Kære brevkasse
Tak for en god og alsidig brevkasse med mange gode vinkler på dette og hint. Jeg har et spørgsmål og et dilemma om en moralsk konflikt. Baggrunden er, at min kæreste, kort inden vi mødtes, havde et forhold til en gift mand. Det var en noget ældre mand end hende. Forholdet stod på i halvandet år og sluttede for et par år siden, da min kæreste ikke kunne se nogen fremtid i det og gjorde det forbi.
Stævnemøderne skete, når manden var på tur med sine foredrag omkring sorgbearbejdning med videre, hvor de aftalte at mødes efter foredraget eller op til dette. Min kæreste mødte ham netop første gang efter et sådant foredrag, der handlede om at miste et barn. Min kæreste mistede for en del år siden et barn, som led af en uhelbredelig sygdom. Hun var selvsagt meget ulykkelig, fortvivlet og kunne ikke se nogen mening med livet over en længere periode.
Da hun møder ”sjælesørgeren” til foredraget, bliver hun fanget af hans ordstrøm om lindring og trøst i smerten og om at finde ny mening med livet, og hun føler sig set og hørt. Han foregiver at ville trøste hende og følger hende hjem, men det viser sig, at han havde andre slet skjulte hensigter. Stille og roligt får han min kæreste fanget i ord og håndens og kroppens berøringer, og snart sidder hun fast i hans spin.
Som nævnt stod forholdet, som havde erotisk karakter, på i halvandet år med store perioder, hvor der kun var begrænset og sporadisk kontakt. Min kæreste følte sig mere og mere ulykkelig og narret og kunne til sidst ikke se sig selv i det, selvom manden en passant nævnte, at han måske en dag stod med sin kuffert uden for hendes dør. Det skete aldrig, og min kæreste slap heldigvis ud.
Manden var en ganske almindelig familiefar med kristent fundament. Han valgte altså trygheden med sin kone og voksne børn, som alle intetanende stod i kulissen. Set i bakspejlet er min kæreste godt klar over, at hun er blevet narret. Hun fortæller: ”Hans øjne var undvigende, og hans gang undskyldende, hans hænder slap mine, når vi kunne ses. Han var en forbandet svindler, og jeg må tilgive mig selv og komme videre”.
Hun er videre i dag, og vi har et dejligt forhold, hvor jeg i stigende grad føler, at det ulige og uværdige forhold er fortrængt.
”Jeg ser mig ikke tilbage som Lots hustru”, fortæller min kæreste. Det gør mig tryg.
Er det forkert, at mine tanker omkring ovenstående og mine følelser rummer indignation, vrede og til tider fortvivlelse, der gør, at jeg har haft lyst til at lade den blå ild løbe og lade de involverede parter få ren besked, herunder hustruen, der intetanende støtter farisæeren? Derved kunne det måske forhindres, at han lader det gå ud over andre sårbare og søgende sjæle? Eller skal jeg lade det fare og modnes af tilgivelsens mildhed, lade tiden læge alle sår?
Venlig hilsen Jørn
Kære Jørn
Tak for dit brev. Det er en oprørende historie, du skriver om. Desværre er det ikke første gang, vi hører om lignende fortællinger. Vi kan godt forstå, at du smager på mange slags følelser af vrede og tristhed.
Et utroskabsforhold til anden side, hvor ægtefællen er intetanende, er i sig selv en oprørende ting og et løgnagtigt dobbeltspil. Men i dette tilfælde handler det ikke om to mennesker, der mødes på en arbejdsplads, et kursus eller ude i byen. Den mand, som din kæreste møder, er hjælper for mennesker i en sårbar livssituation som autoritet og sjælesørger. Mennesker i en sådan position har et ekstra ansvar. Det gælder for eksempel også læger, psykologer, præster og lærere, som møder mennesker som vejledere eller som hjælpere i livskriser og i udsatte positioner.
Der er jo et magtforhold og en asymmetri i mødet, idet den ene har en rolle som hjælper og den anden som hjælp- og vejledningsopsøgende. Så din kærestes tidligere elsker udnytter så at sige et menneske i en sårbar situation. Og han tager i pose og sæk, for han forbliver i sin trygge hverdag i sin familie og kan åbenbart også stadig holde foredrag og sige indfølende ord om det sårbare menneskeliv, samtidig med at han udnytter en kvinde, når han har tid og mulighed. Så det bliver på hans præmisser og efter hans forgodtbefindende.
Det var godt, at din kæreste fik samlet sig sammen og fandt styrke til at sige fra, og det er godt at høre, at hun er kommet videre, og at I to har et godt og ligeværdigt forhold. Og det er godt for hende, at hun har en, der forstår, og som ønsker at kæmpe for hende. Vi forstår godt, at du får lyst til at reagere. For det skurrer ens retfærdighedssans og ens moral, at en mand kan udnytte sørgende mennesker på så omfattende vis. Vi forstår også, at man får lyst til at stoppe hykleriet og lade tingene komme frem i lyset. Især fordi man godt kan få tanker om, at det måske fortsætter med andre. Samtidig tænker vi, at man må handle med skønsomhed.
Det vil være ganske drastisk at skrive til vedkommendes ægtefælle. Det kan have meget store konsekvenser både for hende og deres voksne børn. Og de er jo helt uskyldige i alt dette. I første omgang anbefaler vi, at I skriver et anbefalet brev til den pågældende mand, hvor I med tydelige ord fortæller, hvad I tænker om hans udnyttelse af sårbare mennesker, hans manglende ansvarsfølelse og hans dobbeltmoralske adfærd, og at I advarer ham kraftigt mod på nogen måde at fortsætte med sit falske liv. I kan også skrive, at I har en overvejelse om at fortælle åbent om det, ikke mindst fordi I tænker, at det ville være ulykkeligt, hvis andre i en lignende sårbar position skulle blive udsat for de samme ting. I kan også skrive, at I forventer at få et svar tilbage.
Måske kan et sådant skridt give lidt luft og selvrespekt hos jer, og måske kan den pågældende mand få noget alvorligt at tænke over. Alt efter det svar, I får fra ham, kan I så finde ud af, om der skal gøres mere. Du er velkommen til at skrive igen.
Hvis andre har oplevet noget lignende eller har tanker om dette emne, ser vi frem til at få breve om det.
Mange hilsener