Prøv avisen

Min orange følelse af venskab

På Roskilde Festival møder Kerrin Linde venner og bekendte gennem hele livet, og her befinder de sig sammen i en magisk orange boble af venskab. Foto: Torben Christensen

Roskilde er en fælles referenceramme for mine venner og mig. Det er her, vi én gang om året render ind i hinanden og griner og danser sammen, skriver udlandsredaktør Kerrin Linde

Det er 29 år siden, jeg første gang gæstede Roskilde Festival. Det var en stor oplevelse for en 16-årig pige, der kun havde set én enkelt koncert på et lillebitte spillested i udkanten af hjembyen Flensborg inden da. Klædt ud som punktøs med neonorange hår, nittearmbånd og militærstøvler gjorde jeg min entré på Dyrskuepladsen, blev benovet over at se Iggy Pop og The Stranglers på den legendariske Orange Scene og gjorde store øjne over de mange vidt forskellige mennesker, der skejede ud til musikken. Dengang kom man samme dag, som festivalen gik i gang, slog sit telt op lige foran hovedindgangen og hyggede sig med dåsemad og spontane, groteske sange i nyfundne kammeraters lag i teltlejren. Vi var knap 58.000 deltagere i 1987. Der stod 68 orkestre på plakaten og et lige lovlig luftigt slogan: ”Musik til tiden”.

På årets 46. udgave af festivalen var der 130.000 deltagere og 183 optrædende kunstnere. Det var 21. gang, jeg var af sted, og meget har ændret sig de seneste små 30 år. Noget decideret slogan er der ikke længere brug for på plakaten, hvor man til gengæld på engelsk opfordres til ikke at gå glip af hele oplevelsen. Og den går mere og mere ud på at dyrke fællesskabet og hinanden og i langt mindre grad musikken. Nutidens 16-årige festivaldebutanter bor en hel uge i teltlejr og giver den gas i en rus af alkohol og selvpromovering på diverse sociale medier, inden deres forældre kommer ud med nye forsyninger eller henter dem.

Selv er jeg blevet et curling-svigerbarn, der sover i en varm seng hjemme hos svigermor i en Roskilde-forstad, og som er lykkelig over for længst at have lagt lejrlivet bag mig. Men jeg kommer stadig på Roskilde, som festivalen hedder i daglig tale. For den betyder noget helt specielt for mig. Det var her, jeg for fem år siden første gang mødte min mand – til en koncert på Arena-scenen med et band, vi genså i år i øsende regnvejr. Det er her, at jeg føler mig hjemme trods de voldsomme menneskemængder, de nærmest traditionelle fejlbookinger, hvor publikumsmagneterne spiller på for små scener, de alenlange køer til toiletterne og madboderne og deltagernes stadig lavere gennemsnitsalder og højlydte snak til koncerterne.

Roskilde er en fælles referenceramme for mine venner og mig. Det er her, vi én gang om året render ind i hinanden og griner og danser sammen. Selvom mange af os ses løbende, er det på Dyrskuepladsen, vi for en kort, men fortryllende stund genfinder venskabet med dem, vi ser alt for sjældent i hverdagen. Og selvom man kun lige når at hilse på hinanden til en enkelt koncert eller to, er gensynsglæden det hele værd. På årets nys overståede festival fik jeg for alvor den famøse Orange Feeling, som festivalen selv har døbt følelsen af samhørighed, frihed og fællesskab, ind under huden.

For uanset hvilken sammenhæng, vi kender hinanden fra, binder festivalen os sammen:

Der var min gamle højskoleven, som min bedste veninde og jeg ikke havde set i over 20 år. Som var taget på festival igen efter mange, mange års fravær, nu med sin teenagesøn og svigerdatter, og som vi bare gik i spænd med på samme måde, som da vi boede på samme jyske højskolegang.

Der var min mands kollega, som var på festivalen for første gang i 17 år på en endagsbillet, og som hurtigt faldt i tale med de andre, vi fulgtes med lige den dag.

Der var min roskildensiske veninde, som er kommet på festivalen siden 1980. Som altid har et hav af aftaler, men som jeg i år var så heldig at følges derned med, inden hun skulle til koncert med sin 15-årige datter.

Der var den søde præst, som jeg boede i lejr med for 14 år siden, og som det altid er en glæde at gense til en hurtig, men varm snak ved en koncert.

Der var min gode ven fra praktiktiden, som var taget på festival, mens hustruen vandrede i de svenske skove, og som iført hat og spøjse tåsandaler dansede sammen med min mands studieven foran Orange Scene til en irsk hiphopfest.

Der var min desværre fraværende venindes gode kammerat, som jeg tilfældigt mødte under koncerten med min gamle helt Neil Young, og som ikke blot sørgede for et ledigt toilet og en øl, men også gav mig en uforglemmelig oplevelse ved at hive mig med op på Orange Scenes bagtribune til ekstranumrene.

Der var min journalistven, som er 13 år ældre end mig, men som jeg siden en efteruddannelsestur for en del år siden har dyrket et musikvenskab med, der hvert år på Roskilde får et nyt skud vitaminer.

Og så var der alle de andre gamle og nye venner, venners venner, ekskolleger og kammerater fra tidligere tiders omgangskredse, man mere eller mindre tilfældigt møder igen og får omfavnet under det årlige ritual, hvor vi for en stund befinder os i en magisk orange boble af venskab. Det er det, Roskilde kan – og som vi gør det til.