Min mand begærer mig. Det er dejligt, men jeg oplever det som et pres

Terese og hendes mand er glade for hinanden. Men mens han er fremfusende, er hun mere genert, når det kommer til det seksuelle. Det kan give begge følelsen af at være forkerte

"Jeg tror, at min mand føler en vis tristhed eller ærgrelse over, at han ofte føler, at jeg ikke begærer ham og hans krop lige så meget," skriver Terese til brevkassen Foto: Meghan Holmes/Unsplash

Kære brevkasse

I brevkassen kommer det ofte frem, at vi mennesker kan være ganske forskellige, selvom mange grundlæggende forhold er fælles. Og det kan være svært nok at tackle forskelligheder ude i den store verden. Men når det handler om de helt nære relationer, kan det virkelig være udfordrende.

Min mand og jeg er meget forskellige personligheder, og det er jo berigende på en del områder og rigtig svært på andre. Også på det seksuelle område er vi meget forskellige. Vi holder begge af det seksuelle samvær, men alligevel reagerer vi ikke ens. Min mand er som type meget spontan, hurtig og initiativrig. Jeg er meget roligere, har brug for tid, er måske lidt genert og ikke nær så udfarende. Min mand kysser og krammer for eksempel gerne midt på køkkengulvet klokken fem om eftermiddagen og er ikke sen til at tage initiativ til sex. Han er på en måde altid hurtigere end mig.

Nogle gange glæder det mig, at min mand så tydeligt viser, at han kan lide mig, og at han kan lide kropsligt nærvær. Men andre gange vækker det frustrationer, fordi jeg kan opleve det som et pres, om at jeg skal have det på samme måde som ham på de samme tidspunkter.

Jeg tror, at min mand føler en vis tristhed eller ærgrelse over, at han ofte føler, at jeg ikke begærer ham og hans krop lige så meget, som han gør over for mig, fordi jeg ikke er så spontan. Ofte bliver billedet næsten sådan, at han tænker, at jeg synes, han er alt for fremfusende og alt for fikseret på seksualitet, og han tænker nok om mig, at jeg er for hæmmet og måske fortrænger min egen seksualitet. Ingen af os ønsker at blive positioneret på den måde. Vi bliver jo dermed på en måde forkerte begge to. Og hvem vil være forkert?

Men vi har også gode seksuelle samvær, og når vi mødes i det, nyder jeg det og glædes over nærheden, men vejen dertil er ikke altid enkel. Nogle gange hjælper det at snakke om tingene, men andre gange synes jeg ikke, det løsner op. Så ender det med, at jeg eller vi begge bliver kede af det og frustrerede. Hvordan kan man lære at leve med forskellighed, og hvordan kan man alligevel nærme sig hinanden samtidig med, at man både respekterer sig selv og den anden? Og hvordan kan man undgå at komme til at såre den anden, bare ved at man er forskellig, og at man reagerer så forskelligt i mange situationer?

Venlig hilsen

Terese

Kære Terese

Tak for dit brev. Vi tror, at der er mange, der kan genkende sig selv i det, du skriver, at forskellighed kan være både en gave og en udfordring i parforholdet, også på det seksuelle område.

Ofte når vi bliver frustrerede eller uenige i parforholdet, er det ikke sjældent, at man udråber enten sig selv eller den anden til at være den forkerte, og den, der tager fejl. Og så kan man ellers stå der og føle sig som anklager eller som den skyldige. Alt for mange diskussioner ender der. Men sådan, som du beskriver jeres forhold, så er der jo ingen af jer, der er forkerte. I er bare forskellige. Så fejlen ligger ikke hos en af jer, men på en måde udenfor jer.

Måske kunne I næste gang, I taler om disse temaer, betragte problemet lidt udefra som en fælles ting, som et fælles tredje. Det er egentlig at være på samme hold i forhold til en fælles udfordring. Måske kunne I ad den vej se det lidt mere udefra fra hver jeres perspektiv, og derved udfylde hinanden og drage nytte af jeres forskellighed. I bedste fald kan man ad den vej snakke om, hvordan I kunne møde denne forskellighed på en anden eller bedre måde i hverdagen.

Når din mand ved, at du er anderledes end ham, så vil det jo være godt for ham at huske på, at han ikke skal blive fornærmet eller vred, hvis du ikke reagerer lige så spontant som ham, når han for eksempel krammer dig i dagligstuen på vej ud i haven. Modsat så kan du med den viden, du har, måske sige til ham i den situation, at du er glad for, at han viser dig de kærtegn i farten, også selvom du ikke er verdensmester i det selv.

I kunne også tale om, hvad der ville være godt for den anden, at I hver især trænede i – ud fra dem I naturligvis er. Måske skulle du engang imellem træne i at give din mand et kram, når du kom hjem fra arbejde – ikke som en tung pligt, men fordi du ved, at det er det, han sætter pris på. Og måske skulle han øve sig i at være lidt i ro nogle gange, når han har lyst til sex eller kærtegn, således at der bliver plads til, at du kan tage initiativ i ny og næ.

Ved at kende, dele og acceptere hinandens forskellighed og ikke udpege den anden som den, der er forkert, kan der skabes en gensidighed og en ro, som kan være god for jer. Hvis I derimod hele tiden tænker, at den anden skulle være anderledes, så er I under pres – for som du selv skriver, hvem vil gerne være forkert? Det vil ingen.

Så hold gerne op med at tænke i de termer. Din mands spontanitet er ikke forkert, men han kan lære mere om, hvornår den skal udfolde sig, og hvornår kan skal ”slappe lidt af”. Din mere rolige og generte side er heller ikke forkert. Men hvordan kan du med den viden, du har om din mand, og den viden, du har om, at du holder af ham og også vil ham på det seksuelle område, udtrykke det over for ham?

Din generthed kan måske også blive mindre, hvis du ved, at din mand ikke synes, du er forkert, og at du heller ikke selv synes det. For så kan det give dig lidt mere frimodighed til at vise, hvem du er, og hvad du tænker i forhold til din mand, når du er parat til det.

Egentlig er det jo fantastisk, at to mennesker, som ikke er ens, kan mødes i et fælles følelsesmæssigt og kropsligt fællesskab, hvor tingene kan blive til glæde for begge parter i ny og næ. Men ingen kan forlange, at alt til enhver tid kan gå op i en højere enhed. Har man den forestilling, kan man kun blive skuffet. Måske skal man i stedet glædes over, når det lykkes og tænke, at når det ikke lykkes, så er det helt almindeligt og menneskeligt, fordi vi har alle forskellige køn, personligheder, temperament, arbejdsvilkår, historie, træthedstærskler og så videre.

Måske kunne I endda se det charmerende – og humoristiske i – at I ikke er ens. At du opdagede, at der var noget dejligt over en spontan mand, der godt kan lide at kysse dig og begærer dig tit og ofte, og at det ikke behøver at blive tolket som et pres på dig. Og at din mand finder det fine i, at du er en rolig, reflekteret type, som trænger tid til at folde dig ud. Ikke fordi du ikke kan lide ham, men fordi det er din natur, og at det er værd at vente på, at du netop gør tingene, når du er parat til det.

Mange hilsener