Pernille Aalunds bøn var simpel: ”Hjælp, og jeg gentog det messende, mens jeg så op mod loftet”

Foredragsholder Pernille Aalund vågner hver morgen med en indre smerte. I dag har hun indrettet sig med tid til åndelig fordybelse, og i bønnen kan hun nulstille sig selv

”Når jeg har bedt, er det som om alt bliver nulstillet i mit indre. Som om at jeg kan etablere et rum, hvor der er fravær af smerte,” siger Pernille Aalund. – Foto: Leif Tuxen.
”Når jeg har bedt, er det som om alt bliver nulstillet i mit indre. Som om at jeg kan etablere et rum, hvor der er fravær af smerte,” siger Pernille Aalund. – Foto: Leif Tuxen.

Jeg er en urolig sjæl født med en stor portion smerte. Når jeg vågner, er det med en følelse af at være dybt ulykkelig og egentlig have lyst til bare at blive under dynen. Men jeg ved, at jeg skal op og sætter mig med den første kop kaffe i min lænestol i stuen. Jeg har mange kors og billeder af Jesus i min stue; for hver gang jeg er faldet over et motiv med Guds søn på en rejse, har jeg købt det med hjem. På bordet ved min lænestol ligger min bibel.

Jeg beder Jabes bøn fra Første Krønikebog i Det Gamle Testamente:

”Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.”

Den bøn er min indgangsbøn. Når jeg har bedt den, er det som om, alt bliver nulstillet i mit indre. Som om, at jeg kan etablere et rum, hvor der er fravær af smerte.

Den smerte, jeg vågner med, kan jeg genkalde mig fra jeg var omkring 10 år. Som barn skrev jeg tunge digte om mit mørke. Min mor har gemt de over 100 digte fra dengang. I digtene var også tanker om selvmord. Jeg har talt med både psykologer og psykiatere om mit mørke, som er en serotonin-ubalance, og som voksen har jeg fået en Aspergers-diagnose.

Jeg er et over-sanseligt menneske med et ekstremt tankemylder, hvilket blandt andet har været med til at skabe min karriere. Smerten har jeg forsøgt at dulme med arbejde, spiritus, mad, medicin og al slags lovsangsmusik fra Hildegard af Bingen til lovsangsmusik som Vineyard Worship. I dag får jeg medicin, som bringer mine tanker lidt i ro, men Helligånden er klart det bedste fix.

Min første oplevelse af, at der er tryghed forbundet med bøn stammer fra besøgene hos min farmor og farfar i Ringe på Fyn. Min farfar var inspektør på Tingagerskolen og kirketjener i den lokale kirke. Vi var tit med i kirke. Når jeg var på besøg hos dem, satte min farmor sig på min sengekant og bad Fadervor med mig, og jeg fandt en stor portion tryghed i bønnen allerede der.

”Som barn skrev jeg tunge digte om mit mørke. Min mor har gemt de over 100 digte fra dengang. I digtene var også tanker om selvmord.” – Foto: Leif Tuxen.
”Som barn skrev jeg tunge digte om mit mørke. Min mor har gemt de over 100 digte fra dengang. I digtene var også tanker om selvmord.” – Foto: Leif Tuxen.

Mange år senere havde jeg en anden radikal oplevelse af, hvad forbøn kan betyde. Jeg havde fået mine to børn, og vi havde planlagt, at de skulle døbes den samme søndag. Vores ældste, som var to år, havde astma, og dagen før dåben blev han voldsomt syg. Han blev kørt med udrykning til Roskilde Amts Sygehus, og fik hjertestop i ambulancen. På hospitalet blev han lagt i kunstigt koma og kom i respirator. Vi vidste ikke, om han ville klare det, og vi vidste ikke, om hans hjerne havde taget skade.

Søndag over middag blev der banket på døren til stuen, og ind kom Helge Pahus, der dengang var præst i Karlslunde Strandkirke, hvor vores børn skulle have været døbt den søndag. Jeg kan stadig se ham for mig stå der i sin orange anorak. Han sagde, at han ville se til os, og spurgte, om vi ikke skulle bede for vores dreng. Han tog min og min mands hånd. Jeg havde løbet i pendulfart ud til toilettet for at kaste op, siden vi blev indlagt, og der var en voldsom afmagt over situationen. Men bønnen var fantastisk. Jeg græd. Inden Helge Pahus gik, fortalte han, at de hundreder af kirkegængere, som den søndag havde været samlet til gudstjeneste i Karlslunde Strandkirke, havde bedt for vores barn. Det er 34 år siden, men jeg bliver stadig rørt over at tænke på den omsorg og omslutning fra så mange mennesker.

Min tredje oplevelse af bøn er et møde, hvor der etableres en kontakt. Jeg var i midten af 30’erne og vært på talkshowet ”Pernilles Univers”. Vi skulle optage tre eller fire shows om dagen. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er introvert, men jeg vidste, at jeg måtte have nogle øer for mig selv i løbet af dagen, hvis jeg skulle undgå en social nedsmeltning.

Den her dag manglede vi at optage det sidste show, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg sad i sminken og var ved at blive gjort klar til optagelse, men mine hænder rystede, og min stemme knækkede, så jeg følte, jeg ikke var i stand til at gennemføre den næste tv-optagelse. Jeg vidste af erfaring, at jeg kunne dulme den slags med angstdæmpende medicin, men så ville min ellers så hurtige hjerne miste tempo, så jeg ville helst undgå medicinen. Så kunne jeg drikke halvandet glas rødvin, hvilket jeg har gjort mange gange, når jeg mærkede de her symptomer.

Jeg sagde, at jeg skulle på toilettet. Det, vidste jeg, ville blive accepteret. Jeg skulle nogle etager op for at komme til toiletterne. Jeg satte mig på toiletsædet. Der var højt til loftet, som i øvrigt trængte til at blive malet, og jeg fæstnede mit blik på en sprække i det loft.

Min bøn var simpel: Hjælp! Og jeg gentog det messende, mens jeg så op mod loftet. Alt mens jeg sad der, fik jeg en fornemmelse af, at der kom lys ud af sprækken, som projektørlyset i et tv-studie. Jeg strakte min overkrop, så mit bryst åbnede sig for lyset, og jeg følte, at jeg blev fyldt op, og i min krop bredte sig en følelse af vægtløshed. Jeg får gåsehud, når jeg fortæller om det. Mens jeg sad med den her sindssyge ro i toiletbåsen, kom mine kollegaer og bankede på døren. De ville sikre sig, at jeg var okay. Vi gik ned og fik optaget det sidste show, og jeg havde det, som om jeg havde drukket to gin og tonic i streg.

Mit forhold til bøn er accelereret de seneste år, efter jeg holdt op med at arbejde. Nu ernærer jeg mig ved at holde foredrag, og så skriver jeg om liv og værdier. Når jeg holder foredrag, har jeg næsten altid bønnen med som et eksempel på, hvad det betyder for ens sjælemæssige udvikling at overgive sig. Jeg foreslår gerne folk, at de skal folde hænderne, og der er altid nogle, som har modstand mod at gøre det.

Jeg kan godt forstå modstanden, selv om jeg aldrig selv har haft den, men i mange år var der så meget andet end bønnen, som fyldte i mit liv. Jeg var i et hamsterhjul og havde travlt med at have det rigtige hus, den rigtige indretning og det rigtige udseende, og så bliver man helt opslugt. I dag har jeg sluppet mange af de ting, og jeg har mærket en ny opvågning. Jeg har skiftet huset i Gentofte ud med boligen her i Ledøje, hvor huslejen er en fjerdedel, og det har givet mig en økonomisk frihed.

Foto: Leif Tuxen

For et par år siden var jeg på ferie med en veninde, som også tror. På ferien bad vi for hinanden, og jeg mærkede, hvordan bønnen gav os et andet og stærkt fællesskab. I dag beder jeg på Instagram live hver dag klokken 11.11. Min indgangsbøn er altid bønnen fra Første Krønikebog, og så har jeg en taknemmelighedsbøn, jeg skrev for nogle år siden, der altid afslutter fællesbønnen. Der er måske 100, der beder sammen med mig direkte, men i dagens løb kobler mellem 10.000 og 20.000 mennesker sig på bønnen, når den bliver delt på de sociale medier. Jeg får mange beskeder fra folk. Mange takker for den ro, de får gennem den fælles bøn. Jeg har tilbudt gratis samtaler med folk, og ventelisten er lang. Jeg oplever, at der er behov for en dialog om åndelighed. I dag var det en muslimsk kvinde, jeg havde en samtale med. Vi talte om, hvordan hun føler sig tilpas i koranen, mens jeg føler mig mest tilpas i Bibelen og min lokale kirke. Jeg anerkender, at andre føler sig hjemme andre steder, og vi kan mødes i bøn og kærlig dialog.

Det materielle kan stadig trække i mig, og jeg får lyst til at købe et par gummisko, selvom jeg ikke mangler sko, men jeg har næsten forladt den del af mit liv. Jeg arbejder stædigt frem mod et punkt, hvor det et fuldstændig opløst, og hvor der kun er disse ægte møder med mennesker og bønnen tilbage.