Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvad døden lærte mig om livet

Min mors død gav mig mod til at leve mere ærligt

”Samtalerne ved livets afslutning vil aldrig kunne udfylde det tomrum, som opstår, når vi som pårørende skal lære at leve videre med sorgen over vores tab. Til gengæld kan de være med til at sikre, at vi har noget betydningsfuldt med os,” siger forfatter og foredragsholder Stine Buje. – Foto: Iben Gad

Da Stine Bujes mor døde, fandt datteren en mening i døden. I dag hjælper hun andre

Det ramte mig en dag på Diakonissestiftelsens Hospice, hvor min mor lå den sidste tid før sin død. Som så mange gange før sad jeg ved siden af hendes seng, mens hun slumrede hen. Fra højttalerne fyldte Leonard Cohens stemme lokalet, og jeg bemærkede, at min mors storetå bevægede sig i takt til musikken. På et tidspunkt åbnede hun sine øjne og tog min hånd i sin. Hun fortalte, at hun var taknemmelig for vores samtaler, og for at jeg havde hjulpet hende med at sætte ord på det, der var svært at tale om.

Da hun delte sin glæde, kunne jeg med det samme mærke, at der skete noget inde i mig. Jeg havde selv fået en masse godt ud af vores samtaler månederne forinden. Vi havde været sammen på en måde, vi aldrig havde været før. Men jeg havde været i tvivl om, hvorvidt det også rykkede noget for hende, for hun havde ikke samme behov som mig for at gå ind i de nære samtaler.

Derfor faldt der en kæmpe sten fra mit hjerte, da jeg blev forvisset om, at samtalerne ikke kun havde haft en betydning for mig. De havde også hjulpet hende med at binde sløjfe på livet. Da min mor døde, var der en stemme i mig, der fortalte, at jeg kunne hjælpe andre pårørende i samme situation. Det har jeg gjort lige siden.

Min mor arbejdede altid hårdt og meget uden en sygedag i mere end 20 år. Hun fik konstateret uhelbredelig kræft halvandet år, før hun skulle på pension, og arbejdede videre under sit sygdomsforløb, når hun var frisk nok til det. Hun døde en måned før sit 40-årsjubilæum. Under hendes sygdomsforløb begyndte jeg at bryde med det tabu og den modstand, jeg havde i forhold til at tale om de svære ting i livet. Jeg gjorde mit bedste for at sikre gode og givende samtaler med min mor, mens der var tid. Jeg havde behov for at sætte ord på min kærlighed, at spørge ind til hendes liv og at tilgive hende ting, som jeg havde været vred over tidligere. Jeg havde også behov for at vide, hvilke råd hun gerne ville give videre til mig, når jeg selv engang blev mor. Vores samtaler sikrede, at vi kom tættere på hinanden end nogensinde før.

Kort forinden beskeden om min mors uhelbredelige diagnose var jeg selv sygemeldt med arbejdsrelateret stress og havde i den proces allerede brugt en del tid på at tænke over mit liv og mine valg. Da jeg endelig var klar til at vende tilbage til arbejdet igen, ramte hendes kræftsygdom som et lyn fra en klar himmel. Mit eget stressforløb og min mors død kom til at markere et vendepunkt i mit eget liv.

Efter hendes død sagde jeg op fra mit arbejde for at skrive den bog, jeg selv havde manglet som pårørende. Den handlede om, hvordan man kan skabe rammer for nære samtaler ved livets afslutning.

Min oplevelse er, at døende står meget autentisk frem og står mere ved sig selv, end de måske nogensinde har gjort. Det kan vi andre lære meget af. Mit ønske er, at vi bliver bevidste om, hvad der er vigtigt i vores liv, mens vi har muligheden for at handle på det.

Det kræver bevidsthed og mod at gøre op med de sociale og kulturelle overbevisninger, som vi er præget af, men det er muligt at finde vores egen vej i livet. Nogle gange skal vi bare mindes om, at vi har et valg. Når vi tager ansvar for vores liv, kan vi hverken bebrejde chefen, partneren eller vejret for at gøre livet surt. Mine egne oplevelser med døden har givet mig et behov for at tage flere pauser i dagligdagen. Stoppe op og se til siderne i stedet for frem. Det handler om at finde stilheden til at lytte til mit hjerte, så jeg kan træffe bevidste valg. Jeg er helt med på, at der er forskel på at ligge for døden og så leve hverdagen, men det sidste udelukker ikke muligheden for at tage aktiv stilling til livet. Selv finder jeg en ro til at se indad ved at meditere, dyrke yoga og bruge tid i naturen.

For andre kan det samme måske opleves ved at løbe en tur, gå i kirke eller slukke telefonen.

Jeg er også blevet mere opmærksom på at dele min kærlighed og taknemmelighed med mine nærmeste. Det er jo ironisk, at det ofte er til store begivenheder som bryllupper og begravelser, at folk deler følelser, anekdoter og oplevelser. Hvorfor ikke sige de smukke ting til hinanden på en helt almindelig tirsdag aften?

Samtalerne ved livets afslutning vil aldrig kunne udfylde det tomrum, som opstår, når vi som pårørende skal lære at leve videre med sorgen over vores tab. Til gengæld kan de være med til at sikre, at vi har noget betydningsfuldt med os. Selv betragter jeg min sorg som hjemløs kærlighed til min mor. I det lys bliver sorgen noget smukt at bære med sig videre. Min mor er her som en god energi. Det er kærlighed, som konstant skubber mig lidt i ryggen til at tage ansvar for den tid, jeg er her. På den måde kan mødet med døden blive en motivationsfaktor for at leve.

Det vigtigste, jeg har lært af døden, er, at vi alle sammen skal herfra en dag – måske endda før, end vi regner med. Så vi kan lige så godt bruge den tid, vi har, til at have det sjovt, danne meningsfulde relationer og være gode ved os selv og andre. Frisættelsen er stor, når vi indser, at vi har et valg med hensyn til at skabe det liv, som giver mening for os.