Prøv avisen
Spørg om livet

Efter min mors død er jeg blevet bekymret for, hvordan min far har det

Helbredsmæssigt har min far været stærk med de små skavanker, som man må regne med, når man er midt i 70’erne. Men jeg er begyndt at bekymre mig mere og mere for, hvordan han har det. Når vi spørger, siger han, at det er svært, men at livet jo skal gå videre, og han er ikke en mand af de store følelsesmæssige ord, skriver Ane til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Det er naturligt, at sorgen fylder meget, når man har mistet sin livsledsager. Men som pårørende bør man holde øje med, om sorgen glider over i en mere kronisk depressiv tilstand. For så skal der professionel hjælp til

For halvandet år siden mistede vi min mor. Hun havde været alvorligt syg nogle måneder, og det kom ikke bag på os, at det gik den vej. Det var hårdt for os at miste vores kærlige mor, og det var også rigtig svært for hendes børnebørn. De havde et nært forhold til hende, og savnet dukker op hos os mange gange. Men allersværest har det nok været for vores far.

Tabet tog meget hårdt på ham. De havde et godt ægteskab, selvom de var ganske forskellige. Min bror og jeg og vores familier har forsøgt at være der for ham, efter at han blev alene. Vi besøger ham med jævne mellemrum, og han er altid velkommen hos os både ved højtider og i hverdagen. Men naturligvis er der mange dage, hvor han er alene, hvor vi må passe hus, hjem og arbejde og vores øvrige familie.

Helbredsmæssigt har min far været stærk med de små skavanker, som man må regne med, når man er midt i 70’erne. Men jeg er begyndt at bekymre mig mere og mere for, hvordan han har det. Når vi spørger, siger han, at det er svært, men at livet jo skal gå videre, og han er ikke en mand af de store følelsesmæssige ord.

Jeg synes han er blevet mere stille og mindre social. Han virker også mere træt. Han gentager også sig selv mere. Han har ellers altid været i god mental form. Alt dette kan godt forklares. Det er jo en kæmpe omvæltning for ham, for min mor var god til at skabe liv i hjemmet og var et socialt engageret menneske, indtil hun blev syg.

Jeg har spurgt min far flere gange, om han oplever sig deprimeret, og det svarer han lidt undvigende på. Han siger, at han savner min mor, og det er jo helt naturligt. Og han siger, at livet jo aldrig kan blive det samme. Men hvad gør man som voksen datter? Sorgen er jo naturlig. Men jeg vil gerne kunne hjælpe, hvis han reelt kan hjælpes. Er han ved at blive ældre på meget kort tid, eller kan han være decideret deprimeret? Han kan jo principielt leve i mange år endnu, og jeg vil så gerne kunne bidrage til, at han får lyst til livet igen.

Jeg har nogle gange lyst til at tale med hans læge, men jeg holder mig alligevel tilbage. Min far er jo et selvstændigt menneske. Skal jeg tænke, at sorgen bliver mindre med tiden, eller skal jeg tage mere fat i ham og gøre noget konkret? Jeg kan godt tale med min bror om det, men han bekymrer sig ikke så meget, som jeg gør.

Venlig hilsen

Ane

Kære Ane

Tak for dit brev. At blive alene efter mange års godt ægteskab må være ubeskrivelig hårdt. Mange mister jo ikke bare en ægtefælle, men den allerbedste ven og den, der kender ens gode og mindre gode sider, og nogle gange også ens tanker, inden man har udtalt dem. Stilheden efter årtiers tæt fællesskab, hvor man dagligt har delt små og store ting med hinanden, kan være larmende.

Det er derfor helt naturligt, at sorgen fylder meget i tiden efter et så vigtigt tab. Og sorg tager tid. Og omstilling til en ny hverdag tager tid. Mange, ikke mindst mænd i den situation, kan opleve, at livslysten udfordres betydeligt. Og man kan opleve, at man ikke bare har mistet en ægtefælle, men at man næsten har mistet en vigtig del af en selv. Så identiteten skal på en måde genopbygges. Ældre ægtepar, som var gode for hinanden, er jo på flere måder blevet ét igennem årene – som der står i vielsesritualet. De har bidraget med hver deres evner og ressourcer til fællesskabet. Og pludselig er over halvdelen borte. Du fortæller også i dit brev, at din mor var mere social end din far, og at hun ofte skabte liv omkring sig. Det vil sige, at din far også har mistet en vigtig vitaliserende motor i sin dagligdag, og den kan ikke bare hurtigt erstattes. Han kan ikke pludselig opfinde det hos sig selv, som hun repræsenterede.

Sorgen er naturlig, og skal tages alvorligt. Men lige så vigtigt er det, som du er inde på, at finde ud af, om den naturlige sorg eventuelt er gledet over i en mere kronisk depressiv tilstand. For det er ikke ualmindeligt, at langvarig sorg glider over i en depressiv tilstand, og det er heller ikke ukendt, at mange af disse ikke bliver opdaget, hverken af personen selv eller de pårørende. Ofte tager den pågældende sig måske sammen, når der er besøg, eller hos lægen, og så bliver der ikke taget hånd om det.

Du skriver, at din far tidligere har været rask, så han har sikkert ikke tradition for at gå til læge og slet ikke på eget initiativ. Desværre viser mange undersøgelser, at mænd er langt dårligere end kvinder til at opsøge læge, og de har også ofte vanskeligt med at finde ord for deres indre smerte. Vi synes derfor, det ville være en rigtig god idé, at du med din fars samtykke fik talt med din fars læge og også gerne gik med ham dertil. En almindelig helbredsgennemgang med diverse blodprøver ville også være en god idé. Træthed, manglende energi, hukommelsesproblemer med videre kan sagtens handle om sorg, men der kan også være andre helbredsmæssige forhold, som det er vigtigt at fange og tage hånd om.

Det virker, som I har en god kontakt til hinanden i familien. Måske skulle I få talt om, hvad han i glimt kan opmuntres af. Det, der giver ham livsmod, skal optimeres, og det, som han finder svært, skal der tales om eller findes praktiske løsninger for, så langt det kan lade sig gøre. Fortæl ham, at I holder alt for meget af ham til at se, at han sygner hen.

Sommertiden er ofte for mange en glædens tid. Men for dem, som har mistet, er det ikke altid en enkel årstid. Naboer, venner og familie drager af sted på ferie, og de aktiviteter, man måske går til i det daglige, lukker ofte. Det vil sige, at stilheden og aleneheden kan blive endnu større.

Her i sommer kunne I – du og din bror og jeres familier eventuelt også sammen med nogle af dine forældres venner – måske lave en slags plan for, hvornår din far kan inviteres sammen med hvem og hvor. Naturligvis ud fra diverse hensyn og ud fra din fars ønsker og interesser. Hvis det er en god idé, kunne han også inviteres med på nogle dages ferie hos begge familier. Måske er nogle af børnebørnene så store, at de også kunne besøge ham midt i feriejob og vennehygge i sommerperioden eller tage med ham i teater eller til koncert, eller hvad der nu måtte passe til hans og deres interesser.

Ved at planlægge systematisk og naturligvis ud fra en åben respekt for din far kan det også give jer andre et frirum til at gøre de ting, I skal, uden at have en ængstelse eller dårlig samvittighed med rundt, når I skal have en tiltrængt ferie fra dagligdagens arbejde og pligter. Ligeledes kan I måske også bruge sommertiden til at tale om, hvorvidt jeres far skal udfordres til at tage nogle nye valg og initiativer i de kommende måneder, således at han kommer lidt ud i livet og møder andre og deltager i noget, der kunne interessere ham.

Jeres mor og hans tidligere job har sikkert dækket mange af de behov, og nu skal der tages langt mere aktivt stilling til diverse ting end tidligere. Det skal man nogle gange have kærlige, milde og aktive puf fra andre til at gøre. Og så er det vigtigt, at han ikke bare besøger sin læge en enkelt gang, som vi nævnte ovenfor, men at der aftales fornyet besøg om et stykke tid for at følge op på det, som er kommet frem eller er blevet undersøgt ved samtalen, således at der bliver holdt øje med helbredet både psykisk og fysisk. Det er altid godt at have flere øjne – både de kærligt familiære og de professionelle – til at kigge efter sig, når livet ændres, og sorgen præger sind og krop.