Jeg indleder min dag med at finde ind til tak og amen. Når jeg i min bøn er fremme ved tak og amen, kan jeg være fuldstændig til stede og stille mig til rådighed. Det er det vigtigste i mit liv. Som hin enkelte kan jeg henvende mig til Kristus, som betyder så utrolig meget i mit liv og i min kunst. Min tvivl er ikke rettet mod Kristus, men mod mig selv. Nu er jeg billedkunstner, men der er ingen, som ved, om jeg i morgen er i stand til at male, men jeg vil stadig kunne stille mig til rådighed, og jeg vil stadig kunne følges med Kristus og være i naturen.
Hver morgen og hver aften beder jeg Fadervor, og det er ligesom mit livsgrundlag. Uanset hvor jeg er, finder jeg et sted, hvor jeg kan sidde uforstyrret i mine tanker, og så beder jeg bønnen mange gange. Om morgenen kan jeg have fragmenter fra en drøm, som fylder i mine tanker de første gange, jeg beder den, og om aftenen kan det være scener fra dagen, som spøger og kommer ind som små lynfragmenter. Jeg skal kæmpe mig ind i dette øjebliks tavshed, hvor jeg siger tak og amen. Det er som et åndedrag og samtidig er det ufatteligt svært at komme til det punkt, hvor jeg tier stille ind i mig selv. Det er overgivelse og hengivelse til noget godt, om det gode så er, at man dagen efter kommer ud i en ulykke, kan man ikke vide, men man skal stille sig til rådighed for det, man skal.
Mine første minder er fra Sverige, hvor jeg boede, til jeg var fire år, og mine forældre arbejdede på et biodynamisk landbrug. Her levede de i et lykkeligt ægteskab, og jeg kan huske synet af blåbær og har et minde om at springe over nogle klippespalter. Siden flyttede vi til et husmandssted mellem Saltbæk og Lille Vrøj nær Sejrøbugten, hvor min to søstre blev født. Mine forældre ville det gode, og de første par år var alt godt, men så begyndte min mor at drikke, fordi hun var bange for min far. Mine forældre var kommet til at hade hinanden.
De var en slags hippier, vi levede som vegetarer, var stort set selvforsynende, for min far var dygtig til at dyrke jorden efter de biodynamiske forskrifter. På mange måder var vi totale skæverter i forhold til andre på egnen. Jeg kan huske at have været ved at plukke nogle af sommerens første, skønne ærter i haven, og så kom min far og ville slå mig. Men lige i det øjeblik havde jeg den totale salighedsfølelse af at besvime, og så kom han ikke til at slå mig.
Der var lykkelige øjeblikke, som jeg er taknemmelig for, som forårsglæden, når jeg så de første bøgeblade og min hund, der løb mig i møde. Og så musikken. Min mor var ud af en musikerfamilie, og selv var hun meget musikalsk. Vi hørte klassisk musik, og fordi vi ikke havde nogle naboer, kunne vi lade grammofonen spille højt ude i haven med de gamle frugttræer.
Ikke langt fra vores hjem var der et fredet område med masser af blomster, fossiler og fugleliv, men samtidig var der mine forældre, som hele tiden holdt regnskab med hinanden og befandt sig i en kamp, hvor min mor drak sig mod til at stå op mod min far. Jeg kunne ikke henvende mig til noget menneske om situationen, for dengang kunne man leve fuldstændig isoleret og gå i skole og være glad der, uden at nogen vidste, at det i perioder var et mareridt at være i det hjem.
Jeg har de første erindringer om at bede, da jeg var otte år. Det har været efter en dag med råb og skrig, hvor jeg havde en følelse af, at jeg bestandigt skulle være på vagt, fordi det hele kunne falde sammen, og jeg ville for alt i verden beskytte mine søstre. Det var min lod. Men når alle andre sov, kunne jeg gå fra vores hus og af den lille jordvej, der førte ned til stranden.
Når man står ved en strand, er det som om, der er en evighed, nogle gange lyste månen, og der var morild. Jeg følte, at naturen havde en kraft gemt i sig, og at der bag det hele måtte være en godhed, som jeg kunne henvende mig til. Jeg vidste ikke, hvem jeg bad til, men ud af angst, frygt og afmagt bad jeg inderligt om hjælp til at kunne klare det. Måske stod jeg her en halv time og blev overvældet af havet, nattemørkets kraft og græd. Når jeg gik hjem, følte jeg, at jeg havde den styrke, jeg havde brug for i mit barnlige sind til at være klar til en ny dag. Den næste dag kunne være udmærket, men jeg vidste aldrig, hvor længe det gode varede.
De første år var det naturen, som var min Gud. Det var i naturen, jeg samlede stenredskaber, og her jeg tegnede blomster, planter og dyr med en vished om, at jeg skulle være kunster. Jeg havde en taknemmelighed over at være i naturen, og så havde jeg en panteistisk tro.
Det er Søren Kierkegaard, som har ført mig hen til kristendommen. Jeg var omkring 15 år og gik på realskole i Kalundborg, og i en fritime gik jeg ind og satte mig på biblioteket. Her så jeg Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger” ligge på et bord, og jeg satte mig og læste i den. Nogen må have efterladt bogen på bordet, og jeg har siden tænkt, at det her var mit øjeblik. Jeg læste lige så langsomt, men teksten fængede mig, og i min næste fritime gik jeg tilbage, for jeg havde ikke lånerkort. Det måtte vi ikke have for min far.
Jeg læste med al den længsel, jeg havde haft mod en tro på noget, som ikke ville svigte mig, og Kierkegaard begyndte at føre mig hen til kristendommen. Den bevægelse kan jeg ene og alene give ham æren for. Med Kierkegaard blev Fadervor åbnet op for mig.
Kierkegaard lærte mig, at jeg var hin enkelte. Jeg syntes, det var ret svært at læse, så jeg læste lidt ad gangen, og jeg havde jo ingen vejleder, som jeg kunne tale med det om, men Kierkegaard taler til et ungt menneske, han blev min præst og lærte mig, at sige ja til Kristus, og han gav mig troen på, at Kristus ikke svigter.
Som barn har jeg skældt meget ud på mine forældre, men gennem læsningen erkendte jeg, at det ikke var vejen, og at en omfavnelse kan gøre underværker. Kierkegaard hjalp mig til et liv, hvor jeg ikke dømte, men fik omsorg og barmhjertighed over for mennesker.
Når jeg tænker over det, har jeg aldrig bedt for mig selv, og jeg tror ikke, at man kan bede om noget bestemt. Bønnen er tak og amen. Nogle gange siger jeg til et menneske, at jeg vil bede for det. Enkelte gange har jeg oplevet mennesker blive forargede over det, men langt de fleste reagerer med glæde. Det kan være mennesker, som er syge eller bærer på en sorg, og så tager jeg personen med i mit hjertes tanker og beder inderligt for, at de må få styrke til at gå gennem en svær periode. Vi ved ikke, hvad der er det bedste for et menneske, men jeg kan bede om, at mennesket må få styrke til at møde sin skæbne.
Bønnen er mit rum, og når jeg går ud i mit atelier, er det egentlig også en bøn. Når jeg starter, har jeg så meget, jeg gerne vil, og der er så meget, som jeg ikke kan, så jeg mærker tvivlen på mig selv. Jeg tror, jeg kan, men hvert billede begynder som et mareridt, så står jeg og fortæller mig selv, at jeg jo elsker naturen, fuglene og blomsterne, men jeg står bare magtesløs og kæmper med det forbistrede billede. Det er frygteligt at se på. Jeg beder ”led os ikke i fristelse” og kaster alle idéerne og ambitionerne, jeg har med, væk. Når jeg har gjort det, er jeg klar til at tage imod. Når jeg så kommer frem til bønnen ”ske din vilje”, bliver jeg tavs, opgiver, og først da er jeg fuldstændigt til stede, og billedet begynder at tage form. Jeg tror, bønnen får mig til at skifte vil ud med skal, og på den måde er mit liv ligesom et fadervor. Ske din vilje.