Prøv avisen

Middelalderens munke kan kaste lys over Facebook

Mette Birkedal Bruun er professor i kirkehistorie og leder et nyt grundforskningscenter på Københavns Universitet, hvor man i nærmest gennemsigtige rammer skal forske i privathed. Centeret åbner den 1. november. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Privathed er for mange luksus i en tid, hvor flere oplever det erodere. Professor i kirkehistorie Mette Birkedal Bruun leder nyt center, som arbejder med privathed

Privathed er en luksus.

Sådan lød overskriften i den schweiziske avis Tages Anzeiger sidste år, mens man i den britiske avis The Guardian kunne læse, at borgernes privatliv eroderer.

Det er centerleder Mette Birkedal Bruun, professor i kirkehistorie, som har samlet overskrifterne fra europæiske medier om det private. Hun leder et nyt grundforskningscenter med en international, tværfaglig gruppe af forskere, der skal arbejde med privathed med fokus på perioden fra 1500- til 1800-tallet.

Officielt åbner centeret den 1. november her i de moderne, lyse lokaler på Københavns Universitet Amager, men de første ansatte er allerede i gang. Mette Birkedal Bruun siger:

”På den ene side er retten til respekt for privatliv og familieliv en ret, som indgår i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er noget, vi værner om, men i samme konvention kan man læse, at det også er noget, man kan gøre indgreb i, hvis den offentlige tryghed eller andres ret og frihed er truet.”

Men hvad ved en teolog om privathed? Egentlig havde Mette Birkedal Bruun tænkt, at hun skulle være sognepræst, da hun i 1987 begyndte at læse teologi på Københavns Universitet. Hendes farfar var sognepræst i Vejle, og hun tænkte, at præstegerningen kunne være en vej for hende. Men det var før, hun mødte den franske cistercienserabbed Bernhard af Clairvaux’ (1090-1153) tekster.

”Det eneste sted, hvor jeg tidligere havde været i kontakt med cistercienserne, var i forbindelse med min barndom tæt på Sorø Klosterkirke, som er grundlagt af cistercienserne.”

I arbejdet med Bernhard af Clairvaux’ latinske tekster fik Mette Birkedal Bruun et indblik i vekselvirkningen mellem tilbagetrækning fra verden og engagement. Det var her, hun blevet sporet ind på det, som er blevet hendes faglige felt: et kirkehistorisk arbejde med tilbagetrækningen fra verden.

”At trække sig tilbage fra verden er et umuligt projekt, for verden er der, hvor vi er, men gennem historien har mennesker bestræbt sig på at afsondre sig fra verden og har skabt fysiske rammer om tilbagetrækningen, og i klosterbevægelsen har man et univers, som er opbygget omkring idéen om at være afsondret.”

I sidste måned fik hun tildelt Carlsbergfondets forskningspris for sin grundforskning. I begrundelsen fra Carlsbergfondet fremhæves det, at Mette Birkedal Bruun har tilført væsentlige nye indsigter af almen kirke- og kulturhistorisk betydning, og fondet fremhæver i begrundelsen hendes tværfaglige brug af begrebet topos, der er det græske ord for sted. Begrebet knytter an til Mette Birkedal Bruuns familiehistorie.

Hendes nyligt afdøde far var arkitekt og arbejdede blandt andet med naturfredning, så i barndomshjemmet i Sorø, blev hun tidligt trænet til at se på landskaber eller topografi, som hun foretrækker at kalde det.

Da hun arbejdede sig ned i Bernhard af Clairvaux’ latinske tekster, så hun for sig en topografi: Ved syndefaldet blev mennesket uddrevet fra Paradis til det jordiske eksil. Klosteret stod som afsondringen fra verden og blev beskrevet blandt andet som ”Jerusalems forgård”, mens døden var grænsen til det himmelske hjemland.

”I tilbagetrækningen i klosteret sker en ret voldsom disciplinering, hvor munkene eksempelvis skal indoptage Salmernes Bog i Det Gamle Testamente og gøre salmerne til en stemme for deres erfaring. Klosterets mål er at ensrette munkene, hvilket sker konkret med murene, som skærmer dem fra omverdenen, og fysisk gennem askesen, som ensretter kroppene, og munkekutten, som ensretter blikket. Det gamle menneske skal nedbrydes, og et nyt skal opstå med himlen for øje. Eller som Bernhard af Clairvaux skriver: ’Det gælder om at blege munkenes erindring’.”

Mette Birkedal Bruun sidder i det moderne nærmest gennemsigtige byggeri og fortæller levende om middelalderens munkeliv, og klosteret som ”Jerusalems forgård” synes langt borte. Men hun ser flere spor.

”For Bernhard af Clairvaux var Bibelen ideal og rettesnor, men lur mig, om vi ikke i dag har andre former for idealer, som fungerer som vejvisere. Klosterlivet er en måde at strukturere eksistensen på, og i dag har vi andre måder at organisere livet. Munkenes livsstil var en kondenseret udgave af, hvordan man skulle leve på jorden, så man var sikker på at komme i himlen. Den slags kampe for at finde mening med tilværelsen har folk til alle tider, for hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen, og hvad er det styrende princip?”.

For Bernhard af Clairvaux var Bibelen idealet. Hvad er ledestjernen for det moderne menneske? Mette Birkedal Bruun mener, at der er mange ledestjerner, eksempelvis dogmerne på ernæringsområdet om groft og grønt.

”Hvad vil arkæologerne tænke, når de om 500 år finder ruiner fra vor tids børnehaver og står med billeder af kostpyramiden? De vil måske konstatere, at de blev sat op i en tid, hvor man opdrog børn til at spise efter et triangel-system.”

Hendes grundforskning viser, at det tilbagetrukne tilsyneladende er et paradoks. Ved at aflægge evige løfter til et liv bag solide mure er der et tilvalg af en afsondrethed, men munkene var samtidig engageret i verden på den anden side af murene.

”Munkene ser sig som samfundsnyttige, fordi de holder sammen på samfundet med deres bøn. De uddeler almisser fra klosteret og har en optagethed af at støtte særligt begavede folk i lokalområdet med uddannelse. De udøver engagement og tilbagetrækning på samme tid. Spørgsmålet bliver, hvordan de forstår deres afsondring og deres engagement. Hvad tager de med ind i tilbagetrukketheden, og hvad lader de ude?”.

Ved at se på, hvordan munkene håndterer engagementet i det tilbagetrukne, aner Mette Birkedal Bruun mønstre, som er aktuelle i forhold til diskussionen om zonerne i det private i 2017. Som det fremgår af de avisudklip, hun har samlet, er privatheden under pres, hvad enten den eroderer eller fremstår som luksus.

”Vi bruger begrebet ’privathed’ til at strukturere vores liv og daglige verden. Vi opdeler tilværelsen i privat og professionel, privat og offentligt eller privat og fælles.”

”Vi forsøger at værne om det private og bruger ordet ’privathed’ som et ord med en bestemt betydning. Men det er ikke entydigt. Nogle opfatter Facebook som et lukket rum på samme måde, som når vi går ind på vores badeværelse og lukker døren. Og så bliver de overraskede, når de ser, hvordan billeder af eksempelvis deres børn bliver delt, fordi Facebook opererer med en anden form for privathed, end de selv gør, og fordi grænserne mellem det private og ikke-private ikke er absolutte. Vores skelnen mellem offentligt og privat har en absolut karakter, men der er en uklarhed om grænsefladerne.”

Det er ikke kun i forholdet mellem tilbagetrækning og engagement, at hun ser forskydninger til vores tid fra livet i klostrene. Det gælder også menneskets forhold til tid.

Af de historiske kilder kan man se, hvordan tilværelsen i klostrene var tilrettelagt ned i små tidsintervaller. Når moderne mennesker taler om at være effektive i deres planlægning, er det sjældent på et niveau som i klostrene i middelalderen.

”Der var hele tiden en plan ned i 20-minuttersintervaller, hvor man skiftede mellem bøn og praktisk arbejde. Derfor er der også kulturhistorikere, som mener, at munkene er ophavsmændene til time manager-kulturen.”

En af de munke, hun har arbejdet med, er Armand-Jean de Rancé (1626-1700), som var trappist. Tidligere på året fik hun sin doktorgrad for en disputats om Rancé, der skriver et sted, at man skal investere hvert øjeblik, man får givet i bøn, for at få tiden igen i himlen.

”I Rancés tilgang til bøn er der paralleller til den måde, man taler om træning. Nu gælder investeringen i tid bare ikke evigheden, men den længere og sundere alderdom.”

Foto: Emil Kastrup Andersen