Skal jeg lade mig skille fra min kontrollerende ægtemand?

Skal jeg lade mig skille, eller er der håb for vores ægteskab, skriver Susanne, der ofte bliver nedgjort af sin mand

Helt fra den første tid i vores forhold har min mand ofte gjort, hvad han selv ville, og jeg har måske ikke været tydelig nok i mine grænser, skriver Susanne, der er i tvivl, om hun skal lade sig skille. Modelfoto
Helt fra den første tid i vores forhold har min mand ofte gjort, hvad han selv ville, og jeg har måske ikke været tydelig nok i mine grænser, skriver Susanne, der er i tvivl, om hun skal lade sig skille. Modelfoto.

Kære brevkasse

Jeg er snart 60 år, og min mand er lidt ældre. Vi har været sammen i over 40 år og har haft en del gode år, selvom der har været mange underlige episoder. Jeg synes nogle gange, at min mand er led, utilregnelig og mangler respekt for mine grænser. Helt fra den første tid i vores forhold har han ofte gjort, hvad han selv ville, og jeg har måske ikke været tydelig nok i mine grænser.

Han kunne for eksempel få en gave af mig, og så kunne han sige, at den kunne han ikke lide. Han kunne også fortælle, at jeg ikke var pæn, selvom en del har sagt det modsatte. Eller at jeg sang dårligt, selvom det ikke er tilfældet. Og i det hele taget kan han være ganske grov.

Da børnene var mindre, var der jævnligt scener, hvor han blev vred, og for eksempel kunne han bremse bilen hårdt op og true ad børnene eller mig. Og jeg kunne ikke rigtig gøre noget, fordi jeg blev gidsel og skulle berolige børnene samtidig.

På mit arbejde, som jeg er meget glad for, får jeg jævnligt ros. Men når jeg fortæller ham det, slår han det bare hen. Han nedgør som regel, hvis andre siger noget positivt om mig. En sjælden gang kan han godt sige undskyld, men jeg er usikker på, om han reelt kan føle skyld.

Engang blev det for meget for mig, og så sov jeg på et par udbredte flyttekasser på min arbejdsplads i fem dage uden at formå at køre hjem. Han er også meget kontrollerende, så nu har jeg min egen konto, som han ikke kan overvåge.

Hvad angår ferier, har han ofte nogle aftaler med diverse forpligtelser, som han vil involvere mig i. Og han har svært ved at respektere, at jeg vil have fri, så det bliver ofte en konflikt. En dag på en ferie foreslog jeg, at vi enten kunne have lidt tid sammen som par til fælles hygge og intimitet om formiddagen eller om eftermiddagen. Jeg lægger op til, at han bare frit kan vælge, hvornår han synes, han mest har lyst til det. Han vælger aften. Når aftenen kommer, er han som sædvanlig optaget med sin pc.

Næste dag siger jeg til ham: ”Jeg kan mærke, at jeg er ked af, at vi ikke har brugt så meget tid sammen, og jeg har det dårligt med, at du har siddet så meget ved computeren.”

Hans svar er med vilde øjne og råb: ”Du gør altid en mus til en elefant.”

Mit svar er: ”Hvis vi skal snakke sammen på denne måde, så kan vi ikke snakke sammen.”

Jeg synes, at han har mange mangler. Han hopper til konklusioner uden forudgående samtale. Han elsker tilsyneladende den glade mig, der opmuntrer og glæder ham, men den triste eller sårede del af mig, der har behov og ønsker, overses. Og så er der hans selvkontrol. Jeg ved aldrig helt, hvad der får ham til et eksplodere.

Jeg er bange for, at det her forhold ikke er til at redde. Jeg gør mit bedste med grænsesætning ved at flytte på værelse for mig selv i vores hus i den sidste tid. Og i ferier kan jeg tage i en campingvogn for mig selv.

Det er, som om summen af vores forhold æder mig langsomt op indefra, også selv om vi i hverdagen forsøger at glæde hinanden. Han finder tyttebær og speltkiks til mig, og jeg laver et måltid til ham og serverer kølig urtete på en varm dag. Hvad tænker I om min beskrivelse.

Har han psykopatiske træk? Hvad tænker I om, at jeg skulle lade mig skille?

Venlig hilsen

Susanne

Kære Susanne

Tak for dit brev, som vi har forkortet en del. Vi kan læse, at på trods af, at du og din mand kan give gode ting til hinanden, så har du oplevet rigtig mange situationer, hvor du ikke har følt dig respekteret eller endda oplevet dig nedgjort og ydmyget.

Når det gælder de sidste spørgsmål, du stiller, så må vi sige, at vi ikke har mulighed ud fra det foreliggende at afgøre, om din mand har psykopatiske træk. I det hele taget kan vi ikke afgøre diagnoser på mennesker, som vi ikke har mødt, og selv der, hvor kendskabet er meget større, kan det være ganske komplekst.

Samtidig kan vi godt forstå, at du er i en vanskelig og smertelig situation, og at du ofte må leve med udækkede behov og mærkelige konflikter. Vi kan godt have en fornemmelse af, at din mand måske er ganske usikker inde i sig selv eller har meget svært ved ligeværdig nærhed og dialog, mens han udenpå kan være bestemmende og konkluderende. En sådan konstruktion er ikke let at leve med for de nærmeste.

En sådan person vil også let kunne føle sig krænket eller tilsidesat af mindre ting, og som følge af det kan vedkommende reagere ganske stærkt og krænke voldsomt tilbage. Der kan således være tale om betydelig proportionsforvrængning. Det triste er, at hvis det er sådan, det forholder sig, er det nok også nærmest ubevidst for ham, og skulle man italesætte eller spørge, om det kunne forholde sig sådan, ville det let også kunne blive afvist.

Vi synes ikke, at det er let at angive konkrete råd i forhold til dit spørgsmål, om du skal lade dig skille eller ej. Det er en beslutning, du selv skal arbejde frem imod. Og du har egentlig gjort dig mange tanker og sat nogle respektfulde grænser rundt om dig selv – ikke mindst i den sidste tid – når du synes, han har været for grov eller grænseoverskridende.

Du har skaffet din egen konto, når han blev kontrollerende, etableret et helle i en campingvogn, så du ikke hvirvles rundt i ferieprojekter, der ikke er taget beslutning om ud fra et fælles grundlag, og derhjemme er du flyttet ind på dit eget værelse.

Næste skridt kunne være at flytte for dig selv. Det er ikke det samme som at lade sig skille her og nu, men det kunne være en måde alvorligt at markere indadtil og udadtil, at der er en overvejelsesfase i gang for jeres ægteskab. Og at der skal en anden tone, indstilling og respekt til for at genoptage samlivet.

Hvis det ikke markeres tydeligt også udadtil, kan din mand let slå det hen med, at du bare er vanskelig, eller at du har læst for mange psykologibøger eller lignende. Det er vigtigt, at han opdager alvoren i jeres situation. Det er også en måde, hvorpå du kan se, hvordan han reagerer, når du med andres vidende sætter dine grænser og markerer alvoren.

Det er rigtig godt at høre, at du er meget glad for dit arbejde, for det er en vigtig søjle for dig nu, hvor det stormer i det private. Hold endelig fast i det, så længe du kan. Du nævner ikke noget om hjælp fra gode venner eller professionel hjælp. Vi håber, du har nogle gode støtter blandt venner og kolleger.

Hvad angår en psykolog eller parterapeut, vil din mand sandsynligvis mere være moden for hjælp fra en sådan, hvis han reelt opdager, at jeres parforhold er truet, og at han kan miste dig, og at du faktisk mener det alvorligt, men vi kender ikke udviklingspotentialet, og vi kender ikke motivationen for at indgå i en sådan eventuel proces. Og vi kender ikke til, hvor mange kræfter du har at kæmpe med.

Vi ønsker dig og din familie alt godt og håber, der kan findes en ny og bedre vej.

Mange hilsener