Jeg havde en usædvanlig og umætteligt videbegærlig mor.
Hun hed Bodil, levede sine første 10 år i grænselandet og talte både sønderjysk, dansk og flydende tysk. Siden lærte hun sig russisk og italiensk. Hun talte også et ret simpelt og morsomt engelsk, men aldrig med hjertet, da hun havde stærke aversioner mod USA og ungdommens leflen for det amerikanske. Tysk var og blev hendes andet sprog, og når hun havde vigtige pointer, understregede hun dem tit ved at citere tyske digte, talemåder og ordspil. Hun var belæst og havde en fænomenal hukommelse.
Sprogkundskaberne og hendes nysgerrighed gav hende en enorm kontaktflade. Efter en togrejse gennem landet kom hun som regel tilbage med en håndfuld nye personligheder i hovedet. Hun kastede sig frygtløst over de fleste, men i særlig grad folk fra fremmede lande. Alle menneske bærer på deres eget eventyr, som de i reglen gerne vil fortælle. Det vidste min mor, der med hele sin mimik var mester i at få andre til at berette. Og deres historier gav hende indsigt i mangt og meget og bragte hende vidt omkring i verden.
Hun var smuk, havde rødt hår og intense, mørke øjne. Og så havde hun et væld af interesser: have, mad, fugle, fotografi, tegning, botanik, musik, husdyr, cirkusheste, syning, plantefarvning, vævning, sprog og meget mere.
De fleste af interesserne udfoldede hun gerne samtidig. Desuden var hun ret bramfri, og hvis hun ikke havde været så alvidende og charmerende, kunne vi være blevet dødsfjender over nogle af de legendariske skæverter, hun af og til præsterede. Som dengang jeg første gang kom anstigende med min nye, dejlige kæreste og hendes kommende svigerdatter, og hun prompte udbrød: ”Du er da tykkere end de andre.”
Min mor var Anna Sophie og Marcus Lauesens førstefødte. Hun kom til verden på øen Reichenau i Bodensøen den 22. november, 1929. Min mormor og morfar var dér, fordi Marcus var forfatter og havde fået et stipendium til et ophold på den frodige ø.
Efter en opvækst i Sønderjylland og København blev hun student, gik til tegneundervisning og blev optaget på Kunstakademiet. Dér mødte hun min far, Paul. De blev gift i 1952 og fik deres første barn, Karen, kort før jul året efter. Der var en euforisk optimisme i 1950’erne efter krig og krisetider, og Bornholm lokkede med naturen, det eksisterende kunstnermiljø og billige huse med jord på landet. Så i 1954 flyttede det unge par til ejendommen Damly i Kampeløkke Ådal på Nordbornholm. Der kom mange unge kunstnere til Bornholm i de år. Drømmene var store og pengene små. Men mine forældre havde sparet 6000 kroner op. Det rakte til huset i dalen. Drømmen om det gode liv på landet blev virkelighed med venner, huset, haven, naturen og lyset som grundstof og drivkraft. Året efter kom min tvillingebror Jacob og jeg til verden, og elleve år senere min lillebror, Martin.
Min far fik undervisningsarbejde i Rønne, men realiserede også drømmen om at leve som kunstmaler og byggede et flot atelier i tilknytning til huset. Min mor var en dygtig tegner, men lagde det på hylden for at hellige sig arbejdet med børn, hus og have.
Min mor var den faste bastion i dalen. Her foldede hendes interesser og virketrang sig ud med vindstyrke 12. Hun drev en stor nyttehave og havde drivhus og mistbænke med tomater og auberginer og peberfrugter og meloner. Hun holdt geder, får, høns, gæs, ænder og kaniner. Hun anlagde en romantisk prydhave fuld af sjældne planter med surbundsbed, kilde og vandhul, hun fremavlede alskens besynderlige arter af primulaer, og hægede om fruesko, sarte Pleione-orkidéer og store, himmelblå valmuesøstre. Hun samlede svampe og bær, malkede geder, lavede gedeost, klippede får, kartede og spandt uld, farvede garn med mærkelige planter og blodrøde lus fra kanariske kaktus, vævede tæpper, fotograferede og fremkaldte sort-hvid billeder i mørkekammer, dyrkede botanik og ornitologi. Desuden var hun levende interesseret i madlavning, geologi og ikke mindst klassisk musik.
Hver sommer gjorde min elskelige mormor hovedrent i vores ret rodede hjem og konstaterede med usvigelig sikkerhed: ”Du laver for mange ting på én gang, Bodil!” Det havde hun ret i. Men for os børn og vores kammerater var mærkeligt duftende jordristning i ovnen (sterilisering af jord til hundredvis af Jiffypotter til forkultivering af drivhusplanter), kaninslagtning, plantefarvning, gedemalkning, indsamling af nælder til suppe og alt muligt andet en livsbekræftende guldgrube af sanselighed og oplevelser.
Vores forældre var myreflittige og inddrog os i alt arbejde med hus og have og dyr i det omfang, det var muligt. De tog os med på ture året rundt i al slags vejr. Kunstnervennerne kom i huset i en lind strøm, og deres børn blev vores legekammerater og venner. Det var vidunderlige og uhyre lærerige barndoms- og ungdomsår i dalen.
Der var også tragedier i min mors og vores liv. Min morfar kom på nazisternes sorte liste og måtte gå under jorden i 1943. Og han fik et alkoholproblem. Det endte med skilsmisse i 1949. Krigen og årene efter var meget hårde, fattige og fulde af bekymringer for min mor og mormor. Men de kæmpede sig igennem med flid og dygtighed.
I 1971 blev mors yngre søster, vores højt elskede moster Sonja, dræbt i et trafikuheld. Og i august 2001 druknede min tvillingebror Jacob under badning ved Hasle Strand. Det var ubeskrivelige ulykker. På nye vilkår gik livet videre med sorgen som ledsager. Heldigvis var min mor stærk. Hun kunne momentvis blive stille og alvorlig, men hendes livsappetit forblev usvækket.
Ved min kandidatfest i 1985 holdt hun en brandtale om, at jeg ikke skulle tro, at jeg nu var færdiguddannet. Tværtimod. ”Vær nysgerrig og lær hele livet,” sagde hun. Det var min mors motto. Hun udlevede det til fulde, og da hun var omkring 65 år, kontaktede hun min karismatiske lærer, Jørgen Butzbach i Rønne, og spurgte, om hun ikke nok måtte deltage i hans legendariske timer i geologi på gymnasiet. Det fik hun lov til, og hun indgød stor respekt og forundring blandt sine syttenårige klassekammerater, som anslog hendes alder til godt 100 år. Min mormor blev 100 og et halvt år gammel. ”Det risikerer jeg også at blive,” sagde min mor hyppigt i sine sidste år.
Fuglene var en besættelse for hende. Hun talte nærmest med dem og var dybt optaget af forbindelsen mellem fuglesang og klassisk musik. Hun skrev små artikler om emnet, og hun optrådte tit som lytter i radioen, hvor hun ringede ind og delte ud af sin store og finurlige viden om fugle og musik. Hun tog med ligesindede på utallige fugleture og optalte i årevis fugle på en bestemt rute omkring huset i dalen. Og gennem lange tider drev hun Dyrenes Beskyttelses plejestation for tilskadekomne vilde fugle på Bornholm. Størstedelen kom sig under hendes kyndige hænder. På den måde kom hun i berøring med glenter, ugler, musvåger, lærkefalke, duehøge, snepper, strandskader og mange andre arter. Den besynderligste plejefugl var en stork, som var kommet til at forveksle en åben gylletank med et vandhul. Falck fik reddet den stakkels fugl op af den forræderiske tank med det stinkende indhold og de stejle vægge i sidste øjeblik, før den druknede, og bragte den til min mor i en sæk. Den blev en særdeles ildelugtende plejeopgave. Men storken kom sig, blev TV-stjerne under navnet ”Gyllestorken” og sat fri, da fjerene var kommet i orden efter nogle dage.
Således gik tiden. Efter næsten 57 år med adskillige hårde vintre begravede den kolossale snestorm i julen 2010 huset og hele Bornholm i sne. Grusvejen ned i dalen var lukket et par måneder, og alle varer skulle hentes på slæde ved nabogården en halv kilometer væk. Det var hårdt. Min mor havde rundet 81 år, og min far blev 89 til foråret, og selvom de var rimeligt friske, var tilværelsen på stedet for vanskelig og utryg. Så de solgte ejendommen og flyttede til et lille, praktisk hus nær Rønne. Kort før flytningen sendte det værste skybrud i mands minde vandmasser, jord, sten og grene ned ad dalsiderne. Huset blev ramt, og vandet trængte ind og ødelagde alle gulvene og en del indbo. Forsikringen dækkede ikke, og vandskaden åd hele overskuddet fra hussalget, der skulle have forsødet deres år som gamle.
Min far havde ikke så mange kræfter på det tidspunkt. Det havde min mor. Hun græd, men tog fat, sorterede, kasserede og pakkede om. Det var bravt. Flytningen gik fint, og mine forældre holdt glade og smukke deres diamantbryllup i januar 2012.
Et par måneder senere faldt min far om i hjemmet med en blodprop i hjernen. Han kom sig langsomt, men aldrig helt, og til sidst flyttede han på plejehjem i Nexø. Min mor havde med hele sit opbud af kræfter passet ham i halvandet år i hjemmet. Og da han kom på plejehjem, besøgte hun ham trofast to-tre gange om ugen. Det var en krævende og besværlig ekspedition med rollator og busser frem og tilbage. Men hun gjorde det – og iagttog og beskrev ivrigt livet af mennesker og fugle undervejs.
I november 2014 flyttede jeg efter 38 år tilbage til Bornholm. Det var fødeøen og et arbejde, der trak; men jeg ville også gerne være tæt på mine forældre på deres gamle dage. Skæbnen ville, at min far blev indlagt med lungebetændelse på hospitalet i Rønne den dag, jeg startede på arbejdet. Behandlingen var virkningsløs, og 20. november sov han stille ind – fredfyldt og værdigt. Ganske i den ånd af ordentlighed og ro, der var karakteristisk for ham og havde gjort ham så afholdt i livet.
Min fars død slog min mor ud, og i sommeren 2015 valgte hun at flytte på plejehjem i Gudhjem. Hun fik en lys, lille lejlighed med sine kæreste ejendele, 500 cd’er med klassisk musik og en storslået udsigt over Østersøen og Svaneke Bugt.
Hendes tid i Gudhjem var fremadskridende alderdom og dårligdom. Hun måtte bruge kørestol. Men livsappetitten var stor, og hun lagde ikke skjul på, at hun ønskede sig gaver og blomster og musik og breve og postkort og nystegte kantareller og masser af venner og familie og underholdning til sine fødselsdage, som hun nåede at holde tre af på plejehjemmet.
Min mors foretagsomhed, nysgerrighed og udadvendthed fortsatte ukueligt. Når jeg trådte ind ad døren, var der altid klassisk musik, tit fra både radioen og cd-spilleren. Hun startede med: ”Vi skal på tur”, ”Du skal lave kantareller”, ”Jeg har drømt om høns” eller med at fortælle om andre drømme, tanker eller oplevelser, hun havde haft.
Hun kunne til det sidste navnene på de fleste vilde planter. Der skulle være blomster på bordet altid – helst mange buketter, og på turene med hende i kørestolen omkring plejehjemmet plukkede vi normalt en af hver art, vi mødte undervejs.
I den våde sommer 2017 væltede det frem med fine spisesvampe, og på køreturene fandt vi gennem et par måneder mængder af store, fine og velduftende hvide champignoner. Sammen med de mange kantareller og karljohansvampe, jeg samlede sommeren igennem, fik hun et lager stort nok til, at jeg kunne riste lidt svampe til hende hver gang, jeg besøgte hende. Hun spiste dem med glubende appetit. De mindede hende om de gode dage i dalen.
Når vi dykkede ned i fortiden i form af hendes over 50 fede mapper med fotografier fra mange rejser og årene i Sønderjylland, København og Bornholm, øste hun af sin store viden. Hun fotograferede ivrigt mennesker og natur hele livet.
De sidste par måneder var min mor indlagt flere gange med genstridige infektioner. Hun var stærkt svækket, og lægerne konstaterede en skygge på den ene lunge. Hun blev erklæret terminal og kom tilbage til kærlig pleje i Gudhjem. Der var hun et par uger, og vi tre børn var samlet om hende de sidste seks dage.
Hun sov en del, drak lidt, spiste endnu mindre og var svær at tale med. Men hun var rolig, og vi spiste middag ved hendes dødsleje. Den sidste dag, den 17. juli, hvor jeg vågede om natten, vågnede hun klokken fire om morgenen og så med sine intense, sorte øjne ud over havet mod øst. Efter halvanden måneds tørke drev et lunt regnvejr ind fra Østersøen.
Jeg åbnede vinduerne til regnen, vinden og varmen og udsigten over Svanekebugten, korngule marker og en malerisk række søjlepopler i horisonten. Hun stirrede og holdt sig vågen. Hun ville have det hele med. Kokken otte kom Karen og Martin. Hun så verden bevæge sig og blive ny. Jeg tror også, hun hørte regnen og mærkede duften af vådt korn. Klokken ni drog hun de sidste suk og lukkede øjnene for altid.
Hun blev bisat fra haven hos mig på Koldekilde under den store blodbøg. Mens vi sang og talte, kvidrede svalerne. Kejserkåberne fløj, og på kolibrimanér så en duehale sit snit til at hente nektar fra bårebuketterne, mens musikken spillede.
Den næste måned cirklede svalerne utrætteligt under træet. Hver dag.