Min ægtefælle er dement. Må jeg indlede et nyt forhold?

Hustruen lever stadig, men bor på plejehjem og er langt væk i demensens tåger. Det skaber et dilemma for ægtefællen, der savner en partner

"Jeg er jo stadig gift, men i realiteten har jeg ikke nogen kone," skriver Troels.
"Jeg er jo stadig gift, men i realiteten har jeg ikke nogen kone," skriver Troels. Foto: Sven Mieke/Unsplash

Kære brevkasse

Jeg er en gift mand, som gennem de senere år har passet min syge hustru, der i de seneste par år har siddet i kørestol. Hun kan intet selv og er svært dement efter en stor blodprop i hjernen. De sidste tre år har hun på en måde ikke været min hustru, men i stedet en kolossal stor arbejdsopgave døgnet rundt. For et halvt år siden måtte jeg opgive pasningen, og da hun kom på plejehjem, var det en stor lettelse.

Nu er det, at savnet efter tosomheden melder sig, savnet efter at holde i hånd, en at tale fortroligt med. Og så opstår dilemmaet. Hvis jeg nu mødte en kvinde, og vi blev glade for hinanden, kunne jeg så tillade mig at indlede et forhold? Jeg er jo stadig gift, men i realiteten har jeg ikke nogen kone.

Venlig hilsen

Troels

Kære Troels

Tak for dit brev, som rejser et meget vanskeligt spørgsmål. Det er svært at komme med enkle, klare svar, men vi vil forsøge i vores respons til dig at ridse nogle punkter op, som man skal overveje grundigt, uanset hvad man vælger.

Men allerførst har vi lyst til at sige til dig, at det er en hård post, du har været på. Når man får en ægtefælle, der pludseligt eller over længere tid udvikler svær demens, mister man jo det menneske, som man har kendt og har levet sammen med, højst sandsynligt i mange år, og i tillæg kommer en enorm stor arbejdsopgave, døgnet rundt som du siger. Du må have været meget slidt eller udslidt, da din kone kom på plejehjem. Vi kan også godt forstå, at savnet efter at være to opstår nu, hvor du bor alene og har været igennem et fysisk og psykisk maratonløb.

Alvorlig, svær demens gør jo, at det menneske, der var engang, ikke er der mere. Demensen kan være så udtalt, at der ikke er sprog eller nogen genkendelse overhovedet tilbage, mens det måske kun er de biologiske grundfunktioner, som fortsat fungerer i et eller andet omfang. Hvis et sådant menneske havde levet for 100 år siden, ville den fysiske død efter al sandsynlighed være indtruffet meget tidligere i forløbet, fordi man ikke dengang havde nogen som helst behandlingsmuligheder undervejs i demensens udvikling. Behandling og støttefunktioner er heldigvis bedre i vores tid. Men det betyder også, at en eventuel ægtefælle ofte lever i en slags mellemposition i meget lang tid og kommer i enkestand senere end for en del år tilbage.

Tidspunktet, hvor den svært demente dør i psykisk forstand fortoner sig til en langsom og uklar tidsperiode og uden en konkret dato. Man mister sin ægtefælle uden at miste sin ægtefælle.

Hvis du skulle møde en ny kvinde i dit liv, er der mange forhold, der gør sig gældende. Hvis du indledte et forhold til hende, mens din kone var rask eller var i stand til at kende dig og kommunikere med dig, så ville det være en vej, der for de allerfleste betyder utroskab. Og din kone ville sikkert blive både ked af det, såret og vred – med god grund.

I den situation, som din hustru er i nu, går vi ud fra, at hendes demens er så fremskreden, at hendes jeg-bevidsthed er borte.

Der vil hun ikke være i stand til at forholde sig til det. Hun ville heller ikke kunne registrere det, uanset hvor meget du fortalte og forklarede hende om din situation. Hun ville således ikke på nogen måde blive følelsesmæssigt eller personligt ”ramt”.

Alligevel oplever du – og mange andre end dig i lignende situationer – et meget stort etisk dilemma. Det trænger sig på, fordi I måske har haft rigtig mange år sammen og måske har voksne børn og børnebørn. Og så kan det være, at ordene om trofasthed, til døden skiller jer ad, fortsat klinger i dit indre.

Der er også omgivelsernes følelser og reaktion at tænke på. Et menneske er ikke en øde ø uafhængig af sine relationer. Vi ved ikke, om I har børn sammen. Men i så fald vil de sikkert også have følelser og tanker omkring disse ting. Hvis der er flere voksne børn, er det ikke engang sikkert, at de har det ens. Men tematikken er under alle omstændigheder værd at snakke med sine voksne børn om, især hvis man på forhånd har et godt og fortroligt forhold til hinanden.

Måske skulle du, inden du møder en anden, lytte til, hvilke overvejelser børnene ville gøre sig, hvis situationen opstod. Ikke fordi de skal bestemme dine fremtidige valg, men i respekt for dem og deres følelser for deres mor. Man vil sikkert også skulle møde andre omgivelsers tanker og bedømmelse, eventuelt forargelse. Så disse ting skal man også tænke igennem – om man kan leve med disse forskellige reaktioner. Måske er der venner, som I har haft igennem det meste af jeres liv, som vil være uforstående, og det skal man også kunne se i øjnene.

Hvis du skulle gifte dig igen, skal du jo formelt igennem en skilsmisse. Det er nok ikke så enkelt at tage et sådant skridt.

Selvom din kone heller ikke her vil blive ramt af det, så kan dine egne følelser rammes, og du kan føle, at du går imod dine oprindelige værdier. Og går man den vej, skal man leve med det efterfølgende, både over for sig selv og omgivelserne.

Man kunne måske forestille sig, at I fandt en mellemvej, hvis der dukkede en kvinde op på din vej, således at du ikke indgik i et regulært parforhold, og at I ikke flyttede sammen eller blev gift. Men at I begyndte langsomt og roligt med at opbygge et venskab, hvor I kunne snakke sammen, lære hinanden at kende, tage på ture sammen, dele kulturelle oplevelser, eller hvad I nu måtte have interesse for.

Meget svært demente mennesker plejer ikke at leve så længe. Måske kunne du i den tid, din kone fortsat lever, finde et menneske, som du kunne opbygge et venskab med. Og når du så bliver enkemand, har du ud fra det kendskab, som du har opbygget med den anden, et godt grundlag for at tage stilling til, om du er parat til at opbygge et parforhold og en fælles fremtid sammen.

Det er ikke en dårlig idé at bruge god tid på at lære hinanden at kende – også i moden alder.

Vi har en del erfaringer med, at ikke mindst mænd, der mister deres kone, ofte meget hurtigt finder en ny.

Baggrunden er forståelig, fordi specielt mænd ikke trives alene.

Desværre opdager de nogle gange og til fortrydelse, at valget blev taget mere på grund af deres egen ensomhedsfølelse end på et godt kendskab til den anden.

Alvorlige etiske dilemmaer kan man godt drøfte med andre, og man kan lytte til de overvejelser og tanker, som kommer frem, men i sidste ende skal man selv tage valget og kunne leve godt med det valg med sig selv, sin Gud og sin næste.

Vi håber, du på den lange bane igen må møde et sødt og godt menneske, som du kan dele liv med, og som du også kan have det godt med sammen med eventuelle børn og børnebørn og gamle venner.

Mange hilsener