekskæreste, at de skulle mødes på parkeringspladsen ved stationen klokken 12.15. Men som så ofte før dukkede Valdemar og hans far ikke op til tiden.

”Jeg blev irriteret og forsøgte først at skrive og ringe til min ekskæreste. Første gang blev den ikke taget, men anden gang gjorde den, og så kunne jeg høre en mærkelig lyd som fra en maskine, før der blev lagt på.”

Lisa Petersen ringede hurtigt til det krisecenter for kvinder, hvor hun tidligere havde boet i en periode og fået hjælp. Herfra rådede de Lisa Petersen til at vente en halv time, før hun ringede til politiet. Klokken 13 var Valdemar og hans far stadig ikke dukket op, og så ringede hun til politiet.

Til hendes lettelse tog politiet hendes opkald alvorligt, og to betjente blev med det samme sendt ud til Lisa Petersen. 10 minutter senere kørte betjentene ind på parkeringspladsen.

”De to betjente kom hen og præsenterede sig. De sagde, at der netop var sket en ulykke i min ekskærestes hjem, og at politiet havde fundet ligene af en voksen og et barn. Det første jeg tænkte var, ’så gjorde han det virkelig’. Betjentene sagde godt nok til mig, at barnet så ud til at være omkring fire år og dermed ældre end Valdemar. Men han var høj af sin alder, og jeg var sikker på, at det var ham,” husker Lisa Petersen.

Hun var ikke overrasket, og hun var overbevist om, at der ikke var tale om en ulykke.

Det viste sig senere at være sandt. Den lille dreng var blevet kvalt af sin far. Bagefter havde manden hældt benzin ud i huset og sat ild til, inden han tog sit eget liv ved at skære pulsårerne over. Da Lisa Petersen ringede, var brandvæsenet allerede på adressen, og det var en brandmand, der kom til at besvare hendes opkald.

Hun blev kørt til politistationen af de to betjente, mens hendes mor og kammerat kørte lige efter. Her tilbragte de eftermiddagen, mens Lisa Petersen besvarede politiets spørgsmål.

Om aftenen blev hun bedt om at identificere Valdemar, der lå på retsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus i Aarhus.

”Jeg måtte kun kigge på ham, for de tekniske undersøgelser var endnu ikke overstået. Jeg måtte ikke røre ham, selvom det var det, jeg mest ville.”

De næste dage fik hun lov til at se Valdemar igen.

”Jeg havde brug for at være sammen med ham, og jeg skulle forsøge at sige farvel. Jeg er glad for, at han ikke var blevet maltrakteret. Og at brandvæsenet kom frem så hurtigt, så han ikke var brændt. Jeg kunne røre ham, holde ham og forstå, at han virkelig var død.”

I dag er det fem år siden, at Lisa Petersen mistede sin søn og blev en af de forældre, der hvert år oplever at miste et barn, fordi et desperat, sygt eller hævngerrigt familiemedlem er endt med at slå barnet ihjel.

I gennemsnit er otte danske børn blevet dræbt om året herhjemme siden 2010, og ofte har faderen været drabsmanden. Typisk har gerningsmændene afvigende personlighedstræk. De er temperamentsfulde og ærekære, og de har svært ved at håndtere konflikter eller ydmygelser. Den udløsende årsag kan være skilsmisse eller uenighed om forældremyndigheden. Det går ofte igen, at motivet handler om at hævne sig ved at gøre barnet fortræd.

For Lisa Petersen begyndte historien, da hun mødte en mand til en fødselsdagsfest i 2007. Hun gav ham sit telefonnummer, da han bad om det, selvom hun ikke følte sig helt sikker på ham.

Efter de første møder blev hun forelsket, og de flyttede sammen på hans forfaldne landsted uden for Randers. Hun var 32 år, frisk og overbevist om, at hverken de beskedne omgivelser eller den nye kærestes uenigheder med sin ekskæreste vedrørende parrets to børn skulle forhindre dem i at have det godt.

Men han viste sig snart at være temperamentsfuld og uforudsigelig, og der gik ikke længe, før han i vredesudbrud gik helt tæt på hende og råbte hende direkte ind i ansigtet. Hun husker dem som ubeherskede, og de gav hende ondt i maven. Han holdt ganske vist op med at råbe, da hun bad ham om det, men hans utilfredshed med hende var endeløs.

Det gik op for hende, at hans væremåde var overdreven. Hvis nogen prikkede til ham, fik de en knytnæve tilbage. Hvis nogen kom til at klemme ham på vejen, var han ved at køre dem i grøften.

Når hun ytrede en holdning, der ikke stemte overens med hans, blev hun sat på plads, og når hun ikke fulgte opskriften til punkt og prikke, når hun lavede mad, blev han gal.

Når hun ikke havde flere penge, fordi hun betalte mange af deres fælles udgifter, blev han vred. De havde hver deres økonomi, men han fulgte også med i hendes, og hun skulle stå skoleret, når kontoen var i minus. Hun kom hurtigt til at frygte at gøre ting forkert, og det underminerede hendes selvværd, selvtillid og personlighed.

Han begyndte også at sidde med hovedet i computeren eller helt forlade hjemmet, når der kom gæster. Familie og venner følte sig uvelkomne og stoppede med at komme på besøg.

På et tidspunkt begyndte han at true med at begå selvmord, men ville ikke have hjælp.

”Hver morgen kørte jeg den mentale scanner hen over ham for at afkode hans humør og finde ud af, om det var en af de dage, hvor et spildt glas vand fik verden til at vælte. Det var ikke til at forudsige. Hans humør skiftede konstant. Jeg blev til et menneske, der hele tiden søgte efter de bittesmå solskinstimer, der trods alt kunne være, og jeg higede så meget efter dem for at føle mig god nok, at jeg fandt mig i alt det andet.”

Da de begyndte at tale om børn, overvejede hun første gang, om hun skulle gå fra ham.

”Han ville have mig til at skrive under på, at han fik børnene, hvis vi gik fra hinanden. Jeg blev ked af det, for det er ikke på den baggrund, at man skal sætte børn i verden. Jeg overvejede, om jeg skulle acceptere, at jeg ikke skulle have børn, men jeg ville gerne være mor.”

Efter to år og fire fertilitetsbehandlinger blev Lisa Petersen gravid, men ikke længe efter Valdemars fødsel blev den lille dreng inddraget i skænderierne.

”Efter et skænderi stod min ekskæreste i døren og truede med at tage Valdemar med. Han virkede endnu mere sikker på, at han kunne styre mig, når han kunne true med at tage vores dreng.”

Selvom han aldrig slog hende, var hun bange for, hvad han kunne finde på.

Senere lærte hun, at hun i den periode var blevet udsat for massiv psykisk vold.

Trods sin angst fandt hun til sidst modet til at forlade manden.

”Det begyndte som en lille spire i mig, men til sidst var jeg moden til at gå,” husker hun.

Hun var overbevist om, at hun ikke ville få lov at forlade hjemmet, hvis kæresten fandt ud af, at hun ville gå fra ham, så hun planlagde nøje en flugt. En dag, hvor hun var til mødregruppe, hentede en veninde hende og Valdemar, der på det tidspunkt var godt et halvt år.

Da de var nået til Sjælland, ringede Lisa Petersen til politiet for at fortælle, hvor hun var, og hun sendte også en sms til sin kæreste. Her gjorde hun det klart, at hun ikke ønskede at komme tilbage, men hun skrev også, at hun håbede, at de ville være i stand til at samarbejde om sønnen.

Derpå flyttede hun først ind hos en kammerat og så på krisecenter med sin dreng.

”Jeg var psykisk nedbrudt. Jeg havde ikke noget, der lignede selvværd tilbage, og jeg havde haft selvmordstanker. Jeg var ingenting.”

Hun tænkte i flere omgange på at vende tilbage til sin gamle tilværelse, for den kendte hun trods alt, og det virkede som den letteste løsning i øjeblikket. Men hun lærte at lægge telefonen fra sig, selvom ekskæresten skiftevis truede og tiggede hende om at komme hjem. Efter et stykke tid var hun kommet så meget til hægterne, at hun kunne flytte ind i sin egen lejlighed i Næstved.

Samarbejdet om Valdemar kom dog aldrig til at fungere.

Der opstod fra starten strid om bopælsadressen for Valdemar. Ekskæresten mente, at Lisa Petersen var psykisk ustabil og ude af stand til at tage vare på sønnen. Han sendte blandt andet billeder af Valdemar, der havde jord under neglene fra legepladsen, ind til kommunen for at bevise sin påstand. Men Lisa Petersen var blevet fulgt tæt af personale og psykologer, da hun boede på krisecenteret. Ifølge dem var der ingen tvivl: Hendes evner som mor fejlede intet. Hun blev derfor bopælsforælder for Valdemar, og ekskæresten fik fast samvær med sønnen.

Når Lisa Petersen, der i dag er 44 år, fortæller sin historie om eksmandens overgreb og tabet af sin søn, er hun kommet langt i forhold til at håndtere sorgen. Men hun befinder sig lige nu i en af de hårdeste tider på året. Oktober og november er månederne lige efter Valdemars død i september og kort før hans fødselsdag i december.

”Sorgen fyldte alt i begyndelsen. Den fyldte mig med smerte helt ud i fingerspidserne og helt ned i tæerne. Den var i hele kroppen, så jeg fik følelsen af ikke at kunne bevæge mig. Jeg kan huske, da jeg senere fik fornemmelsen tilbage i mine fingre,” fortæller hun.

Gradvist har hun genvundet sit fodfæste, og hun har efterhånden fundet ud af, at man kan leve videre, selv når man har mistet et barn.

”I starten var min drivkraft vrede. Jeg nægtede at give op, for min ekskæreste skulle ikke have lov til at vinde på den måde. Jeg var flere gange tæt på at koge over af vrede, men min psykolog fik forklaret mig, at jeg var nødt til at skille mig af med den vrede. Han fortjente den ikke. Roningen fik betydning. Her kunne jeg bruge vreden, frustrationen og savnet som brændstof og komme af med den, indtil den forsvandt. Det gik også op for mig, at jeg ikke kunne mindes Valdemar, når jeg var så vred på min ekskæreste. I dag fylder Valdemar mine tanker,” siger hun.

”Jeg havde også mennesker omkring mig, som sagde: ’Du har én mulighed, og det er at komme fremad, og det er ikke diskussion.’ Jeg blev skubbet frem af dem. Jeg har flere gange forestillet mig, at denne vej frem var dækket af blomsterne fra begravelsen i kirken. Når jeg faldt, faldt jeg blødt, og når jeg var på vej ud over kanten, var der altid en, der var klar til at gribe mig. Jeg har fået at vide, at jeg er speciel. Jeg har en stædighed, som gør, at jeg altid kommer kravlende tilbage. I den første periode kunne jeg kun se en time frem i tiden. Senere to og tre timer, så en dag og en uge.”

Lisa Petersen er også overbevist om, at det hjalp hende, at hun én gang tidligere havde oplevet, at hun kunne rejse sig, selv når hun var allerlængst nede. Da hun i sin tid ankom til krisecentret med sin søn på armen, troede hun ikke, at hun ville overleve, for så nedbrudt var hun. Men det gjorde hun, og det huskede hun sig selv på efter Valdemars død.

Når Lisa Petersen skal beskrive sin situation i dag, gør hun det ved hjælp af et billede.

Hun forklarer, at hun ser op mod en hylde, hvor der står en række kasser og bokse. Det sker stadigvæk, at der ryger kasser ned fra den øverste hylde og rammer hende i hovedet. I kasserne er der minder og følelser, som hun endnu ikke har gennemgået og fået styr på. Når de ryger ud på gulvet foran hende, skal hun sortere og rydde op, før hun kan sætte dem tilbage.

”I begyndelsen fløj kasserne om ørene på mig, men i dag er det kun de mindre kasser, der mangler at blive gennemgået.”

Hun har fået arbejde som handicaphjælper, og hun er aktiv i den lokale roklub. Hun har en stor omgangskreds og et godt netværk, og hun er med egne ord vendt tilbage til livet. Selvom hun ikke kan se meningen i Valdemars død, har hun lært at leve med savnet og sorgen.

Hun er også knyttet til det krisecenter i Næstved, hvor personalet tog imod hende, og hvor de hjalp hende med at komme på benene, da hun var længst nede. I øjeblikket er hun med til at starte et nyt netværkstilbud for kvinder, der har forladt krisecentret, og så holder hun foredrag for at sætte fokus på psykisk vold og inspirere andre kvinder til at komme videre fra deres voldelige mænd.

Mere end noget andet har hun lært at lytte til sin mavefornemmelse.

”Hvis noget føles forkert, er det forkert,” som hun udtrykker det.

”Jeg er ikke længere det samme menneske, som jeg var tidligere, men jeg kan bedre lide den Lisa Petersen, der sidder her i dag: Hun kender sig selv, og hun er vokset med opgaven.”