Prøv avisen
Jeg tror

Erhvervsmanden: Stilheden hjalp mig til at få styr på rodet i mit liv

”Jeg har gerne villet tjene gode penge og var lykkedes med det, men på retræten så jeg nonner, som lever med en stor enkelhed, og gennem meditationen stod det klart for mig, at rig er ikke den, som har meget, men den, som behøver lidt,” siger Lars Juhl. Foto: Torkil Adsersen

Lars Juhls liv blev forandret, da han tog på retræte, fordi han var sygemeldt med stress. I stilheden traf han et valg, som ændrede retningen på hans liv

Min barndom var på mange måder lykkelig. Jeg er vokset op i Trørød nord for København i et trygt hjem. Selvom vi ikke var specielt rige, insisterede min mor på, at min lillebror og jeg skulle have en god skolegang, så vi kom til at gå på Holte Gymnasium med morgensang og faste rammer.

Jeg skilte mig ud ved at være den elev i klassen, der havde de yngste forældre. Det var noget, jeg satte pris på, for jeg havde en far, som tog armbøjninger med mig, og en mor, jeg kunne tale godt med om nærmest alt.

Egentlig ville min mor have været ejendomsmægler, men hun fik ikke gjort uddannelsen færdig og fik i stedet et job på Søndagsavisen i Lyngby og var med til at bygge avisen op. Min far var anlægsgartner og blev senere landskabsarkitekt, og i perioder syntes min mor, at han arbejdede for meget og forsvandt ind i sine projekter. Han kom ikke altid hjem til spisetid.

Jeg var 12 år, da mine forældre blev skilt. Samme aften havde jeg været til spejder, hvor to af mine venner havde fortalt, at deres forældre skulle skilles. Da jeg kom hjem, sad min mor og far i vores køkken med en kande te mellem sig og fortalte, at de skulle skilles.

Kort efter flyttede min mor. Det var som at få taget et organ ud. Jeg besluttede to ting i tiden efter mine forældres skilsmisse: Jeg ville have min egen familie, inden jeg blev 25 år. Og det skulle vedblive at være en hel familie.

Et par måneder inden min konfirmation blev jeg døbt. De fleste andre, jeg kendte, var døbt, men mine forældre havde besluttet, at jeg selv skulle tage stilling.

Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos Elisabeth Uldall i Ny Holte Kirke, og det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg var ikke i tvivl om min tro, da jeg blev døbt. Gennem Elisabeth Uldalls undervisning og samtalerne blev jeg klar over, at der var en mening med mit liv. Hun sagde, at Gud havde en plan for den enkelte og beskrev det som at følge et spor.

Jeg forstod, at det handlede om at følge en vej, og at man ville kunne finde tilbage til vejen, hvis man for vild. Det var en symbolik, som talte til mig i en tid, hvor også meget andet var i spil.

Jeg kom i gymnasiet, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, og jeg fik en middelmådig studentereksamen. Men da jeg hørte om shipping, var der noget, som blev tændt i mig. Det blev et erobringstogt, hvor jeg var med til at bygge op og gav alt, hvad jeg havde i mig til jobbet, og som 24-årig grundlagde jeg Scan-Trans Shipbrokers i Singapore sammen med en partner. Det var en skibsmæglervirksomhed.

Gennem livet har jeg enkelte gange bedt, selvom jeg har tvivlet på, at Gud var, men for fem år siden begyndte jeg at bede dagligt. Jeg var i Kina på forretningsrejse og blev meget syg med nyrebækkenbetændelse, og den behandling, jeg fik, hjalp mig ikke, og jeg blev mere afkræftet.

Jeg var afmægtig og meget dårlig og bad Gud holde hånden over mig, og jeg lovede, at hvis jeg blev rask, ville jeg resten af mit liv være taknemmelig og takke Gud hver dag. Jeg har holdt løftet, og siden blev det en vane for mig at formulere bønner til den Gud, jeg søgte efter, men ikke vidste, om jeg kunne tro på.

I foråret 2013 måtte jeg sygemelde mig med stress og udmattelsesdepression. Mit firma var fusioneret med et amerikansk firma, hvilket var gået godt, men personligt havde jeg det virkelig skidt, og jeg måtte trække stikket.

Selvom jeg var fredet og ikke modtog mails, gik jeg med min mobiltelefon i lommen. Jeg hev den op talrige gange i timen, fordi jeg fornemmede, at den vibrerede. Men telefonen var stort set stille, og roen irriterede mig, og jeg gik rundt som et såret dyr.

Jeg havde taget Mærsk McKinney-Møllers ord til mig om, at den, som har evnerne, også har pligten, ligesom det er blevet indprentet i mit hjem, at lediggang er roden til alt ondt, så hvorfor skulle mine kompetencer ikke bringes i spil?

Jeg var blevet rådet til at give mig i lag med praktiske projekter, og med en landejendom var der nok at tage sig til, men jeg kunne hverken slå græs eller fælde træer, for jeg følte hele tiden, jeg måtte holde øje med min mailbakke.

En fredag kom min kone og sagde, at hun havde bestilt plads på en retræte for erhvervsledere på Refugiet Lolland-Falster. Hun havde hørt om andre, som havde haft glæde af et sådant ophold. Det eneste, jeg vidste, var, at retræte betød tilbagetrækning.

Mandag morgen kørte jeg til Sankt Birgitta Kloster i Maribo, hvor retræten blev afholdt. Jeg havde aldrig været i et kloster, og det føltes ret ubekvemt at være sammen med andre, som man ikke kunne tale med, fordi retræten skulle foregå i stilhed. Jeg overvejede, om jeg kunne holde det ud, men der var noget, som afholdt mig fra at tage bilen og køre hjem.

Jeg var 45 år, og mit liv var på mange måder et rod. I stilheden blev rodet synligt for mig. Brudstykker væltede ud, og jeg gik i gang med en slags sortering, hvor jeg forsøgte at arrangere brudstykkerne på hylder. Jeg befandt mig i et kaos, men på den anden side var der en ro.

Jeg kan huske, at Elisabeth Uldall udfordrede os til at tegne Gud i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, men den opgave havde jeg det virkelig svært med.

På retræten var der en guidet meditation, hvor man skulle forestille sig, at man skulle gå til en landsby, hvor Gud ville være. Man fik ikke at vide, hvordan Gud så ud, men man skulle overveje, hvor og hvordan man ville finde Gud. Jeg fik et billede af, at Gud ville være blandt folkene på torvet.

Jeg har flere gange siden deltaget i guidede meditationer og finder ro og indsigter, som jeg tager med mig. Jeg kan stadig ikke tegne Gud, men jeg kan læse i Bibelen, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og jeg tror, at Gud er midt blandt os.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det lille kammer på klosteret, så jeg deltog i stort set alle nonnernes bønner i kirken. Det var smukt og ret rørende, og jeg følte mig som en radio, som blev tunet ind på en fremmed kanal. Jeg har gerne villet tjene gode penge og var lykkedes med det, men på retræten så jeg nonner, som lever med en stor enkelhed, og gennem meditationen stod det klart for mig, at rig er ikke den, som har meget, men den, som behøver lidt.

Et par år inden jeg blev sygemeldt med stress, var jeg faldet om hjemme i Sorø med stressrelateret hjertestop. Min kone fik genoplivet mig med hjertemassage.

Senere samme dag fik jeg et nyt hjertestop på Slagelse Sygehus, og næste dag fik jeg en pacemaker. Mit hjertestop var et chok for os alle og ikke mindst for min familie, men to måneder efter tog jeg atter rorpinden i firmaet.

Det indre sorteringsarbejde i stilheden på retræten medførte, at jeg bestemte mig for at bryde min kontrakt med firmaet. Hidtil havde min kone hørt mig sige, at lige om lidt ville alting blive bedre, og jeg ville ikke skulle rejse og arbejde så meget. Men jeg indså, at hvis jeg ikke foretog et sporskifte, ville jeg blive ved med at hoppe højere og højere for at tilfredsstille investorerne.

Den første tid efter retræten var jeg fuldstændig høj og præget af en enorm lettelse. Det var, som om der havde ligget en sten på brystkassen, men nu kunne jeg trække vejret dybt, og jeg begyndte at se livet i farver. Jeg husker, at jeg overvejede at investere i et kamera, for jeg blev så betaget af den skønhed, som var omkring mig, som jeg hidtil ikke havde set.

Det kunne være dådyrenes kalve eller et bed med blomster, der betog mig med deres skønhed. Men efter en tid kom der en uro, for det var også skræmmende at kappe ankerkæden til firmaet.

Før havde jeg i mine bønner ofte bedt Gud om hjælp. Nu vendte jeg min spørgen om, og jeg spurgte Gud, hvad jeg kunne gøre. Jeg havde lyst til at gøre noget for andre.

Jeg lavede et mentorforløb i samarbejde med præsterne i Vestre Fængsel i København, og jeg var med til at lave et socialt kommunalt projekt i Sorø, og så gav jeg et interview til Morgenavisen Jyllands-Posten om min krise og fik en overvældende respons. Der kom over 2000 henvendelser efter artiklen, og jeg har haft samtaler med omkring 200 af personerne.

I en periode tænkte jeg, at mit kald var at hjælpe mennesker til at oprette eller genoprette balance i alle livets forhold. I dag tænker jeg, at det er utopisk. Det er et sisyfosarbejde at holde balancen, for stenen vil hele tiden trille ned igen. Jeg har afgjort mere balance i mit liv end før retræten, men som et møl bliver tiltrukket af flammerne, bliver jeg tiltrukket af mit gamle liv.

Jeg holdt ikke det løfte, jeg gav mig selv som ung, og jeg er blevet skilt fra min ægtefælle gennem 15 år. Så i stedet for at række ud til andre, har jeg måttet tage iltmasken til mig selv. Jeg har stået i en del kriser, men ingen har gjort så ondt som mit ægteskabs forlis, selvom vi er hinandens bedste venner og samarbejder godt om børnene.

Nu er jeg ved at bygge en rede, hvor der kan være plads til vores fire børn. Fordi jeg har været arbejdsafhængig i svær grad, har jeg måttet opstille en helt fast ramme for, hvor meget jeg vil arbejde, for ellers vil jeg falde tilbage i mit gamle mønster: fire dage om ugen, 40 uger om året og højst 40 rejsedage.

Jeg har investeret i et par firmaer - blandt andet et firma, som arbejder med en mere tværfaglig stressbehandling - og vil gerne bidrage til noget, som kan have en samfundsmæssig værdi.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg tror på Gud. Min kristendom er på tumlingestadiet, så jeg vælter lidt rundt og ved knap nok, hvordan man er kristen på den rigtige måde. Jeg har en daglig praksis ved sengetid, hvor jeg er stille og altid beder sindsro-bønnen: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Jeg har heldigvis gode venner, som jeg kan tale med om tro, og så har jeg hentet megen inspiration fra de retræter, jeg har deltaget i. Sidste var på Marias Ø i Montenegro.

Lige nu er jeg i en fase, hvor jeg øver mig i at være alene uden at være ensom. Her gør troen en stor forskel. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Der er en, som hører mine bønner.