Prøv avisen
Den store overgang

Tidligere Carlsberg-formand: Pensionen giver mig nye frihedsgrader

Tidligere formand for Carlsbergfondet og Carlsberg A/S Povl Krogsgaard-Larsen er i en omstillingsproces, hvor han efter 50 år i hovedstaden er i gang med at flytte permanent tilbage til sin fødeø Mors. I landsbyen Sundby 300 meter fra Limfjorden har han og hustruen Tove bygget et hus med kig til vandet. Foto: Jens Bach

Efter et langt og hektisk arbejdsliv i København er tidligere formand for Carlsbergfondets direktion Povl Krogsgaard-Larsen i gang med at flytte hjem til sin fødeø Mors. Han vil både tilbage til sine rødder og ud i verden

Min kone, Tove, og jeg har sat vores parcelhus i Blovstrød til salg. Det er vemodigt for os at skulle af med det efter 45 år, men vi har længe vidst, at vi ville sælge det, og at 2016 ville være et naturligt tidspunkt at begynde at overveje at afhænde huset. Jeg står midt i en omstillingsproces og er i gang med en gradvis pensionering.

Om få dage fylder jeg 75 år, og det betyder, at jeg ikke længere kan sidde med i Lundbeckfondens bestyrelse eller være formand for Brain Prize Foundation, som også hører under Lundbeck. Jeg har stadig mit lille deltidsprofessorat ved den farmaceutiske sektion ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, men det er muligt, at jeg vælger at blive emeritus på et tidspunkt. Det er altid på grund af en aldersgrænse, at jeg er stoppet med at arbejde, og det har jeg det vældig godt med, for så ved man, hvad man har at rette sig efter.

I 2012 stoppede jeg som formand for Carlsbergfondets direktion og som bestyrelsesformand i Carlsberg A/S, fordi jeg da var blevet 70 år og faldt for aldersgrænsen. Jeg oplevede på ingen måde afskeden som sørgmodig. Det var naturligt, at det skulle være sådan. Der blev arrangeret en overvældende afskedsreception på Glyptoteket i København, hvor flere hundrede mennesker var mødt op for at sige farvel. På en måde var det en berusende oplevelse, men det var også en smule belastende på den måde at skulle være i centrum.

Bagefter var jeg glad for, at det var blevet arrangeret, men jeg var også glad for, at det var overstået.

Neddroslingen fra arbejdslivet er sket gradvist og trinvist, og det synes jeg er vældigt bekvemt. Der er givetvis nogle, der oplever afskeden med arbejdsmarkedet som et stort vakuum, ja nogen ender med at blive slået ihjel af den tomhed, der kan følge på grund af identitetstabet. Hvis man har lagt nogle overdrevne magtaspekter i sit job og har fået følelsen af at være uundværlig, så kan det tage voldsomt hårdt på nogle at holde op. Jeg har aldrig nogensinde ladet den indflydelse, jeg har haft, glide over i en fornemmelse af magt. Gør man det, er man efter min målestok på afveje. Jeg er ikke noget magtmenneske, og indflydelsen har jeg ikke mere. Jeg har aldrig set mig tilbage, når jeg har forladt en stilling. Jeg ser fremad.

Vi ved, hvor vi skal hen nu. For 10 år siden byggede vi et hus i landsbyen Sundby på min fødeø Mors. I den langstrakte lille by med cirka 500 indbyggere boede jeg også selv en del af min barndom og hele min ungdom på mine forældres gård. Vores nye hus står fuldt funktionsdygtigt og møbleret og venter på, at vi i nær fremtid flytter rigtigt tilbage. Det ligger så højt, at vi kan se ned over Limfjorden, der ligger og glimter 300 meter væk, og skrænter med moler er inden for rækkevidde. Min ene bror og hans kone bor lige ved siden af. For mig bliver det ligesom at flytte hjem igen. Vores søn og datter synes da, det bliver lidt mærkeligt, at vi sælger deres barndomshjem og forlader omgivelserne, de er vokset op i, men vi har hverken råd eller lyst til at passe to huse, og vi vil gerne tilbage til Mors.

Tove og jeg er begge jyder, og vi har længe gået med en drøm at få en mere jysk tilknytning, men på grund af mit arbejdsliv har det ladet vente på sig. Når vi har besøgt vores hjemegn, har vi haft en klar følelse af, at vi har nogle rødder siddende der, som vi ikke sådan har kunnet rykke op – og heller ikke har villet rykke op. Mit sprog bærer jo tydeligt præg af, at jeg kommer fra Jylland, og med mine to brødre taler jeg altid dialekt. Man kan ikke løbe fra sit ophav. Nu kommer jeg til min hjemegn, hvor jeg kender hvert eneste hus. At jeg så ikke længere kender alle menneskene, der bor der, er en anden sag.

Vi skal tilpasse os, når vi flytter til Mors. Vi vil dyrke mange aktiviteter og gøre en ekstra indsats for at blive en del af lokalsamfundet og fungere der. Selvom jeg har været væk i mere end 50 år, tror jeg godt, at jeg kan falde ind i det igen. Jeg tror, at mit væsen er sådan, at jeg kan have fornøjelsen af at snakke med alle mulige mennesker, hvis de ellers er troværdige og hæderlige.

Som stor dreng og ung gik jeg først i mellemskolen og siden i gymnasiet i Nykøbing, hvor jeg blev meget optaget af det boglige. Det var dramatisk og skabte spændinger, fordi jeg skilte mig ud fra mine fodboldkammerater i Sundby og derfor skulle kanøfles. Når jeg i dag møder mine venner fra dengang, oplever jeg ikke længere de barrierer. Jeg har ofte været tilbage og holde foredrag og kan da mærke i nogle tilfælde, at folk kan være lidt tilbageholdende og benovede, fordi jeg, siden jeg boede og levede her, har haft de store stillinger. Der må jeg så selv signalere, at jeg altså ikke sidder på nogen høj hest.

I min tid som formand for Carlsberg ville jeg helst køre hjemmefra senest klokken 6.45 for at undgå myldretiden og måtte derfor stå tidligt op. Det behøver jeg ikke længere. Det er gået op for mig, at jeg egentlig er b-menneske og godt kan lide at sove lidt længere om morgenen. Det havde jeg helt glemt efter først at have små børn og så have morderligt travlt med at arbejde. Lige siden jeg i 1970’erne var ung forsker, har jeg ofte arbejdet til langt ud på aftenen, og jeg havde en madras liggende på mit kontor.

Jeg er et pligtmenneske, så jeg har altid ment, at hvis nogen fik øje på mig og syntes, at jeg var den rigtige til at beklæde en post, så var jeg forpligtet til at gøre mit bedste for at leve op til det og arbejde hårdt for sagen. Det betød også, at Tove endte med at opgive sit job som lektor på den daværende Farmaceutiske Højskole, så hun kunne gå hjemme ved vores børn, Nina og Niels, da de var små. Ellers havde det ikke kunnet hænge sammen. Hun ville gerne have været i gang med at arbejde igen på deltid, men det var der ikke noget, der hed dengang. Det var en stor skuffelse for os begge.

Nu har vi fået mere tid sammen, og det er meget godt, selvom vi også stadig har hver vores domæner. Hvis det ellers passer med kalenderen, går vi nu tit en rask formiddagstur i skoven efter morgenmaden, hvor jeg må kæmpe for at holde trit. Jeg kan mærke, at efter min kalender er begyndt at åbne sig, er jeg også begyndt at åbne mig mere for verden. Det giver nye frihedsgrader. Jeg har ikke det store netværk privat.

Jeg har været forfærdeligt optaget af mine arbejdsfunktioner, så det er mere Tove, der har snakket med folk omkring os. Jeg har nok heller ikke helt det samme behov. Mens nogle måske oplever, at deres perspektiv snævrer lidt ind med alderen, og når de stopper med at arbejde, tror jeg nok, det kommer til at være anderledes for os, fordi jeg på grund af mine funktioner har været begrænset socialt. Nu har jeg mulighed for at engagere mig i andet end arbejde.

Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv, forekommer det mig fuldstændig uvirkeligt. Som en drøm. Jeg voksede op som landmandssøn på Mors uden forbilleder at læne mig op ad. Ved en tilfældighed gjorde min ellers uduelige kemilærer i gymnasiet mig opmærksom på, at ”farmaceuter er dem, der ved alt om giftstoffer og lægemidler”. Det blev helt afgørende for, at jeg senere blev professor i medicinalkemi. I hele mit liv har jeg aldrig skrevet en jobansøgning. Jeg er altid blevet kaldet, opfordret eller puffet til at tage et job.

Nu ligger minderne om et langt arbejdsliv på erindringshylderne, hvor jeg kan tage dem frem og kigge på dem. I mit faglige liv var jeg allergladest, da jeg som ung forsker gik og arbejdede hen imod nogle af de store gennembrud, jeg fik med at identificere giftstofferne i den røde fluesvamp til brug i epilepsimedicin. Men så tog udviklingen fart, og det er ikke sådan, at jeg ærgrer mig over, at det ikke fortsatte. Alting har sin tid.

Nu, hvor jeg for alvor er ved at blive pensionist, ønsker jeg ikke at fremstå som én, der demonstrativt har fuld fart på hele tiden. Omvendt så er det med at sige, at tiden nu er en ventepause før endestationen – før tingene skal rundes helt af – heller ikke noget, jeg kan forlige mig med. Jeg vil sige, at vi er på vej ind i en rolig, aktiv periode. Det er sådan, vi vil opleve vores pensionsalder. En af mine hovedaktiviteter bliver at læse bøger. Der har været masser af litteratur, jeg ikke har haft tid til at læse, mens jeg arbejdede, så jeg har et formidabelt efterslæb. Og så skal vi passe huset og grunden på Mors, som er meget stor. Men jeg har ikke forkromede planer om at gøre noget bemærkelsesværdigt.

Vores datter bor i Perth i Australien med sin mand og tre børn. Det er et savn, at de er så langt væk, men min datter fik en ph.d.-grad og nogle jobmuligheder der, som hun ikke havde kunnet få i Danmark, så jeg forstår hende godt. Mens jeg arbejdede, skulle jeg virkelig kigge grundigt i kalenderen for at finde tre-fire sammenhængende uger, så vi kunne tage til Australien. Nu kan vi rejse oftere dertil end tidligere. Det ser vi frem til. Og så kommer vi uden tvivl til jævnligt at tage til København, hvor vores søn bor. Der kører heldigvis stadig tog fra Thisted til hovedstaden. Det er vores livline til verden.

I mit arbejdsliv har der været et stort forventningspres, som det nu er en lettelse at være foruden. I perioder, hvor presset har været umådeligt stort, har jeg bedt Gud om at hjælpe mig. Det er min oplevelse, at min bøn er blevet hørt, og det har været meget stimulerende for mig.

Da jeg blev formand for Carlsbergfondet, antydede flere, at jeg var lidt tyndbenet til jobbet, og min egen far sagde: ”Jamen kæreste ven, du dur jo ikke til regnskab, hvordan skal det da gå?”. Men man må jo gå til opgaven, som den foreligger, og alliere sig med gode mennesker, der er stærke, hvor man selv er svag.

Jeg føler, at bønnen på forskellig vis har bidraget til, at opgaverne er blevet løst. Troen er en meget rodfæstet del af min tankeverden og har været det, siden jeg var barn, selvom jeg ikke er den store kirkegænger. Det kan være, jeg kommer til at gå mere i kirke, når vi flytter tilbage til Mors.

På grund af min tro har jeg også altid oplevet en meget stor taknemmelighed, når noget er lykkedes. Meget af det, jeg har oplevet i mit arbejdsliv, har været så stort, at jeg ikke kan tro andet, end at der har været en højere magt involveret og hjulpet til med det.

Trods svære odds faldt de opgaver, jeg var centralt involveret i, på plads. Var det ikke lykkedes, havde det til gengæld været en katastrofe. Jeg tror, det er helt afgørende for, hvordan man oplever det at gå på pension.

Hvis man, som jeg, føler, at man har udrettet det, man gerne ville i sine funktioner, så bliver man ikke ramt af en identitetskrise. For så er arbejdet gjort ordentligt færdigt og er rundet af, og man kan trække sig tilbage med ro i sindet.

I 1992 var Povl Krogsgaard-Larsen professor ved Den Farmaceutiske Højskole i København. Legetøjshunden i dørkarmen hængte han op, når han ikke ville forstyrres. Foto: Jens Bach