Prøv avisen

Anne-Cathrine Riebnitzsky: For mig er tilgivelse mest af alt en beslutning

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky bor ved Veksø Sjælland i et bakket, frodigt landskab. Få skridt fra hoveddøren vokser ramsløg. På denne tid af året plukker hun dagligt forsyninger. – Foto: Leif Tuxen

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzskys far var på mange måder en tyran. Efter hans død mærkede hun, at der var noget, som murrede. En skærtorsdag knælede hun ved alteret med et fotografi af faderen i hånden

En skikkelse står ved døren og vinker. Det er forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun ved, at huset ved Veksø Sjælland ikke er helt let at finde i det grønne, bakkede landskab, så hun gik ud, da hun hørte bilen. Nær døren risler en bæk. Bukker man sig ved bækken, ser man et tæppe af ramsløg. Inden det bliver aften, vil Anne-Cathrine Riebnitzsky plukke friske forsyninger til madlavningen.

Men nu skal vi ind. Vi skal tale om påske, og det første, man ser, når man træder ind i hendes store, lyse arbejdsværelse, er en korsformet ikon. Hun løfter den ned og viser, hvordan ikonmaleren bagpå har skrevet ”påske”. Ikonen minder Riebnitzsky om sin egen påskeberetning, som vi vender tilbage til senere. Først skal vi tilbage til den gård ved Faaborg, hvor Anne-Cathrine Riebnitzsky voksede op og tidligt blev åndeligt søgende.

Hun vil være kendt af avisens læsere som klummeskribent, men mange forbinder også hendes navn med bogen ”Forbandede yngel”. Romanen, der gav hende De Gyldne Laurbær, er skrevet på nogle af erindringerne fra opvæksten i et hjem præget af utryghed. Økonomien var presset som på så mange andre gårde. Forældrene var stjerner, når den lokale dilettant blev opført, men hendes far var også en tyran. Hendes mor kunne meget, men kæmpede tit med at finde lysten til livet.

Sin første samtale om Gud havde hun med sin mor. Det var første gang, Anne-Cathrine Riebnitzsky var sig bevidst, at hun så en regnbue.

”Den dag fortalte min mor mig historien om Noas ark. Jeg var vitterlig ikke ret gammel, så det gav total mening for mig, da hun forklarede mig, at dette fantastiske fænomen på himlen var noget, Gud havde lavet. Ellers var Gud ikke en skikkelse i mit barndomshjem, men jeg blev tidligt åndeligt søgende. Jeg tænkte vildt meget og var barn i et hjem, hvor jeg var nødt til at vokse hurtigt op.”

Et af tankestederne var halmloftet, hvor hun grublede over meningen med livet. Hun var omkring 10 år, da hun konkluderede, at meningen med tilværelsen var at være lykkelig. Spørgsmålet var, hvordan nåede man frem til det?

”Der opstod en søgen i mig efter noget større, måske fordi det til tider slet ikke gav mening for mig at være i det her hjem. Der kunne være betydningsfulde øjeblikke, hvor jeg var meget glad og lykkelig, men hvordan fik jeg skabt noget mere af det? Jeg spekulerede over, om der var nogen, som kunne hjælpe mig, og på den måde var der en henvendelse i mig til noget, som var større.”

Hun gennemgik trofast de postordrekataloger, familien modtog. I de farvestrålende kataloger fandt hun tilbud på bøger om astrologi, krystaller og mystik. Hun bestilte og læste mange af bøgerne, og på et tidspunkt fik hun også lagt sit horoskop.

”Jeg tror, jeg havde et behov for at finde ud af, hvem jeg var, og samtidig var jeg optaget af, om der var et håb eller en anvisning af, at der var noget, jeg kunne. I astrologien var der nogen, som sagde noget, som passede på mig. Det var ikke noget, jeg talte med mine forældre om, for det var ikke min fornemmelse, at der ville være overskud til at høre på mig.”

I dag finder hun det tankevækkende, at hun kunne være så søgende og samtidig ikke overveje at opsøge kirken. Som de fleste af hendes jævnaldrende blev hun konfirmeret. Hun husker ikke så meget fra den tid, men hendes konfirmationsord står klart: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig”.

”For mig var der både trøst og styrke i de ord, men jeg læste noget forkert ind i ordene. Jeg vidste godt, at de betød, at ingen skal komme til Gud andet end ved Jesus. For mig rummede ordene et løfte om, at der var et korn af storhed i mig. Jeg tog dem til mig som en opmuntring.”

Efter et år som udvekslingsstudent i Spanien begyndte hun på gymnasiet, alt mens hendes optagethed af mystikkens univers fortsatte. Som 19-årig blev hun student fra Faaborg Gymnasium med det højeste snit blandt de sproglige studenter på årgangen, og der var en udtalt forventning om, at hun skulle bruge sin studentereksamen til at tage en universitetsgrad. Men hun havde andre planer. Hun flyttede til København, hvor hun blev elev på Den Danske Healerskole, som var et sted, hvor hun kunne fordybe sig i en åndelig verden.

”Jeg havde nogle erfaringer af en altomsluttende tilstedeværelse og en meget stor kærlighed, som gav mig en fornemmelse af latter, overskud og glæde i en særlig grad. Jeg gik længe og søgte og tænkte over, hvad det var. Kunne jeg finde det igen?”.

I 1995 begyndte hun at læse teologi på Københavns Universitet, for hun ville gerne kunne læse Bibelen på originalsproget. Hun kastede sig over oldgræsk, latin og filosofikum. I omtrent samme periode gik det op for hende, at ikke alt i den åndelige verden var lige godt.

”På Den Danske Healerskole mødte jeg mennesker, som var tydeligt psykisk forstyrrede, og jeg så, hvordan det at følge en form for åndelig vejledning kunne gå rigtig galt. Jeg fandt ud af, at der findes en form for ondskab i den åndelige verden, som kan få mennesker til at gå til grunde. Jeg havde nogle bekendte, som viste sig at være kristne, og de bad for mig, uden jeg vidste det.”

Vennerne, som viste sig at være fra Syvende Dags Adventistkirken, inviterede hende med i kirke. I adventistkirken fik hun kontakt til en ungdomspræst.

”På Den Danske Healerskole havde jeg fået en vis forskrækkelse over det åndelige, så jeg lukkede af for det, men det gjorde mig ulykkelig. Jeg manglede noget i mit liv. Jeg havde en god snak med ungdomspræsten. Han sagde, at jeg ikke kunne leve uden at have en åndelig forbindelse, og han tilbød at bede for mig, så jeg kunne modtage Helligånden. Han bad for mig, og jeg kunne mærke det.”

”Skulle jeg have Helligånden ombord, skulle det adskille sig fra de forskellige former for syner og fornemmelser, jeg tidligere havde haft. Det her var bare anderledes. Der er nogen, som siger, at Helligånden er en gentleman. Det kan jeg skrive under på. Helligånden råber ikke og presser sig ikke på.”

Anne-Cathrine Riebnitzsky blev døbt i Adventistkirken, da hun var 23 år, og for Riebnitzsky står ungdomspræstens forbøn som vendepunktet.

”Helligånden har stor daglig betydning for mig. Helligånden er den rolige, kyndige forbindelse, vi har lov til at have. Jeg kan være et sted, hvor jeg føler mig godt vejledt og taget hånd om. Gud findes, og han taler også inde i mig.”

I dag er hun medlem af folkekirken og har det godt med det. Hun bliver jævnligt inviteret ud i kirker og sognegårde som taler, men det er sjældent, at hun går til højmesse, for det er ofte svært at få til at passe ind. Da hun var sprogofficer ved den danske ambassade i Moskva, fandt hun en inspiration, som sammen med bøn og bibel blev vigtig for hendes liv som kristen. En dag sad hun i vagtstuen og så fjernsyn. Hun zappede til en kanal, hvor den amerikanske præst og forfatter Joyce Meyer talte. Riebnitzsky blev optaget af Meyer, som er en institution i amerikansk kirkeliv.

”Joyce Meyer er god til at formidle nogle af levereglerne fra Bibelen og få dem til at give mening i en moderne hverdag. Hendes undervisning giver så god mening for mig.”

Anne-Cathrine Riebnitzsky har læst flere af Joyce Meyers bøger. Hun vender tit tilbage til bogen ”In Pursuit of Peace” (Jagten på fred) og gør sig notater. Der går stort set ikke en dag, uden Anne-Cathrine Riebnitzsky lytter til Joyce Meyers undervisning eller læser i en af Meyers bøger. I perioderne i Afghanistan fulgte hun også Meyers undervisning.

Nu er vi fremme ved ikonen på væggen. Anne-Cathrine Riebnitzskys egen påskeberetning. I efteråret 2007 døde hendes far 85 år gammel.

Det var mens hun var udsendt til Afghanistan. Da hun vendte hjem fra udstationeringen, mærkede hun, at der var noget, som murrede i hende efter faderens død.

”Min far var en tyran, og vi lå meget under for den stemning, som var i hjemmet. De sidste år var han dement, hvilket blev en lettelse, for som dement var han sød, mild og venlig, men også sådan lidt uden mål. Hans død var egentlig en lettelse for os alle, men da jeg kom hjem fra Afghanistan, kunne jeg mærke, at jeg bar på et nag til min far.”

Dengang boede hun nabo til Stefanskirken på Nørrebro i København. Når hun sad i sin stue, kunne hun høre kirkeklokkerne.

”Mens klokkerne ringede skærtorsdag, sad jeg i lejligheden og knugede et sort-hvidt foto af min far, mens jeg tudede. Der var virkelig noget på færde, og jeg vidste, at jeg skulle ned i kirken. Jeg nåede ned og satte mig, mens jeg tænkte på de mange ting, min far havde gjort, som havde gjort tingene vanskelige for os andre; ja, måske også ham selv. Jeg mindedes de hårde ting i ham, overvejede, hvor de kom fra, og jeg tænkte på, at det var på tide at give slip.”

Hun gik til nadver med fotografiet af faderen i den ene hånd. Hun husker, hvordan flere kirkegængere så på hende med omsorg og bekymring, fordi hendes tårer løb, mens hun knælede.

”For mig er tilgivelse mest af alt en beslutning. Følelserne kan være lidt tid om at komme. Nogle tror, at man skal føle tilgivelsen. Det skal man ikke. Den dag i kirken traf jeg beslutningen om at tilgive min far, og det gjorde påsken meget fin og ren for mig. Min far var død et halvt år tidligere, men det havde ikke nogen betydning i forhold til tilgivelsen. Det, der skete i kirken den dag, var noget, der ligger mellem Gud og mig.”

Da hun gik ud af kirken, så hun den ikon, som nu hænger på væggen i arbejdsværelset. Den er malet af Lis Jacoba Dømmestrup. Den påske var hun flere gange tilbage i kirken, hvor hun så på ikonen, som gengiver påskens højtidsdage i fem mindre motiver. Det blev magtpåliggende for hende at købe den.

”Jeg følte mig så lettet, da jeg gik fra kirke den dag. At jeg har tilgivet, betyder ikke, at hvad min far har gjort, er okay, men havde jeg ikke tilgivet, skulle jeg bære nag, være vred og bitter. Jeg valgte, at jeg ikke ville ofre flere negative tanker på ham. Nogle gange kan der dukke noget op, men så ser jeg på det som en brændende pind, som jeg hurtigt kaster fra mig.”

”I en lang periode tænkte jeg, at Gud ikke havde givet mig en god start på livet, og jeg bad om, at han kunne give mig en bedre slutning. I dag oplever jeg, at Gud på alle måder har genoprettet så meget af det, jeg ikke fik i min barndom.”

212533655
Anne Cathrine Riebnitzsky Foto: Leif Tuxen
Ikonen minder Anne-Cathrine Riebnitzsky om den dag, hun tilgav sin far. –