Min hobby er at have det sjovt

Peter Lund Madsen, 54 år, læge, hjerneforsker og vært på det populære naturvidenskabelige program ”Hjernekassen på P1”, har det bedst, når han ikke har dårlig samvittighed

Ifølge Peter Lund Madsen har det intet med sundhed at gøre at træne til at løbe maraton.
Ifølge Peter Lund Madsen har det intet med sundhed at gøre at træne til at løbe maraton. .

Hvad er det gode liv for dig?

Det er at have så ren samvittighed som muligt og leve i harmoni med de mennesker, der betyder noget for mig. Nogle gange kan man ikke undgå at have berettiget dårlig samvittighed, og man kan ikke slippe væk fra det. Men jeg har nogenlunde god samvittighed, når jeg ikke har opført mig alt for egoistisk og ikke kører med dobbeltregnskab over for dem, jeg holder af. Derfor bestræber jeg mig på at have så få hemmeligheder som muligt, og det betyder, at jeg ikke bliver stresset. Det handler også om at overholde aftaler med folk og have en ærlig tilgang til det, jeg laver sammen med andre. Når jeg engang dør, og mine papirer skal gennemgås, vil der ikke ligge de store chok og vente nogen steder.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Det, jeg allerbedst kan lide, er at sidde og grine sammen med nogen, jeg har det rart sammen med. Jeg kan godt lide at have det sjovt, det er det bedste. Det er min hobby.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg går til benhård kropsgymnastik i et fitness-center to gange om ugen. Og om sommeren cykler jeg min Amager-rute og til vores sommerhus på Samsø. Derfor er min krop i fuldstændig topform. Cykling er enormt rart om sommeren. Og hvis ikke jeg laver gymnastik, får jeg ondt i ryggen og andre former for muskel- og ledømhed. På to timer ugentligt kan jeg slippe for alt det der, og hvis jeg holder det, bliver jeg ikke deprimeret, inden jeg skal derover.

Hvad er afslapning for dig?

At ligge i varme karbade - det er min anden hobby. Det er lige noget for mig, og det har det altid været. Så ligger jeg og tænker, og hvis jeg har travlt, glider den tænksomme periode over i let slummer. Det er fantastisk.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid mange ting, for min kone er god til at lave mad. Der er også ketchup, som jeg godt kan lide. Der er Nettos serrano-skinke, som er god til prisen og smager godt. Og så er der altid et stykke roquefort, som jeg har købt og glæder mig til at spise, men ikke nænner at tage hul på. For når man gør det, begynder den at snaske, og så er det ikke så appetitlig en oplevelse.

Hvad er din største last?

Det spørgsmål vil man jo aldrig svare ærligt på. Men jeg har et meget svært kontrollerbart forhold til ost. Jeg kan virkelig godt lide ost. Det er ikke usundt, men indeholder en masse animalsk fedt, så man kan hurtigt blive for tyk og forkalket af ost. Men jeg elsker ost.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Det er, at sundhed intet har at gøre med at træne til maraton. Men det er vigtigt, at man ikke er for fed, har en rimelig god kondition, ikke ryger og ikke drikker alt for meget alkohol. Så kan man have ret god samvittighed og behøver ikke at bruge mere tid på det.