Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Spørg om livet

Er det mit ansvar at passe på min triste far?

Jeg kan mærke, at jeg er tilbageholdende med at fortælle min far, når jeg er ked af det, har udfordringer på arbejdspladsen eller er ængstelig, når min datter er syg, skriver Isabella, som har svært ved at tackle sin fars depressive sind. Modelfoto.

Rollerne er byttet om. Nu er jeg den store, som skal virke overskudsagtig. Er det bare sådan, det er, når man har en far med et depressivt sind, skriver Isabella

Kære brevkasse

Jeg er en ung kvinde på snart 30 år. Jeg er opvokset i en god og kærlig kernefamilie, hvor vi altid har lavet mange ting sammen og været noget for hinanden.

Så langt jeg kan huske, har min far altid haft kortere eller længere perioder, hvor han har været mere træt, mere bekymret, i mindre godt humør og mindre til stede i samværet med familien, men det har ligesom altid været sådan, så det har jeg ikke tænkt på som værende noget problem.

I de sidste år er det dog blevet mere tydeligt for mig, at min far har et depressivt sind og nok ind imellem har det, som man nok kan kategorisere som en depression - selvom han aldrig har sagt det til os og snakket åbent om det.

På trods af at jeg nu er en voksen kvinde, føler jeg mig på en måde stadig som et barn, når jeg er hjemme hos mine forældre.

Efter jeg er blevet mere bevidst om min fars situation, er det dog blevet sværere at være mig selv derhjemme.

Jeg ved, at han bekymrer sig meget, og jeg ønsker ikke at bidrage til hans manglende nattesøvn, rande under øjnene og dårlige humør.

Jeg kan derfor mærke, at jeg er tilbageholdende med at fortælle ham, når jeg er ked af det, har udfordringer på arbejdspladsen eller er ængstelig, når min datter er syg.

Skal jeg indstille mig på at passe på ham og derfor ikke selv være sårbar og ærlig sammen med familien mere?

Jeg føler på mange måder, at rollerne er blevet byttet om, og at jeg nu bør være den store, som passer på, hvad jeg siger, og virke overskudsagtig, selvom jeg ikke altid er det.

Er det bare sådan, det er, når man har en far med et mere depressivt sind, skal jeg gøre noget, eller må jeg bare prøve at være mig selv?

Venlig hilsen
Isabella

Kære Isabella

Tak for dit brev. Vi tror, at der findes mange voksne børn rundt omkring, som har lignende erfaringer som dig.

Når man fødes ind i en familie og vokser op der, så er det jo den almindelige verden, som man er mest fortrolig og kendt med, og i mange år stilles der måske ikke spørgsmål til det.

Drejer det sig om mere tydelige og alvorlige psykiske sygdomme eller for eksempel forhold omkring alkoholmisbrug, kan børn måske godt registrere det syge eller forkerte, men ofte går de med det selv og snakker ikke med nogen om det.

De kan i stedet meget let sætte sig selv og deres egen udvikling til side for at hjælpe den voksne eller minimere kendskabet til den voksnes situation.

En sådan opvækst medfører ofte en magtesløshed, som de selv mest oplever som skam og ensomhed, og som på lang sigt kan medføre store problemer også i barnets voksenliv.

I dit tilfælde er din far ikke så tydeligt syg, og du har heldigvis oplevet meget godt og stor omsorg i din opvækst.

Og fordi han, så længe du kan huske, har været tungsindig med bekymrings- og træthedstendens, har du måske mere forstået det som en personlighedsbeskrivelse end som en sygdom eller noget, som han skulle have hjælp til.

Du skriver ikke noget om din mor, men måske har hun været den mere trygge person, som har kunnet holde humør og stabilitet for jer børn?

Når vi læser dit brev, tænker vi, at det er vigtigt, at du er dig selv. Og med det mener vi, at du må fortælle din far - og din mor - om, hvad du ser og tænker.

Det vil være den vigtigste hjælp, du kan give dig selv og ham. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at du ikke grundlæggende kan hjælpe din far.

Det må være andres opgave. Men du kan ved at være ærlig omkring dine tanker sætte fokus på problemet.

Nu kan det være, at din far måske har gået i behandling for sin tungsindighed eller tilbagevendende depressioner gennem årene, men at han ikke har villet gøre jer bekymrede om det. Og så kan det blive en lejlighed til at snakke om det.

Det kan også være, at han aldrig har tænkt, at han var syg, men at han bare var sådan. Der er rigtig mange tusinde danskere med ubehandlede depressioner, som slider sig tungt gennem livet.

Uanset hvilken situation det handler om, er det godt, hvis du sætter ord på det, som du ser og tænker. Og at du støtter ham i at gå i behandling.

Han kan meget vel lide under det, som kaldes dystymi, som er en kronisk forstemthedslidelse. Eller han kan have gentagne depressive episoder. Eller have begge dele. Under alle omstændigheder er der hjælp at hente ved den rette medicin og relevant samtalebehandling.

Og så skriver du, at du næsten føler, at rollerne er ved at blive byttet om, at du skal være den voksne og ansvarlige og være større end dine forældre.

Det er der mange børn, der har måttet være igennem livet. Det er jo rigtigt nok, at du er voksen nu, men du har ikke ansvaret for dine forældre på samme måde som forældre har det for børn.

Men ved din åbenhed kan du måske bidrage til et kærligt skub, så der kan handles ansvarligt til gavn for jer alle. Og under alle omstændigheder kan I måske tale om tingene, så du ikke føler, at du er den eneste, der skal tage ansvar.

For din egen del er det vigtigt, at du også har andre end din far og mor at dele dine bekymringer med. Derfor håber vi, at du også har gode og fortrolige venner, som du kan dele dine tanker med.

Det betyder ikke, at du ikke senere igen kan fortælle din far og mor om dine sorger og glæder. Men lige nu trænger han dit kærlige skub. Vi tror, at der er hjælp at hente et sted for din far.

Mange hilsener