Mette Bock: ”Jeg bærer skylden over min søsters død”

Da tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) var barn, overværede hun sin lillesøster blive dræbt i en trafikulykke. Skylden har føltes stor, men hun har lært at leve med den

63-årige Mette Bock, tidligere kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance, medvirker i Kristeligt Dagblads podcast ”Mellem Himmel og Ord” i denne uge.
63-årige Mette Bock, tidligere kultur- og kirkeminister for Liberal Alliance, medvirker i Kristeligt Dagblads podcast ”Mellem Himmel og Ord” i denne uge. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

En sen eftermiddag i september 1966 cyklede min lillesøster Karen og jeg ud på pærerov med en flok børn fra nabolaget. Hun var seks år, og jeg ni. For at komme hen til haven med det store, dejlige pæretræ skulle vi krydse en stor hovedvej. På vej tilbage var det blevet skumring. Hen over hovedvejen kom min lillesøster bagud. I samme øjeblik, som jeg vendte mig om for at kigge efter hende, kørte hun direkte ud foran en bil. Jeg så hende flyve gennem luften. Vi hentede straks mine forældre, som nåede at komme med på hospitalet. Min lillesøster var blevet dræbt på stedet.

Lyt til podcasten "Mellem himmel og ord", hvor Mette Bock medvirker, her.

Det var den slags ulykker, man tror, kun sker for andre mennesker. Dengang var der ikke noget, der hed krisepsykolog, og det var selvfølgelig meget rystende for en familie at miste et barn på den måde.

Mine forældre var sådan set meget gode til at tale om ulykken, og ingen bebrejdede mig noget. Alligevel lagrede følelsen af skyld sig hos mig. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at jeg skulle have ventet på hende. Det var frygteligt at komme igennem det første år med hendes fødselsdag og andre mærkedage.

Mine forældre besluttede sig lynhurtigt for, at de ville have et barn til. Jeg fik en idé om, at jeg gerne ville være med til fødslen af det nye barn. Hvorfor ved jeg ikke. Men mine forældre gik med til det, og jeg var med hele vejen, både til undersøgelser hos læge og jordemoder.

Året efter min lillesøsters død overværede jeg fødslen af min lillebror Anders (Samuelsen, red.). Fødslen foregik derhjemme, og det var en helt igennem fantastisk og tryg oplevelse. Det var et stort vendepunkt, fordi der kom glæde ind i familien igen. Når jeg ser tilbage på det, var det i virkeligheden en rigtig god måde for mig at komme igennem sorgen over min søsters død.

I en alder af 10 år havde jeg inden for kort tid haft både død og fødsel helt tæt på. Det har selvfølgelig sat stort præg på mit liv. Jeg blev bevidst om, at døden er et vilkår i livet, som vi ikke kan komme uden om. Jeg tænker stadig på skylden med jævne mellemrum. Nogle mennesker tror, at man kan leve et liv uden smerte. Det tror jeg ikke. Jeg har lært at leve med min smerte og bære skylden over min søsters død på en måde, der ikke har fået lov til at ødelægge mit liv.