Prøv avisen

Merete Pryds Helle mistede sin søster og deres fælles fremtid

Hele mit liv havde søsteren haft en evne til at fylde, og nu gjorde hun det igen, og Merete Pryds Helles første reaktion var at sige: ”Nu fylder du igen det hele, og jeg vil ikke have det.” Men så tænkte hun efterfølgende: ”Hun er her jo, fordi hun er død.” Foto: Leif Tuxen

Forfatter Merete Pryds Helle havde en svær relation til sin søster, læge Jannie Pryds Helle, men nåede at opleve forbundethed inden søsterens død i 2010

Jeg var netop nået frem til Roskilde Festival og forsøgte at parallelparkere på en muddermark, da min far ringede på min mobil. Først orkede jeg ikke at tage den, for de sidste år havde det været sådan, at hver gang nogen fra familien ringede, var der problemer. Det var søndag den 4. juli 2010, og jeg skulle sammen med min daværende mand, Morten, høre Prince på Orange Scene. Kort efter ringede min far igen, og denne gang tog jeg den. Han sagde, at min søster Jannie havde fået et hjertestop, men at hun stadig var i live, og at jeg skulle skynde mig til Hvidovre Hospital, hvor hun var indlagt. Jeg fik fat i Morten og forsøgte også at få fat på min nevø, min søsters søn, som ligeledes var til koncerten, men det lykkedes kun at få fat i Morten.

Køreturen fra Roskilde til Hvidovre syntes uendelig. Det var blevet mørkt, og jeg havde en fornemmelse af, at de små snoede veje bare fortsatte og fortsatte. Det var mig, der kørte bilen, for Morten havde været til koncert og drukket øl.

Lige pludselig var hun der i bilen sammen med os, min søster. Lige pludselig fyldte hun bare det hele, og jeg blev nødt til at køre ind til siden. Hele mit liv havde hun haft en evne til at fylde, og nu gjorde hun det igen, og min første reaktion var at sige: ”Nu fylder du igen det hele, og jeg vil ikke have det.”

Men så tænkte jeg efterfølgende: ”Hun er her jo, fordi hun er død.”

Jeg er ikke religiøs, men jeg er vokset op med, at folk kommer, når de dør, så jeg var ikke forbavset over, at hun var der. Men jeg skulle lige nå at tænke mig om. Øjeblikket efter fik jeg en stærk fornemmelse af søsterskab. Noget, som vi i virkeligheden havde haft meget lidt. Det gav mig en fornemmelse af, at det var rigtigt for hende at dø nu – både for hende selv, men måske også for os andre. Da vi nåede frem til hospitalet, var hun død.

Hun og jeg voksede op i en kernefamilie på fire i Værløse nordvest for København med vores far, som arbejdede som ingeniør, og vores mor, som først var hjemmegående og siden havde et deltidsjob på kontor. Min søster var seks år ældre end jeg og var både som barn og voksen en stor personlighed, der tog meget plads. Vi var ikke så tætte og meget forskellige. Hun var altid så voksen, og jeg var altid så ung og rebelsk og gjorde noget andet, mens hun gjorde det forventede.

Jannie var meget karismatisk og fyldte meget. Hun var også meget drillende, og jeg var sådan en lille én ude i periferien. Hun var tættere på vores forældre end jeg, og hvis der var konflikter i familien, tog hun ansvar, fra hun var ganske ung, mens jeg var lidt ude af det hele og uansvarlig. Hun beskyttede mig også, men den beskyttelse var også en form for udelukkelse. Jeg havde oplevelsen af, at hun altid kendte alle, fordi hun var ældre. Jeg var altid forvirret over, hvem folk var, men der var altid stor opmærksomhed omkring hende.

Det føltes meget naturligt, at hun fik opmærksomheden. Hun var naturligt karismatisk, så jeg var ikke jaloux på hende. Det var mere det, at hun fyldte det hele, så der var ikke så meget plads tilbage. Derfor gjorde jeg altid noget andet. Nogle andre ting.

Vi gik dog på samme gymnasium, og jeg endte med at gå samme retning, som hun havde gjort, og det var helt forkert, men det handlede nok om, at jeg ville vise, at jeg var lige så dygtig som hende. Men det var jeg desværre ikke. Lærerne sammenlignede os og kommenterede, at jeg ikke var lige så dygtig som hende.

Hun var bare 40 år, da hun selv fik mistanke om, at hun havde sklerose. Hun opsøgte sin egen praktiserende læge, som desværre bare slog det hen. Hun så jo godt ud. Var flot og stærk og kendt som lægen fra brevkasser og på tv. Sidenhen afviste hun altid selv at være syg af sklerose og mente, at det var borrelia. Hvis bare lægerne dengang havde taget hende alvorligt, og hun havde fået den nødvendige behandling, så tror jeg, at det var blevet et i hvert fald mildere sygdomsforløb.

Dagen før hun døde, var jeg hos hende på hospitalet. Det sidste år havde jeg ellers ikke set hende så meget. Det var svært, for jeg ville jo gerne være god og hjælpsom, men hver gang jeg var sammen med hende, var det noget andet, der kom frem i mig. Jeg kunne blive vred på hende over, at hun ikke ville tage imod hjælp. Jeg kunne blive vred over, at hun syntes, at mine forældre og jeg skulle kunne bære hende fysisk, fordi hun ikke ville acceptere sin sygdom, og det faktum, at hun havde brug for hjælpemidler. Jeg prøvede altid at få hende hen til en sygdomserkendelse – også fordi jeg tænkte, at hvis hun lod sig behandle, ville det nok hjælpe. Men måske er sygdomserkendelse og dødserkendelse ikke det rareste, måske er det for nogen bedre at leve i en illusion?

Hun havde meget svært ved at acceptere sin skæbne og brugte mange penge på alternativ behandling og numerologi. En jul, hvor hun sad i kørestol, ville hun købe en gave til min mor. Jeg kørte hende ind til Royal Copenhagen på Strøget. Ved kassen var der et problem med hendes betalingskort, så ekspedienten også skulle se hendes sygesikringsbevis. Her stod et andet navn end på kreditkortet, og da hun tog sine andre kort frem, var der næsten forskellige navne på dem alle sammen. Der kunne hun godt se, at det var absurd og morsomt, og begyndte selv at grine. Når man er alvorligt syg, håber man nok hele tiden på bedring og bliver måske irrationel, fordi man gerne vil være rask. Man tror på de mest ufattelige ting. Hun endte med at have fire forskellige navne. Men jeg kaldte hende altid Jannie, og det gav nogle konflikter.

Den sommer i 2010 var hun blevet indlagt på Hvidovre Hospital for en banal blærebetændelse. Uden at hun vidste det, havde jeg talt med lægen, som sagde, at det ikke varede længe, før hun skulle have intuberet mad og luft, og jeg vidste, at hun ville komme til at hade hvert sekund.

Jeg besluttede mig for at besøge hende, og det er jeg simpelthen så glad for. Vi mødtes den dag, selvom det havde været svært for os de sidste år. Jeg skulle hjælpe hende med nogle ting. På grund af hendes sygdom var det svært at forstå, hvad hun sagde, men der var sådan en fredelig stemning, og jeg fik sagt til hende, at jeg var ked af, at jeg ikke var mere hos hende. Hun sagde, at hun godt vidste, at det var svært. Hun kunne godt selv se den dag, hvor svær hun var. Og jeg kunne sige, at jeg gerne ville være der meget mere for hende. Vi planlagde en fremtid sammen og mødtes, efter vi ikke havde set hinanden ret meget i nogle år med konflikter. Og så døde hun altså dagen efter, 50 år.

Min bog ”Vi kunne alt” udkom i 2018, og den handler på mange måder om Jannie. Jeg kunne ikke skrive en bog om hende, det ville være så forkert, men jeg kunne skrive en bog om at have sygdom inde i familien, og hvad det gør ved en familie, og de følelser af svigt og afmagt, man bærer rundt på, når sygdommen er så brutal. Jeg har flyttet den syge person i tid til 1970’erne, fordi det skulle være troværdigt, at det var en ubehandlet sklerose, og så er hovedpersonen i bogen fra Grønland. Dels fordi jeg har brug for distance for at skrive, men også fordi jeg samme år, som min søster døde, fik en grønlandsk veninde, som er født samme år som Jannie, og som nu er en reservestoresøster. Det gav mening for mig. Jeg har indirekte bearbejdet sorgen ved at skrive på nogle erfaringer, følelser og oplevelser fra mit eget liv.

Sorgen var der, allerede inden hun døde. Jeg tror, vi havde sørget de sidste fem år, hun levede, for hun var ikke længere den Jannie, vi kendte. Vi havde gået igennem en masse følelser af tab, og den, hun var, manglede allerede. Sygdommen havde gjort hende til en anden.

Jeg kender følelsen af gerne at ville gøre noget godt, men så kan man ikke alligevel. Med min bog vil jeg gerne give noget til alle dem, der sidder i en lignende situation med en pårørende, der er alvorligt syg. Jeg vil gerne have, at de skal kunne læse min bog og se, at det er sådan, det er. Jeg tror, at mange mennesker på et tidspunkt vil opleve at føle sig afmægtige, fordi de gerne vil gøre det gode, men ikke formår det. Jeg har lært, at man som pårørende skal lære at tilgive sig selv, for man gør sikkert det bedste, man kan. Man skal være der for den syge og døende, men man skal heller ikke finde sig i alt.

”What would Jesus do?”, spørger jeg sommetider mig selv, selvom jeg ikke tror på Gud. Det handler om, at jeg gerne vil være et godt menneske – hjælpsom, barmhjertig og overbærende, men det har jeg ikke altid været med min søster. Men man kan jo have det som intention. Det er klart, at hendes død har givet mig en fornemmelse af, at folk kan dø for unge og for tidligt. Så når nogen betyder noget for mig, tror jeg i højere grad, jeg siger til mig selv, at jeg skal huske at være der for dem.

Familiedynamikken forandrer sig efter et dødsfald. Man har nogle pladser og roller, som ændrer sig. Fordi min søster tog så meget ansvar, da hun levede, har jeg været nødt til at tage en del ansvar nu.

Mine forældre lever stadigvæk, og som tiden går, har de og jeg nærmet os hinanden. Det tror jeg også ville være sket med Jannie og mig. Og det nåede også lige at ske til sidst, men hun var jo syg og ikke sig selv. Det var virkelig et held, at jeg besøgte hende, dagen før hun døde.

Det har været meget vanskeligt for mine forældre. Det er så forkert at miste et barn, men de synes også, det var godt, at hun ikke skulle igennem mere. Det var godt for hende, at hun ikke skulle lide mere. Det er så forfærdeligt at sige, men på nogle måder var det også en lettelse for os, da hun døde.

Vi taler stadigvæk meget om min søster. Vi holdt alle sammen juleaften hos hendes datter – min niece. Hun fandt alle de gamle fotoalbums frem, og vi talte om Jannie – om sorger, glæder og alle de problemer, der var. Det mærkelige med vores familie er, at uanset hvor mange konflikter, der har været, har vi altid holdt sammen.

Jeg er lillesøster, men med mine 53 år er jeg nu ældre, end Jannie blev, og det er godt nok mærkeligt. Jeg kan mærke, at jeg nu er blevet ældre. Jeg har fået sommerhus og en lille hund og er med mit eget blik blevet meget mere voksen.

Jeg har også fået en fuglekikkert, selvom jeg tidligere syntes, det var så underligt, at min mor og svigermor gad at kigge på fugle. Og nu, hvor jeg er et sted, hvor jeg endelig gør helt almindelige ting, så er min søster der ikke længere til at opleve det.

Det uafvendelige er det sværeste. Hun kommer ikke tilbage. Hun kommer aldrig tilbage. Det er så svært at forstå. Det er så svært at forstå uendeligheden i det – at det ikke bare er en pause.

Sorgen og tabet kan komme 10 år efter, hvor jeg står i min sommerhushave og ikke kan vise den til hende. Vi kunne jo i stedet have været uvenner i de sidste 10 år, og jeg kunne så ringe og spørge, om hun ikke ville se haven. Men det er bare ikke sådan, det er. Den tid og den uendelighed er meget svær at acceptere, men det skal man jo.

Jannie er begravet på Vestre Kirkegård i København, men det er ikke et sted, jeg kommer. Jeg undgår det. Jeg kan ikke finde ud af det. Måske er det den der uafvendelighed. Jeg vil hellere bare tænke på hende – måske fordi jeg har mange følelser af afmagt og svigt i forhold til hende.

Jeg ville så gerne have kunnet gøre det bedre, men jeg kan godt se, hvorfor jeg ikke kunne.

– Privatfoto.