Prøv avisen

Tove blev forladt af sin jødiske mor som barn: Hun gjorde det af kærlighed

På vognmand Kaj Olsens (nu moderniserede) høloft i denne bygning i Gilleleje var Tove Udsholt (79 år), hendes mor og 30 andre danske jøder gemt i nogle nervepirrende dage i oktober 1943. – Foto: Leif Tuxen

For snart 76 år siden blev Tove Udsholt gemt hos en kristen fiskerfamilie i Gilleleje, mens hendes jødiske mor flygtede til Sverige. Men da moderen kom tilbage efter datteren, kunne Tove ikke kende hende

Tove Udsholts tidligste minde er, at hun spørger efter sin mor. Igen og igen. Året er 1943, og det er ikke længere trygt at være jøde i Danmark. For at trøste den lille jødiske pige hiver plejefaderen Svend Andreasen rullegardinet op i fiskerhjemmet i Gilleleje og lader Tove kravle op på en stol. Herfra kan hun kigge ud over vandet til den svenske kyst, hvor Svend peger og siger: ”Der er lyset. Der er mor.”

”Hver eneste gang jeg ser den svenske kyst, tænker jeg, at det var derovre, min mor var. Det hele tager jo så senere en drejning, men da jeg får det fortalt, der savner jeg stadig min mor,” siger 79-årige Tove Udsholt, som i dag igen bor få rækker fra havet i Gilleleje i Nordsjælland.

Det er her, at hun føler sig hjemme. Her, hvor byens befolkning hjalp med at beskytte hende fra 1943 til 1945. Men det var også her, at Tove blev skilt fra sin mor og sit jødiske ophav.

Den 29. september 1943 fik Paula Mortensen en seddel ind gennem brevsprækken i familiens lejlighed i København. På sedlen stod der, at hun skulle flygte med sin treårige datter. Familien blev enige om, at faderen, Orla Mortensen, som var kristen og uden for fare, skulle blive tilbage for at passe sit arbejde og lejligheden. To dage senere ankom mor og datter til Gilleleje, hvor de sammen med 30 andre familiemedlemmer blev gemt på vognmand Kaj Olsens loft, fortæller Tove Udsholt.

Hun står foran det gamle gulmalede høloft, hvor facaden netop har fået et løft, men alligevel ser den ud, som den gjorde under Besættelsen. Vender man ryggen til det gule loft, kigger man lige op på Gilleleje Kirke, hvor 80 jøder gemte sig på loftet og under en razzia blev arresteret af Gestapo natten til den 7. oktober 1943. Alt imens lå jøderne på Kaj Olsens høloft og kunne høre hele arrestationen, fortæller Tove Udsholt: ”De troede, at det var deres tur næste gang. Det må have været rædselsfuldt.”

Dagene på loftet blev ikke lettere af, at den treårige Tove var et sludrechatol, som havde svært ved at tie stille. Derfor lod moderen Tove gå med hjem til en lokal fisker og hans hustru ved navn Svend og Ketty Andreasen, hvor Tove kunne tale sig træt. Da Svend Andreasen den 6. oktober fik besked om, at der om to dage ville være mulighed for, at de kunne sejle til Sverige, foreslog han Paula Mortensen at lade ham passe på Tove, indtil krigen var forbi.

Inden da havde der floreret rygter om, at børn, der græd eller larmede under flugten til Sverige, risikerede at blive smidt over bord. Toves mor sagde derfor ja og overlod Tove i fiskerægteparrets varetægt på den betingelse, at hun ville komme og hente Tove efter krigen.

”Jeg har aldrig nogensinde følt, at min mor svigtede mig. Aldrig. Hun gjorde det af kærlighed.”

Men lige så rædsom afskeden var mellem Tove og moderen, lige så god blev tiden efterfølgende. Tove fandt sig nemlig hurtigt til rette og blev forkælet efter alle kunstens regler af plejeforældrene, som selv havde mistet en tre uger gammel datter og nu ikke kunne få børn.

”De satte livet på spil for at redde et jødisk barn. Svend tog rundt i byen og fortalte folk, at de havde taget en jødisk pige til sig, og bad dem hjælpe med at passe på hende. Og det gjorde folk,” siger Tove Udsholt, hvis blå øjne og blonde hår var med til at dække over hende.

Derfor var den 4. maj 1945 en ambivalent dag for den nye familie. Tove sad og hørte radio hjemme hos en veninde, og da det blev meddelt, at tyskerne havde kapituleret, sprang familien op på stolene af glæde. Hjemme hos Tove var stemningen en anden. For krigens afslutning betød også, at tiden som en familie på tre var ved at være forbi.

”Min mor kom hjem til os nogle uger efter. Det var en fremmed dame, der hilste på mig. Jeg kunne ikke kende hende.”

Under krigen havde faderen fundet en anden kvinde, så moderen og Tove skulle alene tilbage til lejligheden i København, og på samme tid skulle den lille pige sige farvel til sin nu trygge tilværelse i Gilleleje. Det blev begyndelse på de to år, som Tove Udsholt beskriver som de to værste i hendes liv.

”Fra dag et sagde jeg, at jeg ville hjem til mor og far i Gilleleje. Det er først efter, at jeg selv har fået børn, at jeg forstår, hvor hårdt et barn kan udtrykke sig. Det må have været ubærligt for min mor. Hun blev straffet for, at hun havde beskyttet mig hos de her gode mennesker.”

Samtidig skulle den femårige Tove introduceres for hele den jødiske familie, og det ville også sige de ortodokse bedsteforældre, som mente, at hvis Paula ikke strammede sig an og fik styr på Tove, så skulle Tove bo hos dem og lære de jødiske regler.

”Min mormor syntes, at jeg var et fortabt barn, hvis jeg blev ved med at komme hos de kristne. Men hvis der var noget, min mor ikke brød sig om, så var det de jødiske regler.”

Tove Udsholts mor var selverklæret ateist, og det generede hende ikke, at Tove havde haft en kristen plejefamilie, eller at Tove fik et Dagmarkors i fødselsdagsgave af plejeforældrene. Moderen tog sig ikke af sådanne symboler, men da mormoderen så det, blev hun rasende, fortæller Tove Udsholt:

”’Mit barnebarn har det kristne symbol om sin hals, jeg vil ikke finde mig i det’, råbte min mormor, hvorefter hun hev korset af mig og trampede på det.”

Efter to år, hvor Tove nægtede at tale og svare i skolen, deltage i familielivet og tage moderen til sig, fik pigen endelig trumfet igennem, at hun skulle tilbage til Gilleleje og bo hos plejeforældrene.

”Det er noget, jeg har tænkt meget over som voksen. Jeg så min mors ansigt. Hun tabte alt. Hun betalte den højeste pris: hun mistede sin mand til en anden dame, og lige i det øjeblik, der mister hun også sin datter.”

Tove fik sin vilje, og det kendetegnede både hendes barndom og ungdom, hvor hun også fik bestemt, at hun skulle døbes og konfirmeres, ligesom kammeraterne i Gilleleje blev. Som voksen fik den kristne tro større betydning for Tove Udsholt. Hun giftede sig med en kristen mand og fik tre børn, som alle blev døbt. Senere hen blev deres ene søn interesseret i sin jødiske baggrund, og først der fik jødedommen en plads i Tove Udsholts liv. Lige ved siden af kristendommen.

”I dag er jeg stadig at finde på kirkebænken om søndagen, men jeg har det godt med af og til at besøge synagogen om lørdagen. Jeg holder af at få en prædiken fra Det Gamle Testamente og så dagen efter få en prædiken fra Det Nye Testamente. Jeg kan ikke leve uden min tro.”

Hvilken tro? Er der et svar på det?

”Ja, det er der. For vi bekender os til den samme Gud. Jeg har ikke en anden Gud, jeg beder til, når jeg sidder i synagogen, end når jeg sidder i kirken. Det fastholder mig i, at der er noget større end os selv, og det tror jeg er en god ting. Vi er ikke alt. Vi er underlagt.”

Og ifølge hende giver det et større indblik at omfavne både det kristne og det jødiske.

”Jeg har fået en større respekt for religion og hinandens væremåder. Hvis det kunne brede sig, så kunne vi måske få en større tolerance. Folk spørger ofte, om jeg ikke føler mig splittet mellem to verdener, men for mig er det én verden,” fortæller Tove Udsholt.

Et sted har Tove Udsholt dog oplevet splittelse i sit liv, nemlig i sit forhold til faderen Orla Mortensen. Moderen fik hun et nogenlunde forhold til, selvom det aldrig udviklede sig til et tæt mor-datter-bånd. Men efter nogle år, hvor faderen kom på besøg i Gilleleje til Toves store glæde og plejeforældrenes irritation, bad plejeforældrene ham i 1957 om at holde sig væk. De mente, at han blandede sig i deres opdragelse. Eller mangel på samme, siger Tove Udsholt smilende, som gerne indrømmer, at hun af plejeforældrene fik lov til at gøre, hvad der passede hende.

Derfor troede hun, at faderen havde fået et nyt liv og en ny familie. Men da Tove Udsholts plejemor døde i 1982, fandt hun optegnelser over, hvornår faderen havde besøgt Gilleleje, ringet og skrevet til plejeforældrene for at spørge efter Tove. Da gik det op for Tove Udsholt, at hun måtte genoptage kontakten til sin far en dag. Men hun troede, at hun havde god tid.

I 1984 blev en normal arbejdsdag på Hvidovre Hospital, hvor Tove Udsholt arbejdede som fodterapeut, til et skæbnemøde, da en ældre mand i hospitalsskjorte kom ind på en stue og vekslede et par høflige ord med Tove Udsholt og den patient, som hun var i gang med at tage sig af:

”Jeg kiggede på ham og tænkte, at det var en almindelig syg mand. Lige med et sagde han: ’Hvor er du heldig at få ordnet fødder af hr. Hansen. Bare det var mig.’ Det var mange ord, når man næsten kendte stemmen, og der blev jeg klar over, at det var min far.”

Tove Udsholt undskyldte sig og gik ud for at dobbelttjekke i journalen, at det nu var Orla Mortensen. Det var det. Ud af journalen læste hun, at faderen havde uhelbredelig lungekræft og kun havde få uger tilbage.

Næste dag stod hun klar, da Orla Mortensen skulle have kaffe på gangen. Han hilste pænt og spurgte, om han skulle have ordnet fødder. Men hun svarede: ”Nej, ikke i dag.”

”Jeg sagde: ’Mit navn er Tove Udsholt’, og så blev han så ked af det og sagde: ’Ja, jeg har haft en datter, der hed Tove, men jeg ved ikke, hvor hun er.’”

Da lagde hun sin hånd oven på hans, kiggede ham i øjnene og sagde:

”Far, det er mig.”

”Han sagde ingenting, så krammede vi hinanden, og jeg sagde: ’Far, jeg kunne kende din stemme i går. Jeg har læst din journal. Vil du være sammen med mig den sidste tid?’.”

Det ville faderen gerne.

”Det blev tre vidunderlige uger sammen med en mand, der fortalte mig en del af sit liv. Han fik fred, og det lukkede en cirkel om os.”

Tove Udsholt endte med at vokse op i Gilleje, hvor hun fik en god – og forkælet – barndom. Affotografering: Leif Tuxen
Da flugten til Sverige blev mulig, foreslog den lokale og barnløse fisker Svend Andreasen og hans hustru Ketty, at de tog den treårige Tove i pleje, så hun ikke skulle passere Øre¬sund på en farefuld færd, hvor hun måske ikke kunne tie stille. Affotografering: Leif Tuxen
Ved indkørslen til laden i Gilleleje er der i dag en mindeplade for de jøder, der skjulte sig her i 1943. Foto: Leif Tuxen

Det er først efter, at jeg selv har fået børn, at jeg forstår, hvor hårdt et barn kan udtrykke sig. Det må have været ubærligt for min mor. Hun blev straffet for, at hun havde beskyttet mig hos de her gode mennesker

Tove Udsholt