Prøv avisen

20-årige Marie er lige flyttet hjemmefra: Min far var på grådens rand, min mor var bekymret

Marie Skoust havde en stor udlængsel og flyttede derfor fra Thisted til Sjælland denne sommer. – Privatfoto

20-årige Marie Skoust fra Thisted er netop flyttet hjemmefra som den sidste ud af en flok på tre. Hun ved godt, at det svært for hendes forældre, at huset er tomt, men hun nyder at være sig selv

Hvordan havde du det med at skulle flytte hjemmefra?

”Det var en lidt mærkelig følelse. Jeg tænkte meget over, hvordan det skulle gå med mine forældre, og var også lidt bekymret for dem. Men jeg havde længe gerne villet flytte hjemmefra, så det var også en lettelse, at jeg endelig kunne gøre det.”

Hvorfor var du bekymret for dine forældre?

”Fordi jeg kunne mærke på dem, at de var bekymrede. Min mor var mest bekymret for mig, mens min far var mest bekymret for, hvordan det skulle gå med dem, når jeg ikke længere boede der. Min far savnede mig, bare jeg var væk en weekend for at besøge min kæreste, og han var på grådens rand, da jeg flyttede. Med tiden tænkte jeg også selv på, hvad der ville ske, hvis jeg ikke kunne finde ud af at bo hjemmefra og blev nødt til at flytte hjem igen”.

Havde det noget at sige, at du er den yngste og dermed den sidste, der boede hjemme?

”Jeg tror, jeg følte, at jeg havde et større ansvar, fordi de nu pludselig skulle være helt alene, så jeg havde på en måde lidt en skyldfølelse over at flytte ud, fordi jeg godt kunne godt være blevet hjemme et år for at arbejde. Men jeg havde en udlængsel og havde brug for at flytte og finde arbejde et andet sted.”

Da du flyttede, skrev din mor på Facebook, at det er forfærdeligt, når mindstebarnet flytter. Hvad tænkte du om det?

”Jeg kunne godt mærke, at jeg blev rørt, da jeg så det på Facebook. Min mor skjuler godt, hvis hun er ked af det, og vil helst ikke belaste andre med det. Hun havde nævnt det lidt i sjov tidligere, så jeg kunne godt mærke, hvor hårdt det var for hende. Vi snakkede sammen nogle dage efter, jeg var flyttet, hvor min far også var væk hjemmefra i nogle dage. Der havde hun begravet sig i arbejde for ikke at tænke på det. Hun syntes godt nok, det var tomt. Og vores hund Thilde havde endda fået lov at sove i sengen sammen med hende, så hun ikke skulle være alene.”

Nu er det en måned siden, du flyttede hjemmefra. Hvordan er det så?

”Jeg synes, det er virkelig rart på den ene side. Det er rart at komme hjemmefra og være lidt mere selvstændig. På den anden side er jeg er flyttet til Rørvig på Sjælland og kender ikke mange ud over dem, jeg bor med. Så jeg skal have bygget et netværk op og finde et arbejde. Min kæreste bor i Roskilde, og det er rart at være tættere på ham, men vi var enige om, at det ville være et for stort skridt at flytte sammen allerede nu.”

Hvor ofte har du kontakt til dine forældre?

”Det er forskelligt. Vi skriver lidt til hinanden og ringer ellers sammen cirka en gang om ugen. I perioder kan jeg have mere brug for dem, og så har vi mere kontakt. Jeg tror lidt, de tænker, at de ikke vil være for omklamrende, og derfor ikke ringer lige så tit, som de gerne ville.”

Er du stadig lidt bekymret for dem?

”Jeg tror bare, at de som forældre skal finde ud af, hvordan det er, når der ikke er hjemmeboende børn længere. De skal vænne sig til det, og de kommer sikkert til at nyde det. Min far får ikke længere kritik af mig, når han smasker ved bordet, og min mor bliver ikke forstyrret hver halve time af, at jeg lige har brug for at snakke om noget.”