Dette interview blev oprindelig bragt den 6. april 2019.
May el-Toukhy kommer cyklende på sin Christiania-cykel fra Østerbro i København. Hjemmevant styrer hun det tunge køretøj ind gennem jernporten hos Nordisk Film i Valby. Hun er letgenkendelig. Et sort brus af krøller, kridhvide tænder, markeret ansigt, brune øjne, høj latter.
Vi begiver os ind i kantinen, hvor filminstruktøren næsten ikke kan nå hen til kartoffelæggekagen og det bugnende salatbord. Hun må kramme sig frem. Fra favn til favn og i byger af lovord fra kolleger efter premieren på ”Dronningen”. En film, der er modtaget med så mange stjerner og hjerter, at det er svært at komme i tanke om noget lignende i nyere dansk film.
Hele pladen fuld.
Seks stjerner i Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Filmland og Ekko og seks hjerter i Politiken. I Kristeligt Dagblad var der også lutter ros og fem stjerner til ”Dronningen” med Trine Dyrholm i titelrollen, som forfører sin 17-årige stedsøn.
Lidt for kinky? Netop den tanke kan man ikke lade være med at have på forhånd. Men mistanken om spekulation i sex forsvinder, når man bevæger sig ind i filmen.
Der er mange eksplicitte sexscener i ”Dronningen”. Intet er fejet ind under madrassen. Ja, selv Trine Dyrholms let rynkede maveskind stilles til skue.
Men der er mange lag i den: moralske dilemmaer, karriere, ensomhed, retfærdighed, kynisme, magtspil, familierelationer. Menneskelige problemer, som optager instruktøren.
Efter at vi har vandret gennem en espalier af ros fra kollegerne i kantinen, går vi op ad en bagtrappe til May el-Toukhys lillebitte kontor, der står i grel modsætning til den 41-årige instruktørs nyvundne stjernestatus. Siden ”Dronningen” vandt publikumsprisen på Sundance Film Festivalen i USA, erobrede tre priser på Gøteborg Filmfestival og en i Hongkong, er det strømmet ind med tilbud fra hele verden.
Vi spiser vores frokost ved verdens mindste spisebord på størrelse med en familiepizza, mens May el-Toukhy fortæller.
”Jeg er ikke specielt optaget af sex på film. Og jeg er slet ikke interesseret i at være kontroversiel. Men jeg havde lyst til at være kompromisløs og konsekvent. På mange film oplever man jo kun optakten til sex, men ikke selve akten. Når publikum ser ’Dronningen’, tror jeg, at mange i begyndelsen ubevidst hepper lidt på, at Trine Dyrholms karakter og hendes stedsøn får hinanden – selvom det måske er moralsk anstødeligt.”
”Når det så endelig sker, er det med stor brutalitet og uoverskuelige konsekvenser til følge, og det tror jeg gør, at man som tilskuer føler sig medskyldig. Det er også meningen. Jeg vil gerne have, at publikum føler, at de selv har været i deres drifters vold, når de har set filmen,” fortæller May el-Toukhy.
”Sexscenerne skulle fra begyndelsen ikke være romantiske. Men portrættere menneskedyret. Der er jo noget enormt dyrisk over sexakten. Sex kan være voldsomt og beskidt.”
Naturen spiller en stærk rolle i filmen. Og for May el-Toukhy personligt. Hovedpersonen Anne og hendes pæne overklassefamilie bor lige ud til en skov. Anne er en succesfuld advokat, som i kraft af hårdt arbejde og et glødende engagement er kravlet op i samfundet til kæmpe villa, sympatisk lægemand og kønne tvillinger med fletninger. Så dukker stedsønnen op og sætter ild i arbejdsnarkomanen.
”Vi er nede i ursuppen. Anne er styret af noget animalsk. Det er, som hun lader sig føre med. Jeg er ret fascineret af, at vi mennesker er dyr. Avancerede dyr. Vi er ikke fysisk stærke, men kloge. Kloge nok til for det meste ikke at blive trampet ned af en elefant eller bidt af en slange. Jeg er fascineret af, at vi er menneskedyr, som har civiliseret os selv. Vi har lavet nogle regler, som vi håndhæver kollektivt. De er skabt, for at vi kan beskytte hinanden, men også for at beskytte os mod os selv. Men indimellem sker det, at vi lader os føre med og slipper grebet.”
”Vi har skabt en verden, hvor det dyriske skal have så lidt plads som muligt. Ellers ville vi gå rundt og slå hinanden ihjel, når vi føler os truet. Eller dyrke sex med nogen, som vi ikke skulle være sammen med. Det er tegn på, at vi er civiliserede. Vi vil det gode. Men vi er også dyr.”
”Min film handler meget om magt. På enhver arbejdsplads og blandt alle mennesker er der altid nogle magtstrukturer. Der er et stort ansvar forbundet med at have magt. Har man indflydelse, er det næsten umuligt ikke at blive forført eller korrumperet af sin egen magt. Så der ligger også en samfundskritik i min film.”
Uden sammenligning i øvrigt er det kvinderne, som sidder på magten i May el-Toukhys store egyptiske familie, fortæller hun. Men de ”hersker” med noget større mildhed end ”dronning” Dyrholm.
May el-Toukhys far stammer fra Kairo. Han døde for 11 år siden, men hans fire søstre og en bror lever stadig, og May el-Toukhy er tæt knyttet til familien i Egypten, ”som er meget domineret af kvinder. De er de rene matriarker,” fortæller hun.
Filminstruktøren er vokset op i en stor familie i Herlev med fire brødre. Faderen var it-specialist og moderen sagsbehandler i boligforeningen KAB.
”Jeg har fire fantastisk begavede, sjove og omsorgsfulde brødre. Jeg var eneste pige i familien, og det har gjort mig god til at arbejde i filmbranchen, som er fuld af mænd,” siger May el-Toukhy og griner.
De fire brødre har hærdet hende. De spændte ben og sagde bøh i mørket. Familien er tosset med fodbold. Og med kunst og kreative gøremål.
”Min mor er enormt god til at sy. Hun har et kreativt gen. Min far havde også en stor skabertrang og et utroligt æstetisk blik. Vi havde ikke ret mange penge. Men han var god til at indrette og finde smukke ting på loppemarkeder. Begge mine forældre har givet mig en kærlighed til at udtrykke mig kreativt, og de har givet mig respekt for kunst,” fortæller hun.
May el-Toukhy fik lov til at låne faderens videokamera. Hun lavede små film. Hun spillede tenorsaxofon og elskede at spille teater. Ud over Filmskolen har hun også en uddannelse fra produktionslinjen på Statens Teaterskole, og det har givet el-Toukhy et helt særligt perspektiv som filminstruktør.
Hun fortæller, at især faderen var optaget af, at hun skulle være arbejdsom.
”Jeg er opdraget til at være pligtopfyldende og taknemlig for det, jeg har. Jeg kommer ikke fra en intellektuel familie. Men begge mine forældre er meget vidende, belæste og interesseret i kunst.”
”Far stillede høje krav til skolegangen. Det var vigtigt, at jeg fik en uddannelse. Så jeg kunne blive uafhængig af systemet og klare mig selv.”
”Min far var meget bekymret for, at jeg skulle blive stigmatiseret på grund af min etniske baggrund. Og selvfølgelig har jeg oplevet at blive mødt med fordomme. Men det har aldrig slukket min sult efter at opnå dét, jeg gerne ville. I mit fag bliver det hilst velkommen, at man afviger fra normen og har et andet blik på verden. Hvad enten man er vokset op på en gård i Nordjylland eller i et hippiekollektiv. Uanset hvilken baggrund du kommer fra, er der plads til dig i filmbranchen. Så længe du er villig til at arbejde hårdt.”
May el-Tokhy mener selv, at hendes familiebaggrund har gjort hende ”enormt god til at afkode et rum, fordi jeg har været vant til at placere mig lidt uden for fællesskabet”.
Indimellem er det svært at skræve over kulturkløften mellem en rettroende muslimsk familie i Kairo til et frisindet filmmiljø i Danmark. Men May el-Toukhy har valgt at se det som en fordel:
”Jeg har en dobbelt identitet – en egyptisk og en dansk. Jeg er en del af en anden kultur, hvor familiestrukturen er anderledes end den danske. I Egypten har man et ansvar for sine forældre på en anden måde end i Danmark. Det har påvirket mig meget. Jeg kunne godt forestille mig at bo sammen med min mor, når hun bliver gammel, fordi jeg har et ansvar for hende. Det er ikke noget, jeg er blevet pålagt. Men sådan fungerer det bare i Egypten. Derfor er det også blevet en del af mig.”
”Jeg er delt mellem to kulturer. Jeg kan både være en del af fællesskabet og betragte det udefra. Det giver en eksistentiel ensomhed. Da jeg var ung, forsøgte jeg at flygte fra den. Men med alderen har jeg lært at omfavne ensomheden og bruge den i mit arbejde.”
May el-Toukhys familie i Kairo er muslimer. Nogle af dem ortodokse. De beder fem gange om dagen, men de fleste er ”kulturmuslimer, som mange danskere er kulturkristne”, forklarer hun.
Faderen var ateist, og det samme er May el-Toukhy.
”Men jeg har familie, som er troende. Jeg har altid haft en bevidsthed om, at der potentielt findes noget, som er større end os. Jeg betragter mig som et spirituelt menneske. Og jeg er opdraget til at have respekt for andres religion.”
”Jeg er meget taknemlig over, hvor privilegeret, jeg er. Jeg tror, der er meget held og tilfældighed i tilværelsen. Jeg kalder det skæbne. Er der noget, som ikke lykkes, og jeg er ked af det, er der et sted inden i mig selv, hvor jeg søger trøst. Et spirituelt sted. Muslimer siger, at ting sker takket være Gud. Jeg kalder det skæbne.”
May el-Toukhy lever et moderne liv som en del af den kreative klasse. Ganske anderledes end sin muslimske familie i Kairo. Hun er kæreste med filmproducer Mikael Rieks efter at være blevet skilt fra skuespiller og forfatter Hassan Preisler.
På spørgsmålet om, hvordan det harmonerer med den muslimske families moralprincipper, svarer hun:
”Jeg kommer fra en matriarkalsk familie. Vi gør, hvad vi har lyst til.”
May el-Toukhy ler.
May el-Toukhy instruerede to afsnit af tv-serien ”Herrens Veje”. Den opgave var hun meget begejstret for og sagde straks ja.
”Tro fylder meget i min familie og mit liv. Selvom jeg ikke selv tror på Gud. For mig var det interessant og genkendeligt at træde ind i en præstefamilie. I et univers, hvor åndelighed og kontakt med Gud er noget reelt. På den måde blev jeg selv meget klogere. Jeg læste bibeltekster og satte mig grundigt ind i højtiderne, fordi det var pinse i et af mine afsnit. Det var vanvittig spændende at lave research og få udvidet min viden om kristendommen.”
Hvorfor er du ikke selv troende?
”I krisesituationer kan det være svært at bære byrden og håndtere smerten. Der ville jeg ønske, at jeg var troende. Men jeg har et sted i mig selv, hvor jeg søger trøst. Det er vel en form for gud. Jeg har bare ikke brug for at kalde det Gud.”