Til brevkassen: Min mands voksne datter lægger afstand til mig. Hvad skal jeg gøre?

Livet i en sammenbragt familie kan være vanskeligt. Birgitte skriver til brevkassen ”Spørg om livet”, fordi hun er vred og ked af det over, at den steddatter, hun altid har holdt af, nu finder hende utålelig

I denne udgave af "Spørg om livet" skriver en mor til fire til brevkassen, fordi hendes ældste datter, som hun er stedmor til, over en årrække har lagt hende på is. (Arkivfoto). Foto: Courtney Nuss/Unsplash

Kære brevkasse

Jeg har et spørgsmål til jer. Min mand og jeg har fire børn, en voksen datter fra min mands første ægteskab og vores fælles tre børn. Vi har haft et liv sammen som familie i rigtig mange gode år.

Da den ældste datter blev 15 år, flyttede hun sammen med en veninde og valgte at have mindre og mindre kontakt med sin familie. Og for 10 år siden stoppede kontakten helt. Det har været smertefuldt og affødt mange alvorlige snakke om, hvordan hendes far og jeg som stedmor skulle tackle det. Jeg har været uforstående overfor, hvordan det nogensinde kan lade sig gøre at bryde eller ikke fastholde en relation mellem forældre og barn.

Efter 10 år er det lykkedes for den ældste datter og hendes far at få kontakt igen og mødes et par gange. Det, som bringer mig i tvivl og ulykke, er, at denne voksne datter efter disse 10 år udtrykker og betragter mig, hendes stedmor, som utålelig, og at jeg skulle have hånet og udskammet hende.

Jeg ved, at jeg altid har været en ordentlig voksen, og jeg ved, at jeg godt kan lide min mands voksne datter. Jeg er bange for, at et brud på 10 år kun kan klinkes med en ny fælles årsag eller fjende: nemlig mig.

Jeg kan måske forklare de psykologiske mekanismer, men jeg bliver alligevel rigtig ked af det og vred.

Venlig hilsen

Birgitte

Kære Birgitte

Tak for dit brev. At opleve et brud mellem helt nære relationer er ofte noget af det mest smertefulde, vi kan komme ud for. Den kærlighed, man kan have til en af sine nærmeste, bliver på en måde hjemløs. Det må også have været specielt smertefuldt for din mand ikke at have haft kontakt med sin datter i hele 10 år. Så den kontakt, der nu er kommet i stand, er sikkert både sårbar og båret af forsigtighed fra begge parter.

Vi kan godt forstå, at du kan føle dig både ked af det, såret og vred over, at du bliver anklaget for at være utålelig og at have hånet din steddatter. Især når du selv har oplevet, at I har haft en god fælles familie, og at du ser dig selv som et ordentligt og anstændigt menneske.

Skal man prøve at sætte sig ind i, hvordan verden kan have set ud fra jeres ældste datters ståsted – og det, tror vi, er rigtig vigtigt at forsøge – er det ikke sikkert, at det ud fra sagens natur kun har været nemt at være hende. For selvom hun af jer voksne opleves som et fuldgyldigt medlem af familien, så har hendes situation alligevel været markant anderledes, end den har været for jeres øvrige tre børn.

Mens de mindre søskende har haft både deres mor og far hos dem igennem hele deres barndom, så har hun på en måde været ”delt”, og hun har haft to kvinder, som hun skulle forholde sig til, efter at du kom ind i familien. Og før den tid har hun haft sin helt egen private historie, som hun måske ikke bare kunne dele og huske sammen med nogen i de følgende år. Og måske har tiden derefter heller ikke skabt de store rum for at hun kunne italesætte og blive anerkendt for sin helt egen livsfortælling. Så måske har hun på en måde følt sig lidt ensom med den.

Og så er der rigtig mange ting, som vi ikke ved om din steddatter, og som vi ville spørge ind til, hvis vi havde siddet i rum sammen med hende. For eksempel kunne det være vigtigt at vide noget om, hvordan omstændighederne var omkring hendes fars brud med hendes mor? Hvordan var tiden før og efter det? Hvordan reagerede hun på din ankomst, og hvordan var det for denne pige, når du blev gravid med den ældste af dine tre, og hvordan er og har hendes forhold været gennem årene til de tre yngre halvsøskende? Har du og hun haft et så fortroligt forhold, så hun har kunnet fortælle om sine oplevelser og sine følelser, blandt andet i forhold til det at være skilsmissebarn midt i jeres kernefamilie? Og hvorfor var det, at hun allerede som 15-årig flyttede hjemmefra, og hvad skete der i tiden inden og under denne flytning?

Hvis der ikke er blevet trænet i denne helt særlige, fortrolige samtale under opvæksten, enten med hendes far eller med dig, så kan det være meget svært at begynde på det, når alle er voksne. Mange gange kan svære temaer omkring brud i familierelationer handle om bestemte ting af historisk karakter, hvor man måske gik fejl af hinanden, eller hvor man ikke forstod, hvad der skete, og slet ikke dybden eller betydningen af det.

Du er kommet ind i hendes liv på et tidspunkt, hvor din mand af forskellige grunde, som vi ikke kender, lagde afstand til hendes mor og begyndte at opbygge et nyt liv sammen med dig. Hun havde det formentligt helt anderledes end både din mand og dig – også i den tid. Selvom de voksne bliver forelskede, så bliver børn det ikke. Vi ved heller ikke, hvor hendes biologiske mor er henne, og hvordan hun er, og hvordan den del af historien ser ud og spiller med. Uanset bærer hun også sin biologiske mor med sig indeni sig selv.

Måske har din steddatter også været ekstra sensitiv overfor, hvordan du har ageret over for hende, fordi hun netop har været bevidst om, at du ikke var hendes oprindelige mor. Så små irettesættelser eller konflikter, som der jo er i en helt almindelig hverdag i enhver børnefamilie, har måske været oplevet anderledes og stærkere for hende end for jer voksne. Som 14-15-årig må hun have haft nogle svære overvejelser og ting at kæmpe med. Måske er hun flyttet hjemmefra for at beskytte noget vigtigt i sig selv, som I måske den dag i dag ikke rigtigt kender til?

I den alder er der mange ting med hensyn til den indre identitet, som man kan være usikker på, og som man ofte kan trænge støtte og opmuntring til og modeller for.

Fremover tror vi, at det er vigtigt, at din mand tager sig tid til jævnligt og trofast at finde rammer for og lytte til og spørge kærligt interesseret ind til hendes fortælling ud fra alle hendes forskellige aldre. Uden forbehold. Også selvom det kan være hårdt for jer begge. Det er ikke det samme som at give hende ret i alle konklusioner.

Efter måske mange samtaler og store lyttende ører, kunne der i bedste fald måske findes en vej for en mere jævnlig kontakt også med jer i den øvrige familie på en eller anden vis. Og det gik jo også an at spørge hende om, hvad I kunne gøre i nutiden, for at hun kunne opleve en større samhørighed med jer, nu som voksen kvinde. Og at hun kunne opdage, at I ønsker at være der for hende i hendes voksenliv.

Måske var det også en mulighed, at du og hende kunne mødes på et tidspunkt sammen med en neutral tredjepart – en varm og fornuftig psykolog for eksempel – og få snakket om nogle af de svære ting, der kan have været imellem jer i hendes unge år.

Mange hilsner