Prøv avisen
Boguddrag

Der findes ingen bedre drivkraft til forandring end forsøget på at nærme sig en kærlighed

Religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig er selv fjerdegenerations-fraskilt og håbefuld romantiker. På baggrund af sin forskning i kærlighed har hun skrevet bogen "Den eneste ene", som du her kan læse et uddrag fra. Foto: Emil Kastrup Andersen

Forelskelser er selvudvikling, og de mest effektive er de ubekvemme af slagsen. Den lære gjorde forelskede mennesker sig allerede i Middelalderen. Ifølge den bogaktuelle religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig kan nutidens forelskede hjerter derfor hente god inspiration i gamle romantiske middelalder-ballader. Læs et uddrag fra hendes bog "Den eneste ene"

Jeg er født på den 22. dag i den måned, digtere kalder endeløs. Måske er det derfor, at Tove Janssons Mumibog Sent i november var en af de første, jeg læste som barn. Oprejsning! Det er en vidunderlig bog, som handler om at blive forladt og om at elske på afstand. Mumitrolden holder så inderligt af sin ven Mumrikken.

Han er et forbillede, som ved alt, har set alt og kan alt, men han er også en strejfer og må altid bryde op, når man mindst venter det. Sent i november er der “efterår og oprør i luften”, og Mumrikken tager alt det grønne med sig i rygsækken for at drage sydpå. Mumitrolden må tøjre sin sorg og længsel, for vinterstormene kommer, og det er vigtigt at “samle det, man har, så tæt ind til sig som muligt – samle sin varme og sine tanker sammen.”

Den lille, melankolske trold affinder sig med tingenes tilstand, som er, at verden kan inddeles i to kategorier – dét, som bliver, og dét, som skal af sted. Sådan konkluderer Jansson allerede på bogens første sider. Hun kendte til at blive forladt og til at elske per distance. Hun var ung i Finland under Anden Verdenskrig, hvor folk omkring hende udvandrede, og hun var lesbisk i en tid, hvor det godt kunne være besværligt. Men hun byggede et fantastisk forfatterskab på sine afskeder og afsavn. Hendes univers er et godt sted for dette kapitel at begynde, fordi kærligheden i middelalderen, som vi nu skal frem til, netop næres af afskeder og længsel.

Vi går med andre ord fra antikken helt frem til 1100- og 1200-tallet. De mere end tusinde år, som falder imellem nedslagene, blev før i tiden beskrevet som en mørk nedgangsperiode for Europa. De fleste kender udtrykket ‘den mørke middelalder’, som i få ord opsamler

1) forestillingen om, hvordan det måtte have været at leve i denne dystre og beskidte tid,

2) den materielle og kulturelle nedgangstid, man mente, det var, og

3) besværet ved at beskæftige sig med den som historiker på grund af mangel på kilder og information. Selve termen ‘middelalder’ signalerer for øvrigt også, at perioden ikke er noget værd i sig selv; den er kun noget i kraft af antikken og renæssancen, som lyser op på hver sin side af den.

Men sådan ser historikere ikke på sagen længere. Middelalderen er hot. Det synes jeg også. Når jeg gør dette spring, er det, fordi det først er her, der sker noget afgørende nyt i min fortælling: Dyrkelsen af den eneste ene får sine helt egne genrer med ridderromaner og troubadourballader. Fællesnævneren er mødet med den eneste ene – et møde, der stort set altid ender i stor ulykke. Middelaldermenneskene og -figurerne bliver altså, som Tove Jansson og hendes Mumitrold, konfronteret med afsked på afsked, så der er meget smerte i deres litteratur. Men der er, måske overraskende, også mange positive træk. For ligesom Mumitrolden fandt middelalderens elskende nemlig glæde og energi i at savne – det er opbyggeligt at sige farvel til Mumrikken eller skønjomfruen og dermed få tid og rum til at indkredse de gode egenskaber ved den fraværende. Men hvad vigtigere er: Man får lejlighed til at forbedre sig og gøre sig værdig til at gense ham eller hende.

Jeg har haft min egen Mumrikken, så jeg ved, hvordan man lever i en ebbe og flod af skiftevis dyb ensomhed og ekstatisk lykke. Mit andet efterår som enlig mor brugte jeg på at sikre mine tre sønners velfærd, men lommerne mellem diverse pligter og hyggeopgaver var overspændte af en afsindig forelskelse. En anden forelskelse end den, der førte til min skilsmisse. En ny én, men med garanti den sidste. Det var jeg fuldstændig sikker på; det er jeg stadig. Men det var han ikke. “Jeg vil altid elske dig”, “Du er det bedste, smukkeste, mest generøse menneske, jeg har mødt”, “Jeg ved, at jeg må lade dig gå”, “Vi vil altid have dette efterår”, “Jeg ønsker dig indtrængende alt godt” og “Du må ikke glemme mig!” er et repræsentativt udpluk fra min mest sorgfulde og allerømmeste sms-korrespondance.

Jeg har stor lyst til at skrive noget afvæbnende og sjovt om småteksterne. De er jo helt indlysende patetiske. Men jeg får stadig ondt i maven af at læse dem. Omkring beskederne lå en genstridig virkelighed (læs: andre mennesker), bittersøde samtaler, tusinde tunge tårer og en overflod af sidste kys. Min krop var runde arme, som forsøgte at holde fast, og knæ, der ikke kunne bære. Jeg ville så ustyrligt gerne have ham; men han var i tvivl; han var frem, han var tilbage. Nu er han her heldigvis helt og hele tiden, men sådan troede jeg virkelig ikke, det ville ende.

Det var ikke udelukkende en frygtelig tid, for man kan godt blive høj af selvopofrelse. Jeg kan i hvert fald – det er en pinlig erkendelse af egen masochisme. Og den energi, min ulykke udløste, brugte jeg til at bringe mig nærmere den livsform, jeg tror, jeg længe havde ønsket mig. Jeg flyttede fra forstads-Vejlby-Risskov og fandt mig til rette inde i Aarhus midtby; jeg smed langt om længe fjernsynet ud og gav mig selvhævdende og højttravende til at læse om menneskeligt fordærv. Fjodor Dostojevskijs Arme mennesker, Anatole Frances Dronning Gaasefod eller Louis- Ferdinand Célines Død på kredit – når jeg altså ikke læste højt om gemmelege i Mumihuset eller tilsvarende.

Jeg fik endelig snøvlet mig sammen til at melde mine sønner på musikskole. Jeg begyndte selv til fægtning og lagde alt det fodformede på hylden. Jeg udviklede og forfinede mig selv. I tårnhøje hæle indstillede jeg mig på en storslået ensomhed, eftersom jeg ikke kunne få HAM til at forstå, at vi var bestemt for hinanden. Igen foreslår og gætter jeg, for selvindsigter er grundlæggende lumske og latterlige. Det var, som om jeg stille og roligt sænkede mig ned i den dybe, kollektive erfaring, som, udtrykt i et gammelt mundheld, er: “Et helt hjerte er et knust hjerte”. Dette udtryk trøstede mig, og mine hjerteskår forvandlede sig til en stor skæbne. Jeg ville svælge i årtusinders martyrier. Mit hjerte var knust, og mit liv løftede sig.

Endegyldige afskeder var højfrekvente i middelalderen, hvor klimaforandringer, hungersnød og pest gjorde livet farligt. Dertil kom korstogene fra Europa til Jerusalem og en omfattende pilgrimspraksis, som skabte andre former for opbrudsstemning. På den baggrund er dette kapitels tese, at middelalderens bidrag til opbygningen af forestillingen om den eneste ene er disse to sammenflettede indsigter:

1) at intet føles så stærkt, rent og smukt som afskedskærlighed. Og

2) at der ikke findes nogen bedre drivkraft til at forandre sig selv end forsøget på at nærme sig en kærlighed, som er svær at opnå og fastholde. Med andre ord nåede en gruppe af middelaldertænkere frem til, at forelskelser er selvudvikling, og at de mest effektive er de ubekvemme af slagsen. Og de puttede erfaringerne ind i den nye genre troubadourballaden, der hyldede den høviske og ophøjede amor.

ULYKKELIG KÆRLIGHED HOLDER LÆNGST

Ovids Thisbe og Pyramus har mange åndsfæller, også under fjerne himmelstrøg. I Nordindien står for eksempel et meget bombastisk levn fra to af dem. Taj Mahal er en enorm bygning i flødeskumshvid marmor udsmykket med 28 forskellige ædelstene. Den blev opført i midten af 1600-tallet af en sønderknust stormogul, som ville ære sin afdøde hustru. Mumtaz Mahal døde i sin fjortende barselsseng, og hendes enkemand Shah Jahan byggede hende et formidabelt og hjertegribende smukt mausoleum. ‘En tåre på tidens kind’ har man velbegrundet kaldt det.

Mindre kan nu også gøre det – uanset størrelsesforhold har sørgelige kærlighedshistorier altid grebet mennesker, og vi synes at finde tilfredsstillelse i at fortælle dem videre til hinanden. I middelalderen skabte en gruppe veluddannede unge mænd, som var knyttet til især sydfranske, men også nordspanske og italienske hoffer, for første gang i verdenshistorien en egentlig litterær genre, romancerne, der alene havde til formål at dyrke den store, ulykkelige kærlighed. De fleste af de unge mænd var lavadelige riddere, men der var også skrivere og munke iblandt. De forelskede sig i diverse herremænds unge hustruer og bearbejdede den umulige situation ved at skrive om deres fortvivlede kærlighed. Sådan kan man i hvert fald læse de tekster, der i dag står tilbage. Hvilken virkelighed der gemmer sig bag de lyriske levn, er det svært at sige noget meget håndfast om. Men teksterne er fulde af længsler, fantasier og kvinder på piedestaler. De unge mænd synes at have overført deres loyalitetskodeks fra riddertjenesten og sværger i historierne kvinderne ubrydelig troskab. Man kaldte gruppen for troubadourer, og de digtede sørgmodige sange om verdensfjern kærlighed til den eneste ene. Høvisk betyder egentlig ‘det, som hører til ved hoffet’, men i dag betyder det noget i retningen af en ‘kærlighed, som er ophøjet’ – det vil sige en kærlighedsrelation, der hverken involverer praktiske overvejelser eller sex.

Strukturen i de romantiske ballader er næsten altid den samme: Ung mand rejser ud i verden; i det ukendte møder og forelsker han sig glødende i en skøn kvinde, og hun også gerne i ham. Men de kan ikke få hinanden, fordi hun er gift med eller lovet væk til en magtfuld mand. Derfor må de i stedet få afløb for deres kærlighed med hvisken i skjulte kroge og med udveksling af breve fulde af lovsang, underkastelse og patos. Undertiden bliver det hele for meget, og forholdet ender i stor katastrofe – kidnapning, klostereksil eller kollektivt selvmord.

Hvor mange der faktisk levede eller døde på denne måde, ved vi ikke. Ikke ret mange, sandsynligvis. Men det står klart, at forestillingerne om denne romantiske livsform florerede vidt og bredt. Og ifølge disse forestillinger forholdt ridderne sig til deres kærlighed på samme måde, som gourmeter i dag forholder sig til deres kokkerier: Ligesom finere madlavning ikke handler om at spise sig sund eller mæt, elskede de unge mænd ikke de unge adelskvinder for at opnå forløsning (eller udløsning). Tværtimod holdt de spændingen for at raffinere både deres følelser og beskrivelserne af dem. Fordi der således mest var tale om en åndelig aktivitet, kaldte man også denne kærlighedsform for fin’amor, finere kærlighed, og de involverede parter havde sjældent ret meget med hinanden at gøre. Faktisk var det ikke uhørt, at det kun var den forelskede ridder, der var involveret som sådan.

EKSTREMISTER PÅ MISSION

Det var heller ikke usædvanligt, at en af de unge mænd fandt på at elske en kvinde, han aldrig havde mødt, og som ikke kendte til hans eksistens. I sådanne tilfælde fulgte han hendes færden på afstand og tilbad (ideen om) hende intenst i sit hjerte og med sin pen. Stalker-adfærd under dække af poesi, kunne man kalde det.

Historien om Jaufre Rudel de Blaias forgudelse af grevinden af Tripoli er eksemplarisk i denne sammenhæng. Den blev nedskrevet omkring år 1200 i Provence. Jaufre Rudel de Blaia var fyrste i det sydvestlige Frankrig, og han forelskede sig i grevinden Hodierna af Tripoli uden no- gensinde at have set hende. Han elskede hende for alt det gode, han havde hørt om hende fra pilgrimme, der havde mødt hende på deres rejse. Han skrev mange digte til hendes ære. Og fordi han var ved at gå til af længsel efter at se hende, meldte han sig som korsfarende ridder. På den måde fik han mulighed for at sejle over Middelhavet til hendes hjemby i det nuværende Libyen. Men på skibet blev han alvorligt syg, og man bar ham efter ankomsten bevidstløs til et herberg. Jaufre Rudel de Blaia endte med at dø som en kærlighedsmartyr i grevindens arme. Hun blev rørt over hans hovedløse iver og opfyldt af stor sorg over hans død. Så da hun havde fået ham begravet på den lokale korsridder-kirkegård, følte hun sig kaldet til at gå i kloster som nonne.

I det bagtæppe, vi må brede ud for historien her, flet- ter træk af en kristen livsform sig ind i en hedensk kri- gerkultur. For ridderne i troubadourlitteraturen er både tænksomme og kampberedte; rolige og stålsatte; blide og handlekraftige; seksuelt afholdende og glødende passionerede. De tager med andre ord både elementer fra ideen om det gode, kristne menneske, der lever sit liv i kærlig hengivenhed til Gud og fordriver tiden med bøn og arbejde, og fra ideen om den gode kriger, der heltemodigt dør i en højere sags tjeneste.

I fortællingen om Jaufre Rudel de Blaia ser vi, hvordan to middelalderlige ridder-trends – begge med kristne undertoner – løber sammen. Korstogenes udfarende religiøse ekstremister møder den høviske kærligheds indadvendte selvopofrelse i denne franske fyrste. Man plejer at sige, at krig og kærlighed er to kampzoner med nogenlunde sam- me spilleregler: Alle kneb gælder. Hellig krig og høvisk kærlighed har en anden ting til fælles: I begge tilfælde gælder det om at ofre sig mest muligt. Troubadourmiljøet var blot én blandt adskillige kulturelle strømninger, der hyldede personer, som ofrede sig for noget større end dem selv. Korsriddere, men også munke og pilgrimme satte deres jordiske liv på spil eller i det mindste på standby. Alle disse mennesker ofrede sig i forskellig grad for et ideal – for eksempel den eneste ene.

STOR KÆRLIGHED KRÆVER BEHOVSUDSÆTTELSE

I troubadourlitteraturen er der mange, der som Jaufre Rudel de Blaia dør for sin skønjomfru. Andre nøjes med fysisk eller psykisk lemlæstelse. Men alle digte og historier giver udtryk for, at det at ofre sig i sig selv er efterstræbelsesværdigt. Det giver ære og selvrespekt. Det er pinefuldt, men også godt at ofre sig. Det indså troubadouren, og han rensede og forbedrede sig selv åndeligt for sin elskedes skyld, ligesom eremitmunken Den Hellige Antonius gjorde det for sin guds skyld. Den håbløse forelskelse var en asketisk træning, der gav troubadouren lejlighed til at styrke sine moralske egenskaber, fordi han gerne ville gøre sig fortjent til kvindens opmærksomhed. Men på samme måde, som Den Hellige Antonius aldrig fuldstændigt kunne nå sin gud, må man opfatte troubadourens tilbedelse som en proces, der per definition ikke rigtigt kun- ne afsluttes: Han kunne altid blive lidt bedre, lidt renere, elske lidt stærkere. HUN er derfor ikke til stede i digtene som meget mere end et skønt, men fjernt, unavngivent og diffust mål.

Troubadourernes selvudvikling var en afart af en generel hang til asketisk selvforbedring, som var udbredt i de vest- kristne middelalderkulturer. Havde man gjort noget syndigt – og det havde man altid – måtte man bøde for det og derfor rense og forbedre sig selv. Boden kunne være offentlig eller privat alt efter karakteren af det møg, man havde begået, og præsterne hjalp villigt til med at konkretisere, hvad man skulle gøre. Enten slog de op i bodsbøger, som var kataloger over forbrydelser og straf, eller også inviterede de til konsultationer i skriftestolen, hvor folk kunne lette deres samvittighed til skriftefaderen, som så udformede en passende modforanstaltning. Hvis man ikke nåede at rette op på sine synder i levende live, kunne det være, at man fik en chance til i Skærsilden. Dette bjerg, hvor man gennem forskellige etaper af selvtugt steg tættere og tæt- tere på himlen, fandt for alvor plads i den kirkelige og folkelige bevidsthed i samme periode, som troubadourerne huserede. Følelsesmæssige og moralske udrensninger var altså på højeste mode.

Mange af bodsreglerne og den asketiske praksis havde med sex at gøre. Renhed, hellighed og frelse var nemlig forbundet med cølibat. Munkene havde i mange århundreder (i hvert fald i princippet) levet uden kødelig omgang med andre – eller med sig selv, for den sags skyld. For nonnerne, som efterhånden blev flere og flere, gjaldt det samme. Og op gennem middelalderen overførte man denne forventning om cølibat til præstestanden, som altså indtil da godt måtte gifte sig, have sex og få børn. Også de helgener, som folk i denne periode dyrkede i stadig højere grad, var kyske og seksuelt tilbageholdende personer. Og over alle disse fromme og jomfruelige typer svævede den hellige gudsmoder, der havde formået at undfange et barn uden penetration. Jomfru Maria.

Bag denne sammenknytning mellem hellighed og at afstå fra sex ligger en kropsforskrækket og verdensskeptisk logik, der minder om Platons skelnen mellem ideernes virkelige virkelighed og fænomenernes skyggeverden. Denne logik sætter sig også igennem i troubadourlitteraturen, hvor de unge, virile mænd bliver ved at understrege, at deres kærlighed tilhører et helt andet og mere ideelt domæne end denne verden; at den udspringer af en afgrundsdyb beundring for den udvalgte skønjomfrus inderste væsen og ikke for hendes bryster og så videre. De store følelser var kun acceptable, når de blev koblet fra den kropslige sfære. På den baggrund er det måske forudsigeligt, at ridderne i de mange historier og digte ikke har meget, hvis overhovedet noget med den udkårne at gøre. En lavpraktisk ting som lyst – lyst til en smuk krop, lyst til at stifte familie og lyst til en almindelig dagligdag – ville ganske enkelt for- styrre udviklingen af de store, skønne følelser. Logikken i troubadouruniverset genkender vi fra Pyramus og Thisbe. Det nye i 1100- og 1200-tallet var altså ikke selve ideen om den overjordiske, ikke-kødelige kærlighed til den eneste ene som sådan. Det nye var, at det blev en massetrend i de højere samfundslag enten at underkaste sig den eller at tale om nogen, som gjorde det.

KÆRLIGHED VS. ÆGTESKAB

Et helt hjerte er et knust hjerte. Stor kærlighed er noget, man ofrer sig for. Den eneste ene er én, man ikke kan få – én, man ikke må røre. Sådanne eftertanker gav intuitivt god mening i et samfund, hvor langvarige parforhold ikke udsprang af store forelskelser. Bryllupper var først og fremmest vigtige instrumenter i opretholdelsen af samfundsmæssige systemer og blev brugt til at sikre familiers sociale og økonomiske position. I landsbyerne søgte en bonde efter en stærk og flittig hustru til sin søn, så de to sammen kunne drive gården videre, når den tid kom; i handelsbyerne sørgede købmandens hustru for at få afsat sin datter til en rig manufakturhandler, som kunne forbedre familiefor- retningens forbindelser; i adelsfamilierne gjaldt det om at indgå en passende slægtsalliance, der kunne sikre arvinger, gods og hærde husets magtstilling. Hverken i landsbyen, købstaden eller på herresæderne kunne giftemodne mennesker altså vælge deres fremtidige ægtemand eller hustru på egen hånd. Hvis man da overhovedet var en af dem, der havde mulighed for at gifte sig. Kun omkring 40 procent af den voksne befolkning blev gift i denne periode. Singlekultur er med andre ord ikke noget, vores tid har patent på. For i middelalderen skulle man kunne være i stand til at etablere sin egen husstand, hvis man ønskede at gifte sig. Det vil sige, at tjenestefolk af forskellig slags ikke måtte. Hertil kom, at flere og flere søgte i kloster. Men var man en af dem, som havde muligheden, og gik man imod sine omgivelsers rådgivning i valg af ægtefælle, førte det ofte til brud med familien. Vi ser i senmiddelalderlige lovtekster, at det var fuldt acceptabelt for forældre at slå hånden af opsætsige, hjertesyge børn. Man kunne gøre dem arveløse, som Kristoffer af Bayerns stadsret for Ribe fra 1443 for eksempel tillader: “Den jomfru (som) imod sine forældres råd og vilje selv tager sig en mand åbenlyst usømmeligt, hun skal have fortabt al sin del af det gods, som hun (ellers) burde have.”

Den underliggende tankegang er, at ægteskabet i middelalderen var et arbejdsbetinget parløb og ikke et spørgsmål om gensidig tiltrækning. Er hun fødedygtig? Har han dyretække? Er hun fingernem? Kan han regne? Er hun omgængelig? Kan vi lægge vores familiers jorde sammen? Den slags overvejelser trumfede enhver hjertebanken eller mangel på samme. Faktisk kunne det være et problem, hvis man var sin ægtefælle for hengiven, fordi det kunne stjæle fokus fra mere presserende opgaver. Forskellige former for opbyggelig litteratur opfordrede ligefrem mænd til at finde sig en hustru, der hverken var for køn eller for grim. Hvis hustruen var meget grim, ville det blive svært at tage sig sammen til at lave nogle børn. Hvis hun var for smuk, ville det blive svært at tage sig sammen til at lave andet. Og man havde brug for både børn og arbejdsiver i en tid, som var præget af økonomisk nedgang og en lav gennemsnits- alder.

KVINDEHAD OG FISK SÆRE STEDER

Den kropsforskrækkede kirke opfordrede almindelige mænd og kvinder til en høj grad af selvbeherskelse i forholdet til deres ægtefæller – og alle andre, ikke mindst. Sex var kun religiøst tilladt, når det foregik med henblik på biologisk reproduktion. Nydelse var forbudt, og begær var slet og ret en dødssynd. Stærke følelser var i det hele taget problematiske, fordi de ansporede til usømmelig kropskontakt. Præster og biskopper anså det derfor også for suspekt, hvis man nærede for stor kærlighed til sin hus- bond eller ægteviv. Voldsomme forelskelser og erotiske besættelser blev opfattet som et tegn på forhekselse – et dårligt udgangspunkt for et forhold.

“Den mand, som begærer sin kone for voldsomt, når de har samleje, gør hende til luder!” lød det i teologiske skrif- ter om emnet. Men kirkens folk var først og fremmest be- kymrede for kvinders kærlighedshunger. Så meget, at man udarbejdede paranoide sanktioner mod alskens kvindelist. Min yndlingstekst er den om fisken i skeden. Man kan fin- de den i en af de førnævnte bodsbøger, som udmåler straffe for forskellige forbrydelser. Bogen er fra 1000-tallet og er et raritetskabinet over praktisk kærlighedsmagi. Den spørger direkte den potentielle synderinde:

Har du gjort, hvad en del kvinder plejer at gøre? De tager en levende fisk, stopper den op i skødet og beholder den dér, til den er død, hvorpå de giver den kogt eller stegt til deres mænd at spise, for at disse må blive mere brændende i deres kærlighed.

Den kvinde, som gjorde dette, måtte ikke spise fisk, æg og kød og heller ikke drikke alkohol tre dage om ugen i tillæg til de sædvanlige fastedage. Men hvad vigtigere er, hun skulle fremefter tøjle sin lyst til mandens “brændende kærlighed”. Her ser vi et udslag af den udbredte opfattelse, at kvinder i modsætning til mænd levede med stor følelsesmæssige og seksuelle udsving. Stærke, erotiske følelser var farlige og svære for mænd at styre. Så det bedste, de kunne gøre, var at holde en vis afstand – også til deres hustruer. Denne holdning er tydelig i de mange kirkelige skrifter, som maner mændene til besindighed og afhol- denhed. Man kan selvfølgelig læse kirkens fordømmende tekster som en seksuelt frustreret samfundsgruppes kolde bade, men hvis bare lidt af denne litteratur har sat sit præg på lægmandslivet, må det have hæmmet intimiteten og fortroligheden mellem ægtefolk.

Det er på denne følelsesmæssigt lunkne baggrund, man må forstå den kompromisløse, kyske, men glødende ridderlige hengivenhed. Troubadourernes kærlighed kon- kurrerede simpelthen ikke med den praktiske, kødelige og lave relation, som ægteskabet var. Tværtimod opførte den høviske forbindelse sig som giftermålets indlysende modsætning. Ægtemænd og koner knyttede bånd gennem sex, økonomi og dagligdag og gennem stærke, åndelige forelskelser, der ikke havde andet formål end sig selv. Ridderen opfattede derfor ikke engang sin kvindes ægtemand som en konkurrent.

HÉLOÏSE OG DEN STORE HJERTESORG

Undtagelser har det med at bekræfte regler. Også i de romantiske ballader. Nogle gange var de høvisk elskende ikke adelige, nogle gange var helten en dame, nogle gange gik hovedpersonerne i seng med hinanden, og nogle gange giftede de sig til og med. Men så endte det til gengæld også gerne overordentligt galt. Historien om den højtbegavede pariserinde Héloïse og hendes filosof Pierre Abélard fra Bretagne er sådan en undtagelse. Deres kærlighed har fået folk til at sukke i snart tusind år, og den strøg på én gang med og mod hårene på middelalderens kulturelle forventninger til forelskelser og ægteskaber. Vi kender til deres forhold, fordi de med vold blev skilt fra hinanden, og de- res sorgfulde brevvekslinger er blevet gemt for eftertiden. Héloïse viser i disse tekster en så håndfast og forbitret viljestyrke, at hun får sit eget afsnit.

“Kun du er årsag til min smerte, kun du er i stand til at trøste mig!” Sådan skriver Héloïse i et fortvivlet brev til sin højtelskede Abélard efter de gruopvækkende hændelse, som fik dem skilt fra hinanden. Hun var en køn, særdeles intelligent og velformuleret ung dame, som overrumplede den huslærer, hendes onkel og værge havde hyret. Abélard havde i mange år levet et stille munkeliv i bøgernes verden, da han kom i huset hos den velhavende Fulbert og hans niece. Alt pegede på, at Abélard stod på tærsklen til et stort akademisk gennembrud, men så forelskede han og Héloïse sig stormende i hinanden over lekturen. “Da vi blev forenet i samme hus, forenede vore hjerter sig snart. Under dække af lektioner kunne vi hengive os til kærligheden,” vedkender Abélard sig i et brev til en af sine venner. Det var ikke blot en forening af hjerter, der var tale om: Kyssene, genkalder Abélard sig i det samme brev, var “mere mangfoldige end sætninger i teksten”, og “hænderne søgte sig tiere inden for klæderne end til bøgerne.” De pirrede hinanden, og Abélard legede med den revselsesret, han havde som lærer. Han lod Héloïse “smage riset, af kærlighed, ej af raseri, af velvilje, ej af vrede; dette overgik alle salvers sødme.” Héloïse skriver for sin del henført om sine fornedrelser og om vigtigheden af at ydmyge sig for sin elskede.

Efterhånden stod det klart, at Héloïse var blevet gravid, og parret flygtede til Abélards hjemegn, hvor en lille søn blev født og kom i sin fasters varetægt. I denne landflygtighed blev parret gift i al hast og hemmelighed. Héloïse var godt nok ikke meget for at gennemføre ritualet. Hun ville hellere være sin elskedes “konkubine eller bolerske” end en sød kone, der stod i vejen for den karriere, hun mente, han var bestemt til. Lærde mænd var nemlig munke, og munke levede i cølibat – eller i det mindste som ugifte mænd, så hun mente at spænde ben for ham ved at lade sig vie. Ikke desto mindre lod hun sig overtale.

Stadig mere rasende havde onkel Fulbert fulgt udvik- lingen på afstand. Han sendte to mænd til Bretagne for at gøre en ende på balladen. En mørk nat sneg mændene sig ind på den sovende Abélard og kastrerede ham. Afskåret sin kønsdrift besluttede han sig skamfuld for at gå i kloster, og han bad Héloïse gøre det samme. Hun gjorde det, for- di han bad hende om det. Her fik de afskedskærlighedens styrke at føle: “Vor kropslige adskillelse fik vore sjæle til at forene sig så meget des mere, og de forhindringer, som blev lagt for vor kærlighed, fik den til at brænde så meget mere intenst,” sukkede Abélard. Men i kraft af adskillelsen fik Héloïse mulighed for at ofre sig for kærligheden. Det fandt hun ro og tilfredsstillelse i, og hun forsikrede den savnede: “Aldrig har jeg – Gud er mit vidne – søgt andet hos dig end dig selv; det var ikke ægteskabets pagt, ej heller noget, man kunne kalde medgift, jeg ventede mig.” Alt, hvad hun gjorde, gjorde hun for hans og deres kærligheds skyld. Han var den eneste ene, og ham forventer man sig hverken gods eller guld af. Den radikale holdning, som gemmer sig i hendes blækstrøm, er, at hun slet og ret anser det almindelige, praktiske ægteskab for at være kontraktlig prostitution: Den kvinde, som hellere vil giftes med en rig end en fattig mand, og som “mere attraar hans gods end ham selv”, hun “sælger sig saa godt som nogen”. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at hun stolt tager sin ulykkelige skæbne på sig. Selv da Abélard sender bud om, at han aldrig rigtigt har elsket, men kun begæret hende, holder hun selvpinerisk fast i sin ekstreme kærlighed. Det knuste hjerte helede aldrig, men fyldte hendes liv med sorg og stor mening, tror jeg. Det tror jeg, fordi hendes breve minder mig om noget, jeg selv kunne have skrevet, da mit hjerte faldt fra hinanden, og jeg rustede mig til et livslangt kærlighedsmartyrium.

Héloïse var et rigmandsbarn ligesom Den Hellige Anto- nius, og ligesom ham opfattede hun magelighed og jordisk gods som noget, der stiller sig i vejen for store, rene følelser. Man er nødt til at vende verden og medgiften ryggen for at bevise sin dedikation, tænkte de begge. Men hvor den ægyptiske ørkenmunks hengivelse rettede sig mod det hinsides, tilegnede pariser-nonnen sin en navngiven mand. Den eneste ene, som hun ikke kunne leve med, men ikke kunne gøre andet end at leve for.

Jeg synes, Héloïse er fantastisk. Der er masser af radikal inspiration at finde i hendes hidsige pen; hun danse- de smukt på den line, som var udspændt over afgrunden mellem på den ene side troubadourlitteraturens stærke følelsesidealer og på den anden side forventningerne til det religiøst anstændige og ansvarlige liv i et fornuftigt indgået ægteskab. Hun kunne skrive farvel med stil, og til forskel fra de fleste ulykkeligt forelskede riddere virker hendes ord mere troværdige, fordi hun kendte modtageren af sine breve overordentligt godt. Og så er hun en af de få kvinder, som har lagt stemme til middelalderens kærlighedsekstremisme. Alene af den grund har jeg svært ved ikke at knytte mig til hende.

Det er dét faktum, at Héloïse græder over tabet af et rigtigt, navngivet menneske i kød og blod og ikke over en smuk fiktion eller en fiks idé, som gør, at jeg fremhæver hende på denne måde. For jeg er ikke blind for den klæbrige patos, der prægede hendes samtid. Den ridderlige kærlighed er gennem århundrederne blevet slidt til en kliché. I begyndelsen af 1600-tallet udgav den spanske forfatter Miguel de Cervantes Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Bogen om den sindsforvirrede og virkelighedsfjerne ridder og hans enfoldigt jordbundne væbner Sancho Panza demonstrerede med al tydelighed, at tidens tand ikke havde været skånsom ved ridderidealerne. Don Quixotes pinlige forelskelse i den ikke særligt dydige bondetøs Dulcinea del Toboso og hans tåkrummende fægtekampe mod eventyrlige kæmper, der i virkeligheden var vejrmøller, er nu klassiske scener i den vestlige litteraturhistorie. Da de blev til, var de først og fremmest en pastiche på den ridderfigur, som var blevet overeksponeret og dermed udpint, og læserne kunne ikke gøre andet end at grine af den håbløse romantiker. Mest underholdende var hans himmelråbendemangel på selverkendelse. Som litterær figur måtte idealisten og romantikeren derfor ligge brak i et par århundreder, før den var klar til seriøs brug igen. Hvordan det gik til, skal vi se om et par kapitler. Men det lattervækkende har figuren aldrig siden kunnet ryste helt af sig.

Alligevel har middelalderidealerne hjulpet mig til at forstå min og Mumitroldens smag for længsel og vemod. Middelalderens elskende hvisker nemlig til os, at der ud af sorg og afstand flyder storhed og meningsfylde.