Prøv avisen
Klassiker

Mit livs øjeblik: Min mor var bange for at komme til at slå mig ihjel

Elisabeth Møller Jensen voksede op med en psykisk syg mor. Det skabte en grundangst i hende, hun har båret på hele livet, men gjorde hende samtidig psykisk robust. For uanset hvilke udfordringer hun har mødt, har hun altid prøvet det, der var værre. - Foto: Torkil Adsersen/Scanpix

Da Elisabeth Møller Jensens mor fortalte hende, at hun var bange for at komme til at slå hende ihjel, gav den tidligere direktør for Kvinfo et uventet svar. Situationen satte varige spor hos hende. Læs eller genlæs hendes historie her

Vores køkken var meget lille. Der var ikke plads til stole, kun en lille taburet, som min mor indimellem sad på og røg. Det var også der, hun sad, den dag jeg som 12-årig kom ind til hende, og hun så op på mig og sagde:

”Jeg vil betro dig det værste. Jeg er så bange for at komme til at slå dig ihjel.”

Min mor var psykisk syg. Hun havde allerede været indlagt som 14-årig og igen, da jeg var lille pige. Jeg mærkede jævnligt hendes skrøbelighed, for som den ældste af fire børn var det altid mig, hun betroede sig til. Jeg var den eneste, der forstod hende, sagde hun, og vi havde en helt særlig, nærmest symbiotisk fortrolighed. Men denne dag havde hun forregnet sig. Hun havde sagt langt mere, end man kunne sige til en 12-årig.

Deltag i Kristeligt Dagblads kronik-konkurrence: Alt om min mor 

Angsten greb mig som aldrig før, og jeg kunne intet svare. Mit skrækslagne ansigt var nok ikke svært at aflæse, i hvert fald tilføjede hun straks, at hun jo aldrig kunne gøre det, men så var det, jeg sagde det, jeg absolut ikke skulle sige. Hendes mening var ganske givet at få mig til at trøste hende og sige, at nej, selvfølgelig kunne hun ikke finde på det, og at det måtte være forfærdeligt at gå rundt med de tanker. Jeg skulle være hendes fortrolige endnu en gang, men hun havde ramt en grænse for, hvad jeg kunne bære, tror jeg.

”Man kan jo aldrig vide det, vel?”, svarede jeg uden at vide, at jeg ville sige netop det, før jeg sagde det. Det røg bare ud. Og det var selvfølgelig en helt forfærdelig ting at sige, men det var en form for overlevelse. Jeg blev indirekte truet på livet, og jeg reagerede instinktivt i form af overlevelse. Det var hende eller mig, og jeg valgte mig selv.

Det blev på flere måder en afgørende scene for mit liv. Lige der brød jeg mønsteret imellem os. Jeg trak mig ud af vores særlige relation og holdt hende fra da af altid i armslængde ud fra mig. Og man kan nok sige, at det skridt også betød noget for min måde at være til stede i verden. Jeg har siden udviklet en meget stærk evne til at mærke, hvilke mennesker jeg skal holde på afstand, fordi de ikke er gode for mig.

Deltag i Kristeligt Dagblads kronik-konkurrence: Alt om min mor  

Min mors ord plantede samtidig en grundangst i mig, som jeg har båret på lige siden. Den blev blandt andet vakt til live, da jeg besøgte mine forældre i Lemvig for første gang, efter jeg havde fået mit første barn. Jeg havde ellers ret hurtigt fortrængt ordudvekslingen i køkkenet, men nu vendte den pludselig tilbage 10 år senere, da jeg ikke kunne falde i søvn i mit barndomshjem. Mit hoved blev ved med at vende tilbage til den forfærdelige og urimelige tanke: Hvad nu hvis min mor kommer i mørket og slår min søn ihjel? Det var helt skørt, men det føltes som et vågent mareridt, og jeg var fanget i vild angst natten igennem.

Den mest markante følge af min mors ord og hendes væsen i det hele taget har dog været positiv. Sikkert lige som mange andre, som vokser op med en psykisk syg forælder, fik jeg en særlig indsigt. Jeg så, hvordan hun manglede evnen til at bære livet, og det har givet mig en dyb forståelse af, at mennesker er forskellige. Nogle kan ikke bare tage sig sammen, for de har ikke adgang til at mobilisere den vilje. Men det har også givet mig en vis psykisk robusthed, som har levet side om side med angsten. For jeg har fået både lys og mørke i rigelige mængder, og det har været en rigdom, som har været med til at skabe min karakter. Jeg har flere gange i tider med livskrise tænkt: Det kan aldrig blive så svært, som det har været. Og det har jeg brugt som en styrke.

Denne artikel blev bragt første gang i oktober 2015. 

Deltag i Kristeligt Dagblads kronik-konkurrence: Alt om min mor