Min mands potensproblemer sårer mig

Merete og hendes ægtefælle har i en moden alder fået mod på at genoptage det intime samliv. Men der er forhindringer, skriver hun, som nu er trist og rådvild

Merete og hendes mand genoptog det intime samvær i en sen alder, men har været nødt til at stoppe det hele igen, skriver hun. Modelfoto.
Merete og hendes mand genoptog det intime samvær i en sen alder, men har været nødt til at stoppe det hele igen, skriver hun. Modelfoto. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Kære brevkasse

Mon jeg tør fortælle det? Jeg er en ældre pige oppe i 70’erne. Min mand er i samme alder. Igennem en lang periode har vi ikke haft seksuelt samvær, da vi begge har haft for lidt lyst. Men jeg er vågnet op igen og har nu et stort behov. Jeg har også haft glæde af at tilfredsstille mig selv.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Vi fik så for nylig begge lyst til at gå i seng sammen igen. Jeg fik hurtigt orgasme, og jeg nød vores kropsnærhed. Jeg syntes, min mand var blød, varm og lækker.

Vi gjorde tingene, som vi tidligere havde gjort, og som min mand har haft glæde af. Men efter mange forsøg opgav vi det hele. Desværre kunne min mand ikke få rejsning.

Men så sker det bagefter, hvor jeg spørger ham, hvad han følte. Han svarer, om jeg ville vide det. Jo, jeg ville naturligvis gerne kende hans tanker og også gerne høre om eventuelle årsager til, at han ikke kunne få det til at lykkes.

Hans svar chokerede mig virkelig. Og jeg må græde, når jeg fortæller det. Han fortalte, at han syntes blandt andet, at jeg virkede klodset, og at mine arme rystede af anstrengelse. Han sagde også, at det var mine hår, der var årsag til, at han ikke kunne finde hullet.

Jeg er virkelig deprimeret. Jeg elskede ham så højt. Nu tænker jeg på, hvad han så hos mig. Var jeg virkelig så ulækker. Jeg er så trist nu og kan ikke komme videre efter det, der er sket.

Venlig hilsen

Merete

Kære Merete

Tak fordi du turde at skrive om en meget sårbar situation. Der tales og vises meget om sex og krop i medier i vores kultur, men det er langt sjældnere, at vi personligt taler om de glæder eller sårbarheder, som seksualiteten kan rumme i det virkelige liv, når to forskellige mennesker mødes i nøgent samvær. Mange sår og udfordringer har mennesker båret på gennem tiderne alene på dette område. Og det er ofte for svært at snakke om med andre på en naturlig og ægte måde.

Det har også sine grunde, at det kan være svært at tale om, for det er et så fint og et så skrøbeligt område på samme tid, hvor mennesker helt bogstaveligt blotter sig for hinanden og giver af sig selv og modtager af en anden både kropsligt og sjæleligt.

Seksualiteten kan både være lystfyldt og udtrykke noget skønt og dejligt, som går ud over ordenes grænse, og den kan også opleves svær og problemfyldt, grænseoverskridende og nedværdigende, hvis den ikke er båret af en fælles respekt og sans for hinandens forskellighed i forhold til lyst, nærhed, kræfter og evne.

Dit brev fortæller håbefuldt og godt om, hvordan seksualiteten kan blomstre også i moden alder. Og så fortæller du om, hvordan det, som var så godt, også indeholdt en stor og sårbar krænkelse af dit blottede legeme og din åbne sjæl.

Du skriver, at du og din mand i lange perioder ikke har haft et seksuelt forhold. Vi ved ikke, hvad det skyldes for jeres vedkommende. Det kan hænge sammen med kropslige forhold, og det kan hænge sammen med almindelig nærhed eller mangel på samme, sådan som det opleves i hverdagen. Det kan også være forårsaget af træthed, eller fordi man bruger noget medicin, som kan nedsætte lysten. Der kan også blot være perioder, hvor lysten er gået lidt i hi for den ene eller den anden. Du har for din del mærket, at den var der et sted, når du har kunnet tilfredsstille dig selv.

Seksualitet er heller ikke bare én ting. Seksuelt samvær og nærvær er mange ting, og kan foregå på mange måder, og kroppen har brug for ømhed i alle aldre, selvom lysten måske har ændret karakter, og man måske ikke altid får seksuel tilfredsstillelse i gængs forstand.

Lykkes tingene ikke længere helt som tidligere i livet, kan det især for mænd være sårbart, fordi hans uformåen bliver så konkret og synlig, mens mange kvinder lettere kan usynliggøre tingene, fordi mange af hendes ting foregår i det indre.

Muligvis har det noget med sådanne ting at gøre. Måske handler din mands adfærd om, at han har svært ved at forholde sig til sin manglende potens og evne til at få seksuel udløsning, som måske tidligere ikke var det store problem. I stedet for at erkende det, snakke om det og bede om hjælp til at finde en vej videre med det, så finder han en lidt tilfældig årsag hos dig.

Ad den vej kan hans egen sorg og frustration måske blive placeret over hos dig, sådan at du mærker den utilstrækkelighedsfølelse og sorg, som han lige der og da ikke kunne beholde hos sig selv. Vi kan ikke vide, om det er sådan, det er, men den mekanisme er ikke sjælden mellem mennesker.

Hans sårende ord kan måske også handle om en pludselig tanke. Og sådanne tanker må gerne vejes på en kærlighedsvægt, inden de slipper ud over mundens kant. For de sårer, som du mærker, så dybt.

Vores kroppe har oppe i årene en vis patina, og det gælder sikkert også for din mand både oppe og nede, så mon ikke han ved nærmere eftersyn og eftertanke kan se det. Og måske ad den vej få et selverkendelsens smil på sine læber. Og få sagt et spagfærdigt eller rungende undskyld.

Hvis din mand i anden sammenhæng har let for at sige sårende ord eller at nedvurdere dig, så foreligger der et dybere og alvorligere problem jer imellem. Men hvis det er opstået nu i forbindelse med, lad os kalde det jeres seksuelle debut efter lang tids pause, ja, så synes vi, at du skal snakke med ham om det og lægge såretheden bag dig, så godt du kan, og nøgternt og praktisk snakke om hans formindskede potens.

Måske kan den komme langsomt igen, hvis I kæler for hinanden på nye eller gamle måder og øver jer og får humoren med. Måske er det tiden til, at han besøger sin læge og får en recept på Viagra. Mange mænd har god hjælp af det.

Du kan gerne vise din mand vores svar til dig. Det kan måske give jer nogle andre perspektiver og nogle nye refleksioner, når I først lægger paraderne ned og begynder at snakke sammen. Giv jer god tid til samtale og gør det gerne i dagligstuen. Problemer omkring sex skal ikke drøftes i sengen, ligesom man heller ikke skal drøfte søvnproblemer i sengen. Sengen skal gerne forbindes med glæde og hvile.

Vi håber, at du og I kommer godt videre. Hvis situationen bliver fastlåst, og du bliver ved med at føle dig meget trist, og hvis du ikke får en forståelig og god respons fra din mand, så vil vi anbefale jer at søge yderligere hjælp.

Mange hilsener