Søren Pind er 48 år, og han er træt. Det er derfor, han i går forlod sin ministerpost og Folketinget, som han forklarede i en lang række medier:
”Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi,” sagde han til Berlingske, da han annoncerede sin afgang.
”Jeg har ikke den energi, det kræver at fortsætte i det projekt, jeg er i nu,” fortalte han DR og fortsatte:
”Jeg har jo selv været med til at sprede budskabet om, at unge mennesker kommer til at skulle opfinde sig selv seks eller syv gange i løbet af deres liv. Det skal jeg i hvert fald én gang nu.”
Nu skal eks-politikeren lege med sine børn og ”skrive nogle bøger og tænke lidt mere”, sagde han også.
Bevæggrundene kan opsummeres med en enkel floskel, der ganske ofte bruges af mennesker, der er kørt trætte lige som ham: ”Jeg skal prøve noget helt andet”.
På den måde er Søren Pinds farvel til politik både helt almindeligt og ganske usædvanligt for et menneske i hans alder og med hans karriere, forklarer iagttagere til Kristeligt Dagblad.
Når det gælder den almindelig dimension af hans valg, står han i den midtlivskrise, der rammer mange mennesker, som er i 40’erne, og som man i undersøgelser og forskning iagttager ved, at livstilfredsheden eller ”lykken” tager et dyk, siger Christian Bjørnskov, professor ved institut for økonomi på Aarhus Universitet, som blandt andet har forsket i opfattelse af lykke.
”Søren Pind er et godt eksempel på én, som gør det rigtige nu. For når man kommer til 40’erne, sker der ofte det, at man tager sit liv op til nøjere overvejelse. Søren Pind har en identitet som politiker, som han har stræbt efter at opbygge, siden han var teenager. På den måde har de fleste i deres ungdom og tidlige voksenliv en idé om, hvad de vil med deres liv, og hvad de vil være. Men omkring de 40 år opdager mange, at det liv, man havde planlagt, ikke passer med, hvem man er blevet,” siger han.
Det er et basalt begreb som modenhed, der kommer i spil: Mens ungdommens drømme ofte er rettet mod milepæle – en særlig karriere eller en bestemt form for familieliv – skifter opgaven midt i livet, så det nu handler om at samstemme det indre med det ydre i stedet for omvendt.
Den gode nyhed er, at de fleste mennesker lykkes i den proces, siger Christian Bjørnskov.
”De lykkes på de ting, der er vigtige for dem selv og ikke nødvendigvis de ting, der kan læses på et cv. De fleste formår at ændre retning eller justere på småting, og i snit stiger lykken, når 40’erne er overstået.”
Søren Pind er kendt for at have været politiker på sin helt egen måde. Og på samme måde er hans exit fra politik også orkestreret bemærkelsesværdigt ærligt trods de måske mere normale mekanismer, der ligger bag, mener Allan Holmgren, psykolog og adjungeret professor ved institut for ledelse, politik og filosofi på Handelshøjskolen i København (CBS).
Søren Pind har en karriere, der hæver sig langt over de fleste andre menneskers, men også han har oplevet skuffelser og er løbet ind i blindgyder, fremhæver psykologen. Eks-politikeren blev blandt andet ”degraderet” fra justits- til uddannelses- og forskningsminister ved regeringsomdannelsen i november 2016, han fik ikke jobbet som chef for Det Kongelige Teater, og han har selv forklaret, hvordan han har følt sig som en enmandshær i sit arbejde med at etablere en slags tænketank for politikudviklingen i sit parti Venstre.
”Jeg hørte ham desuden sige i’ Deadline’, at han var skuffet over, at han ikke blev udenrigsminister i 2016, og at han var sur den første dag, han var justitsminister. Det er modigt at tage sine egne fornemmelser alvorligt, og jeg mener, at han er en rollemodel på den måde: Hvis du er skuffet, så gør noget andet,” siger Allan Holmgren.
Han sammenligner situationen med strukturreformen, hvor 271 kommuner blev reduceret til 98 i 2007. Dengang blev mange kommunaldirektører tvunget ud i tilsvarende kriser, fordi deres nye stilling ikke var på niveau med den gamle.
”Når håbet sænkes i forhold til, hvad man forventer, så risikerer det hele at miste mening. Det kan sammenlignes med et barn, der er blevet lovet en ny cykel, og så får én, der er brugt. Barnet bliver skuffet. Det er et hverdagstraume, men det fine er, at Søren Pind reagerer. Han lader sig ikke slå ud og blive bitter. Det har jeg respekt for, og på den måde burde mange flere, især mænd, lytte til deres følelser og fornemmelser.”