Prøv avisen

Nadia Nadim: For mig er danskhed friheden til at være den, man er

Med en ukuelig appetit på livet og et vinderinstinkt, der er de færreste forundt, har 30-årige Nadia Nadim gjort sin baggrund og historie til den styrke, der blandt andet har betydet, at hun i dag er stjerneangriber på det danske kvindelandshold i fodbold. Foto: Emil Kastrup Andersen

Krig, flugt og en voldelig far har ikke fået fodboldstjernen Nadia Nadim ned med nakken. Med en særlig fightervilje har hun kæmpet sig til succes på grønsværen. Og så har hun brugt bøn til at bearbejde fortidens traumatiske oplevelser

Som hun sidder der i sofaen med sit lange, sorte hår slået ud, en lille, glimtende næsepiercing og en trøje, der på feminin vis tillader kig til de brune skuldre, ligger det ikke ganske ligefor, at selvsamme kvinde for snart 20 år siden kom til Danmark fra Afghanistan som et faderløst og fattigt flygtningebarn. Hun kom med sin mor og fire søstre siddende skjult i lastrummet på en lastbil, der egentlig skulle ende i England. Men i stedet viste sig at have sidste stoppested i Randers.

Med en ukuelig appetit på livet og et vinderinstinkt, der er de færreste forundt, har 30-årige Nadia Nadim gjort sin baggrund og historie til den styrke, der blandt andet har betydet, at hun i dag er stjerneangriber på det danske kvindelandshold i fodbold, professionel fodboldspiller i klubben Manchester City og snart kan skrive færdiguddannet læge på sit cv.

Netop nu er hun aktuel med sin biografi ”Nadia Nadim. Min historie”, der er skrevet af journalisten Miriam Zesler. I den kan man læse, hvordan hendes far, en højt agtet general i den afghanske hær, kunne ligge på gulvet i timevis og slås for sjov med sine piger, ligesom han var manden, der præsenterede sine døtre for fodboldspillet. Men at han ikke kun var den sjove og favnende far, bliver også klart i løbet af bogen. Han slog både sine børn og moderen, når de ikke opførte sig, som han ønskede. Han var en mand, der ”glemte at tage uniformen af”, når han kom hjem, som Nadia Nadim udtrykker det. Han blev taget til fange af Taleban og kom aldrig tilbage, så familien formoder, at han er død.

Konfronterer man hende med volden og undrer sig over, at hun har kunnet rejse sig oven på ikke blot faderens voldelige adfærd, men også hans død, krigen i Afghanistan og flugten til Danmark, er hun overraskende afklaret:

”Det er jo bare facts, at sådan har det været. Og det er også en af grundene til, at jeg skrev bogen. Bare fordi man har været igennem nogle ting, bør det ikke afgøre, hvordan ens fremtid former sig. Det er jo ens egne hænder og ens mindset, der i sidste ende bestemmer, hvor man havner henne. Jeg kunne også sidde med bøjet hoved og græde, men det gør jeg ikke. Der skal meget til at få mig ned med nakken. Jeg er ikke en ’kvitter’. Jeg formår altid at se det lyse i livet, og det har været en fordel for mig, også i forhold til fodbold. Det handler om, hvorvidt man ser glasset som halvt fyldt eller halvt tomt,” siger hun og griner højt over, at hun fik sendt den lidt halvslidte metafor af sted.

En af grundene til, at Nadia Nadim i en alder af blot 30 år har skrevet sin biografi, er, at hun gerne vil vise folk ”hele pakken”. Hun er mere end den temperamentsfulde, målfarlige angriber, der altid er klar med en frisk bemærkning. Og når man læser hendes bog, finder man da også ud af, at hun trods sit lyse sind og en gudsbenådet fightervilje ikke er fuldstændig hård som beton. Mødet med Talebans kynisme, tabet af flere familiemedlemmer samt flugten fra barndomshjemmet i Afghanistan midt i den kulsorte nat er ikke glemt. Men hun har fundet en måde at komme overens med sin barske fortid.

Som ung teenager i Danmark led hun af mareridt, der fik hende til at vågne hver nat og søge tilflugt hos moderen eller en af sine søstre. Men så lærte hun at bede – noget, hun ikke havde praktiseret, da hun og familien boede i Afghanistan. I dag er det en naturlig del af hendes liv.

”For mig har det altid været sådan, at jeg tror på Gud, og i dag prøver jeg at bede så meget som muligt, fordi det giver mig ro indeni. Særligt i perioder, hvor der sker meget omkring mig. Troen har altid været med mig og har hjulpet mig. Og når det fungerer godt for mig, hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at vi flygtede og kom til et nyt sted, at jeg begyndte at praktisere bøn. Måske handler det faktisk mere om, at jeg fandt ud af, hvem jeg var,” siger hun.

Hun er muslim, men understreger flere gange under interviewet, at hun har stor respekt for, at andre tror på noget andet end hende.

”Jeg er ikke typen, der prøver at belære andre. Det er ikke min opgave. Folk skal gøre det, der fungerer bedst for dem,” siger hun og afviser, at det skulle være svært for hende at leve som muslim i Danmark.

I sin bog skriver Nadia Nadim om, hvordan hun tager afstand fra dem, der tager islam som gidsel og bruger den som berettigelse til at udøve vold og terror. Føler hun, at hun er nødt til at tage afstand til den slags for ikke at blive slået i hartkorn med de forkerte?

”Nej, jeg er ikke nødt til noget. Jeg synes bare ikke om, at man gemmer sine intentioner bag noget andet. Som terrorister gør. Man skal huske, at det afhænger af øjnene, der ser, hvordan man tolker en tekst. Og det irriterer mig grænseløst, hvis alle bare sættes i én og samme bås.”

Selvom hun har vundet flere mesterskaber, er blevet kåret til den bedste kvindelige fodboldspiller i Danmark flere gange og sidste år vandt en sølvmedalje ved EM, er der én ting, der overstråler alt dette: Sidste år blev hun kåret som årets dansker af dagbladet Berlingske.

”Det var jo helt vildt. Den havde jeg ikke set komme, og intet kommer i nærheden af den kåring. Fordi det jo ikke bare handler om mine evner som fodboldspiller, men også om mig som menneske generelt. Jeg blev meget berørt af det. Jeg vidste godt, at jeg er forbillede for mange børn og unge på grund af mit fodboldspil, men her var det voksne mennesker, som jeg på en eller anden måde også har formået at påvirke. Det er jeg så stolt af,” siger hun og løfter på ægte fodboldspillermanér armene op over hovedet flere gange undervejs for at cementere, hvor glad den titel gjorde hende.

Og Nadia Nadim føler sig dansk. Det har hun naturligt nok ikke gjort fra starten, og slet ikke da der var problemer med at få lov til at spille på landsholdet trods det, at hun havde fået dansk statsborgerskab.

”Den dag, jeg endelig fik lov til det, følte jeg mig pludselig helt accepteret. For ja, jeg er dansk. Jeg har dansk pas og spiller på landsholdet. Så snart jeg lander i København, føler jeg mig hjemme og får ro indeni. I udlandet, når jeg spiller, er jeg også kendt som ’the danish striker’. Men det betyder ikke, at jeg har glemt mine rødder, og hvor jeg kommer fra. Det kommer jeg aldrig til, og det tror jeg også er sundt nok,” siger hun.

Nadia Nadim beskriver i sin nye bog, hvordan hun allerede fra dag ét følte sig vel modtaget i Danmark. Af alle lige fra betjenten, der tog imod dem og købte mad til dem, da moderen med sine fem døtre en tidlig morgen for 17 år siden efter en lang tur skjult i en lastbil henvendte sig på politistationen i Randers. Og til de trænere, der op gennem årene har støttet hende og troet på hendes talent.

Selv er hun ikke i tvivl om svaret, da hun bliver spurgt om, hvad danskhed er for en størrelse. For det har de mennesker, hun har mødt på sin vej i Danmark, lært hende gennem det gode eksempel.

”Danskhed er tolerance og accept – det lærte jeg lige fra starten, da jeg kom og bare var 12-13 år. Og så er det friheden til at være den, man er – det er også en del af det at være dansker. Man kunne også sige mange overfladiske ting om tøjet og maden, men det er jo ikke kernen,” siger hun.

Selvom Nadia Nadim er faldet godt til i Danmark, har der også været udfordringer ved at vokse op her. Heldigvis ikke så meget i forhold til racisme fra etniske danskere – mere i forhold til at leve op til de traditionelle normer, der gælder i dele af den muslimske kultur, hvor hun også har sine rødder. Særligt i moderens omgangskreds var der i en årrække en vis uforståenhed over for, at den sportsglade pige brugte så meget tid på at spille fodbold, var helt kortklippet og yndede at gå rundt i en fodboldtrøje fundet i en genbrugsbutik.

I mange år har hun også måttet svare på spørgsmål om, hvorvidt hun ikke snart skulle forloves. Hele tiden har hendes mor dog bakket hende op. Men indimellem har Nadia Nadim også måttet tage hensyn. Hun har for eksempel måttet undlade at gøre sig alt for bemærket med fodbolden, når moderens bekendte kom forbi pladsen, hvor hun og vennerne spillede fodbold.

”Jeg forstår hende jo godt. Jeg kan godt se, hvilket pres og hvilke forventninger hun er udsat for. Jeg kan også selv genkende det med at stå i situationer, hvor man er splittet og i tvivl om, hvad der er det rigtige lige her. Men ting tager tid, og man kan ikke ændre noget over en nat,” siger hun og hentyder til den mere konservative opfattelse af, hvad en afghansk, muslimsk kvinde bør være.

Nadia Nadim har da også selv været udsat for et decideret ”ægteskabstilbud” på en ferie til Spanien, hvor en ung bejler fra en anden afghansk familie gjorde kur til hende. Nadia Nadim havde imidlertid luret intentionerne inden afrejse og fik på venlig vis afvist ungersvenden. Efterfølgende måtte hun dog forsikre den håbefulde unge mand om, at det hverken skyldtes, at hun var forelsket i en anden, var til piger, eller at der var noget i vejen med ham. Heldigvis forstod moderen, og Nadia Nadim griner højt, da hun bliver spurgt, om hun selv skal vælge sin fremtidige ægtefælle.

”Haha, skal jeg selv vælge min mand, spørger du? Ja, jeg skal vælge min mand selv. Jeg vælger alt selv,” siger hun selvsikkert.

Lige nu er fodbolden det, som det meste af Nadia Nadims liv roterer rundt om. Hun drømmer om, at hun og landsholdet kvalificerer sig til VM i Frankrig 2019. Derefter er det uvist, hvad fremtiden skal bringe. Men vi bliver næppe vidner til en aldersrekord på landsholdet fra hendes side. For hun har også ambitioner på et andet område. Snart er hun færdiguddannet læge og drømmer om en fremtid inden for kirurgi. Og kan hun komme ud at rejse med Læger uden Grænser, vil en stor drøm gå i opfyldelse.

”Jeg spiller fodbold for min egen skyld. Fordi det gør mig glad. Men jeg har kapacitet og evner til at udrette mere, og jeg vil gerne gøre en forskel i andre menneskers liv, som jeg har oplevet, at nogen har gjort det i mit,” siger hun.

Og der er ingen falsk beskedenhed og jantelovsknæfald, når hun mener sig i stand til at gøre netop den forskel, hun drømmer om.

”Jeg håber, at jeg fagligt og karrieremæssigt en dag kan se tilbage på mit liv og se, at jeg gjorde en forskel og fik en masse oplevelser. Og hvorfor så lige læge? Fordi jeg kan. Hvorfor ikke, når jeg har evnerne?”.

Foto: Emil Kastrup Andersen

Jeg spiller fodbold for min egen skyld. Fordi det gør mig glad. Men jeg har kapacitet og evner til at udrette mere, og jeg vil gerne gøre en forskel i andre menneskers liv, som jeg har oplevet, at nogen har gjort det i mit.