Det var en af de der søvnige søndage, hvor alt bare går lidt langsommere. 14-årige Michaela Billbo Tanderup lå i sin seng i Arden i Nordjylland og så på sin telefon. Lyset fra skærmen fik hende til at knibe øjnene en smule sammen, mens hun forsøgte at fange de sorte klokkeslætscifre. 11:26 stod der vidst.
Så hørte hun sin mor inde fra stuen. Hun skældte ud på Marco, deres lille papillon-hund på fem år, som altid sov inde i dagligstuen sammen med moderen. Men da Michaela lyttede nærmere efter, lød det mere voldsomt. Som en form for højlydt, rallende snorken. Michaela rejste sig forvirret fra sengen og bandt sin morgenkåbe om sig. Sådan plejede moderen aldrig at lyde, når hun sov.
Hun kantede sig rundt om sengen og igennem badeværelset, der forbandt hendes soveværelse – hjemmets eneste – med dagligstuen.
”Mor!”, udbrød Michaela og kastede sig hen til sengen, da hun så sin mors anspændte ansigt. Havde hun mareridt?
Michaela ruskede i hende, bad hende om at vågne. Råbte til sidst. Der skete ingenting.
Hun gik ud på gangen, fordi moderen larmede så meget, at hun havde svært ved at samle tankerne. Så ringede hun til sin far, som hun siden forældrenes brud havde boet hos i Hobro halvdelen af ugens dage.
”Far! Mor laver sådan nogle mærkelige lyde i sin seng. Hun vil ikke vågne, når jeg kalder på hende. Hvorfor gør hun det, far? Har du set hende sådan før?”
Roligt, men bestemt, bad faderen hende om straks at ringe til alarmcentralen. Han lovede også at køre mod hende med det samme. Alvoren i hans stemme fik Michaela til at lægge på og taste cifrene 1-1-2 ind på sin mobiltelefon for første gang i sit liv.
”Alarmcentralen. Vent venligst,” kvækkede den maskinoptagede stemme i røret, og selvom der kun gik få sekunder, før et rigtigt menneske henvendte sig til Michaela i telefonen, nåede hun at blive bange. For hvor længe skulle hun mon vente venligst på at få hjælp til sin mor?
I telefonen spurgte en mand først, hvad der var sket, og derefter hvor gammel Michaela var. Så stillede han hende straks om til en venlig kvinde, som bad hende fortælle nogenlunde det samme. Michaela fik besked på at gå tilbage til moderen inde i stuen.
”Læn dig tæt ind over hendes mund og næse. Har hun nogen vejrtrækning?”, spurgte kvinden.
”Nej,” svarede Michaela og koncentrerede sig, ”hun trækker overhovedet ikke vejret.”
”Du skal have hende ned på gulvet med det samme, så du kan give hende hjertemassage,” sagde kvinden efter Michaelas konstatering.
Michaela baksede med at få moderen ud af sengen. Det var voldsomt hårdt, og hun flyttede sig til Michaelas store frustration ingen vegne. Kroppen var meget tungere, end hun havde forestillet sig. Det fortalte hun også kvinden fra alarmcentralen, som svarede:
”Jeg vil lige prøve at få fat i dine naboer, så de kan komme ind og hjælpe dig.”
Michaela affejede hende. Naboerne havde desværre et handicap, der gjorde det umuligt for dem at komme. Hun måtte klare det her selv, sagde hun.
Der lød et højt bump, da moderens livløse krop endelig ramte deres blå gulvtæppe. Det føltes, som om det havde taget flere minutter at få bugseret hende ud over sengekanten.
Michaela sukkede. Moderen var landet på maven.
”Tag fat om hendes venstre skulder og hendes højre ben med dine arme, og træk så alt, hvad du kan, så du kan få vent hende om på ryggen,” guidede kvinden, der stadig var med hende i røret.
Det lykkedes. Michaela så ned på sin mor, som nu lå på ryggen med hovedet op ad i sin pink natkjole med det fine mønster på toppen af kraven. Tænkte hun mon på noget? Selvom hun med sine lukkede øjne lignede en, der sov, fik de krampagtige ansigtstræk hende til at se alt andet end afslappet ud.
Kvinden gav Michaela besked på at bøje moderens hoved tilbage, så hun kunne få frie luftveje. Det var svært. Måske på grund af moderens rygoperation nogle år forinden føltes hendes spændte nakke helt fastlåst. Til sidst måtte Michaela opgive det. Det var også vigtigere at komme i gang med hjertemassagen, meddelte kvinden hende.
Michaela placerede sine hænder oven på hinanden i midten af brystkassen, ligesom hun havde lært det på kurserne i skolen og i forbindelse med sin svømmetræning i Arden Svømmehal.
”Vi skal tælle hurtigt til 30 sammen nu, og hver gang skal du trykke. En, to, tre...,” begyndte kvinden at tælle.
Hver gang de havde talt færdigt, blev Michaela bedt om at tjekke moderens vejrtrækning. Hun skulle ikke give kunstigt åndedræt. Formentlig fordi det ville være for voldsomt for en pige på 14 år.
”Nu tæller du selv,” sagde kvinden i telefonen.
Michaela pressede håndfladerne ned i moderens brystkasse, mens hun talte, så godt hun kunne. På førstehjælpskurserne havde hun prøvet at udøve livreddende førstehjælp på en dukke, men det her var meget hårdere.
”Du kan godt, mor. Du kan godt,” prustede Michaela. Halvt til sig selv, halvt til sin mor.
Det føltes, som om der gik en evighed, og det blev ikke bedre af, at der ingen forløsning var. Moderen lå stadig bare der med sit livlige, rødbrune hår spredt rundt om sig. Uden at trække vejret, lige meget hvor umage Michaela gjorde sig med hvert eneste tryk. Der var efterhånden gået 15 minutter.
Så hørte hun ambulancesirenerne udenfor. Nærmest i ét spring løb hun de tre-fire meter hen til hoveddøren for at låse op for redderne. Og lige så hurtigt var hun tilbage ved moderens side for at fortsætte med hjertemassagen. Det var først, da ambulancefolkene havde fået alt deres udstyr ud af bilen og var helt henne ved dem, at hun veg fra hendes side.
Hun trak gardinerne i stuen fra, så januarlyset oplyste moderens forpinte ansigt og satte sig på sengekanten i stuen, mens de spurgte hende, hvad der var sket. Hun kunne langt fra svare på alle deres spørgsmål. Imens rev de moderens fine natkjole op for at kunne komme ordentlig til med deres udstyr. Michaela så ned af sig selv. Hun var stadig iført sin morgenkåbe.
Så rejste hun sig og gik ud i gangen. Der var ikke mere, hun kunne gøre, og pludselig brød hun sig ikke længere om at være inde i deres lille stue.
Først efter at have stået derude i lidt tid hørte hun én råbe inde fra stuen:
”Der er puls!”
Michaela faldt sammen på gulvet. Lettet. De havde altid været meget tætte, moderen og hende. Hun havde meget svært ved at forestille sig, at fremtiden kunne se anderledes ud. Og at de allervigtigste mennesker i hendes liv faktisk kunne dø fra hende, havde hun aldrig sådan rigtig tænkt på før. En af de ældre reddere afbrød hendes tanker:
”Det, du har gjort, er så vigtigt,” sagde han og så på hende, mens hendes eget blik fulgte de mange ambulancefolk og læger, der fortsat strømmede ind i hjemmet ude fra vejen.
Fra himlen kunne hun høre en akutlægehelikopter, der kredsede over deres hjem. Foran rækkehuset var der fyldt med blå blink. Midt i virvaret nåede hendes far frem og gav hende et stort kram.
Efterskrift
På hospitalet, hvor Michaela mødtes med sine tre udeboende søskende, gik det op for hende, at moderen, der nu lå i koma, kunne have pådraget sig en hjerneskade efter hændelsen. Michaela måtte flere gange sige til sine søskende, at de skulle holde op med at tale om, hvor Michaela skulle bo, hvis moderen ikke blev sig selv igen. Den tanke kunne hun ikke holde ud. De første dage efter ulykken brød Michaela sig ikke om at vågne i sin seng derhjemme.
Efter flere dage vågnede moderen desorienteret for første gang, og først efter en måneds indlæggelse var hun endelig sig selv igen. Lægerne fandt aldrig årsagen til hændelsen, men moderen lever et år efter uden varige mén. Selvom mor og datter altid har været tætte, føler Michaela, at de har fået et endnu stærkere bånd i dag. Nogle dage kan de ligefrem tale om hændelsen med deres helt egen indforståede form for humor. Michaela er blevet indstillet til Årets Hjerteredder 2020 for sin indsats.