Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mit livssyn

Søren Brostrøm: Min fars tidlige død har sat varige spor

54-årige Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen, er præget af sin mor, der også var læge og måtte klare hverdagen som eneforsørger efter sin ægtefælles død. – Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Ritzau Scanpix.

Søren Brostrøms virke som direktør for Sundhedsstyrelsen er præget af værdier, som han fik med sig fra barnsben. Og nu da coronavirussen præger livet i Danmark, er særligt den høje arbejdsmoral, der er gået i arv fra forældrene, kommet ham til gode

I disse dage dukker hans ansigt dagligt frem på nyhedsskærmene, og tænder man for Radioavisen, vil det ofte være hans stemme, der flyder ud i æteren. Siden 2015 har Søren Brostrøm nemlig som direktør for Sundhedsstyrelsen haft som hovedopgave at skabe de bedst mulige rammer for sundhedsvæsenet i Danmark. Og det er en post, der har gjort ham til en ekstra travl mand i disse uger, hvor coronavirussen og ikke mindst frygten for dens udbredelse har ramt landet.

Arbejdslivet har dog altid fyldt det meste af tilværelsen for direktøren, så på den måde er håndteringen af den nuværende krise ikke en omvæltning af hans daglige rutiner. Han er vant til de lange aftener på kontoret. De generer ham ikke, fortæller han, for Søren Brostrøm har altid prioriteret at vie sin tid til at skabe forandringer – de seneste mange år inden for det danske sundhedsvæsen.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg stræber hele tiden efter lighed og retfærdighed, og det er måske nøgleordene for, hvordan jeg vil betegne mit livssyn. Det lyder måske storladent og som en kliché, men skal jeg være helt ærlig, så har jeg altid brændt for at gøre en forskel for mennesker og for at forandre verden. Det er dog kommet til udtryk på flere forskellige faconer gennem mit liv. Som helt ung var det i form af at engagere mig i elevrådsarbejde. I 1980’erne var jeg meget aktiv på venstrefløjen, og fra 2000’erne og frem til nu har det i høj grad været på det sundhedsfaglige felt, at jeg har stræbt efter at gøre en forskel. Der er ligesom flere ting, der løber sammen i mig i form af både det sundhedsfaglige, det politiske og det organisatoriske. Men jeg tror, at grundstenene i mit livssyn, som er retfærdighed og lighed, har gjort, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør, på en af de højeste sundhedsfaglige stillinger.

Hvad har formet dit livssyn?

Det har min opvækst i 1970’erne i et hjem, hvor begge mine forældre var læger, og hvor jeg fik både stærke værdier og en høj arbejdsmoral ind med modermælken. Selvom mine forældre var akademikere, kommer jeg fra en usnobbet familie, der altid havde fokus på retfærdighed og lighed som primære kerneværdier. Jeg er opdraget til aldrig at gøre forskel på høj og lav. Det var i min barndom, at velfærdsstaten og det offentlige sundhedsvæsen voksede til, og jeg husker stadig mine forældre fortælle mig om sygekassepengene, og hvordan forholdene var for de fattigste, der blev ramt af alvorlig sygdom. Min mor var børnelæge i tiden, før man fik effektiv behandling til for eksempel børn med leukæmi. Det engagement, hun lagde i det lægefaglige, fyldte meget i min opvækst og inspirerede mig til selv at søge ind på lægeuddannelsen. Jeg tror derfor, at det allerede var fra barnsben, at jeg lærte at brænde for det danske sundhedssystem og samtidig lærte at knokle hårdt for forandring.

Hvad gør dit liv rigere?

Det er de succeser, jeg oplever. Jeg opfatter ikke mig selv som særlig forfængelig, og når jeg siger succeser, så er det hverken positionen, lønnen eller titlen som direktør, jeg henviser til. Mit arbejde fylder blot overskyggende meget i mit liv. Da jeg var yngre, tror jeg, at jeg i højere grad målte succeserne fra dag til dag. Som nyuddannet læge var mine ambitioner måske ikke så høje, dengang handlede det blot om at gøre det godt for mine patienter. Nu, hvor mit arbejde foregår på et organisatorisk niveau i Sundhedsstyrelsen, handler det i højere grad om at kunne se min egen indsats fra et helikopterperspektiv og acceptere, at succeserne sjældent sker fra dag til dag, men at man på den lange bane faktisk er i færd med at føre den nationale sundhed i nye retninger. Lige dér mærker jeg min succes i dag.

Når ikke jeg arbejder, så bruger jeg min tid på min familie. Den er ikke så stor, men vi har et meget tæt forhold. Selv har jeg ikke børn, og jeg har aldrig formået at holde på manden i mit liv. Men min mor, min bror og svigerinde og mine nevøer og niecer gør mit liv meget rigere. Det samme gælder kunst og kultur, som har været min store interesse siden 1980’erne. Dengang så jeg japanske og russiske sort-hvide film i Aarhus Studenternes Filmklub – i dag er det opera, jeg tyer til.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Den indtraf, da jeg var elleve år og mistede min far. Han døde i en ulykke i 1976. Jeg husker stadig begravelsen enormt tydeligt, og jeg græder stadig hver eneste gang, jeg som voksen er med til en begravelse, fordi jeg kommer til at tænke tilbage på dagen, hvor vi begravede min far. Det var en hård tid, der tog enormt hårdt på både mine søskende, min mor og mig selv. Ulykken skete kun få år efter, at mine forældre var færdiguddannede som læger. De havde netop købt et hus, som de havde satset to lægelønninger på, så tilværelsen efter min fars død var tynget af både sorg og en hård økonomisk situation. I dag vil børn som oftest komme i sorgterapi, når de mister en forælder så tidligt. Det gjorde jeg ikke, og tragedien har sat evige spor i mig. Men jeg havde mine søskende, og jeg havde min mor, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var vores fælles styrke, der hjalp os gennem den svære tid.

Hvad tror du på?

Jeg kan sige så meget, at jeg tror på mennesket. Som spæd blev jeg døbt, men jeg valgte ikke at blive konfirmeret, og jeg betegner hverken mig selv som kristen eller anden form for religiøs. Det hjem, jeg voksede op i, var ikke religiøst, og som barn lærte jeg at se livet fra et naturvidenskabeligt perspektiv. Jeg har ikke fået en åbenbaring, som andre taler om. Men det er heller ikke, fordi jeg tror på, at naturvidenskab har alle svarene. Jeg finder rigtigt mange svar på livets spørgsmål i kunst, kultur og i andre fagligheder end lægevidenskaben. Jeg er et meget nysgerrigt menneske.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

I stedet for åndelige og moralske forbilleder vil jeg hellere kalde dem, jeg ser op til, for mine hverdagshelte. Min mor står som en helt central person her. Hun er en helt for mig, blandt andet fordi hun er en umådelig stærk kvinde, der har formet mig og holdt sammen på familien. Og så har jeg også haft utallige forbilleder i min karriere, blandt andet i form af flere sygeplejersker og jordemødre, der har haft enormt stærk faglighed og nogle stærke værdier. Selvom videnskaben er det primære sted, jeg søger viden, så har jeg fået stillet mange vigtige spørgsmål i livet af mine hverdagshelte og desuden også i kunsten.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Der skal ikke stå noget, for der kommer ingen gravsten. Jeg ved, at jeg ikke vil begraves, jeg vil gerne kremeres. Mit eftermæle er ikke noget, der optager mig, for jeg er i stedet optaget af min nutid. Men hvis jeg skal sige, hvad jeg vil huskes for, så må det være for den kærlighed, jeg har til det, der omgiver mig. Til mit erhverv og til min familie.