Prøv avisen
Mig og mit elevfællesskab

70-årige Karen: Min arbejdsplads kom til at forme mit sociale liv

De begyndte som elever på Frederiksberg Hospital for snart 50 år siden, og siden har de holdt sammen og delt mange af livets største begivenheder. Billedet her er taget til et ”fyraftensmøde” i februar 2018, og det er Karen Høxbroe forrest i midten med mørkt hår og briller. – Privatfoto.

Da 70-årige Karen Høxbroe fik sine første elev-kolleger på Frederiksberg Hospital for 50 år siden, fik hun også venner, som siden har været afgørende i livet

Jeg var den første i vores gruppe, der begyndte som laborantelev på Frederiksberg Hospitals klinisk kemiske afdeling. Det var i 1968, og jeg var 20 år. En efter en kom de andre, som jeg jo ikke kendte på forhånd, men som stadig i dag er nogle af de vigtigste mennesker i mit liv. Ud over min familie er det dem, der har kendt mig længst.

Vi var alle uddannet hospitalslaboranter. I dag kaldes det bioanalytiker, men de laver præcis det samme, som vi gjorde, nemlig primært analyser af blodprøver. Det var et dejligt job, og fællesskabet var fremragende. Jeg blev der i 43 år, og det er mindst halvdelen i vores gruppe, der har haft 40-årsjubilæum. Det var simpelthen jordens bedste arbejdsplads.

En dag var der en, som fandt på, at vi skulle spise fredagssnegle sammen, og så lavede vi en snegleklub. Alting var mere hierarkisk dengang, så læger, laboranter og elever sad hver for sig, og derfor var det helt naturligt, at det var os elever, der fandt sammen. Hurtigt var vi 10, og så lavede vi en liste over, hvem der skulle tage snegle med hvornår, og i tepausen hver fredag åd vi løs.

Med tiden aftalte vi også at spise frokost sammen. Vi skiftedes til at betale kaffen og talte om løst og fast. Og de samtaler fortsatte vi gerne på de lange nattevagter, hvor der var tid til at tale ud.

Det blev også til fyraftensmøder, og lige så stille blev vi ret involveret i hinandens liv og begyndte at se hinanden uden for arbejdet til julefrokoster, sommerfester og ture i sommerhus med vores familier. Vi har hjulpet hinanden med runde fødselsdage, børnenes konfirmationer, bryllupper og barnedåb. Og da børnene var flyttet hjemmefra, oprettede vi en rejseklub, som vi indbetalte til hver måned og brugte på at tage til Prag, Rom, Barcelona – og hvad vi nu ellers fandt på.

I det hele taget har vi levet det meste af vores liv sammen. Vi har grinet og grædt og lyttet og støttet hinanden i alt fra de største øjeblikke til de begravelser, der desværre også har været. Jeg tror, vores fællesskab er blevet så stærkt, fordi vi ligner hinanden ret meget. Vi har samme uddannelse og samme normer for, hvordan tingene skal være, så det har altid været meget nemt at finde hen til hyggen og latteren. Selv nu efter 50 års venskab. Og så har vi selvfølgelig delt arbejdsplads og formentlig været mere sammen med hinanden end med vores familier gennem årene. På den måde er det naturligt, at vi er blevet hinandens fortrolige og har brugt hinanden meget i vores liv.

Fællesskabet er blevet udvidet og har knopskudt undervejs. Kernen mødes fast hver anden måned – vi kalder det i øvrigt stadig fyraftensmøder, selvom vi for længst er pensionerede – men der er også biografture, museumsbesøg og spisearrangementer. Når vi er flest, er vi cirka 30 fra min gamle arbejdsplads, der ses, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske er del af en arbejdspladskultur, der er gået tabt. Vi blev jo alle sammen hængende, og vi dyrkede virkelig det fællesskab, vi havde.

I år er det 50 år siden min første arbejdsdag på hospitalet. Tænk, hvad det kom til at betyde for mit liv.