Flemming Pless: Mest af alt holder jeg af at være hjemme i sommerferien

I stedet for at bruge tusindvis af kroner på femstjernede hoteller i udlandet vil sognepræst Flemming Pless hellere være hjemme i sommerferien. Herfra kan han tage børnene med på ekspeditioner

Fra boligen i København tager sognepræst Flemming Pless ofte børnene med i bilen og ud på ”ekspeditioner”. –
Fra boligen i København tager sognepræst Flemming Pless ofte børnene med i bilen og ud på ”ekspeditioner”. – . Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix Ritzau.

Flemming Pless har da været på Rhodos i Grækenland en enkelt gang. Og senere på sommeren skal han til Sydfrankrig, men kun for at vie et par i solens stråler. Sognepræsten i Christians Kirke i København holder mest af at være hjemme om sommeren, og turen til Frankrig er undtagelsen, som han siger.

For mens mange mennesker har store forventninger til den dyre ferie, som man sparer op til i flere måneder, mener Flemming Pless omvendt, at der er masser af muligheder for at holde en god og rig ferie hjemme, et fænomen kendt som staycation.

”Jeg har ikke lyst til at være i Syden om sommeren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lave på et hotel på Gran Canaria,” siger han.

”Men København er dejlig. Herhjemme kan vi tage på ekspeditioner. Turen kan for eksempel gå til Lejre ved Roskilde og se jernalderbyen. Det er fantastisk, det er oplevelser. Og så er det billigt. Jeg har aldrig manglet penge, men der har ikke været de der 15.000-20.000 kroner hvert år.”

Og det gør faktisk ikke noget. Flemming Pless vil gerne vise, at man sagtens kan få en god sommerferie, selvom man ikke er på et femstjernet hotel i Spanien, hvor temperaturen er – om muligt – endnu højere.

”Der er en forventning om, at det skal foregå på nogle ofte dyre måder, som i øvrigt også er til skade for klimaet, fordi vi skal flyve og sådan noget. Men hvis nu ikke man har pengene, men har en idé om at blive hjemme, kan man sagtens holde en sommerferie, som i stedet for 20.000 koster 6000 kroner.”

Selv har han aldrig rejst meget udenlands. Han mindes sin barndom, hvor han kom op og boede ved tante Aase og Onkel Poul eller var ude at køre turistbus med sin mor. Dejlige somre erindrer han.

”Og det var ikke så prætentiøst. Problemet er, at tingene hurtigt bliver netop det, men vi kan jo ikke leve på den høje klinge hele tiden. Vi bliver nødt til at sige til vores børn, at nogle gange kommer vi til Nordpolen, men andre gange når vi kun til Ishøj,” siger han og understreger, at der er nok at lave i Danmark.

”Jeg bliver lynhurtigt handlingslammet og trist til mode, hvis jeg er et sted, og der ikke er noget at lave. Så skal jeg sidde alene med min bog eller lave en opgave, men så er det jo bare mig selv. Det kan man ikke.”

”Men for eksempel kan jeg få en hel dag til at gå med at tage børnene med op til Louisiana i Humlebæk. Så kan vi både bade og se på kunst samtidig. Når man er færdig med at kigge, kan man gå ned gennem en port, og så er vi nede på stranden. Så har vi altså både set Picasso og været i vandet,” siger han.

Det handler også om selv at have kontrol. At kende områderne og kunne gøre, hvad man vil. Som man for eksempel kan på en tur til naturområdet Amager Fælled.

”Der kan man få en hel dag til at gå. Jeg kan huske en situation, hvor jeg insisterede over for mine piger på, at vi skulle derud. Jeg ville forklare dem om kristen mission, hvordan man udbreder kristendommen. De spurgte så, hvordan vi skulle gøre det, og jeg svarede: Det ved jeg ikke, det må vi finde ud af, når vi kommer derud,” siger Flemming Pless.

I år går turen som nævnt alligevel til Sydfrankrig. Men det er i arbejdsøjemed. Og det skyldes ikke mindst, at Flemming Pless’ børn nu er blevet så store, at de arbejder det meste af sommeren.

”Men jeg har lejet en bil, for jeg kan ikke sidde på et vinslot i 10 dage, så jeg tager ud og laver noget. Bilen har jeg bestilt med aircondition.”