Min bedstefar har overvintret - men hav ikke ondt af ham

Journalist Freja Bech-Jessens farfar har ikke været uden for en dør i et helt vinterhalvår, men livet på 64 kvadratmeter har hverken været småt eller sølle

Journalist Freja Bech-Jessens bedstefar har ikke været uden for en dør hele vinteren. Men nu kommer foråret. Her står han foran sin nyetablerede altan.
Journalist Freja Bech-Jessens bedstefar har ikke været uden for en dør hele vinteren. Men nu kommer foråret. Her står han foran sin nyetablerede altan. . Foto: privat/Anders Legarth Schmidt.

Min bedstefar har altid været en bjørn. Hans skæg er stort og busket, hans stemme dyb som en bas, og hans hænder brede som labber. Sidste år gik han imidlertid hele vejen og tog også bjørnens vaner til sig.

Han overvintrede.

Min bedstefar er 90 år og temmeligt dårligt gående, og udsigten til en nedstigning fra anden sal og en tur på isede fortove i frostgrader bød ham simpelthen sådan imod, at han besluttede sig for helt at lade være. Selv da vinteren blev langt mildere, end han havde forventet, holdt han sig til sit vinterhi. Vi lokkede med gangstativer og kørestol, men bjørnen på anden lod sig ikke rykke. Han blev i sin hule.

Det så ikke godt ud på papiret. En overvintrende folkepensionist i en lejlighed på Frederiksberg overladt til sig selv, en ugentlig leverance af dagligvarer og forbipasserende familiemedlemmer. Eremit og enkemand. Men indenfor i varmen så virkeligheden anderledes ud.

Min bedstefar holder to aviser – den ene af dem er den her – og han læser hvert et bogstav på de trykte sider. Hans søn har indkøbt ham et særligt kraftigt sæt hørebøffer, så han trods dårlig hørelse og et skrattende høreapparat, kan lytte til både Mozart, Beethoven og Chopin. Og på bogreolen står gamle klassikere side om side med nye krimier og biografier. Han læser som minimum en bog om ugen. Og han læser gerne de gode igen. Ikke fordi han har glemt, hvad de handler om, men for at teste, om de kan stå distancen og tåler en reprise.

Da jeg besøgte ham sidst, havde han netop indviet sin nye altan. Der stod vi så i den første forårssol en kold dag i marts, og selvom han ikke sagde det direkte, var det pænt tydeligt, at den gamle bjørn nød at mærke solen i ansigtet og indsnuse andet end genbrugt stueluft.

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

Det var der, han sagde det, manden, der ikke havde været uden for en dør i flere måneder:

”Det bedste ved udviklingen er nu, at verden er blevet så stor.”

Det er i bund og grund et absurd udsagn fra en mand, hvis verden har været begrænset til 64 kvadratmeter gennem et helt vinterhalvår. Men det er ikke desto mindre sandt. Min bedstefar ved, at De Konservative har tvunget en minister af taburetten på Christiansborg, at flygtninge fylder Europa, og at tøndebomberne fortsat falder over Aleppo. Hans verden er måske blevet lillebitte, men hans udsyn har aldrig været større.

Det er ikke, fordi jeg skal romantisere min bedstefars tilværelse. Jeg ved, at han er forbandet over, at bentøjet ikke længere kan bære ham en tur rundt i parken, og han ærgrer sig over at være afhængig af andre for at fylde sit køleskab og vaske sit gulv. Jeg ved, at han savner sin kone. Men hans liv er hverken sølle eller småt, og det er måske værd at tænke på, når vi sætter de ældres liv på formel og gør deres livskvalitet op i antallet af afvaskninger og daglige lufteture i det fri.

Jeg er helt klar over, at der er ældre, der lever liv, som vi ikke kan være bekendt. At der iblandt dem er alt for mange ensomme skæbner, der hverken har penge, selskab eller omsorg nok. Men man kan ikke altid skue bjørnen på dens pels. Nogle gange kan det liv, der ser ensomt og småt ud på papiret, vise sig at være et ganske andet ved et nærmere eftersyn.

Min bedstefar var manden, der lærte mig at stave, tænde et bål og vende bladet på en kniv væk fra kroppen, når man snitter. Men det vigtigste overlevelsesgreb, han har givet videre, er, at nysgerrighed og videbegær kan åbne og udvide vores verden som intet andet, og at vi, så længe vi bevarer lysten til at lytte, læse og lære, kan leve rige og store liv på selv ganske få kvadratmeter.

Alligevel glæder jeg mig til, at han for alvor får færten af forår og snart vover sig ud af sit hi.