Indsat: Min besøgsven hjælper mig med at holde tankerne væk fra fængslet

Besøgsvenner giver indsatte i landets fængsler et åndehul fra en monoton og til tider barsk hverdag. For den 47-årige indsatte Shirali Amiri er besøget hver anden uge et kærkomment afbræk i dagligdagen

Et par timers snak om stort og småt med besøgsvennen Pernille Petersen gør en stor forskel for Shirali Amiri, som afsoner en dom på 15 år i Enner Mark Fængsel ved Horsens.
Et par timers snak om stort og småt med besøgsvennen Pernille Petersen gør en stor forskel for Shirali Amiri, som afsoner en dom på 15 år i Enner Mark Fængsel ved Horsens. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Den 1400 meter lange og godt otte meter høje grå betonmur, som omkranser Enner Mark Fængsel, tårner op i det ellers sparsomt beboede område 10 kilometer vest for Horsens i det østjyske.

Efter fængselspersonalets omfattende sikkerhedstjek byder 47-årige Shirali Amiri os velkommen i besøgsrum nummer 356. Med sine let falmede, hvide vægge, kommunikationsanlægget, hvorfra der kan tilkaldes personale, og sin spartanske indretning kunne besøgsrummet forveksles med et hvilket som helst plejehjemsværelse, var det ikke for det seks meter høje pigtrådshegn, der kommer til syne, når man kigger ud ad værelsets enlige vindue.

Shirali Amiri er kurdisk iraner og har boet i Danmark siden 2002, hvor han kom hertil fra Iran. De seneste fem år af opholdet i Danmark har han tilbragt bag de grå mure i Enner Mark Fængsel efter en dom på 15 års fængsel for narkosmugling. I modsætning til fængslet, han befinder sig i, gør Shirali Amiri ikke meget væsen af sig. Han er slank, ikke særligt høj, og både tale og kropssprog er afdæmpet, til tider næsten stoisk, hvorfor han ikke ligner arketypen på en person, der afsoner en langtidsdom i et lukket fængsel.

Han er nydeligt klædt i jakkesæt og anretter sirligt bordet med pulverkaffe, sodavand og en kage, han har købt hos fængslets købmand, mens Pernille Petersen dækker op med paptallerkener og plasticbestik. Hun er 41 år, mejerist og mor til to. Hun har i de seneste syv måneder været besøgsven for Shirali Amiri. Hver anden uge kigger hun forbi, og i godt halvanden time taler de to om stort og småt, der ikke nødvendigvis har noget med livet inden for murene at gøre. Shirali Amiri er gift og har to børn på fire og seks år. Hans kone og børn bor i Aalborg og besøger kun sjældent, forklarer han.

”Min familie kommer af og til på besøg, men det er ikke særlig tit. Jeg taler i telefon med min kone en gang om ugen, men det er længe siden, de sidst har været her. Mine forældre er meget gamle og bor i Iran. Jeg har set dem to gange de seneste 23 år,” forklarer han, mens han retter på paptallerkenen foran sig.

Foto: Lars Aarø/Fokus

Shirali Amiris situation er ikke unik. Blandt andet på grund af familie, der ofte befinder sig langt væk, er indsatte med anden etnisk baggrund end dansk i særlig risiko for ensomhed og isolation. Men problemet er udbredt på tværs af etnicitet. Ifølge Røde Kors modtog mere end hver tredje indsatte, der blev løsladt i 2003, ikke besøg i løbet af deres afsoning.

I besøgslokalet fortæller Shirali Amiri om sine børn. Om kort tid fylder hans søn fem år, og fejringen kommer til at ske uden Shirali Amiris deltagelse. Han kan af gode grunde ikke besøge familien i hjemmet i Aalborg, og der er heller ikke planer om, at de skal komme til Enner Mark Fængsel for at fejre dagen. Men han skal købe en gave til sin søn.

”Det er jo også meget rart, for på den måde er du jo med til at fejre ham,” siger Pernille Petersen og fortæller, at hendes egen plan om at få sine børn til at droppe computeren og komme lidt mere udenfor endnu ikke har båret frugt. Hun fortæller også om, hvordan det går på hendes arbejde, og Shirali Amiri spørger ivrigt ind til både familien og hverdagen.

Foto: Lars Aarø/Fokus

For mange fanger er besøgsvennen ikke blot en mulighed for at fortælle om livet inden for murene til udenforstående, det er også et lille vindue til omverdenen.

Besøgsordningen bliver et brud på fængselslivets monotoni, men det er også en ligeværdig samtale, hvor begge parter lytter og lærer hinanden at kende. Det viser en kvalitativ rundspørge, Røde Kors lavede i evalueringen af ordningen. Her svarede samtlige indsatte, at den ligeværdige relation havde stor betydning for dem. De var lige så interesserede i at høre om besøgsvennens liv og erfaringer som selv at fortælle om deres hverdag bag metaldøre og betonmure.

Hverdagen i Enner Mark Fængsel er lagt i faste rammer. Fra klokken otte om morgenen til klokken 15 om eftermiddagen kan de indsatte gå til undervisning eller arbejde i et af fængslets værksteder. Mange vælger det sidste, hvilket møblerne i rummet vidner om. Der står et bord, fire stole og en sofa, og samtlige seks møbler er lavet af indsatte, forklarer Shirali Amiri. Selv har han valgt at gå til undervisning, og han lærer matematik og engelsk. Efter undervisningen kan de indsatte motionere, spille pool eller andre spil, og de har mulighed for at lave mad sammen i mindre hold.

Shirali Amiri er en del af en madordning med fem andre, som skiftes til at stå for madlavningen, og han forsøger også at komme i motionscenteret et par gange om ugen for at holde sig i gang. For ham er besøgene fra Røde Kors’ frivillige mere end blot et brud med hverdagens skemalagte aktiviteter. Det er et helle, hvor han kan tale frit på en måde, der ikke er mulig med de andre fanger. Derfor foretrækker Shirali Amiri, at besøgspersonerne er kvinder, for ”kvinder forstår hjertet”, forklarer han.

Pernille Petersen er en af de frivillige, der meldte sig til ordningen sidste år, og Shirali Amiri er den første indsatte, hun har været besøgsven for. Hun oplevede, at nogle i omgangskredsen havde svært ved at forstå, hvorfor hun ville melde sig som frivillig. Hun er ikke uforstående over for denne skepsis, men for hende handlede det om at give en anden person en chance til, forklarer hun.

Foto: Lars Aarø/Fokus

”Alle kan begå fejl, men jeg er af den overbevisning, at man fortjener en chance til, selvom man har trådt ved siden af. Det og så nysgerrighed gjorde, at jeg meldte mig som besøgsven. Det er jo også interessant at høre Shiralis historie.”

Under fire øjne med Pernille Petersen kan Shirali Amiri tale åbent om sine frustrationer og kvaler. Om alt det, der ellers kan hobe sig op, når man har megen tid med sine tanker og fortrydelser. Det er en ventil, der hver anden uge kan blive åbnet for.

Besøgene fra Røde Kors er ikke blot hyggeligt samvær, men har også terapeutisk værdi og kan have betydning for den indsattes resocialisering efter endt straf. I Røde Kors’ egen evaluering af besøgsordningen fremgår det, at selvom man ikke kan sige endegyldigt, om besøgsordninger bidrager til den indsattes rehabilitering, så er der indikationer på, at det er tilfældet. De interviewede indsatte, som har deltaget i ordningen, siger, de trives bedre i hverdagen, er i bedre humør og har mere energi. Og at besøgene også smitter af på deres kontakt med andre indsatte og de fængselsansatte. Spørger man Shirali Amiri, er han ikke i tvivl.

”Samtalerne med nogen udefra hjælper mig til ikke at blive en del af fængslet. De indsatte snakker kun om livet herinde, og det er vigtigt at huske, der er et liv efter. Samtalerne er med til at sikre, at man ikke bliver skør, og jeg tror også, de gør det nemmere for mig, når jeg skal ud igen,” forklarer han, inden han beder fotografen tage et ekstra billede af sig, som han kan sende til sine forældre.