Kære brevkasse
Jeg læste for en tid siden en artikel om arbejdsnarkomani i denne avis. Den blev en øjenåbner for mig i forhold til en kollega, som daglig møder flere timer før arbejdstid og bliver der efter fyraften. Ofte drejer det sig om fire-fem timer ud over almindelig arbejdstid, vel at mærke uden løn.
Han siger undskyldende, at det bare er interessetimer, men han påtager sig mange ekstraopgaver, tilsyneladende for at have en undskyldning for at blive de ekstra timer.
Da det er en nær kollega, har jeg tænkt meget over, hvad grunden kunne være. Han og hustruen har ingen børn, og de er begge nok lidt enspændere. Jeg har ofte stået og ikke vidst, hvad jeg skulle sige, når han kommer med atypiske kommentarer. Mandag morgen siger han: ”Herligt, så har vi en hel arbejdsuge foran os.” Sagt i fuldt alvor. Og weekenden holder han på afstand længst muligt. Den bedste weekend er for ham, når han kan få lov til at arbejde både lørdag og søndag på en tidligere arbejdsplads.
Han undslår sig, når han bliver tilbudt løntillæg, da han ikke mener at have fortjent det. Og da vi for nylig gennemgik vores arbejdsopgaver, lod han forstå, at hvis ikke der var opgaver nok, kunne han jo ”lige så godt springe i havnen”.
Jeg har tænkt, at det måske var fruen, der var umulig, eller deres boligforhold eller andre private forhold. Men virkeligheden er måske, at han ikke kan ”holde ud” at være sammen med sig selv. Han har haft et skilt hængende, hvorpå der stod ”hovedet er et forfærdeligt sted at være”. Når jeg har spurgt til det, har han bare slået det hen og joket med det.
Han døjer med betændelse i benene, som jævnligt blusser op, og som kræver øjeblikkelig stærk antibiotika. Det er kun, hvis han har høj feber, at han bliver hjemme. Lige så snart feberen er slået ned, går han på arbejde, selvom man kan se, at han har ondt i benene. Jeg gav udtryk for, at det måske var en god idé at holde sengen en dag, hvortil han svarede ”man bliver da helt tosset af at ligge i sin seng”. Det er, som om han umuligt kan give sig selv lov til at holde en sygedag, selvom det uden tvivl ville være til hans eget bedste
Jeg er meget i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig, og hvad jeg skal sige. Hvordan kan man bedst hjælpe i denne situation?
En bekymret kollega
Kære bekymrede kollega
Tak for dit brev, som udtrykker en reel bekymring for din arbejdskammerat. Kollegial omsorg og opmærksomhed er meget værd. Mange kan beskrive, at det netop var, fordi et andet menneske i deres netværk ”så dem”, at de fik støtte eller hjælp i en bestemt situation i deres liv. Og andre sidder med erfaringer, hvor de var i en situation, hvor de havde haft brug for, at nogen så det, men hvor der ikke blev sagt noget.
Når du beskriver din kollegas arbejdsmønster, så kan vi godt forstå, at du kan blive bekymret. Og dine henvendelser til ham har nok ikke ført til den refleksion, som du ønskede. Arbejdet betyder nærmest alt for din kollega – og havde han ikke det, kunne han lige så godt holde op med at leve. Det er det, som er livets indhold og mening for ham. Og det ser heldigvis ud til, at det giver ham glæde.
Man kan godt kalde ham for arbejdsnarkoman, men en sådan betegnelse siger ikke så meget andet, end at han er dybt afhængig af arbejdet og har svært ved at tænke på andet. Hvad de dybereliggende årsager er til denne adfærd, er ikke så let at vide. Der er oftere en bagvedliggende psykisk lidelse hos sådanne mennesker end hos gennemsnittet. Det kunne for eksempel være en eller anden slags angstlidelse eller en depressiv forstemning. Og så har vedkommende måske ubevidst fundet ud af, at denne angst – eller hvilke ubehagelige følelser, det kunne handle om – kan holdes i skak eller lindres betydeligt ved at kaste sig over et arbejde fra morgen til aften alle ugens dage.
Hvis det er sådan, skal man være forsigtig med at ændre tingene alt for meget. For det ville være at tage et vigtigt forsvar væk. Og så kunne det sidste godt blive langt værre end det første. Når han ikke har børn eller børnebørn og måske kun har et meget lille netværk, og hvis konen er nogenlunde indforstået, så skal man måske tænke, at det er et efter forholdene rimeligt liv, han har lige for tiden.
Uanset tænker vi, at det ville være godt, om du på et tidspunkt kunne få en lidt længere samtale med ham. Og hvis en sådan skal have mulighed for at blive frugtbar, tror vi, at det er vigtigt at finde en ramme for en sådan samtale, sådan at det ikke blot bliver nogle pludselige spørgsmål en tilfældig dag. Måske kunne du sige noget i retning af, at du går og tænker på ham og gerne ville have god tid til at snakke med ham. Om det kunne passe den eller den dag for eksempel på en nærliggende café?
Her kunne du fortælle, at du har lagt mærke til hans arbejdsiver og arbejdsglæde, og at du har hørt hans ord om, hvor vigtig arbejdet er for ham. Vigtigt er det, at han ikke føler sig kritiseret, men set. Du kunne så dele din bekymring med ham, sige, at du ikke synes, det er så let at henvende dig om emnet. Du kunne nævne, at det er meget sårbart, når han er syg eller på anden måde fremover måske kan blive forhindret i at arbejde på grund af helbred eller andre ting. Hvad han tænker om det? Hvad hans kone tænker om det? Om han nogensinde har tænkt på frivilligt arbejde i en eller anden organisation eller lignende?
Måske kunne en sådan snak under fire øjne et godt sted med god tid løse op for nogle tanker og nogle nye muligheder. Vi tror ikke, han kan ændres radikalt, og han vil sikkert have brug for meget aktivitet og meget arbejde fremover. Men måske kunne han også introduceres til nye arenaer for arbejde, for eksempel i en genbrugsbutik eller som medhjælper inden for eller uden for sit fag i en hjælpeorganisation. Det ville i bedste fald give ham flere strenge at spille på og tillige hjælpe ham den dag, han nærmer sig en pensionisttilværelse og må forlade et lønnet job.
Hvis en sådan samtale gik rimeligt, kunne du sige, at du gerne vil følge op på det en anden gang, for eksempel efter to-tre måneder. En sådan mandesnak har han måske aldrig rigtig haft før.
Mange hilsener
Annette og Jørgen