Prøv avisen
Spørg om livet

Hvordan genfinder man glæden ved livet, når ens mand er gået bort?

"Min mand og jeg hørte megen musik sammen, men nu gør musikken mig ofte trist," skriver Agnethe. Foto: Arkivfoto/Polfoto

Når man er i sorg, er det godt at række ud efter hjælp. Hos lægen, i en sorggruppe og til familie og venner. Jo mere konkret man beder om hjælp desto bedre, lyder rådet til Agnethe

Kære brevkasse

Min mand døde for nogle måneder siden ganske pludseligt. Jeg fandt ham på gulvet, og selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne, var der intet at stille op. Jeg er sidst i 70’erne, og min mand var noget ældre. Vi havde været sammen i næsten 20 år, og vi var de bedste venner, og vi elskede hinanden.

Det var selvfølgelig et stort chok, som jeg føler har givet mig noget angst. Jeg har blandt andet meget svært ved at sove, også selvom jeg får nogle sovepiller. Jeg er også glad for, at min mand fik så nem en død, men jeg sidder tilbage med en stor sorg og en stor tomhed, og jeg føler mig ofte meget ensom. Jeg beder om Guds nærhed, men jeg har ofte svært ved at glædes over den. I det hele taget har jeg meget svært ved at finde glæden ved livet igen. Jeg tror da på, at det nok skal blive bedre med tiden, men sommetider må jeg ringe til for eksempel Livslinien, når jeg er rigtig langt nede.

Vi har hver især nogle børn, som for nogles vedkommende bor langt væk. Alle har meget travlt på forskellig vis, eller også har de deres egne problemer at tage sig af. Jeg har derfor næsten ikke fået nogen hjælp rent praktisk, og der har i de seneste måneder været utroligt meget at ordne også med papirsager og så videre. Det er nu stort set ovre, men meget har været nyt for mig, og det gjorde mig meget nervøs.

Min mand og jeg hørte megen musik sammen, men nu gør musikken mig ofte trist.

Jeg har mange interesser, prøver at være aktiv, men har nogle kroniske sygdomme, der begrænser mig noget. Det er, som om venner og familie har svært ved at sætte sig ind i min ensomhed og sorg, og jeg forstår godt, at det ikke er så let, når man ikke selv har prøvet det. Derfor ringer jeg ikke til dem.

Håber I kan finde hoved og hale i mit brev. Jeg er lige blevet ny abonnent på avisen og ser frem til jeres eventuelle svar. Har I nogle gode råd?

Venlig hilsen

Agnethe


Kære Agnethe

Mange tak for dit brev. Det er ikke mærkeligt, at du smager på savn og smerte, og at det påvirker din søvn, når du har mistet din allerkæreste. Du skriver, at det er nogle måneder siden, at du mistede din mand. Det vil sige, at det ikke er lang tid siden, at hele din hverdag ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet.

Du har ikke haft en mand, der har gennemgået et længere sygdomsforløb eller lignende, hvor du har kunnet indstille dig på, at tiden nok nærmede sig, hvor han ikke var her mere. Dermed har I heller ikke på samme måde haft aktuelle samtaler, som drejede sig om det at skulle leve alene og alt, hvad det indebærer. Du oplever at se din mand dø lige foran dine øjne. Uden varsel, og uden at din tanke var indstillet på det.

Du har været ude for en meget dramatisk oplevelse og har mistet en dyrebar ven på en og samme dag. Det sætter sine spor. Og du reagerer, sådan som vi ser det, helt normalt på det, du har oplevet. Vi tænker også, at det er vigtigt, at du taler med din læge om det med din søvn og det med følelsen af angst. Får man ikke sovet, påvirker det sindet i negativ retning, og overskuddet til at tænke fremadrettet og overskue nye tiltag bliver vanskeligere. Hvis dine reaktioner bliver ved med at gøre sig gældende i lang tid og ikke mildnes ud på foråret, kan der være en risiko for en mere depressiv tilstand – og her er det vigtigt at din praktiserende læge, som kender dig, følger med, så du får støtte og hjælp.

Måske vil det være en god idé for dig at finde en sorggruppe. Der er rigtig mange kirker ud over hele landet, som har sådanne tilbud, hvor man kan mødes med andre i samme situation. Du kan søge på sorg.folkekirken.dk. Man kan måske tænke, at det ikke kan ændre så meget, men det er vores erfaring, at både børn og voksne ofte har stor gavn af at møde andre, der kender til nogle af de samme følelser og oplevelser som dem selv, og at man igennem det at fortælle og høre og det at blive forstået kan få nye tanker, mindre ensomhed og mere håb. Og det trænger man til, når nye skridt skal tages på en ny og vanskelig vej fra at være to til at være alene.

Du kan meget vel have mange år at leve fremover, og derfor er det rigtig vigtigt, at du får god hjælp til igen at fange livet og få forsonet dig med historien og integreret dit savn, samtidig med at du langsomt får mod på livet igen.

I dit brev skriver du også, at du synes, det er svært at få hjælp og forståelse fra børn og venner. Du har flere børn, og det har din mand også. Vi ved, at unge familier er under stort pres i vores kultur med børn, hus, hjem og lange arbejdsuger. Men du kunne lave en liste over de ting, du kunne ønske dig hjælp til. Snart kommer foråret, og hvis du har have, så skal der i tillæg ordnes og ryddes. I det hele taget rummer hverdagen mange praktiske gøremål for os alle – og du er ikke helt ung, og i tillæg har du den store byrde at bære på nu, så du kan og skal med frimodighed spørge, om der er nogen, der vil gøre det eller det for dig – og så aftale det på tidspunkter, hvor de unge familier kan. Alle kan ikke gøre alt, men alle kan gøre lidt, hvis du beder om en konkret opgave.

Så du skal i gang med at ringe til dem – ikke bare for at spørge om hjælp, men bare for kontaktens skyld. Spørg, hvordan de har det, spørg, om de vil komme til en bid brød, spørg, om de vil give en hånd med det eller det. Jo mere konkret, jo bedre. Og aftal, hvornår det skal være. De ved nok ikke helt, hvordan du har det, for de har ikke oplevet det, du har oplevet. Derfor skal du finde andre steder, hvor du kan blive forstået: hos din læge, i en gruppe eller hos din præst eller en terapeut, som lægger øre kun til dig – og hvor du kan få lov til at komme med din helt naturlige klagesang. Hvis ikke den kommer ud og bliver hørt, kan den risikere at brænde inde i dig selv. Det ville være rigtig synd.

Og så tænker vi, om du kunne lede efter en veninde eller en anden, som er glad for musik? Spørg, om I skulle gå til noget sammen eller blot høre det hjemme. Fortæl vedkommende, at det var noget dyrebart i dit fællesskab med din mand, og at du let kommer til at græde, når du hører flot musik nu, fordi det minder om ham. Prøv alligevel at lukke musikken ind igen, og lad tårerne rende. Musik skaber bevægelse både på den ene og den anden måde. Musik kan invitere glæden ind igen, når tårerne er kommet ud. På samme måde kan din tro og din tillid til Gud måske også langsomt vækkes og bevæges igen. Men sådan, som du har det nu, ser du det meste i et gråt skær.

Vi tror helt sikkert, at din mand ville ønske, at du kom ud i livet igen, og at du vovede at gøre ting og sager, som måske kræver lidt initiativ og mod, men som kan hjælpe dig videre i det pulserende liv. Det betyder ikke, at sorgen ikke tages alvorligt, men det indebærer, at man som menneske godt kan savne og bære sorg, samtidig med at man langsomt og i begyndelsen i glimt vover at favne livet igen og måske på en ny måde. Det fortjener du, og det tror vi, at du skal have nogle gode menneskers hjælp til at skubbe på og på forskellig vis.

Mange hilsener