Prøv avisen
Spørg om livet

Min far og hans nye familie er uinteresseret i os

Efter at jeg selv er blevet mor, har vi prøvet og prøvet med kontakt med min far, halvsøskende og deres mor uden held. Og jeg har nærmest selv skullet invitere os på besøg, for at de kunne se min søn. Nu er kontakten helt ophørt, og min søn kan jo ikke huske dem, skriver Stine. Modelfoto Foto: dragonstock - Fotolia

Påsken er en tid, hvor mange familier samles, men hvad nu, hvis ens forældre er blevet skilt, og man har mistet kontakten til den ene? Læs eller genlæs brevet fra Stine, som stort set ingen kontakt har til sin far efter forældrenes skilsmisse

Kære brevkasse

Jeg er skilsmissebarn med alt det dårlige, dette kan medføre, og jeg har nu selv fået et barn. Derfor har jeg brug for et godt råd, som jeg tror, rigtig mange kan relatere sig til i en eller anden form.

Jeg er opvokset i en familie, som har været i opbrud siden mine forældres grusomme skilsmisse for 25 år siden. Resultatet er, at jeg har nære familiemedlemmer som min far, halvsøskende og deres mor, som jeg kun har set i meget korte perioder i løbet af årene.

Efter at jeg selv er blevet mor, har vi prøvet og prøvet med kontakt uden held. Og jeg har nærmest selv skullet invitere os på besøg, for at de kunne se min søn. Det er så sket tre gange i hans snart to-årige liv. Og nu er kontakten helt ophørt, og min søn kan jo ikke huske dem. Jeg vil så gerne give min søn den kærlige kernefamilie, som jeg ikke selv fik.

Med min mand går det fortrinligt, og vi har været sammen i over 11 år. Men bortset fra min mor og mormor har min far og hans nuværende familie ikke vist hverken mig eller mit barn særlig meget interesse. For hver gang jeg prøver, bliver jeg skuffet. Så måske er det - også for min søns skyld - bedst sådan uden kontakt, så han ikke får forventninger til det og bliver svigtet? Jeg synes, det er rigtigt svært.

Mit spørgsmål lyder nu: Hvordan skal jeg fortælle denne situation til min søn, når han bliver i stand til at forstå det? Helt konkret er jeg blandt andet ved at udarbejde noget så banalt som en fotobog til min søn med billeder af hans nærmeste familie.

Skal jeg også indsætte billeder af min søns morfar? Og mostre? Hvis jeg lader, som om at de ikke eksisterer, så vil jeg nok stå til ansvar den dag, han så opdager, at de findes. Hvad svarer jeg så?

Hvis jeg derimod indsætter deres billeder, vil han vel snart spørge: Og hvor er de så? Min frygt går på, at han skal udvikle et lavt selvværd og føle sig uelsket, fordi de ikke ser ham. Hvad synes I, at jeg skal gøre konkret med fotobogen og mere generelt i vores situation?

Venlig hilsen Stine

Kære Stine

Tak for dit brev. Den erfaring, du beretter om, er der desværre smerteligt mange, som har oplevet. At man som barn skubbes i baggrunden af den ene eller begge forældre i forbindelse med en konfliktfyldt skilsmisse er desværre ikke en sjældenhed, og mange børn kan bære de oplevelser med sig gennem mange år og ind i voksenlivet. Nogle gange kan de erfaringer yderligere kompliceres, alt efter hvilke nye partnere der kommer ind i forældrenes videre historie

Når man som skilsmissebarn med en sådan historie som dig selv får børn, kan netop de årevise oplevelser, tanker og følelser blive reaktiveret på en særlig og dybtgående måde. Oplevelsen af ikke at være prioriteret eller at være skubbet til side gennem mange år lever inde dig, samtidig med at du uden for dig selv spejler dit eget barn og ser, hvor sårbar og afhængig man kan være, når man ikke er så gammel. Og så bliver du bange for, at du ikke tilstrækkeligt kan beskytte din egen søn og give ham al den tryghed, der er tilstrækkelig for hans sunde udvikling.

Det virker, som om der kun er kontakt til din far og hans nye familie, hvis det er dig, der tager initiativet. Det gør i sig selv rigtig ondt. For det understreger, at de ikke har det samme behov som dig. Man vil så gerne tilvælges frivilligt og elskes og blive set for sin egen skyld. Og når man får børn, så ønsker man af hele sit hjerte at vise det frem og lade andres kærlighed også ramme sit barn.

Din kontakt til din far og hans familie har været sporadisk op igennem dit liv, så de bånd, du kunne have haft brug for, er ikke så stærke. Og denne mangel gør rigtig ondt hos dig. Det er et tab og en sorg, som hører til dit livsvilkår, og som du har måttet leve med. Og nu viser det sig tydeligt, når du selv er blevet mor.

Måske trænger du ekstra meget i denne tid til at dele dine tanker og din sorg med din mand eller andre gode mennesker. Hvis du har behov for det, og hvis du tænker, det er en idé, kunne du eventuelt også skrive et brev til din far, hvor du fortæller om denne sorg. Igen kan det være, at du ikke får den respons, du kunne håbe på, men så har du selv givet det ord.

Den vigtigste trøst, vi kan forsøge at give dig, er, at din kære søns situation i den sammenhæng er helt og aldeles anderledes og forskellig fra dig. Du har gennem flere årtier oplevet dig fravalgt og ikke vigtig. Det er helt modsat med din søn. Hans erfaring er, at hans to allervigtigste personer er lige omkring ham dagligt, og de elsker ham begge to, og de elsker også hinanden gennem efterhånden 11 år. Så han er heldig.

Vi ved ikke, hvorfor din far og hans nye familie kun har meget lidt kontakt med dig igennem din barndom. Men når det har været sådan i så mange år, og dine initiativer nærmest aldrig er blevet fulgt op fra hans side, er det meget vanskeligt at forestille sig, at det skulle ændre sig i de kommende år.

Det er den realitet, du må have i din bevidsthed, så du ikke hele tiden skuffes og håber på noget, der ikke sker. Hvis du kan få hjælp til en sådan realistisk tilgang, vil du måske lidt lettere selv kunne vælge til eller fra og måske tage kontakt til ham for eksempel en eller to gange om året, hvis du vil, men hvor du selv bestemmer omfang og form.

På den måde holder du realismen ved lige, og på den måde ved din søn, at de er en del af din historie, men at de ikke er så vigtige og har den betydning, som mange andre af hans voksne familie eller venner. Det er ikke så svært for ham at vide, når han ser, at du forholder dig til det. For de er ikke en del af hans hverdag, og hans følelser og tanker er helt anderledes end dine, for han har aldrig været afhængig af din fars kærlighed, sådan som du var det engang.

Og så er der det med fotobogen. Vi synes, at du skal lave den på en måde, som giver glæde både for dig selv og for din søn og andre, der kigger i den. Fyld fotobogen med situationer og mennesker, der betyder noget for ham i hans hverdag. Det er ikke det samme, som at der skal skjules noget for ham. Han skal selvfølgelig vide noget om din fortid og få de forklaringer, der hører til i de kommende år. Det er bare ikke det største behov, som han har lige nu.

Og fremover vil du bedre kunne forklare ham tingene, hvis du selv har fået det på plads, som er helt afgørende at få øje på, nemlig at hans historie er helt anderledes end din, og hans følelser er helt anderledes end dine også i forhold til den sårbare fortælling, du her har delt med os. Så hans følelse af eget værd og hans selvbillede formes af hans liv i hverdagen. Og til forskel fra det, du har erfaret, er han i sin hverdag i en nær relation til både sin mor og til sin far.

Mange hilsener

Anette og Jørgen Due Madsen