Tidligere museumsdirektør: Min mand og jeg fandt hinanden i sorgen

Allis Helleland, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst, fik med sin mand en stor udvidet familie og 35 år. "I den tid var vi dybt taknemmelige, fordi vi begge vidste, hvor smertefuldt det er at miste kærligheden." Hun er ugens gæst i Kristligt Dagblads podcastserie Mellem Himmel og Ord

"Vi var enormt stærke sammen og følte, vi kunne overkomme alt, fordi vi begge to havde været helt nede i afgrunden," siger den tidligere museumsdirektør, Allis Helleland, om dengang hun fandt kærligheden på ny efter tabet af sin mand.
"Vi var enormt stærke sammen og følte, vi kunne overkomme alt, fordi vi begge to havde været helt nede i afgrunden," siger den tidligere museumsdirektør, Allis Helleland, om dengang hun fandt kærligheden på ny efter tabet af sin mand. Foto: Johanne Teglgård Olsen

1985 var det år, hvor jeg for alvor blev voksen. Indtil da havde jeg haft stor medgang i mit liv. Jeg hvilede meget i miljøet ude på landet, hvor jeg voksede op (Vandborg, Vestjylland, red.) og havde nogle dejlige forældre. Jeg samlede det hele med mig, da jeg kom på gymnasiet i Struer og senere begyndte at studere kunsthistorie i Aarhus. Her blev jeg gift med min ungdomskæreste Oluf. Vi levede et meget lykkeligt liv gennem mine studieår (1972-85, red.), som var præget af meget frihed og fleksibilitet. Jeg tilrettelagde studierne fuldstændigt efter mine egne behov modsat de unge i dag, som presses gennem uddannelsessystemet. Oluf og jeg sad ikke lårene af hinanden, og vi var enige om, at vi ikke skulle have nogen børn, fordi vi var så meget på farten. Jeg var blandt andet seks måneder i Rom, hvor jeg begyndte på min guldmedalje-afhandling, som skulle afslutte mine studier.

Lyt til podcasten "Mellem himmel og ord", hvor Allis Helleland medvirker, her.

Samme år, som jeg kom hjem, fik Oluf meningitis og døde. Jeg var 31 år og han 45 år. Jeg arbejdede i København og kom hjem til Aarhus fredag aften, som jeg plejede. Han var dårlig, så jeg fik fat i en vagtlæge, som sagde, at Oluf havde lungebetændelse. Han fik penicillin, men næste morgen var han bevidstløs. Derefter kom han på sygehuset og lå i respirator, indtil han døde få dage efter. Jeg kunne ikke få kontakt til ham, så jeg fik aldrig sagt farvel. Der for mange tanker gennem mit hoved de dage, jeg sad med ham på hospitalet. Det gik op for mig, at livet ikke er en selvfølge, og at der fandtes kræfter uden for mig, som jeg ikke var herre over. Før da tænkte jeg ikke rigtig på døden, så Olufs død var et stort chok, som vendte op og ned på min verden. Jeg syntes, det var forfærdeligt, at han skulle dø, den søde mand.

En af min mands venner, Håkon, var kort tid inden Olufs død blevet skilt. Vi var ikke nære venner, men vi mødtes altid til koncerter med Aarhus Symfoniorkester. Han var blevet forladt af sin kone, som han havde fire børn med, og var slået helt ud. Vi begyndte at tale sammen om at være ked af det og føle sig forladt og endte så med at blive sammen. Jeg syntes, at det var fantastisk at være sammen med hans børn, som på det tidspunkt var mellem 8 og 14 år. De levede i nuet, og det var en kæmpe inspiration for mig. Det var en stor forandring for mig at få et liv med børn, fordi jeg var vant til at tænke mest på mig selv og have mit eget fokus.

Både Håkon og jeg var nede i et sort hul, da vi begyndte at kommen sammen. Men kærligheden til hinanden fik os op i lyset, og vi forelskede os meget intenst. Vi var enormt stærke sammen og følte, vi kunne overkomme alt, fordi vi begge to havde været helt nede i afgrunden.

Håkon døde forrige år. Vi fik to døtre sammen og i alt 35 år med vores store, dejlige familie. I den tid var vi dybt taknemmelige, fordi vi begge vidste, hvor smertefuldt det er at miste kærligheden.